Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Olivia Holm-Møller er den gnistrende dronning mellem Jorn og Willumsen

Et tindrende kunstnermøde mellem store danske modernistiske malere på GL STRAND i København får først og fremmest Olivia Holm-Møller frem i lyset, hvor hun bør blive fra nu af
Olivia Holm-Møller, ’Morgen’. Holstebro Kunstmuseum.

Olivia Holm-Møller, ’Morgen’. Holstebro Kunstmuseum.

Ole Mortensen

Kultur
1. juli 2021

En menneskefigur står i vand til knæene og rækker armene mod himlen.

Figuren er omkranset af en stor lysende cirkel, og bagved er morgenrøden glødende. Olivia Holm-Møllers maleri Morgen (uden årstal) er stort, groft malet og totalt bjergtagende og hænger centralt i det første rum af udstillingen Gnist.

Udstillingen præsenterer de to mastodonter J.F. Willumsen (1863-1958) og Asger Jorn (1914-1973) i selskab med Olivia Holm-Møller (1875-1970), der er endnu en overset kvindelig kunstner fra modernismen, som Kunstforeningen GL STRAND har været gode til at hive frem i lyset, senest med Modern Women med fire finske malere.

Olivia Holm-Møller, ’Vejen til Toledo’, 1936. Holstebro Kunstmuseum.

Olivia Holm-Møller, ’Vejen til Toledo’, 1936. Holstebro Kunstmuseum.

Olivia Holm-Møller

Holm-Møller får retfærdigvis lov til at fylde mest i det første rum, hvor tre mindre malerier af alle tre kunstnere hænger ved introteksten og slår slægtsskabet an.

For selv om de tre kunstnere ikke havde noget med hinanden at gøre i deres levetid, og deres signaturer er væsensforskellige, er der alligevel – og det viser udstillingen tydeligt – flere fællestræk.

De arbejder alle med en meget stærk farvepalette, de maler mytologisk, symbolsk og til tider rent abstrakt. Det er maleri fra den ekspressive del af modernismen, der ikke gik ind i linjer, konstruktioner og geometri, men som handlede om at udtrykke det indre følelsesliv på en udtryksfuld måde.

Gyselig gul

Farven på væggen i første del af udstillingen er malet i en gyselig gul, der nærmer sig brækfarve. Tonen stammer fra Willumsens værker, hvor den gule ofte trænger sig på, og hvor netop denne tone bruges til at bringe et sygeligt skær hen over et motiv, der ellers ville fremstå hyggeligt.

Som i Aftensuppen (1918), hvor en familie sidder om aftensmaden, og lampens kunstige skær bliver som en falsk sol, der farver alle ansigter og hele bordet i denne tone og gør scenen til et psykologisk drama. Tilsvarende er Holm-Møllers portræt af Skovguden Pan malet i samme gule tone.

Det stejle ansigt fylder hele lærredet, han har et vredladent drag over munden og brynene står næsten lodret. Mere lunefuld end lokkende.

Installationsbillede, 'Gnist', 2021.

Installationsbillede, 'Gnist', 2021.

Tobias Valentin
Den gule Pan på den gule vægbaggrund bliver en tand for gul-i-gul. Og jeg kan ikke finde ud af, om de stærke vægfarver i udstillingen (klar gul, rød og blå) fremkalder værkernes egne farver, eller om de overdøver dem. Jeg veksler mellem at kunne se ideen og mærke effekten til at ønske mig lidt mindre klare toner.

Når udstillingsdesignet overdøver kunsten, så er balancen tippet. Her er det lige på grænsen, selv om kunstnerne selv ikke er bange for at fyre den af med farver i en sand ekspressionistisk eksplosion.

Den gule farve fungerer bedre som baggrund for et par mere dystre malerier af Holm-Møller. Teater. Lots hustru (1929) er et stort maleri i widescreen-format, der forestiller en teaterscene, hvor en kvinde står alene foran et mørklagt publikum. Mens kvindens krop vender mod publikum, vender hendes ansigt bort.

Det er et mystisk og symbolsk værk, der måske også udtrykker noget om kunstneren selv: Hun blotlægger sig via sin kunst, men ville personligt ikke have noget med kunstscenen at gøre og holdt sig for sig selv.

Vilde Olivia

I udstillingens røde rum hænger udstillingens mest eksperimenterende værker, hvor motivkredse opløses i fuld abstraktion. Selv om det motiviske slægtskab mellem kunstnerne betones i flere rum, så er det hér i abstraktionen, at jeg tydeligst fornemmer det.

Når Olivia Holm-Mølle

Olivia Holm-Møller, ’Komposition med Sol.’ Privateje.

Olivia Holm-Møller, ’Komposition med Sol.’ Privateje.

