Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nino Haratischwilis kæmperoman om Georgien og Sovjetunionens fælles historie er som glimmerglansbilleder

’Det ottende liv (Til Brilka)’ bragte minder om barndommens glimmerglansbilleder, om Tolstojs ’Krig og fred’ og om historiske tv-serier. Den er vildt underholdende, og kun én mand slipper nogenlunde ærefuldt igennem
Nino Haratischwili bor i dag i Hamborg med sin familie, men oprindeligt fra den georgiske hovedstad, Tbilisi.

Nino Haratischwili bor i dag i Hamborg med sin familie, men oprindeligt fra den georgiske hovedstad, Tbilisi.

Arne Dedert

Kultur
18. juni 2021

Nino Haratischwilis roman Det ottende liv (Til Brilka) er som min barndoms glimmerglansbilleder, som vi samlede i telefonbøger halvt så tykke som romanen. Glimmerglans, det vil sige sukker med sukker på, patosfuld og sentimental. Det var min første association.

Min anden: Romanen kan også minde om Tolstojs Krig og fred, som min kæreste og jeg læste højt for hinanden i vores studieår (men trods alt ikke hver aften alle årene), med sin myriade af navne, mejetærskeragtige eller cinemaskopiske tidsrejse og sammenknytning af menneskeskæbner.

Tredje association og apropos det filmiske: Romanen fik mig også til næsten fysisk at genopleve tidligere årtiers tilsyneladende uendelige tv-serier om brydekampen mellem historiens overmægtige kræfter og stålsatte enkeltindivider i et søle af svig og altfortærende lidenskab (for eksempel det amerikanske borgerkrigsdrama Nord og Syd).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her