Ny bog argumenterer for, at koblingen mellem sygdom og terror har haft enorme konsekvenser

Susan Sontag påpegede årtier tilbage problemerne ved at anvende sygdomsmetaforer på samfundsfænomener. Blandt andet fraskriver sygdomsmetaforerne politiske modstandere enhver legitimitet. En sygdom er blottet for rationalitet udover destruktionens logik. Vi søger ikke kompromiser med modstandere, der beskrives som kræftsvulster og pestbylder – vi bekæmper dem med alt vi har til kampen er vundet eller tabt.

I sin nye bog viser Anjuli Fatima Raza Kolb, at der i krigen mod terror har været en udbredt brug af sygdomsmetaforik. Mere specifikt en udlægning af terror som epidemisk sygdom. Hun leverer talrige eksempler på, hvordan terror i islams navn i vestlige medier og blandt politikere og rådgivere bliver beskrevet som smitsom kolera og pest, der skal nedkæmpes overalt med alle midler.

Da amerikanske sikkerhedsstyrker dræbte Osama bin Laden i Pakistan i 2011 blev det brugt som bevis på, at USA under Obama førte en såkaldt intelligent krig mod terror. Med kirurgisk præcision neutraliserede specialstyrken en knude, der truede det sunde samfundslegeme. Den epidemiologiske logik og metaforik har, ifølge Raza Kolb, været en drivkraft i den erklærede globale krig mod terror siden angrebene 11. september 2001.

Imperiernes epidemiske terrorarkiv

For Raza Kolb er spørgsmålet, hvordan forståelsen af terror som epidemi er blevet en dominerende tænkemåde og mekanisme i den førte politik. Svaret finder hun i et kolonialt og postkolonialt arkiv, hun sammensætter af skønlitterære, administrative og videnskabelige tekster. Det er på én gang et arkiv over en imperial ’sygdomspoetik’ og over styringslogik i administrationen af de oversøiske imperier i områder, hvor en stor del af de koloniserede var muslimer.

Dette arkiv tilgår hun med det, hun betegner som en »epidemiologisk læsning«, en diskursanalyse, der gennem tekster forbinder begivenheder på tværs af historie og geografi. Romaner spiller en hovedrolle i Raza Kolbs epidemiologiske arkiv og læsestrategi, særligt Rudyard Kipling, Bram Stoker, Albert Camus og Salman Rushdie. Hun læser de kanoniserede romaner som udtryk for den epidemiologiske tænknings udbredelse og påpeger også, at de udgør et baggrundstæppe med bred indflydelse på alt fra populærkultur til militærstrategisk tænkning.

Raza Kolbs overordnede argument er, at voldelig opstand og udbrud af smitsomme sygdomme i kolonierne blev forstået som tæt forbundne fænomener. Dertil var der en konstant frygt for, at smitsom sygdom og vold (særligt fra muslimer) ville slå tilbage i metropolen. Den epidemiologiske tænkning, der forbinder sundhed og politik i kampen mod terror blev rodfæstet og globaliseret først gennem britisk og fransk kolonialisme og siden gennem amerikansk neokolonialisme, er argumentet.

Kipling i koleraens tid

Bogen er inddelt i tre hoveddele tilsvarende tre episoder i det Raza Kolb bredt definerer som den islamiske verden. Første del omhandler den britiske kolonisfære i det 19. århundrede med særligt fokus på Indien. Analyser af skønlitteratur kombineres med læsninger af kolonialadministrative og videnskabelige rapporter omhandlede både politiske oprør (særligt oprøret i Indien i 1857) og koleraepidemierne, der brød ud i Indien og som også ramte i imperiets hjerte i London.

Raza Kolb sætter Rudyard Kiplings storroman Kim fra 1901 ind i den ramme. Romanen udspiller sig omkring magtspillet mellem Rusland og Kina i Indiens nordlige overvejende muslimske regioner. Hovedpersonen er den hvide forældreløse dreng Kim, hvis udvikling går gennem et møde med en tibetansk Lama og det koloniale uddannelsessystem.

For Raza Kolb er Kim billedet på forbindelsen mellem kolonial viden og magt, men også på forestillingen om en helende kraft, der kan beskytte mod den epidemiske fanatisme, der truer den altid sårbare koloniale krop. I romanen gennemgår Kim et alvorligt sygdomsforløb, og det er i Raza Kolbs læsning forudsætningen for, at han kan indtage rollen som helten, der er immun i mødet med oprørets naturgivne, politiske pest.

Politisk modstand og smitteudbrud ude og hjemme affødte en flod af epidemiologiske narrativer og administrationslogikker til bekæmpelse af truslen fra smitsom vold og sygdom. Pilgrimsrejser blev betragtet som vektorer for både epidemier og for politisk uro. Revolter med muslimer i centrum blev tillagt samme karakteristika som epidemierne. Formålsløse, destruktive, totale. Stokers Dracula fra 1897 læser Raza Kolb som et eksempel på, hvordan den epidemiologiske logik slog tilbage i imperiets centrum. Stokers lange interesse for smitsomme sygdomme og særligt den ’asiatiske kolera’ samles i grev Dracula som billedet på ankomsten af irrationel sygdom og vold fra det ottomanske nærøsten.

Camus’ algierske pest

Næste nedslag i imperiets epidemiologiske arkiv er den algierske uafhængighedskamp i midten af 1900-tallet. Omdrejningspunktet er Camus’ Pesten fra 1947. Raza Kolb argumenterer for, at romanen skal forstås på baggrund af fransk kolonialisme i Algeriet og ikke først og fremmest som en allegori over den nazistiske besættelse af Frankrig, hvilket mange (inklusive Camus selv) har hævdet. Romanen er sat i den fransk-algeriske kystby Oran i 1940’erne.

