Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Intet på CPH Stage slår Kirsten Dehlholms dødsrige i ’Amduat. En iltmaskine’

Teaterfestivalen CPH Stage 2021 byder på dans i græs og opera i sand. Men den største oplevelse har været Hotel Pro Formas og Kirsten Dehlholms dødsforestilling ’Amduat. En iltmaskine’
’Amduat. En iltmaskine’ sætter publikum direkte ind i egypternes dødeverden hos Hotel Pro Forma.

’Amduat. En iltmaskine’ sætter publikum direkte ind i egypternes dødeverden hos Hotel Pro Forma.

Karoline Lieberkind

Kultur
3. juni 2021

Døden tager den tid, den tager. Ligesom det tager den tid, det tager, at sejle med båden til underverdenen hos de gamle egyptere, så tager det den tid, det tager, for projektionen af en båd at glide hen over bagvæggen på tværs af Teater Republiques lange rum. I hvert fald i Kirsten Dehlholms uforlignelige dødsbilledfortælling Amduat. En iltmaskine.

Med dette værk opnår den nu 76-årige Kirsten Dehlholm som billedmager og teaterfortæller at skabe en fortættet dødsverden af udsøgt skønhed og uforklarlighed. Amduat. En iltmaskine overvælder med en præcision, der holder tilskueren fast med samme ubønhørlighed som den iltmaske, der ligger hen over den terminale patients ansigt i sengen foran os: En sygehusseng, der som det naturligste har fået påmonteret en egyptisk skulptur af en hest på en båd. En seng, der er gjort parat til døden.

Myte efter myte

Amduat. En iltmaskine er den foreløbige kulmination på teaterfestivalen CPH Stage. Det er et stort værk, der overvælder med sin legelyst og sin naturlige leg med eksistensen. Et internationalt værk, der uhindret forener alle kunstneriske udtryk: Billeder, musik, dans, skuespil, dans, video, lyskunst, skulpturer, lyddesign …

I dette Gesamtkunstwerk er Kirsten Dehlholm i sit es. Hendes mange performanceværker følger samme sære nysgerrighed efter det eksistentielle og det mytiske. Lige fra hendes første værk, Operation: Orfeo fra 1993, (som stolt genopsættes her 28 år efter urpremieren under CPH Stage i Skuespilhuset og derefter i Musikhuset Aarhus), og frem til den ellers seneste forestilling, Gilgamesh, på Glyptoteket i 2019 har Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma ført an i en visuel afsøgning af teatret. Hendes originale og internationalt forståelige teatersprog er hendes særkende. Myte efter myte har hun vandret gennem med sin billedstærke tolkning og sin tilsyneladende nøgterne følelsesløshed, der til gengæld skaber de vildeste følelser hos publikum.

Livet ebber ud

Hotel Pro Forma gør ofte sit publikum til mytiske medvandrere under de mobile forestillinger. Under Amduat. En iltmaskine er publikum dog placeret traditionelt foran scenen. Til gengæld er scenen aflang – og så lang, at de sidste timer i patientens liv netop kommer til at snegle sig afsted sammen med de figurer, der bevæger sig hen over scenen. Kirsten Dehlholms tempo er som altid langsomt. Som i laaangsomt. Men i Amduat. En iltmaskine har hun delt tiden op i 12 fiktive timer, så det undervejs føles, som om tiden går voldsomt hurtigt. Næsten alt for hurtigt. Netop fordi man mærker, at livet ebber ud af kroppen i sengen – og at hverken den døende eller hans søn ønsker, at det sker.

Patienten er ellers gammel. En mand med knogleben og sitrehænder, der hele tiden forsøger at fjerne iltmasken, fordi den generer. Hans søn vandrer ind til ham. Aer ham over panden med et inderligt udtryk i øjnene. Tager hans hånd, retter hans dyne. Ser på ham – og ser alt det, som denne far har været for ham. Inden han blev manden, der blev syg og døende.

En død i relief

Forestillingen tager udgangspunkt i Harald Voetmanns bog Amduat. En iltmaskine fra 2018. Teksten fletter fortællingen om den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget sammen med en fortælling om en gammel mand, der dør af lungebetændelse på Holbæk Sygehus.

