Midt på en mørk og tom gågade i Fjerritslev i det nordvestlige Jylland lyser en rygsæk i skriggrøn gennemsigtig plastik med indlagt blinkende lys op på ryggen af en spinkel skikkelse med langt hår, omkranset af røg fra en e-cigaret. Man hører Josephine, som hun hedder, fortælle om en klassekammerat i folkeskolen, der slog knuder på sig selv for at tilpasse sig Fjerritslev og omegns meget ensartede fællesskab, og om hvordan det skreg til himlen af meningsløshed.
Sådan starter instruktørdebuterende Frigge Fris’ dokumentarserie i tre afsnit Klub Kranium (der også blev vist som film under titlen Dark Blossom på CPH:DOX), og sådan fortsætter den: Med visuelt opsigtsvækkende billeder og overvejelser om, hvad man stiller op med sig selv som ungt og utilpasset menneske. Det er ikke ligefrem en underfortalt historie, men det er længe siden, at den i en dansk dokumentar er blevet fortalt så godt som her.
Josephine gjorde det modsatte af sin tilpasningsfikserede klassekammerat og er nu nogle år senere den eneste goth i byen. At være goth går ud på at dyrke en bestemt outreret æstetik med forkærlighed for lange, sorte gevandter, teatralsk sminke og store piercinger. Subkulturen er inspireret af gotiske gysere, postpunkmusik og diverse udtryksformer, der dyrker det mørke og dystre.
Teenageværelset i det hus, hvor Josephine bor med sin mor og søster, mens hun læser HF, prydes af en samling af skeletter af dyr, hun selv har fundet rundt om i vejkanterne og landskaberne, og når hendes lige så spektakulært klædte gothvenner Mareridt og Jay er på besøg i weekenderne, hygger de sig med at flå og koge de døde dyr, tatovere hinandens arme og sminke hinandens ansigter. Altid helt opslugte af hinanden og helt opsatte på at gøre noget særligt ud af det hele og på den måde give situationerne et rituelt præg, der både knytter dem tættere sammen indbyrdes og forbinder dem med alverdens andre goths.
Et venskabs storhed og fald
Klub Kranium er historien om dette venskabs storhed og fald. Filmen tager gothkulturen alvorligt som omdrejningspunkt for deres fællesskab og som noget, der både er leg og dyb alvor for de tre venner. Når Mareridt (som han har valgt at hedde) og Josephine går rundt i det høje græs og inspicerer rævelig i forrådnelse, morer de sig tydeligvis med at se, hvem der kan finde på den mest morbide replik til situationen, og det er sødt og fjollet. Men samtidig fatter man godt, at det føles decideret eksistentielt nødvendigt for de tre medvirkende at skille sig ud og flage med, at de i hvert fald ikke er bange for mørke.
Det, som er så fint ved Klub Kranium er, at dokumentarserien går med på at dyrke alt det, der udefra set kan virke fjollet, på en måde, der hverken kammer over i utilnærmelig andægtighed eller tager noget fra de følelser, der er på spil. Det her er en historie om, at det faktisk godt kan slå regulære skår i et ungt hjerte, at ens nære veninde efterlader de skeletter, man sammen har stået og kogt rene, når hun flytter hjemmefra.
Klub Kranium er en klassisk coming of age-historie, der følger Josephine, Mareridt og Jay gennem en vigtig overgangsfase på et par år, mens de er i 20-årsalderen. For Josephine handler overgangen fra barn til voksen om at komme væk fra Fjerritslev. Der er ikke noget bestemt, hun skal hen eller frem til, men følelsen af at være malplaceret lyser ud af de scener, hvor hun slår søm i på et Crazy Daisy-diskotek og trækker udenfor, når brandmandsstripperen slår sine folder. Man er med på studenterkørslen, hvor hun lige præcis ikke synger med på samme sang som de andre (»Vi skal på grillen/ og vi skal ha’ pølsemix«), men dog viser høfligt interesserede klassekammerater en død mår fra fryseren, da de kommer hjem til hende.
Jay kommer fra et indremissionsk hjem og har gået på ti forskellige skoler, hvor han for det meste er blevet holdt uden for. »Og det er vel også en form for berøvelse af identitet,« siger han i en samtale med vennerne. »For hvis man ikke har noget fællesskab at spejle sig i, hvem er man så?«
Jay.
Identitetsberøvelsen er der rettet grundigt op på med gothstilen, som til trods for at det stilmæssige forbillede er Marilyn Manson ikke får ham til at se det mindste farlig ud. Han hviler fint i sin følsomhed, og Josephine og Mareridt er omsorgsfuldt selskab. De tre tager til kæmpemæssigt gothtræf i en park i Leipzig, og da de lige holder en frokostpause fra det intense kaos på en café, opdager Josephine, at han er lidt presset. »Det er også bare, fordi inde under det her make up sidder jeg og rødmer pissemeget. Jeg ved ikke lige, hvad det er, der foregår,« svarer han.
