Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Litteraturens faderoprør når hos Erling Jepsen et nyt niveau, som man kunne kalde feministisk

Erling Jepsen udleverer især sig selv i erindringsværkets tredje bind, ’Skolekomedie’, hvor læseren møder den kommende dramatiker som forfatter af skolekomedien i 2. g på Haderslev Katedralskole. Beckett, here I come!
Jepsens erindringsværk er et enestående og oprivende værk om en mønsterbryder fra udkanten.

Jepsens erindringsværk er et enestående og oprivende værk om en mønsterbryder fra udkanten.

Anne Bæk

Kultur
4. juni 2021

En roman pr. skoleår. Sådan er tempoet aktuelt i Erling Jepsens serie af erindringsromaner, der begyndte med Gramhavet (2016) og fortsatte med Hjemmefra (2019). Skolekomedie er med andre ord tredje bind i serien af Familiehemmeligheder, som er erindringsværkets undertitel.

Romanen helliger sine 280 sider til beretningen om de måneder i 2. g på Haderslev Katedralskole, hvor klassen skal stå for den årlige skolekomedie. Romanens jegfortæller, den nu 17-årige Erling, øjner sin chance for at vise sig som den dramatiker, han er. Nu skal han bare køre sine medskribenter af banen – skolekomedien er et fælles projekt for klassen – og så skal kammeraterne og deres forældre ellers få Beckett og Camus lige i smasken!

I de to tidligere erindringsværker beskrev Jepsen først flugten fra det dysfunktionelle barndomshjem, hvor faderen manipulerer familien ved blandt andet at true med selvmord, når han ikke får sin vilje, siden det første gymnasieår med oplevelsen af litteraturens vidunderlige parallelverden af indsigt og empati.

Ironisk fortælleholdning

Dele af nyere autofiktion skæmmes af en selvretfærdig fortællerholdning. Modsat skåner Erling Jepsen ikke sig selv, men præsenterer en konstant ironisk holdning til romanseriens fortæller.

I Hjemmefra afslørede han sine magtkampe med en dansklærer med smag for at inddrage ikkelitterære emner i undervisningen. I den aktuelle roman sætter han sig det mål at bevare klassekammeraternes sympati og få dem med på sine ideer, uden at han selv skal gå på kompromis.

Han skriver, manipulerer og lyver, til han i en rus af søvnløshed, skrivemani, astmamedicin og psykofarmaka mister overblikket, holder op med at komme til skolens undervisning og oveni indleder en kort affære med sin nye kvindelige dansklærer, der har øje for hans talent.

Hans forældre kommer for sent til premieren på skolekomedien, men møder til deres forbløffelse alligevel én af sønnens løgne: At de kun er hans plejefamilie. Så meget har han skammet sig over dem, at det er det, han har bildt kammeraterne ind.

Adopteret af omverdenen

Romanens forside prydes af et arkivfoto af en flyvende bajads i fangedragt – sådan en fyr, der i omrejsende tivolier og på Bakken nær København provokerer publikum til at udløse faldmekanismen i den barre, han sidder på.

Billedet illustrerer den ene side af Erling Jepsens romanfortæller, den, der er klovn, løgner, antihelt. Den anden side er det dybere jeg, der efterhånden toner frem under de mange løgnehistorier – hans trang til at blive sig selv, det spirende behov for selv at blive forfatter – og begæret efter anerkendelse.

Som romanens allerførste sætning lyder: »Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, håbede jeg, at verden ville tage godt imod mig, at den så at sige ville adoptere mig.«

Uanset hvor meget man kan tage sig til hovedet over den nu 17-18-årige fortællers dumheder og hovmod, kan hans bundløse ensomhed ikke undgå at røre læseren. Rørende er derfor også romanens hektiske beskrivelse af premiereaftenen på musicalen Musik-pavillonen fredag den 18. oktober 1974, nærmest minut for minut.

For måske første gang i sit liv rider fortælleren på en bølge af fællesskab og lykkerus, ja, han er faktisk blevet adopteret af de dejlige mennesker på Haderslev Katedralskole – fra den kloge Liz, der spiller hovedrollen, til musiklæreren Heramb, der kalder stykket for en »pudsig mellemting mellem Beckett og Holberg«. Intet under, at Jepsen kun tre år senere (1977) debuterede som radiodramatiker.

Mønsterbrud fra udkanten

Jepsen er en moderne hjemstavnsforfatter, men også litteraturens klassiske faderoprør når i hans forfatterskab et nyt niveau, som man sagtens kunne kalde feministisk. Jepsens fjendebillede er en far, der selv er en slags stakkel – ustabil, underpræsterende, manipulerende, som hans børn gør klogt i at lyve for, hvis de skal undgå at komme til skade.

Heraf er groet Jepsens nyskabelse som fortællertype: Klovnen, der spiller komedie overalt – også når han faktisk hellere ville blive set, som han er.

I Skolekomedie fremstår opgøret med løgnene som kilden til forfatterskabets senere målbevidste sandhedssøgen, hvor selv det mest ubehagelige kommer frem, ikke sjældent endda med de rigtige navne fra det Sønderjylland, som Jepsen eftertrykkeligt har sat på landkortet.

Som Jens Smærup Sørensens bøger er Jepsens erindringsværk allerede et enestående og oprivende værk om en mønsterbryder fra udkanten. Her er meget på spil.

Erling Jepsen: ’Skolekomedie. Familiehemmeligheder 3’. Gyldendal. 280 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Erling Jepsen har igennem hele forfatterskabet været en stjerne.