Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Kenyanske Armitages dialog med Glyptotekets samling er måske søgt, men også dybt stimulerende

Michael Armitage gør os allesammen til analfabeter i sin dybt stimulerende udstilling på Glyptoteket. En lidt eksalteret kakofoni, der efterlader en tvivl om, om der er én særlig intention med den
Armitages enorme malerier er spækkede med intense og dirrende motiver og symbolik. De er udstillet sammen med diverse genstande og malerier fra Glyptotekets samling, så der opstår en sand tungetale mellem de mange væsensforskellige værker.

Armitages enorme malerier er spækkede med intense og dirrende motiver og symbolik. De er udstillet sammen med diverse genstande og malerier fra Glyptotekets samling, så der opstår en sand tungetale mellem de mange væsensforskellige værker.

Ana Cecilia Gonzalez

Kultur
22. juni 2021

Det er den mest ladede udstilling, jeg længe har set, der lige nu vises med den yngre kenyanske maler Michael Armitage (f. 1984) på Glyptoteket. Armitages egne enorme malerier er spækkede med intense og dirrende motiver og symbolik, og de er udstillet sammen med diverse genstande og malerier fra Glyptotekets samling, så der opstår en sand tungetale mellem de mange væsensforskellige værker. »Knæk koden« lyder mit indre krav med det samme, og forstå alle sammenhænge, referencer og intentioner med sammensætningen. Men jeg opgiver snart ævred for i stedet at blive optaget af Armitages monstrøse værker, der er vilde nok uden alle samtalerne med museumsobjekterne.

I det første rum er der en voldsom fødsel i gang. En sort kvinde i Armitages maleri Hope (2017) har netop født en ged, og navlestrengen hænger ud under hendes mønstrede kjole. I en lille vugge ligger et sygeligt spædbarn og ser underernæret og forkvaklet ud. Oppe i højre hjørne er en svævende vaskemaskine på vej igennem maleriet. Den er et fremmedelement i maleriets komposition og er malet, som er den en drøm eller en fantasi. Den fødende kvinde er nærmest spændt ud mellem en ged og en vaskemaskine, og jeg kommer i tanker om kampagnen ’Giv en ged’, der kører i julemåneden, hvor man i stedet for at købe en gave til svigerfar kan købe en ged til en afrikansk familie. I billedet bliver vaskemaskinen som en fjern fantasi, der ikke har sammenhæng med motivets øvrige rå virkelighed, en fantasi om en mulig fremtid, et håb om vestlig livsstil.

Sex, jungle og revolution

Det er typisk for Armitage at male motiver fra Kenya, fra hans eget hjemland, men det er også typisk, at han bruger klicheer fra den vestlige forestillingsverden om samme. Han maler værkerne i London, hvor han også er uddannet. Han sampler på den måde forskellige billedkulturer og traditioner og maler på materialet lubugo, der er et traditionelt nigeriansk ligklæde, der laves af bark fra figentræer og har mange ujævnheder og endda huller i sig, når det spændes op. Allerede på lærredsniveau er referencerne altså rige hos Armitage. Samtidig er han en yngre kunstner, der bruger lige så mange populærkulturelle referencer og motiver fra internettet, som han trækker på sin afrikanske arv.

Det er typisk for Armitage at male motiver fra Kenya, fra hans eget hjemland, men det er også typisk, at han bruger klichéer fra den vestlige forestillingsverden om samme.

Det er typisk for Armitage at male motiver fra Kenya, fra hans eget hjemland, men det er også typisk, at han bruger klichéer fra den vestlige forestillingsverden om samme.

White Cube, Ollie Hammick
Mest karakteristisk ved Armitage er dog hans umiskendelige stil og maleriske signatur, som jeg faldt i svime over på Venedig Biennalen i 2019. Hans store widescreen format, hans underligt hullede lærreder, hans ornamenterede og fragmenterede motiver af afrikanske kvinder og mænd i nærmest syntetiske landskaber og rum, hvor der både er ild, vold og aber, sex, jungle og revolution.

Her i udstillingen har Armitage været på rov i Ny Carlsberg Glyptotekets samling, der består af omkring 10.000 genstande og kunstværker fra oldtidens Grækenland over fransk malerkunst, der i stifter og brygger Carl Jacobsens egen samtid var det helt nye og hotte. Det er iblandt al dette, at Armitage har udvalgt meget forskellige genstande, der for eksempel tæller japanske træsnit fra 1700-tallet og den mest vidunderlige lille turkise ægyptiske løvegudinde på størrelse med en tommeltot og noget så fint udskåret, dateret til 1554-1305 før vores tidsregning. I den tidsskala ophæves snart al specifik menneskelig konflikt, og man fascineres blot af den æstetiske sans og evne, der kendetegner det sanselige menneske. Ikke desto mindre er der masser af drabelighed i udstillingen.