Jay bliver også kun lidt genert, når vennerne udfritter ham om, hvorvidt de beder bordbøn derhjemme. Om Gud findes, er Jay ikke i tvivl om, men det han tvivler på er, om han nu også er så god, som han har fået at vide hele sit liv. En af filmens bedste scener er fra Jays studenterfest derhjemme, hvor der hænger broderede og indrammede budskaber som »Gud er kærlighed« og »Bed og arbejd« på væggene, og hvor han fint evner at forene modsætningerne i sit liv, selv om der opstår en pinlig stemning, da Mareridt af gammel vane siger noget blasfemisk.
Mareridt bor for sig selv i København, laver musik og syr overdådige dragter. Historien om ham handler om den hjertesorg, der rammer ham, da Josephines liv og dermed også deres venskab ændrer sig, og som gør den ellers bløde mand helt hård og stejl.
Mareridt får ret
Som et forvarsel om det ungdommelige jalousidrama, der er seriens hovedkonflikt, ser man i første afsnit af Klub Kranium Mareridt og Josephine gå arm i arm hen ad en øde jysk bygade.
»Det ville da være fedt, hvis der var en, jeg syntes, der var sød,« siger Josephine.
»En eller anden dag kommer der sådan en edgy goth,« forsikrer Mareridt hende. Han beskriver sig selv som en »kattedame«, der ikke kan finde ud af det med mænd.
I baggrunden råber nogen et eller andet. Måske efter Josephine og Mareridt, i hvert fald råber Josephine tilbage: »Fisseee.« Og det var så den stille og følsomme situation.
Josephine.
Men så får Mareridt ret. Josephine møder en edgy goth ved navn Jan på Instagram, og i løbet af få måneder er han ikke bare hendes kæreste, men også hendes exitstrategi fra Fjerritslev. De får en lejlighed i betonhøjhusene i Høje Gladsaxe i udkanten af København, som er et sted, der med sine mange lige linjer og rette vinkler danner en perfekt – og fotogen – kontrast til de snoede veje og åbne vidder i Vestjylland. Gradvist begynder Josephines tøj og boligindretning at skifte farve fra sort til pastel, og hvor der før blev pyntet op med døde dyr, er det nu Hello Kitty-nips, der fylder. Ud over den pastelfarvede parforholdsboble i højhuset byder Josephines liv i København på et arbejde i Netto, der kræver, at man tager sin næsering ud og ifører sig en uniform.
En ændret tøjstil er almindeligvis ikke noget, der får venner til at føle sig svigtede, men i den historie, som Frigge Fri udfolder i Klub Kranium, har venskabet hele tiden handlet om at skabe en fælles verden, man kan være i med alt sit indre virvar og mørke. Og den verden bliver væsentligt mindre fælles, efter Jan fra Instagram har gjort indtog i bedstevenindens liv.
Frigge Fri er som sine karakterer mere end villig til at skrue ordentligt op for det visuelle udtryk. Ind imellem scenerne, hvor vennerne har rørende, sigende og sjove dialoger om alt fra deres indre mørke til den ubestemmelige, lysebrunlige sodavand, de får serveret på en café, vrimler det med små sekvenser, hvor de poserer i farverige omgivelser iført deres vildeste skrud. Jay hvirvler blegsminket rundt med sit høje, sorte hår i en rapsmark, Josephine driver rundt under vandet i en svømmehal med sin blonde paryk som en glorie omkring sig, og Mareridt ligger i Cleopatra-positur foran sofaen i sin ungdomsbolig og ryger med blikket stift rettet mod kameraet.
Mareridt.
Ligesom Eva Marie Rødbros dokumentar Os der valgte Mælkevejen og den efterfølgende DR3-serie Prinsesserne fra blokken er det her en film om, hvordan mennesker udtrykker sig gennem deres udseende, og som derfor giver de medvirkende mulighed for at vise sig frem, sådan som de gerne vil ses. På den måde er Klub Kranium også beslægtet med Annika Bergs spillefilm Team Hurricane om otte intense teenagepiger en sommer i en ungdomsklub med et brag af et syværksted og en masse attituder, der går op i en højere enhed.
En anden endnu mere oplagt ungdomsdokumentar at sammenligne Klub Kranium med er den gamle DR-perle Heavy Agger fra 1986, som den mirakuløst nok er på niveau med. Heavy Agger portrætterer et ungt venneslæng i den vestjyske by Agger, som elsker heavy metal med alt, hvad det indebærer af høj musik, langt hår, korte afklippede cowboyshorts og forældrenes misbilligelse.
Og også her giver den subkulturelle æstetik de medvirkende deres eget rum at være i. Heavy Agger og Klub Kranium har også det til fælles, at de skildrer en fase i livet, hvor de medvirkende for nylig er tumlet ud af barndommen og det fællesskab, de har sammen, ligesom begge dokumentarer byder på dialoger, der er så vidunderligt stenede, som kun virkelige dialoger kan være det.
’Klub Kranium’. Instruktion: Frigge Fri. Alle tre afsnit er tilgængelige på dr.dk
Jeg var modsat anmelderen enormt skuffet og sad tilbage med en følelse af lige at have brugt min tid på noget, jeg aldrig blev lukket ind i. Det kan selvfølgelig være meningen at filmens udtryk er lige så goth som personerne og at der skal være et filter mellem mig og den verden der blev portrætteret. Det blev jeg bare ikke klogere af.