Forestillingens tekster er taget direkte fra bogen, både som projicerede tekster på bagvæggen og som talte replikker, som et håndplukket og velredigeret udvalg, der udtager de allermest essentielle ord om døden, der kommer. I forestillingen bevares den sære dobbelthed af, at ordene både udtrykker døden, sådan som den opleves af den døende i sengen, og som den opleves af sønnen ved siden af ham.

Nuvel, denne søn mister sin far på Holbæk Sygehus. Personligt føler jeg mig overraskende hjemme i denne verden. Jeg har også mistet min far på Holbæk Sygehus. Jeg har også mærket døden glide hen til en seng. Det er vi mange, der har. De fleste af os, velsagtens.

Undervejs i 'Amduat. En iltmaskine' opløses tiden. Billederne blander sig umærkeligt, så sanserne overpirres – og til sidst accepterer dødens komme.

Undervejs i 'Amduat. En iltmaskine' opløses tiden. Billederne blander sig umærkeligt, så sanserne overpirres – og til sidst accepterer dødens komme.

CPH Stage

Men i Hotel Pro Formas æstetiske verden stirrer egyptiske guder med fra en ophøjet verden oppe over sengen. Forestillingen begynder ellers med en himmel fyldt med stjerner, der glider opad. Men så skinner ansigterne fra glemte statuer, ansigter med udtværede øjne og afbrækkede næser. Og så træder guderne ind. De sære, grafiske skikkelser fra den egyptiske mytologi bliver levende. De bevæger sig i hvert fald. Iført farverige stoffer i ædle snit med guldkanter og lysende farver. Deres handsker peger rødt og grønt, blåt og rosa, orange og sort, og deres masker har undrende øjne og stiliseret sort hår. Evigtunge. Med siden til og med hænder og fødder lige akkurat så fleksede som på gravkamrenes hellige tegninger. Et liv i relief bliver på scenen derfor også til en død i relief, akkurat som manden i sengen undervejs bliver til et relief for øjnene af os.

Vi ånder sammen

Performeren Bo Madvig ligger helt stille. Så vender han sig svagt, mens lyden af hans åndedræt pumper gennem iltmaskinen. Tilskuernes åndedræt følger ham. Det er da det mindste, vi kan gøre: At ånde sammen med ham på hans sidste rejse. Bo Madvig behersker sin krop med asiatisk visdom. Så da vi mindst venter det, vælter han pludselig ud af sengen – i desperation over ikke at kunne få vejret. Og den unge performer Ask Eckhardt Amtoft bærer ham tålmodigt tilbage i sengen, retter på dynen og holder ham i hånden. Taler med en stemme, der ikke længere kan udtrykke følelser, fordi døden har taget al klangen. Det er smukt. Enkelt og hverdagsagtigt midt i alt det ophøjede.

Komponisten og dj’en Hari Shankar Kishore skaber sammen med komponisten Marie Højlund de vildeste lyde af indre protest mod døden. Torden og skybrud kæmper mod pulsslag og brystkassens pumpen. Bjælder klinger. Menneskestemmer taler i et personalerum i det fjerne. Og iltmaskinen bipper. Denne frygtelige bippen, som stresser den døende og beroliger den levende ved siden af. Bip. Bip.

På bagvæggen tegnes endda iltmaskinens neongrønne kurver, som øjnene ikke tør vende sig væk fra af frygt for, at kurvernes hak skal forvandle sig til én lang streg – og stilhed.

Overgangene mellem de forskellige scener er noget af det mest spektakulære hos Kirsten Dehlholm, måske fordi de altid overrumpler. Sære skulpturer sænkes ned fra loftet – som fortolkninger af solsystemets sindrighed og storhed. Når skarnbasserne – eller er det skarabæerne? – har virret med deres mærkelige kløer på bagvæggen, er det tid til, at slangen indtager rummet og truer kroppen. Eller er det omvendt? Undervejs i forestillingen opløses tiden. Billederne blander sig umærkeligt, så sanserne overpirres – og til sidst accepterer dødens komme.

For sådan må forestillingen selvfølgelig slutte: med døden. At Kirsten Dehlholm og medinstruktør Jon R. Skulberg så har valgt at snyde os for selve dødsøjeblikket, er måske en pointe i sig selv. Fordi vi jo alle sammen vil komme på hver vores dødsrejse. Og vi skal tidsnok få dødsriget at se. 

Græs og sand

Forestillingerne under CPH Stage 2021 er i det hele taget meget optagede af døden – og af den truede eksistens og fremtiden. Forestillingerne er bekymrede, ikke mindst på grund af det korte klimaperspektiv, der er ramlet ind over jordkloden de seneste årtier. Der er fokus på naturen og på bæredygtighed som aldrig før.