Hans Ole Madsen
r syrer ud med primærfarver, hvor blåt er i dybet og den gule, orange og røde eksploderer som roterende stjerner på maleriet i værker som Farve og rytme (1945), så er det interessant at se nærmest helt samme farvetoner og eksplosioner i himmellegemet i Willumsens Naturskræk – Efter stormen 2 (1916), hvor der dog også er en kvindefigur, der skærmer sig fra de enorme naturkræfter.

I samme rum hænger Jorns endnu mere abstrakte The Untouchable Taboo (1961) og New Delhi Maternita (1970-72), men slægtskabet med Willumsen er hele udstillingen igennem langt tydeligere end til Jorn. Han fremstår i udstillingen lidt som en fræk lillebror, der ikke helt fremmaner den samme åndelige atmosfære som de to øvrige, men som splatter mere med oliemalingen og er helt abstrakt.

Holm-Møller maler med det gammeldags tempera, der blev brugt før oliens opfindelse, særligt til ikonmaleri. Det er en teknik skabt af blandt andet farvepigment og æg, der får farverne til at lyse på en særegen måde, som man netop kender det fra middelalderens religiøse motiver.

Med Holm-Møllers symbolske, mytologiske og endda kosmiske billedsprog understøtter teknikken den åndelige dimension af hendes virke. For det er tydeligt, at Holm-Møllers værker handler lige så meget om den indre verden som den ydre og lige så meget om den åndelige dimension som den konkrete.

Rejsen ud

Det gibber i kroppen, når man træder op til 2. etage og møder maleriet Mexicanske guder og symboler (1950). Det er et stort maleri af to stammelignende figurer med store runde øreringe, der står omkring et træ med en sort slange i midten, der hvisler mod kvindefiguren. Hun har en lyskrans omkring sig, nøgen overkrop og står med hænderne hævet, som om hun overgiver sig.

Vi er langt fra de nordiske egne i dette motiv malet af Holm-Møller. Og lige nu, hvor debatten er på sit højeste, omkring hvordan museerne håndterer og udstiller værker af hvide kunstnere, der drog ud og malede »eksotiske landskaber«, står dette motiv frem som et eksempel på netop det. For er de to figurer ikke malet lige lovlig karikeret frem som to eksotiske »primitive«?

I udstillingen nævnes den aktuelle debat ikke, men på væggene står citater, der udtrykker Holm-Møllers menneskesyn. Hun var et åndeligt menneske, der søgte det menneskelige slægtskab snarere end forskellene. I det fine

Installationsbillede, 'Gnist', 2021.

Installationsbillede, 'Gnist', 2021.

Tobias Valentin
katalog er der en artikel, der udfolder dette aspekt langt mere, og ligesom Holm-Møllers værker udtrykker en særlig søgen efter åndelige dimensioner, så har hun selv været en søgende sjæl, der har rejst usædvanligt meget for en kvinde i den periode – selv sent i livet, da hun var over 70, rejste hun til så fjerne destinationer som Afrika, Mexico, Indien og Kina.

Det er ikke kun, fordi Jorn og Willumsen er mere kendte, at de keder mig mere lidt her på udstillingen, det er, fordi Holm-Møller er så vild. Hendes værker, teknik og penselføring er dybt dragende, og jeg håber, at der igen bliver tilrettelagt særudstillinger med hende, sådan som Erik Steffensen i 2015 kuraterede Olivias verden på Holstebro Kunstmuseum, som jeg desværre ikke fik set.

Steffensen er også medkurator på denne udstilling, og han har dermed en stor andel i at bringe denne oversete kunstner frem i lyset.

Derfor er det for mig Olivia Holm-Møller, der er udstillingens stjerne. Jorn og Willumsen virker ikke til at være med på udstillingen som støttepædagoger, der skal legitimere hendes motivverden og vildskab i farven, men de bliver det lidt alligevel, fordi de er så kendte og respekterede og hun ikke.

På den anden side viser ophængningen samtidig uretfærdigheden ved, at de to herrer har fået så enorm en opmærksomhed, når hun, der er lige så talentfuld, knap nok kendes. Tag kun ind og se lyset på GL STRAND denne sommer – det slår gnister på de gamle vægge.

J.F Willumsen, Olivia Holm-Møller, Asger Jorn: ’Gnist’. GL STRAND. Indtil den 31. oktober 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lisbet Møller

Hvor er det glædeligt at Olivia Holm-Møller nu endelig bliver sét. Hun er lidt tidligere end Anna Ancher og blikket for solen og lyset har de fælles. Også at indfange lyset stofligt og dynamisk. Hun havde ikke familie, drog ud i verden og sejlede på verdenshavene, hvor hun også stod på dækket med staffeliet.
Jytte Borberg udgav i 1981 romanen “Sjælen er gul”. Den handler om et højskolekursus, hvor Olivia Holm Møller er emnet og hun dukker naturligvis op en dag på plænen med en hjemmerullet cigaret og deltager …