Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Ny bog: Transbevægelsen opretholder en stereotyp opfattelse af køn

Kajsa Ekis Ekmans bog om kønnets eksistens minder os om, hvor vigtigt det er at fortsætte kampen for at frigøre os fra stereotype kønsopfattelser og ikke (utilsigtet) cementere dem i tolerancens og modernitetens forførende sprog
Kajsa Ekis Ekman undersøger, hvor kønnet findes i dag. Det er nemlig ikke længere menneskets biologi, der afgør vores køn.

Kajsa Ekis Ekman undersøger, hvor kønnet findes i dag. Det er nemlig ikke længere menneskets biologi, der afgør vores køn.

Joel Nilsson

Kultur
11. juni 2021

Skal vi tro Kajsa Ekis Ekman, en markant svensk stemme i kønsdebatten, er vi i dag banket tilbage til 1950’ernes stereotype kønsforståelse. Vi ser dog ikke en essentialisering af det biologiske køn som i 1950’erne, men værre endnu, en essentialisering af den stereotype opfattelse af kønnene. Hendes nye bog, Om Kønnets eksistens: Tanker om det nye syn på køn, er en overbevisende, faktatung, velresearchet bog om den politisering af transpersoners liv og levned, som foregår i Sverige i dag – og som vi også ser konturerne af i Danmark.

Hvis man insisterer på at diskutere de uendeligt mange dilemmaer, der står i kø, når det drejer sig om børn, der mener, at de er født i den forkerte krop, så er man intolerant, bagudskuende og reaktionær. Den moderne, tolerante tilgang til en minoritetsgruppe som transpersoner er at sikre ethvert menneske de bedste forudsætninger for at leve et lykkeligt liv. Det er Ekman naturligvis heller ikke modstander af, men hun vil dog gerne gøre opmærksom på den pris som det nye syn på kønnene har – og ikke kun i relation til transpersoner.

Ekman undersøger, hvor kønnet findes i dag. Det er nemlig ikke længere menneskets biologi, der afgør vores køn. Du kan være født i den forkerte krop (!) og altså være dreng i en pigekrop eller pige i en drengekrop. Men hvis køn ikke relaterer sig til biologi og et samfunds fortolkning af de to biologiske køn, hvad er køn så? spørger Ekman og minder os om kvindebevægelsens opgør med de stereotyper, der historisk har knyttet sig til kønnene.

’Rigtige’ piger og drenge

Kvindebevægelsen udfordrede opfattelser af kvinder som sårbare, hjælpeløse, passive og pyntesyge, og mænd som stærke og handlende. Transbevægelsen er imidlertid i fuld gang med at cementere denne stereotype opfattelse af kønnene gennem tolerancens sprog. Logikken i bevægelsen er, at biologiske drengebørn, der gerne vil gå med kjole og lege med perleplader må være født i den forkerte krop og må som følge heraf have afhjulpet deres ’problem’. Ligesom biologiske pigebørn, der vil klippes korthåret og lege med våben også falder uden for den stereotype opfattelse af, hvordan ’rigtige’ piger opfører sig og vil se ud.

Transbevægelsen er global, og Ekman henter derfor eksempler fra hele verden. I en håndbog udarbejdet i 2017 af Storbritanniens største organisation for psykologer (BACP) står der for eksempel:

»Det er vigtigt ikke at gå ud fra, at det at være kvinde nødvendigvis indebærer at kunne føde børn eller have xx-kromosomer eller bryster. At være kvinde i en britisk, kulturel kontekst indebærer typisk at bekende sig til sociale kvindelighedsnormer som at være omsorgsfuld, social, følelsesmæssig, sårbar og optaget af det ydre.«

Det vil sige, køn er ikke længere et objektivt faktum, men en særlig type personlighed. Ekman konstaterer på den baggrund, at essentialismen er tilbage, dog uden en biologisk forankring. Opfører du dig kvindeligt, som mand eller dreng, er konklusionen formentlig, at du er født i den forkerte krop. I Storbritannien undervises politi, lærere og sundhedspersonale derfor i genusskalaen. I den ene pol finder man den lyserøde Barbie-dukke (det ultimative feminine) og i den anden ende, 12 farvetrin henne, actionfiguren G.I. Joe (det ultimative maskuline). Genusskalaen er ledsaget af en tekst: »Kønsidentitet er en skala. Vi har alle vores egen unikke identitet. Hvor på skalaen befinder du dig?«

Som Ekman skriver, er budskabet jo et skrigende paradoks: alle har deres egen identitet, og samtidig må man passe ind på en endimensionel skala, hvor yderpunkterne består af en Barbie-dukke og en soldat!

