Ny bog: Det stigende antal seksuelt underforsynede mænd skal tilfredsstilles

Vi bliver nødt til at starte med en rigtig dårlig nyhed: Der er gået noget galt i de seneste 10.000 år. Faktisk helt galt.

Heldigvis er der også en god nyhed: Vi står netop nu i en tid, hvor det endelig kan og formentlig vil ændre sig.

Problemet er helt fundamentalt, nemlig den mandlige civilisations konsekvente undertrykkelse af kvinder og deres seksualitet. Det mener den tyske biolog Meike Stoverock, der har udløst en saftig debat i tyske medier med værket Female Choice – Om begyndelsen og enden på den mandlige civilisation.

Hendes argumentation er kontant og konsistent: Kvindeundertrykkelsen slog rødder for omkring 10.000 år siden, da mennesket slog sig ned og skabte nye overlevelsesstrategier med agerdyrkning, kvæghold og privat ejendom. Dermed blev kvinderne også i høj grad fortrængt fra offentligheden og ind i en hidtil ukendt privatsfære i de nye hjem, hvor de skulle stå for børnepasning og husholdning.

Til lejligheden opfandt mændene ikke bare de monoteistiske religioner, der underkaster kvinden og gør hende til syndebuk. De opfandt også ægteskabet, der dæmper konkurrencen fra andre mænd og dermed sikrer mændene den permanente adgang til sex, som kvinderne hidtil havde kontrolleret.

»Den civilisation, som fulgte herpå – og det er det afgørende punkt – den blev udelukkende skabt af mænd ud fra deres behov,« skriver Meike Stoverock, der har en mastergrad i biologi og evolutionsøkologi samt en ph.d. i parasitologi.

»Det er en civilisation, der arbejder på at undertrykke og kontrollere det biologiske princip, som havde hersket i millioner af år: Urprincippet for partnervalg, hvor afgørelsen af, hvilke mænd der fik sex, lå hos kvinderne. Altså female choice. Denne undertrykkelse – og dermed også undertrykkelsen af de kvindelige behov – er det fundament, som nutidens stater, politiske systemer og kulturkredse står på.«

Han konkurrerer, hun vælger

Bang. Så alvorligt bør vores sexdrift altså tages som kulturel drivkraft, mener den 46-årige biolog, der på Twitter præsenterer sig som »sexpositiv feminist, biolog, religionskritiker«.

Men female choice? Ja, det er faktisk en fagterm fra evolutionsbiologien, der dækker over forplantningsstrategien ved langt de fleste biologiske væsener – altså også ved vores fjerne forfædre og -mødre, indtil de slog sig ned, og mændene opfandt de snedige strukturer til at sikre sig sex, husholdning og mere frihed.

For hvor mandlige væsener nærmest ubegrænset kan producere sædceller, har kvindelige levevæsener i reglen et begrænset antal æg og et begrænset tidsrum, hvor de er reproduktive. Derfor vil manden have masse, mens kvinden vil have klasse. Han er krævende, hun er kræsen.

Eller: Han konkurrerer, men hun vælger, som Meike Stoverock forkorter det, som biologien kalder »den seksuelle konflikt«. Derfor er hankøn i naturen ofte udrustet med imponerende horn, gevirer og kulørte fjer, der skal lokke og overbevise – men det er netop hunkønnet, der siger til eller fra.

Mandens grundforsyning

Evolutionshistorisk har menneskekvinder i det 21. århundrede nu to nye forudsætninger for en revolution af de skæve kønsforhold, som undertrykkelsen af female choice har medført: Økonomisk uafhængighed, der i hvert fald i princippet er mulig for kvinder i store dele af verden. Og prævention, der kan sikre mod graviditet – og dermed afhængighed.

Biologisk betragtet bør det i sig selv føre til et seksuelt opgør, mener Meike Stoverock. Ikke bare med den romantiske forestilling om den eneste ene, men også med ægteskabet og med vores årtier lange monogame forhold, der som regel ender som et naturstridigt maraton befriet for begær.

For statistisk har kvindens libido en kortere holdbarhedsdato end mandens i parforholdet. Så snart eventuelle børn bliver bare en smule selvstændige, går det på hæld, mens mandens begær i reglen forbliver intakt i længere tid – hvilket i biologens øjne bekræfter, at ideen om livslange forhold ikke så meget handler om kærlighed som om at sikre »mandens seksuelle grundforsyning«, som hun med bramfri kødelighed kalder det.