Krig, mumier og homosex

I udstillingens største og mest værkrige rum hersker der død, krig og rædsler. Både på de oldgræske offerfriser, som kunstneren har valgt at udstille sammen med Manets berømte Kejser Maximilians henrettelse (1867) og Goyas kobberstik af Krigens rædsler (1799), her er også Armitages eget store maleri The Promised Land (2019), der trodser den bibelske titel med et motiv af en gadekamp fra Nairobi. Et billede af en konkret demonstration, der fandt sted efter parlamentsvalget i 2017, og mens tåregassen buldrer gennem gaden, hænger et par pigeben og dingler fra en balkon. I hendes kjole er et hul – måske fra lubugolærredets huller, måske intenderet, for den lille pige var et uskyldigt offer for et vådeskud, der blev affyret under demonstrationerne. Og sådan er der flere sagesløse ofre i værkerne i dette rum.

Der er mange modsatrettede stemninger og motiver rundt omkring på udstillingen. For eksempel her, hvor der på væggen hænger et stort smukt portræt af to sorte mænd, der kysser. Tværs foran sexscenen ligger en mumie fra 800 f.v.t.

Der er mange modsatrettede stemninger og motiver rundt omkring på udstillingen. For eksempel her, hvor der på væggen hænger et stort smukt portræt af to sorte mænd, der kysser. Tværs foran sexscenen ligger en mumie fra 800 f.v.t.

David Stjernholm

På en anden væg hænger et stort smukt portræt af to sorte mænd, der kysser, og i mørket mellem dem anes to erigerede lem. Over de to mænds kyssende hovedet løber en frise med mange af de krigsmotiver, der findes tilsvarende af i rummet – mænd, der bliver skudt og henrettet. Værket hedder Kampala Suberb (2014), og der henvises til en forstad til Ugandas hovedstad Kampala, hvor homoseksualitet i øvrigt er forbudt. Tværs foran sexscenen ligger en mumie fra 800 f.v.t, hvor ligklædet minder en del om lubugolærredet. Vild nok sammensætning i øvrigt – en homosexscene fra Uganda i 2010’erne og en ægyptisk mumie. Bryder Armitage ligefrem gravfreden ved denne løsslupne tilgang? Eller forstår vi pludselig noget nyt? Jeg kommer i tvivl. Og det er måske også hele intentionen. Titlen på udstillingen er »Beretning fra en analfabet«, og selv om jeg sagtens kan aflæse mange symboler, så er der lige så mange, der virrer rundt i rummet.

Et værk, der pludselig bryder rummets alvorstunge motiver, er for eksempel Pierre Bonnards lysende Spisestuen (1925) af en bror og søster ved stuebordet. En fredelig familieidyl midt blandt homosex, mumier og krigens rædsler. Kigger man tværs igennem rummet, så hænger Armitages førnævnte maleri med den niåriges dinglende ben lige over for Bonnards idylliske motiv af bror og søster i sikker forvaring i stuen.

Modsatrettede stemninger og motiver er der mange af rundt omkring i udstillingen. Faktisk så mange, at det er umuligt at afkode, hvad der præcis er intentionen med de udvalgte værker og dialogen imellem dem. Der opstår på den måde en lidt eksalteret kakofoni, hvor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt tungetalen er intenderet, og om der er én særlig intention med den, eller om den er et uundgåeligt resultat af de mange forskelligartede elementer, der udstilles i ét rum.

Kunstneren som museumsforvalter

Jeg er normalt ret vild med og bliver pirret af symbolske sammensætninger på udstillinger. Og jeg er også grundinteresseret i, hvordan museerne i disse år forvalter museumslovens krav om forskning i  samlingerne. Disse skatte, som museerne har erhvervet sig af alle mulige mere eller mindre lyssky kanaler, og hvor der også kan være tale om både ran og tiltuskede objekter, der af hvide vesterlændinge er blevet indhentet til museale samlinger som eksotiske indslag om andre tider og folkeslag. I disse år er der flere museer i udlandet, der er begyndt at levere genstande tilbage til de lande, hvorfra de oprindeligt stammer.

At få en kunstner til at kigge på samlingen, vælge ting ud, forvalte den, er noget, der ses meget i disse år: de gamle museer har så meget i skatkamrene, og det er en anden måde at aktivere stoffet på. Det er også en måde at legitimere den, aktualisere den, problematisere den, gennem et kunstnerblik. Og i selve grebet med at rive alt muligt forskelligt ned fra hylderne og få rummene til at vibrere af viden og symbolik gør Armitage os allesammen til analfabeter på museet. Måske er det lovlig søgt, måske er det genialt, men det er i hvert fald dybt stimulerende.

Michael Armitage: ’Beretning fra en analfabet’. Glyptoteket. Indtil den 17. oktober 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunnar Gjelstrup

Fremragende udstilling, der varmt kan anbefales. Det kan udstillingskataloget også, især professor Tamar Garbs grundige refleksioner over mulige tolkninger af sammensætningen af udstillingens værker.