Samfundets fortolkning af køn

I svenske børnebøger portrætteres ulykkelige pigebørn som piger, der vil være drenge og lege politi, men som i stedet får kjoler af deres mødre, og tilsvarende portrætteres ulykkelige drengebørn som drenge, der ikke må gå i kjoler og pynte sig. Samtidig betoner transbevægelsen og velmenende politikere, at børn skal have lov at være lige præcis den, de er – så længe de dog ikke udfordrer den stereotype opfattelse af, hvad det vil sige at være dreng eller pige.

Opfører man sig drenget som pige, er man trans og kan få hjælp til at transiterer til det ’rigtige’ køn, der sikrer overensstemmelse mellem barnets personlighed og dets nye køn. Det virkelige, som Ekman skriver, er genus (samfundets fortolkning af det biologiske køn), og det uvirkelige er det biologiske køn. Logikken i bevægelsen er, at et barns kønsidentitet (genus) er medfødt. Som Ekman forklarer, har vi derfor at gøre med en genus-essentialisme. Det betyder, at kønnet ikke opløses, som transbevægelsen vil hævde, men blot omdefineres.

Bogen indeholder også kapitlet »Jagten på den kønnede hjerne«, hvor Ekman diskuterer videnskabens forsøg på at lokalisere kønsidentiteten i hjernen. Ekman ender med at give ordet til professor i kognitiv neurovidenskab Gina Rippon, der betegner denne forskning som neurotrash. Kort fortalt: »dårlig forskning med vage resultater som medier blæser op til myter i stil med ’kvinder elsker chokolade’.«

Der findes ifølge Rippon ikke en kvindelig hjerne, selv om ideen findes i de populærvidenskabelige bøger. Det betyder dog ikke, at populærvidenskaben ikke påvirker tolerante, moderne politikere, som i stigende opfang (i Sverige) er begyndt at opfatte kønsidentitet som en medfødt størrelse, der skal tages højde for politisk.

I en svensk statslig udredning fra 2017, Transpersoner i Sverige, slås det for eksempel fast, at »inddelingen i to ’biologiske køn’ er en medicinsk konstruktion«. Det er altså ikke længere den sociale fortolkning af det biologiske køn, der er en konstruktion, men selve det biologiske køn, som er socialt konstrueret.

Udredningen anbefaler derfor en ikkebinær tilgang til mennesker og anbefaler desuden, at sproget gennemgås, så ord, der afspejler en binær tilgang til mennesket: mand/kvinde, mor/far mv., fjernes. Målet er at ændre indretningen af samfundet, så det ikke længere hviler på et heteronormativt og cisnormativt udgangspunkt. Der findes ikke længere biologiske mænd og kvinder. Mulighed for juridisk kønsskifte skaber potentielt store forandringer i samfundet. Kønsstatistik skal justeres, idrætten omorganiseres, adgang til kønsopdelte offentlige rum ændres: fængsler, krisecentre, sundhedstiltag, omklædningsrum mv.

Hun præsenterer endvidere en række eksempler på de utilsigtede konsekvenser af muligheden for juridisk kønsskifte. For eksempel at transkvinder kan afsone deres voldsdomme (mod ciskvinder) i kvindefængsler, at transkvinder ikke kan afvises i offentlige baderum, selv om deres kønsskifte kun er juridisk, osv.

Ekmans bog er tankevækkende, også selv om mange af eksemplerne er svenske. Det er helt åbenbart, at de unge, der føler de er født i den forkerte krop, må være i en stor krise.

Ekmans bog er tankevækkende, også selv om mange af eksemplerne er svenske. Det er helt åbenbart, at de unge, der føler de er født i den forkerte krop, må være i en stor krise.