Udtørret sexliv

Female choice medfører i sagens natur derfor også, at det nærmere burde være undtagelsen end reglen at få flere børn med samme partner. Meike Stoverock ser det derfor som en skandale, at der i dag stadig ses skævt til, hvis en kvinde for eksempel har fire børn med fire mænd. Eller rettere: Det afspejler den undertrykte kvinde i agerbrugssamfundet frem for den seksuelt selvbevidste nomadekvinde fra tiden før »mændenes syndefald«.

Når mennesker i længerevarende forhold skyder skylden for deres udtørrede sexliv over på stress, børn, kapitalismen, whatever, så er det i virkeligheden et forsøg på at undgå den ubekvemme biologiske sandhed: At gnisten er væk.

Som sexpositiv feminist er Meike Stoverocks råd derfor umiddelbart simpelt: Find en ny flamme. Eller bliv sammen, og bol med nogle andre. Det gør de fleste dyr jo også: Ja, hele 90 procent af alle pattedyr lever i polygyne forhold, hvor én han har flere hunner (og mange hanner ingen). Og det typiske mønster er seriel monoandri, hvor hunnen lever mere eller mindre trofast med én partner fra undfangelsen til afslutningen af amningen eller fodringen. Så kan mennesker vel også.

Høj seksualkonkurrence

Men okay – helt så enkelt er det ikke, medgiver den tyske biolog. Hun tænker her ikke så meget på jalousi eller kaotiske familie- og ejendomsforhold. Hun tænker nærmere på de radikale følger af kernen i female choice: At det ikke længere vil være alle hanner, der lejlighedsvist får sig en hun.

I dyreriget gælder den tommelfingerregel, at omkring 80 procent af hunkønsvæsenerne parrer sig med omkring 20 procent af hankønsvæsenerne, altså alfahannerne. De fleste mandlige væsener får slet ingen sex. Noget lignende gælder det tidlige menneske.

»Verdensbefolkningen i dag har omtrent dobbelt så mange kvindelige formødre som mandlige forfædre,« skriver biologen i bogen.

»I prækulturelle tider har cirka 70 procent af kvinderne parret sig med omkring 35 procent af mændene. De øvrige 65 procent af mændene måtte altså slås om de sidste 30 procent af kvinderne.«

Det medfører selvsagt ballade, ja potentielt ligefrem krig. Meike Stoverock ønsker derfor heller ikke, at menneskeheden vender tilbage til female choice i sin rene form.

»Fremskridt, fredeligt samliv og høj seksualkonkurrence udelukker til en vis grad hinanden,« skriver hun.

»Undertrykkelsen af den kvindelige seksualitet har ladet vores nuværende civilisation opstå. Der er derfor fare for, at hele vores civilisation vil ryge i luften, hvis vi ophæver undertrykkelsen helt uden sikkerhedsnet.«

Seksuelle zombier

Sagt lidt mindre højttravende: Millioner og atter millioner af mænd vil aldrig få sex, og det vil drive dem til vanvid. Ja, det sker allerede i en vis grad, mener Meike Stoverock.

Som eksempel peger hun på landregioner med stor afvandring af især kvinder, hvor de tilbageværende »incels« (involuntary celibates) bliver mere og mere reaktionære, xenofobiske og kvindefjendske. Men de findes selvsagt overalt, understreger Meike Stoverock, der godt nok nævner manglende omsorg og kærlighed som en af grundene til de mandlige aggressioner. Men i forgrunden står selvsagt: sex. Altså at mændene ikke får sænket mængden af testosteron i blodet i kraft af sex.

»Mænd, der kun sjældent eller aldrig får sex, er selvfølgelig hverken zombier eller kannibaler. De er først og fremmest mennesker, der ofte lider meget under deres situation. Men uden hjælp, medfølelse og støtte kan de blive rigtig farlige,« hedder det pædagogisk i bogen.

Med alt fra partnervold over fascisme til Breivik-terror er den uforløste mandlige seksualitet derfor »et af de mest påtrængende problemer i vores tid«.

