Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Karima Bouylud formidler dansk-marokkansk kvindeliv i tre generationer til den hvide læserskare

Karima Bouyluds debut ’I kærlighedens navn’ hænger sig for meget i virkelighedens praktiske detaljer og for lidt i at være romankunst, men dens styrke er nem at få øje på: Den nuancerede skildring af dansk-marokkansk kvindeliv
Karima Bouylud formidler marokkansk kultur i DK, så alle kan være med.

Karima Bouylud formidler marokkansk kultur i DK, så alle kan være med.

Les Kaner

Kultur
18. juni 2021

Kærligheden i debutant Karima Bouyluds roman I kærlighedens navn findes mellem tre generationer af kvinder: Mormor Mimount, hendes datter Nadia og datters datter Miriam. De tre kvinder fortæller på skift og fra hver deres version af et dansk-marokkansk kvindeliv.

Mormor Mimount står på afstand af begivenhederne, fordi der er så meget, hun skal have forklaret og oversat af sine døtre. Hun taler ikke og forstår ikke dansk, hendes sprog er stadig det berbiske amazight. Nadia er født i Danmark og nok det, man fra et lidt snævert perspektiv ville kalde velintegreret. Men hun undertrykker sin undertrykkelse og klemthed mellem to kulturer. Udenpå er hun gået fra som helt ung at blive lokket til Marokko og tvangsgift til i romanens nu at leve meget småbørnsfamilieagtigt med legoklodser på gulvet sammen med Gabriel, som hun selv har valgt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Henrik Plaschke

For et par timer siden stillede en anden læser her det ganske udmærkede spørgsmål:

formidler Karima Bouylud kun til den hvide læserskare???

Men spørgsmålet er nu blevet fjernet, hvorfor jeg gerne vil stille det igen:

formidler Karima Bouylud virkelig kun til den hvide læserskare???

Ulla Willumsen, Bjørn Pedersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
hanne plaschke

Det er en mærkelig kommentar, at Karima Bouylud skriver for den hvide majoritet( modsat vel for et berbisk publikum). Mon ikke forfatteren skriver som den person hun nu er med den sammenblanding af kulturer og livserfaringer, hun er rundet af og i det sprog, der passer til hendes historie? Jeg har ikke læst bogen endnu, men det virker på mig som om Kamilla Löfström bare ikke er vild med den og hellere vil læse Niviaq Korneliussen og Jamal Bendahman. Det er problematisk at sammenligne en roman med anden litteratur ved at lægge afstand i stedet for at finde paralleller. Det får jeg ikke nogen fornemmelse af romanen af. Men okay, jeg har jo så heller ikke læst den endnu.

Bjørn Pedersen

Ak. Hvis der formidles til den "hvide læserskare", er der ingen grund til at læse hendes bog for alle os danskere der ikke tilhører en så tåbelig amerikansk import-identitet.