Joel Nilsson

Nyt syn på kønnene

Ekmans egentlige interesse er dog at vise, hvordan politisk opmærksomhed på en meget lille minoritetsgruppe, cirka en halv procent i Sverige, fører til et nyt syn på kønnene – og især på kvindens position.

I 2018 besluttede det skotske parlament for eksempel, at ’kvinde’-begrebet fremover inkluderer alle som opfatter sig som kvinder – uanset deres biologi. Biologiske kvinder hedder nu ciskvinder. I bogen Wipping Girl fra 2007 arumenterer den amerikanske transfeministiske forfatter Julia Serano tilsvarende for, at der ikke er forskel på biologiske kvinder og transkvinder: »eftersom jeg har haft østrogen i mit system i fem år nu, burde jeg så ikke også blive betragtet som en biologisk kvinde?«

Samtidig, som Ekman gør opmærksom på, handler hele Seranos bog om ciskvinders privilegier. Ciskvinder ved ikke, hvor heldige de er. De tager deres kvindekøn for givet. Ciskvinder beskrives sjældent som en underprivilegeret gruppe, da cisbetegnelsen står i modsætning til at være trans, og som er defineret ved at være en underordnet kønsidentitet til cisidentiteten.

Selv om målet er at komme væk fra biologiens snærende bånd – og i virkeligheden, må man gå ud fra, de historisk forankrede stereotyper, der knytter sig til de to biologiske køn – kommer transbevægelsen til at understrege de snærende bånd. Selve begreberne ’cis’ og ’trans’ er nemlig ikke flydende eller til forhandling. En ciskvinde kan ikke inkluderes i transbetegnelsen og vise versa.

Det paradoksale ved begreberne er, at de har et biologisk afsæt. Det er rigide og faste kategorier, som omskaber biologiske kvinder til (privilegerede) cis-kvinder. Med et snuptag er kvinde-kategorien afskaffet som udtryk for en undertrykt gruppe og genopdaget som privilegeret.

Transbevægelsen går i nogle tilfælde så langt som at hævde, at tidligere tiders stærke, magtfulde kvinder, der har flere maskuline træk end datidens stereotype forståelse af kvinden, i virkeligheden har været transmænd. Altså: de historiske stærke kvinder, der har været og er rollemodeller for andre kvinder i dag, er i virkeligheden ikke kvinder, men mænd. Dermed cementeres billedet af kvinden som ikkemagtfuld, ikkedominerende, ikkestærk. Nogle røster i transbevægelsen har da også foreslået helt at droppe kvindebegrebet og i stedet kun anvende kategorierne mand og ikkemand.

Økonomiske interesser

I et andet kapitel præsenteres læseren for den uskønne forening mellem lægemiddelindustrien, universiteter og transbevægelsen, som finder sted i USA i dag. Væksten af transpersoner vokser hurtigere i USA end i andre lande måske hjulpet på vej af de stærke økonomiske interesser, industrien har i denne nye patientgruppe. Pubertetsblockere koster for eksempel 775 dollar om måneden, hvilket beløber sig til 27.000 dollar efter fem år. En kønsskifteoperation koster 300.000 dollar og dertil kommer diverse ekstra operationer i forbindelse med fjernelse af hår, adamsæble, bryster, mv.

Ekmans bud er at en fuld transition koster over fem millioner svenske kroner. I en finansiel analyse af Global Market Insights vurderer man, at transitioner er et godt investeringsområde, der antages at vokse mere end 25 procent de næste seks år. Klinikker med transspeciale dukker op i mange byer, universiteter modtager bevillinger til centre og professorater til transforskning osv. osv.

Ekman afdækker de dubiøse bevillinger fra lægemiddelindustrien til uddannelsessektoren for – en gang til – at slå fast, at transbevægelsen er meget andet og mere end et billede på en moderne og tolerant tilgang til en sårbar minoritetsgruppe i vækst. For der er ingen tvivl om, at Ekman nærer sympati med den gruppe sårbare børn, der har kønsidentitetsproblemer, og som i dag efterlades uden ordentlig rådgivning. Det er for eksempel ikke klart meldt ud på den største klinik i Stockholm, at pubertetsblokere er mere end blot at sætte hormonerne lidt i stå, mens teenageren tænker sig om. Hormonbehandlingen afskærer for eksempel den unge fra at blive forælder på et senere tidspunkt, og kønsskifteoperationer har også en stor pris i forhold til seksualitet.