Danseforestillingen 'Høst'.

Danseforestillingen 'Høst'.

Søren Meisner

Mest spændende og mest symbolsk udtrykkes klimatankerne måske i Høst med Recoil Performance Group. Koreografen Tina Tarpgaard har her skabt en danseverden midt i noget græs, som hun har sået og værnet om i Stadil-Vedersø i Vestjylland og så transporteret til Sjælør Kirke. Her overrumpler den moderne danser Hilde I. Sandvold med sine spontane muskelspasmer og smidige udstrækninger, omtrent som et dyr, der er taget til fange i sin egen hule. Over for hende står flamencodanseren Jossette Reilly og stamper sine tillærte hælestamp, der gungrer som en advarsel om klodens ødelæggelse. Det er ret voldsomt. Hun hopper op på ryggen af dyredanseren, som et sidste forsøg på at betvinge naturen, mens Lars Greves musik lyder som tektoniske plader i kamp. Men det mislykkes, naturligvis. Det er stærk dans.

Dansere i 'Hail to the Good Listener'.

CPH Stage
Det kan man til gengæld ikke sige om Hail to the Good Listener af koreografen Marie Topp, der har skabt dans for fem vildt dygtige, kvindelige dansere hos Dansk Danseteater på Takkelloftet. Forestillingen var en bizar stilhedsøvelse i apati – udført med så langsomme bevægelser, at øjet næsten ikke kunne opfange dem. Kedsommeligt og ikkeaktivistisk – og dermed alt andet end det feministiske styrkeudtryk, som forestillingen antagelig ønskede at skabe.

'1984: Back to no future'.

Gob Squad
Årets åbningsforestilling var gæstespillet 1984: Back to no future med det engelsk-tyske kunstnerkollektiv Gob Squad. Her prøvede kunstnerne febrilsk at tænke sig tilbage til tiden før corona, før computere og før klimakrise. Det var morsomt, og det var teater, der fik udlevet sin trang til at dyrke kassettebåndets tiltrækning og livevideoens selvoptagethed. Men skelsættende var det ikke.

Så var der stærkere samfundskritik i det litauiske operagæstespil Sun & Sea af Rugile Barzdziukaite, Vaiva Grainyte og Lina Lapelyte. Ude på Holmen i Copenhagen Contemporarys store bygning var der skabt en indendørs, firkantet badestrand. Højt oppe på et stillads rundt om sandet sad så tilskuerne og stirrede ned på operasangerne, der lå på håndklæder og i strandstole iført badetøj. De sang groteske tekster om den rige verdens overforbrug, det alt for grønne hav og flyene på himlen – lige inden det uforudsete vulkanudbrud. Det er en harsk samtidssatire, imponerende sunget af både operasangere og musicalstemmer. Med frygten for naturkatastrofer under hver eneste tone.

Men ingen af disse oplevelser slår oplevelsen af dødsriget hos Kirsten Dehlholm. En af de stærkeste tekstlinjer i Amduat. En iltmaskine er den fortættede kærlighed, der kommer til udtryk, når faren siger til sønnen i den helt enkle sætning: »Åh, hvor er det godt, du er her.«

Jeg vil gerne tilføje: »Kirsten Dehlholm, åh, hvor er det godt, du er her.«

’Amduat. En iltmaskine’. Tekst: Harald Voetmann. Instruktion og scenografi: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg. Musik: Hari Shankar Kishore. Lydkunst: Marie Højlund. Lyddesign: Kristina Hverring. Videodesign: Magnus Pind Bjerre. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Kostumedesign: Kit Wan. Skulpturer: Astrid Myntekær. Maskedesign: Marie Dahl. Hotel Pro Forma i co-produktion med Østerbro Teater. Spilles på Teater Republique til den 12. juni 2021.

’1984: Back to No Future’. Gob Squad. Co-produktion med S/H.

’Høst’. Koreografi: Tina Tarpgaard. Musik: Lars Greve og Jakob Høyer. Lysdesign: Andreas Buhl. Danses i Sjælør Kirke til 5. juni 2021 samt på turné.

’Hail to the Good Listener’. Koreografi: Marie Topp. Musik: Julia Giertz. Dansk Danseteater på Takkelloftet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her