Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’My Salinger Year’ er en charmerende dannelsesfortælling om en ung kvindes forfatterdrømme

Margaret Qualley er virkelig god i rollen som unge Joanna, der i den fine ’My Salinger Year’ bliver ansat på et litterært agentur i New York og får forfattervejledning af selveste J.D. Salinger
’My Salinger Year’ fortæller om unge Joanna (Margaret Qualley), der så gerne vil være forfatter, og som får arbejde på et litterært agentur i New York.

’My Salinger Year’ fortæller om unge Joanna (Margaret Qualley), der så gerne vil være forfatter, og som får arbejde på et litterært agentur i New York.

Another World Entertainment

Kultur
1. juli 2021

Det er nærmest en tidslomme, hovedpersonen i My Salinger Year, den universitetsstuderende Joanna (Margaret Qualley), træder ind i, da hun i midten af 1990’erne får arbejde på et litterært agentur i New York.

Det er den formidable og lidt intimiderende Margaret (Sigourney Weaver), der er chef på agenturet, hvor man gennem tiden har haft forfattere som Agatha Christie og F. Scott Fitzgerald i stald. Det største navn lige nu er den pressesky J.D. Salinger, der ikke har fået udgivet en bog siden 1960’erne, men stadig dyrkes på grund af ungdomsklassikeren Forbandede ungdom.

Det er al posten til ham, som Joanna blandt andet sættes til at besvare, og det foregår på skrivemaskine, fordi Margaret er meget mistroisk over for moderne teknologi. Hun mener, at computere kun giver ekstra arbejde og i øvrigt ikke vil holde længe.

Meningen er, at Joanna, Jo, blandt venner, skal besvare de forskellige breve med standardformuleringer, men hun bliver så optaget af især fanbrevene, der handler om, hvor meget Salinger har betydet for brevskriverne, at hun begynder at skrive sine egne svar.

Skriv hver dag

Joanna, der har efterladt en kæreste på Berkeley i Californien, flytter sammen med den socialistiske Don (Douglas Booth), der skriver på en bog, og selv drømmer hun om at blive forfatter. Hun har fået et par digte trykt i The Paris Review, og hun er ganske betaget af det intellektuelle miljø, hun møder i New York. 

Som en anden Holly Golightly i Breakfast at Tiffany’s flanerer hun rundt i byens gader og svømmer hen, når hun ser på de mennesker, der færdes på Waldorf Astoria, eller kommer forbi ugemagasinet The New Yorkers kontorer. Det er et blad, hendes far læser, og som hun selv har læst og forgudet, siden hun var barn.

En gang imellem ringer Salinger til agenturet – Jerry, som Margaret kalder ham – og det er også ham, der, da han finder ud af, at Joanna har forfatteraspirationer, flere gange minder hende om, at man skal skrive hver dag.

Om det så blot er 15 minutter hver morgen, så er det vigtigt at tage sig tiden til det – stjæle de øjeblikke, hvor man dyrker det, man elsker. Egentlig må Joanna slet ikke tale med Salinger, og over for Margaret, der ikke vil have assistenter, der gerne vil være forfattere, har hun slet ikke turdet fortælle, at det er hendes store drøm.

Og det er, hvad My Salinger Year er: En vældig charmerende, storbyromantisk dannelsesfortælling om en ung kvinde, der skal finde ud af, om forfatterambitionerne holder. Det gør de, kan jeg afsløre. Filmen er nemlig baseret på en selvbiografisk bog skrevet af virkelighedens Joanna Rakoff, der i dag er i slutningen af 40’erne og en anerkendt forfatter og skribent.

Vældig charmerende

Jeg har et svagt punkt for film som denne, der er skrevet og instrueret af canadiske Philippe Falardeau. Hvad enten det er i selskab med Woody Allen, Whit Stillman eller Noah Baumbach, så elsker jeg film, der foregår i New York, og som handler om kunstneriske og intellektuelle menneskers kamp med sig selv og verden.

My Salinger Year er ikke nogen voldsomt konfliktfyldt film. Og den foregår heller ikke ligefrem i et uvirkeligt eller ligefrem fortryllet New York.

Men i Joannas spinkle, men entusiastiske, ofte begejstrede skikkelse – og takket være Sara Misharas fine billeder og Martin Léons stemningsfulde musik – formår den at spejle alle de romantiske forestillinger, man selv måtte have om New York som kunstnernes og bohemernes by – og de eksistentielle overvejelser, de fleste af os som unge har omkring parforhold, karriere og fremtid.

26-årige og meget ungdommeligt udseende Margaret Qualley, datter af Andie MacDowell, var et lyspunkt som Manson-pige i Quentin Tarantinos Once Upon a Time … in Hollywood. Og hun er virkelig god i rollen som Joanna, der i løbet af sit Salinger-år bare vokser og udvikler sig og bliver sikker på, hvem hun er, og hvad det er, hun vil med sit liv.

Det er morsomt og livsbekræftende at følge med i, ikke mindst når hun karambolerer med den snobbede og ikke ligefrem vennesæle Margaret, et levn fra en anden tid, som måske slet ikke er så bidsk, som man skulle tro.

’My Salinger Year’ – Instruktion og manuskript: Philippe Falardeau. Fotografi: Sara Mishara. Længde: 101 minutter. Et dusin biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

J. D. Salinger er forfatteren til Catcher in the Rye, det tyvende århundredes måske største ungdomsklassiker. Fortællingen om Holden Caulfields modningsproces fra barn til voksen blev i mange år, ikke mindst af halvskræmte moralsk forfængelige dansklærere, betragtet som en kultbog. Sandheden er bare at vi var alt for mange der læse Forbandet ungdom til at tale om kult. Jeg så den i hvert fald på hylden i alle de ungdomsværelser jeg besøgte i tresserne og halvfjerdserne.

Hvis du vil lede efter bogen i dag skal du måske søge under "Griberen i rugen", som er den direkte oversatte titel forfatteren Klavs Rifbjerg desværre fik tromlet igennem, i 2004 under stort rygklapperi hos Politiken - som om der var noget i vejen med Vibeke Schrams Forbandet ungdom, andet end at den måske skyggede lidt for meget for Rifbjergs eget forsøg i samme genre: Rend mig traditionerne. Rend mig i Rifbjerg.