Der er heller ingen hjælp at hente, hvis man fortryder sin behandling. Selv om mange formentlig vil være enige i, at kønsskifte hører til en af de største beslutninger, et barn kan træffe, så er psykologisk rådgivning ikke en del af pakken. I det svenske system skal man tilsyneladende kun til tre samtaler med en læge, før lægen udskriver en recept på hormonblokkere, og så er løbet kørt for de fleste. Da det nye syn på køn indbefatter, at man fødes med sin kønsidentitet, opfattes samtaleforløb med psykologer som tegn på en sygeliggørelse af et helt naturligt forhold: at man ganske enkelt naturligvis kan være født i den forkerte krop.

Endnu et paradoks er, at det hovedsageligt er piger, der ønsker at transitere til drenge, men at den heftige mediedebat primært har transkvinder og ciskvinder som sit omdrejningspunkt. Dette skyldes formentlig, at feminismen i dag har delt sig i to. Der er de feminister, der hævder at transbevægelsen handler om at frigøre sig fra kønnets snærende bånd, og så er der de feminister, der hævder at transbevægelsen er godt i gang med at cementere gammeldags kønsroller og i øvrigt flytte fokus væk fra den magtmæssige ulighed som findes mellem biologiske mænd og kvinder.

Ekmans bog Om kønnets eksistens er en tankevækkende bog, også selv om mange af eksemplerne er svenske. Det er helt åbenbart, at de unge, der føler de er født i den forkerte krop, må være i en stor krise.

Efter at have læst Ekmans bog er jeg ret sikker på, at den problemstilling ikke bliver håndteret på den bedste måde i dag. Fra min egen forskning kender jeg til værgringen mod at blive reduceret til en kategori. Tiltag der cementerer kønskategorier og hvad det vil sige at være dreng/mand eller pige/kvinde løser ingenting. Selv sidder jeg tilbage med kategorien ciskvinde, der så er min moderne kønsidentitet. Problemet er dog, at jeg i lighed med alle andre heller ikke bryder mig om at blive reduceret til – i mit tilfælde – en (privilegeret) ciskvinde. Det er jeg helt indlysende i nogle sammenhæng, men i andre kontekster er jeg det bestemt ikke.

Ekmans bog minder os om, hvor vigtigt det er at fortsætte kampen for at vi frigøre os fra stereotype kønsopfattelser og ikke (utilsigtet) cementere dem i tolerancens og modernitetens forførende sprog.

Kajsa Ekis Ekman: ’Om könets existens: tankar om den nya synen på kön’. Bokförlaget Polaris, 360 sider, 249 SEK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Der er ret meget her, der er helt lodret forkert, og andet som maler med en kilometerbred pensel henover et hvert tilløb til nuancer. 'Transbevægelsen' behandles som en monolit, der har ét synspunkt og én stemme. Ud fra alt dette skulle man ikke tro at ikke-binære transpersoner findes. Men det gør de, og de er sådan set en indflydelsesrig del af trans-samfundet. Hvad de vil er ikke så meget at skifte fra den ene fasttømrede køns-kasse til den anden -- snarere at bryde ud og både fysisk og socialt blive sådan som de har brug for at være, uden at det passer pænt ind i lyserød vs lyseblå.

Ud fra ovenstående skulle man i øvrigt tro at alt er forbi og man er låst fuldstændig fast på et spor, når man har fået første dosis hormonblokkere. Det er decideret hen i vejret.

En anden ting som fylder mig med undren, og i stigende grad med forargelse, er retorikken om hvorvidt "køn eksisterer", hvor transkønnede bliver påduttet det absurde synspunkt at køn ikke eksisterer. Men kradser man lidt i overfladen, viser det sig at det påståede common-sense synspunkt at "køn eksisterer" i praksis dækker over en hel del mere end bare eksistens, nemlig også at det skulle være simpelt og uforanderligt. De fleste transkønnede (inklusive de ikke-binære) mener skam at køn er yderst virkeligt -- ellers ville de sgu nok ikke bruge så mange kræfter på at ændre sig, ganske fysisk og endokrinologisk såvel som socialt. Anstødsstenen her er at transkønnede mener at køn er foranderligt, og dette mistolkes så som at det skulle være uvirkeligt. (Jaja, et eller andet sted på youtube kan man nok finde en eller anden som siger noget der kan tolkes som at køn er bogstaveligt uvirkelig, men et eller andet sted på youtube kan du finde folk der siger hvad som helst.)