Realistiske genitalier

»Her begiver vi os ind i det dunkle centrum af vores civilisation, en labyrint, som der stadig ikke er en vej ud af,« medgiver den tyske biolog. Men hun giver alligevel læseren masser af forslag med på vejen. For at gå tilbage til female choice må vi først og fremmest ændre vores fortællinger.

»Det stigende antal seksuelt underforsynede mænd skal tilfredsstilles og beroliges uden samfundsmæssige fordomme,« skriver biologen, der i øvrigt har været gift med – og nu er skilt fra – den hanekamsbærende og tysklandkendte blogger Sascha Lobo.

Vi skal altså aftabuisere, at nogle mænd ikke får sex. Vi skal være mere åbne for homoseksualitet. Og vi skal sørge for, at der er tilpas mange sexarbejdere, der »under sikre og transparente forhold kan forsyne de nødstedte mænd«.

Det lyder til tider som absurd satire, der næppe gør feminismen en tjeneste. Men Stoverock går hele vejen. Hun hiver således sexdukker på banen som en af de kulturelle løsninger. Nej nej, ikke de oppustelige til en halvtredser, men rigtige og bløde silikonedukker med »anatomisk realistiske genitalier«, forsikrer hun. Og stiller dermed definitivt den menneskelige længsel efter nærvær og kærlighed i skyggen af den »seksuelle grundforsyning«. Eller liderlighed og rendyrket hedonisme, om man vil.

Rå biologi

Stoverocks sexfikserede tilgang til hele vores maskuline kultur har selvsagt rejst rasende debat og fået stiv modvind i en række tyske medier. Men som læser må man starte med at sluge præmissen for ikke bare at få fornøjelse, men også vigtige tanker og erkendelser ud af Stoverocks ekstremt polemiske bog.

For der er masser af gode tankeprovokationer at hente om køn, kultur, begær og den udflydende grænse mellem evolution og civilisation. Alligevel forbliver problemet: At Meike Stoverock godt nok hævder, at seksualitetens indflydelse på menneskets udvikling stadig er stærkt underbelyst i vores kultur- og evolutionshistoriske kanon. Hun stiller sig bare demonstrativt i den helt anden grøft og ser stort set alle menneskelige forhold og hele kønsdebatten gennem biologien, forplantningsakten og rå darwinisme.

Hun inddrager godt nok aspekter som familiebinding og mandens rolle i graviditets- og ammefasen, og hun skriver endda lidt om kærlighed mod slutningen af bogen. Men det hele kræver først og fremmest sex. Konsekvent peger hun i sidste ende derfor på female choice og den nomadiske livsstil som løsningen – og dermed på helt nye sociale former for samliv og børneopdragelse meget, meget langt væk fra kernefamilien og vores nuværende samfundsform.

Revolution og sex

Et blandt mange paradokser, som Stoverock nedtoner, er, at en revolutionerende opfindelse som prævention også revolutionerer de biologiske spilleregler: Når sex ikke handler om reproduktion, og risikoen for graviditet (med alle de psykiske, sociale og økonomiske konsekvenser) fjernes, så relativeres det biologiske udvælgelsesprincip også som drivkraft.

Et andet paradoks er, hvad den evige konkurrence om og blandt alfahannerne vil medføre for en kultur. Selv hvis det lykkes at pacificere »tabermændene« med alskens kunstgreb, kan man roligt få den mistanke, at hverken alfamændene eller kvinderne ønsker at leve i den sexkonkurrencekultur – eller med de mange andre brutale sider af naturens forplantningspraksisser.

Den slags refleksioner sprøjter ud af hovedet på en, når man læser Female Choice. De er for det meste både underholdende og rige på erkendelser. Og et par gange direkte patetiske – især i bogens afsluttende og højstemte manifest for kampen for en fager, ny og postpatriarkalsk verden, hvor female choice hersker:

»Denne fundamentale omvæltning vil vare flere generationer og kræve ofre, mange ofre (…) Vi kan ikke undgå ofrene. Men hvis vi skaber omvæltningen rigtigt, kan vi sørge for, at de ikke ofres omsonst.«

Eller sat på helt kort formel. Revolution. Og masser af sex. Nu! Så må vi se, hvad der kommer.

Meike Stoverock. ’Female Choice – Vom Anfang und Ende der männlichen Zivilisation’. Verlag Klett-Cotta, 352 sider, 22 Euro.