Karima Bouylud formidler dansk-marokkansk kvindeliv i tre generationer til den hvide læserskare

Kærligheden i debutant Karima Bouyluds roman I kærlighedens navn findes mellem tre generationer af kvinder: Mormor Mimount, hendes datter Nadia og datters datter Miriam. De tre kvinder fortæller på skift og fra hver deres version af et dansk-marokkansk kvindeliv.

Mormor Mimount står på afstand af begivenhederne, fordi der er så meget, hun skal have forklaret og oversat af sine døtre. Hun taler ikke og forstår ikke dansk, hendes sprog er stadig det berbiske amazight. Nadia er født i Danmark og nok det, man fra et lidt snævert perspektiv ville kalde velintegreret. Men hun undertrykker sin undertrykkelse og klemthed mellem to kulturer. Udenpå er hun gået fra som helt ung at blive lokket til Marokko og tvangsgift til i romanens nu at leve meget småbørnsfamilieagtigt med legoklodser på gulvet sammen med Gabriel, som hun selv har valgt.

Den yngste fortæller, Miriam, som Nadia fik med sin første mand, er 13 år og i gang med et heftigt oprør. Ikke bare som vred teenager, nej, hendes oprør handler om seksuel vold mod piger og kvinder. Miriam er gået til kommunen for at fortælle om sin fars overgreb.

Herved er Nadia og Miriam havnet på hver sin side af et totalt kaos. De er begge helt alene. Miriam kæmper for, at sandheden om hendes far skal frem. Nadia kan ikke overskue konsekvenserne af den sandhed. Men I kærlighedens navn – og måske også i opbyggelighedens – finder mor og datter sammen igen på trods af traumerne.

Romanens styrke er nem at få øje på: Den nuancerede skildring af dansk-marokkansk kvindeliv, fordi der fortælles fra tre forskellige aldre. Det er for eksempel godt at komme ind i hovedet på Mimount, når hun laver mad og hendes husmoderstolthed med god ret stråler: »Jeg tager en skarp kniv og finder skærebrættet frem. Så tager jeg lammekødet ud af køleskabet, renser det under rindende vand, skærer kødet ud i små stykker og steger indtil kødsaften ikke skummer mere. I mellemtiden har jeg fundet løg, gulerødder, søde kartofler og chili frem og hakker det. Mine hænder arbejder hurtigt.«

Mimount ser tv-serier og madprogrammer, mens hun venter på, at lammekødet bliver mørt, men hun »kan næsten ikke holde det ud, for den kvindelige kok bærer ikke tørklæde. Der kan jo komme hår i maden«.

Frihed i skriften

Karima Bouylud formidler marokkansk kultur i DK, så alle kan være med. Eller hun skriver til en hvid læserskare. Her kunne jeg have drømt om den frihed i skriften, den politiske og kunstneriske power, som Niviaq Korneliussen har, når hun skildrer sine grønlandske liv mellem to kulturer og helt tydeligt skriver til en grønlandsk læser – og hvor læsere som jeg selv bare må hænge på. Eller om den kunstneriske frisættelse Jamal Bendahman, der er født i Marokko og opvokset i Danmark, opnår i sin debut Ash-Shaheed [Vidnet] fra 2019.

I kærlighedens navn har derimod en ordliste bagerst i bogen, der forklarer udtryk som »Inshallah« og »Eid Mubarak«. Det er synd, for det er jo netop dér i sproget, at litteraturen har et vanvittigt spændende potentiale både kunstnerisk og politisk.

Men I kærlighedens navn har også passager, der er fritaget for at tage hensyn til den hvide majoritet. For eksempel her i den blomstrede og »altid ryddelige stue« hos Mimount, hvor Nadia i et tilbageblik er kommet for at aflevere Miriam til sin mor på vejen ud af tvangsægteskabet:

»Det var her i denne stue, der dufter af lavendel, at min mor forklarede mig og mine søstre, hvordan verden hang sammen. Hvordan kvinder bør være klædt. Hvordan kvinder bør opføre sig. Og især ikke opføre sig. Det sikreste var at gå igennem livet uden at tiltrække sig alt for meget opmærksomhed. Vi lærte at gå på tåspidser uden at lave den mindste lyd i lejligheden, da min mor alrig har brudt sig om støj. At løbe rundt og klatre i træer eller på klatrestativer på legepladsen i vores gård var også en dødssynd, for vi måtte ikke blive beskidte. At være beskidt var for min mor værre end støj.«

Ind imellem de tre kvinders fortællen står rapporter fra de sociale myndigheder, som om de var ægte dokumenter, for eksempel fra ’Socialcentret Ørnevej’, hvor Miriam bliver anbragt: »Miriam fortæller, at hun har været udsat for seksuelle overgreb, men kommer ikke med nogen redegørende detaljer.«

Ordene »redegørende detaljer« gør ondt. Det nøgterne sprog har den effekt, at det er læseren, der kommer til at sidde med alle følelserne, teksten har dem ikke.

Men samme bevidste brug af virkemidler kendetegner ikke romanen som helhed. På alt for mange sider står der alt for meget. Virkeligheden er som bekendt noget rod, den skal formes og skæres til for at blive romankunst. Ud med opvaske, der bare er opvaske, visning af månedskort i bussen, sms’er, folk der går ind og ud ad døre og alle de andre praktiske detaljer, livet er fuldt af. Og så ind med benhårdt redigeret prosa, der først og fremmest tager hensyn til det æstetiske.

Karima Bouylud: ’I kærlighedens navn’. Gyldendal. 334 sider. 245 kroner.