"Født i den forkerte krop"-retorikken, det er sådan set en større diskussion internt i trans-miljøer. Den var populær tidligt i udbredelsen af kendskab til transkønnethed, fordi den er simpel og intuitiv. Men i virkeligheden gik der ikke lang tid før der var en del transkønnede, der påpegede at det ikke var en god beskrivelse af alle transpersoners oplevelser. Den har bare hængt stædigt ved, fordi den er nem at sælge. Man kan skam finde transkønnede som ret tidligt var afklarede, men de er bestemt ikke den eneste slags.

I øvrigt, prøv som tankeeksperiment at indsætte 'The Gay Agenda' i teksten der hvor der står 'transbevægelsen'. Det er lige til at få firser-homo-deja vu af -- med moralsk panik og red børnene og alt hvad dertil hører.

Martin Hansen, Rasmus Hansen, Klaus Lundahl Engelholt, Tor Brandt, David Zennaro, Rei Mansa, Søren Pold, Jimmy Hansen, Torben Kjeldsen, Steffen Gliese, mads brynnum, Sebastian Jørgensen og Louise Bonde anbefalede denne kommentar
Henrik Brade

Det er vigtigt at give et nuanceret billede af den debat der har udspillet sig i kølvandet på denne bog i Sverige og derfor vil jeg anbefale alle der er intresserede at - ved siden af Ekis Ekmans bog - læse replikken '100 fel i Ekmans bok' som er skrevet af RFSL (søsterorganisation til LGBT+ Danmark)

https://www.rfsl.se/verksamhet/trans/100-fel-i-ekmans-bok/

Troels Ken Pedersen, Rasmus Hansen, David Zennaro, Søren Pold, Steffen Gliese og Louise Bonde anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Troels Ken Pedersen 10. juni, 2021 - 22:32

Argumentet om at være 'født i en forkert krop' var nødvendigt i den historiske situation. Indtil 1960'erne nægtede lægerne og kirurgerne i USA over én kam at tillade eller udføre fysiske kønsskifteoperationer. De betragtede det som et brud på lægeløftet at udføre, hvad de anså for at være en lemlæstende operation, på en fysisk rask person.

Helt bortset fra, at lovgivningen og lægeforbundenes adfærdsregler kunne gøre det farligt for dem at udføre operationen, så ville de simpelthen ikke.

Situationen i de fleste andre lande var den samme. Da Rigshospitalet i Danmark under stor mediedækning udførte operationen på en amerikaner i 1950'erne, kom der hurtigt udenlandske ansøgninger i et sådant antal, at man så sig nødsaget til at reservere den for danske statsborgere.

Kritikken mod argumentet er rimelig. Det medførte, at godkendelsen af den fysiske kønsskifteoperation hos hver enkelt ansøger blev gjort afhængig af psykologiske undersøgelsesprocedurer, der skulle frasortere 'uægte' kvinder.

I mange lande i nutiden er argumentet stadig nødvendigt, dels for overhovedet at få legaliseret den fysiske kønsskifteoperation, dels for at få sikret, at den giver ret til juridisk kønsskifte efterfølgende.

Jeg har skrevet det før - når kompromisløse aktivister tager magten over dette politikområde i de mest demokratiske og fremskridtsvenlige lande, bliver muligheden for foreløbige mellemløsninger undergravet, og de mere konservative lande reagerer ved at gå i skyttegraven. Polariseringen sker også internt i USA, og den er selvforstærkende, fordi den konservative reaktion fremkalder en bitterhed, som i de progressive delstater rettes indad mod intern opposition.

Henriette Stick

god artikel: bare en lille rettelse BACP er ikke den britiske sammenslutning af psykologer, men af psykoterapeuter. Det er BPS.

