Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny bog kan læses som et opgør med en folkekirke, der er blevet lidt for magelig

Teologiprofessor Peter Lodberg udfolder den kristne teologis historie med alt, hvad den indebærer – fra Aristoteles til den katolske kirkes magtkampe, 11. september, pave Frans og Mette Bock
Teologiprofessor Peter Lodbergs ’Tro versus tro’ kan også læses som et opgør med en folkekirke, som er blevet lidt for magelig, fordi den har glemt, at den i sin indre dynamik er blevet til i mødet med de andre, den fremmede verden, skriver Informations anmelder.

Teologiprofessor Peter Lodbergs ’Tro versus tro’ kan også læses som et opgør med en folkekirke, som er blevet lidt for magelig, fordi den har glemt, at den i sin indre dynamik er blevet til i mødet med de andre, den fremmede verden, skriver Informations anmelder.

Joachim Ladefoged

Kultur
4. juni 2021

Da jeg i midten af 1990’erne skiftede fra Idéhistorie i Aarhus til faget teologi, oplevede jeg et skifte ikke bare til et nyt fag, men til en helt anden måde at tænke på. På Idéhistorie sad et par store personligheder, som det hedder, og tegnede cirkler og kruseduller om sig selv. På teologi nøjedes man med, lidt mere beskedent og knap så sexet, at forsøge at holde styr på de store linjer i åndshistorien, fra vor civilisations begyndelse til i dag.

Den store sekulariseringstese dundrede dengang uimodsagt: Religion hører til verden af i går. I dag er den tese blevet revideret noget så grundigt. Og trossamfund i alle afskygninger vokser frem overalt, ikke mindst i skyggerne af de store kapitalsamfund, hvad enten man bryder sig om det eller ej.

Spørgsmålet lyder nu: Hvilken plads i den sekulære samfundsteori skal vies religionerne? Eller mere tilspidset: i en verden, som står over for presserende globale problemstillinger, er religion her en hindring, eller baner troens sprog en slags vej?

Det er det overordnede spørgsmål, som går som en rød tråd igennem ny bog af Peter Lodberg, professor og teolog fra Aarhus Universitet, som hedder Tro versus tro. Af en bog, som på mange måder tager sig lidt kedelig ud, halvvejs lærebogsformat, er det et gedigent interessant oplæg. For er der ét spørgsmål, som trænger sig på i dag, så er det vel det: Hvordan klarer forskellige kulturer at leve fredeligt side om side, uden at det ender, som Samuel P. Huntington profeterer i sin bog Civilisationernes sammenstød, i, ja, civilisationernes sammenstød? Alternativt, i hver vores lille indhegnede boble, uden et fælles sprog, som begynder at tegne sig som et andet tænkeligt skrækscenarie.

En oversætterreligion

Det interessante ved bogen er, at Lodberg svarer ved at udfolde hele den kristne teologis historie. Som et vævestykke uden lige, hvor kirkefædrene, sassaniderne, islam, vestgoterne, Aristoteles, Thomas af Aquinas, den katolske kirkes magtkampe, mødet med den fremmede verden, 11. september, pave Frans og Mette Bock finder plads – for bare at nævne en brøkdel.

Og med den særlige vinkel, at det hele serveres som forskellige svar på spørgsmålet: Hvordan forholder vi os til ’de andre’?

En gennemgang af den vestlige verdens historie vil aldrig blive nogen smuk historie. Men ved, som Lodberg gør i sin bog, at tegne den op som skildringer af mennesker, der er blevet udfordret (ofte af andre kulturer), og som har forsøgt at svare på den udfordring, er det lige før, man får sympati for det menneskelige foretagende.

På den måde minder bogen os om, at selv om kristendommen som monoteistisk religion har ekskluderende træk i sig, så er den i henhold til historien ikke bare ekskluderende og voldelig. En tanke, der dukker op i forskellige varianter op gennem teologiens historie, blandt andet hos Grundtvig, er den, at kristendommen er en »oversætterreligion« (»fordi Gud i Jesus af Nazaret har oversat sig selv ind i menneskers verden«). Det vil sige, den lever kun som oversat til andres sprog, andres kulturer. Hvor det første andet »sprog«, den mødte, var den græske filosofi.

I en sådan fortælling bliver kirkens missionsarbejde, som er så let at fordømme, til andet og mere end bare en anden form for kolonisering. I små fine skildringer bliver vi klogere på nogle af de missionærer, der rejste ud som monologister, men som blev oprigtigt optagede af den verden, de kom til.

Interessant er også Lodbergs beskrivelse af den bevægelse, som vi har set i Danmark, hvor kirken i det 20. århundrede er blevet ganske apolitisk. Meget bekvemt for politikerne, men måske også for kirken. Her henvises ofte (også af politikerne) til Luthers toregimentelære: at det åndelige og det verdslige er to forskellige virkeligheder, som kræver forskellige svar, og som derfor skal holdes strengt adskilt.

Men her går de ifølge Lodberg og flere andre for langt. I Tyskland oplevede man i 1930’erne og 40’erne hvor farligt det er, når kirken gør sig blind for den politiske virkelighed. Og her har tolkningen af samme toregimentelære været den omvendte: »at kirkerne skal tage et medansvar for indretningen af det tyske samfund.«

Et opgør med folkekirken

Bogen bliver dermed ikke bare et bud på en teologihistorie eller åndshistorie. Den kan også læses som et opgør med en folkekirke, som er blevet lidt for magelig. Fordi den har glemt, at den i sin indre dynamik er blevet til i mødet med de andre, den fremmede verden. Og når det kommer til den danske folkekirke, er det ikke bare politiske spørgsmål, man har vendt ryggen, men i høj grad også til mødet med andre trossamfund. Hurtigt kan man jo konkludere, at hvor muslimerne tæller til en, tæller den kristne teolog til tre, Faderen og Sønnen og Helligånden, når der tales om Gud. Og en sådan uenighed lader sig ikke udglatte, end ikke i den mest velmenende dialog. Som mange teologer fortsat mener.

Men man forstår, som man vender sider i Tro versus tro, at når det kommer til den svære kunst at tale ud fra ét værdisæt over i et andet, så har kristendommen faktisk en lang tradition for netop det. Og præcis derfor, i »den vanskelige opgave det er at bære relationerne mellem staterne«, så har kirken, som jeg læser Lodberg, også her et medansvar.

Enkelte steder skrider teksten lidt ud, når Lodbergs personlige hjertesager pludselig får frit løb. I det store hele er det dog en usædvanligt velproportioneret fortælling. På samme tid sprænglærd og spiselig. Det ser man ikke så tit. Og så er den et relevant indspil, hvis vi ønsker en samfundsdialog, som stikker dybere end politikeres fotogene håndtryk.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

“En gennemgang af den vestlige verdens historie vil aldrig blive nogen smuk historie”. Nej, men kunne man ikke sige det samme om andre kulturer?