I romanen følger vi, hvordan pesten rammer byen, der lukkes ned for omverdenen, mens dødstallene stiger. Det er sygdommens daglige langstrakte hærgen fremfor det udbruddets drama, der påvirker karaktererne. Den fransk-algerske kontekst gør, at ideologiens og epidemiens smittende natur bliver henlagt til koloniens brune kroppe. Det muliggør, at Camus kan trække på det kolonialvidenskabelige arsenal omkring epidemier, som reelle og symbolske udfordringer af en tilstræbt kolonial orden.

Camus’ roman er på én gang abstrakt og konkret i behandlingen af det epidemiske narrativ. Det er det, der ifølge Raza Kolb, har gjort Camus’ roman til en meget brugt reference efter angrebet den 11. september – og i øvrigt igen nu under coronapandemien.

Trumps muslimske indrejseforbud

Bogens sidste nedslag under overskriften ’Global Islam’ omhandler især Salman Rushdies forfatterskab og USA i tiden efter 11. september. Læsningen af Rushdies De sataniske vers er tankevækkende. Romanen kobler sygdom, Islam og politisk vold, men gør det på måder, der bryder med gængse skemaer.

Raza Kolb viser, hvordan sygdomme i romanen fungerer som afsæt for anderledes plotlinjer og forestillingsverdener. Det er næppe uden betydning, at det er ikkeepidemiske sygdomme, der er katalysatorer i romanen. Epilepsien – ’faldsygdommen’ – er i Raza Kolbs læsning bindeledet mellem det fysiske og metafysiske fald, der allerede tematiseres i romanens indledende scene, hvor en kapret jumbojet eksploderer over den engelske kanal.

Mens koblingen mellem sygdom og islam fremstår ambivalent i De sataniske vers så identificerer Raza Kolb et skift i sygdomsmetaforikken om islam i Rushdies senere værker, hvor pestmetaforikken dominerer. Det er mere generelt tilfældet efter årtusindeskiftet. I behandlingen af USA viser Raza Kolb, hvordan det epidemiske sprog bød sig til i bearbejdningen af terroranslaget den 11. september og i responsen i form af den erklærende globale krig mod virulent islamisk terror. Den epidemiologiske logik nåede et trist lavpunkt i 2017 med Trumps udelukkelse af udefrakommende ’sygdomsvektorer’ gennem indrejseforbud fra såkaldt muslimske lande.

Begrænsningerne i det sammensatte arkiv

Bogens styrke ligger i læsningen af de skønlitterære kilder, særligt romanerne. Der er tale om komplekse tolkninger af hovedværker, der indplaceres i forfatterskaberne og receptionshistorien. Behandlingen af kolonialvidenskab og -administration er anderledes sporadisk. Oftest suppleres de litterære analyser blot med nedslag i kolonialadministrative rapporter og videnskabelige afhandlinger. Men Raza Kolbs pointe er tydelig nok. Hun tegner et billede af en kolonial maskine, der producerede en form for viden, der har muliggjort repressive koloniale og neokoloniale regimer med Islam som den barbariske og smitsomme modsætning.

Epidemic empire er en ambitiøs bog, der opstiller lange udviklingslinjer på tværs af geografiske og sproglige skel. Det er dog vanskeligt at vurdere, hvordan vi skal mere præcist skal forstå forbindelserne mellem eksempelvis Dracula, epidemiologisk videnskab og amerikansk udenrigspolitik – udover at de hænger sammen i en diskursiv konfiguration omkring det epidemiske. Det er plausibelt men også upræcist omkring de nærmere historiske årsagssammenhænge og forbindelser.

Raza Kolb sammensætter et arkiv, der er for løst – måske for dikteret af, hvor vi finder de kanoniserede epidemiologiske romaner – til, at det virker fuldt overbevisende, som genealogi over forståelsen af politisk islam som en epidemi. Koldkrigsskønlitteratur, Rockefeller Fondens globale sundhedsprogrammer forekommer eksempelvis mere oplagte end 1857-oprøret i Indien og Camus eksistentialistiske roman, når vi skal forstå koblingen mellem epidemiologi, litteratur og terror i den amerikansk-ledte krig mod terror i det 21. århundrede.

Metaforer, vi dør ved

Det forbehold ændrer ikke ved, at Raza Kolb i høj grad lykkes med at påvise og problematisere måderne, hvorpå sygdomsmetaforik, epidemiologi og terrorbekæmpelse er sammenfilterede. Hun argumenterer overbevisende, at koblingen mellem sygdom og terror har haft enorme konsekvenser. I krigen mod terror blandt andet som følge af en villet mangel på præcision i forhold til, hvor »det inficerede« begynder og ender. Er det ved Osama bin Laden og terrorcellerne, ved politisk Islam eller ved islam generelt?

Millioner af uskyldige menneskers liv bliver vanskeligere, når betydningen glider, og de bliver opfattet som potentielle smittebærere i en dødbringende epidemi. I koblingen mellem sygdoms- og terrorbekæmpelse bliver epidemidiskursen med Raza Kolbs ord, metaphors we die by. Det er på høje tid, vi lægger de epidemiske metaforer på hylden.

Anjuli Fatima Raza Kolb: ’Epidemic Empire – Colonialism, Contagion, and Terror, 1817–2020’. The University of Chicago Press, 392 sider, 35 USD