Jacob Graack

Jeg har endnu ikke fundet tid til at læse bogen, men jeg noterer mig også, at det ikke 'kun' er RFSL (den svenske pendant til LGBT DK), der har været ude og kritisere elementer af Ekmans bog. Kritikken af bl.a. deciderede faktafejl og brug af mere eller mindre upålidelige kilder kommer ikke bare indefra LGBT-miljøet, men er bredere end som så, som det fremgår af følgende artikel:

https://www.svt.se/kultur/kajsa-ekis-ekman-anklagas-for-faktafel-i-ny-bok

Det betyder jo ikke, at bogen ikke kan lægge op til en relevant faglig diskussion - og jeg vil da glæde mig til at læse den. Men jf Troels Ken Pedersens indlæg ovenfor, så er jeg også meget kritisk overfor benyttelsen af termen 'Transbevægelsen', der lader til at dække over en meget forsimplet forståelse af, at alle transkønnede mere eller mindre formodes at bekende sig til den samme bevægelse med nogle bestemte fastlåste forestillinger og ønsker.

Nanna Mik Meyer slår jo netop fast, at hun selv '...vægrer sig ved at blive reduceret til en kategori' - og der er en risiko for at falde i den samme tendens til at reducere transkønnede individer til deres 'kategori' ved at begynde at snakke om en international 'Transbevægelse'. I hvert fald som jeg ser det. Ikke at der ikke findes bevægelse(r), der også indbefatter kampen for transkønnedes rettigheder - og der skal naturligvis være plads til kritik af de mål, som visse af disse bevægelser kunne have.

Det trækker desværre bare tråde til den forsimplede argumentation hos højreorienterede kristne essentialister som fx biologen Kåre Fog, der også fremturer med en forestilling om at unge piger snart ikke kan være i verden uden at blive mobbet, hvis de ikke hellere vil være drenge. Og han benytter også forestillingen om en international sekterisk 'Transbevægelse' i sine angreb på minoritetsrettigheder.

Troels Ken Pedersen, Rasmus Hansen, Steffen Gliese, David Zennaro, Rei Mansa og Søren Pold anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Jeg synes Nana Mik Meyer har skrevet en yderst læseværdig og klar anmeldelse af Ekmans bog.

Jeg har ikke læst bogen af den svenske forfatter, men har set kritik fra især LGBT+ kredse samt anerkendende kommentarer. Men hvad angår bøger om emnet, så har jeg især fulgt reaktionen på den helt nye bog Material Girls - Why Reality Matters for Feminism skrevet af Kathleen Stock. Hun er filosof, professor, hvid, lesbisk. Stock hører til i Gender Critical-kategorien og har lige som mange andre på den front oplevet at blive presset ud fra bl.a. arrangementer. Bogen har, så vidt jeg har set, fået ros for sin grundighed og saglighed. https://www.littlebrown.co.uk/titles/kathleen-stock/material-girls/97803...

Nike Forsander Lorentsen og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar
Pernille Rübner-Petersen

Læs denne kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art7799517/En-pik-er-ikke-en-social-...
Den opsummerer stort set de samme pointer som Ekmans bog /Mik-Meyers anmeldelse. Men mere end at låse ’transbevægelsen’ og transpersoner fast i en bestemt politisk/aktivisk diskurs fokuserer den på problematikken eller kampen om ’sandheden/ virkeligheden’ vedrørende kønsidentitet som forskellige aktivistiske positioner og diskurser - og kønsteoretiske paradigmer, som tørner sammen.
Her kan personer med diverse kønsidentiteter skøjte rundt og indimellem stå fast! Og her er forskellige grupper indenfor LGBT+miljøet i DK i konflikt.

Ligesom både det biologiske køn, det kulturelle køn udspiller sig i et kontinuum – et spektrum - således udspiller også kønsidentiteten OG forestillinger om den på en relativistisk skala. Ikke i fasttømrede kategorier.

ALLIGEVEL (mener jeg) giver det fortsat mening at tale om kvinder og mænd som to forskellige, afgrænsede kategorier baseret på biologi. TRODS ALT eller SAMTIDGÌG MED alle de konstruktivistiske tilgange til køn.

Colin Bradley

Prøv også "Irreversible Damage" af Abigail Shrier

Nike Forsander Lorentsen

A woman's body is her home not an outfit.