Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Peter Laugesen: ’Walden’ af Henry David Thoreau er et poetisk, politisk og økonomisk manifest

’Walden’ er en filosofisk vejviser til egne af tiden, sindet og verden, hvor adgangen til naturens egentlige love ikke er blokeret. Nu er Thoreaus anarkistiske klassiker udgivet på ny
James Abbott McNeill Whistlers ’Seymour Standing Under a Tree’ (1858-59).

James Abbott McNeill Whistlers ’Seymour Standing Under a Tree’ (1858-59).

National Gallery of Art, Washington DC

Kultur
25. juni 2021

»Vi kan forestille os det tidspunkt i menneskehedens barndom, hvor en eller anden foretagsom dødelig krøb ind i en hulning i en klippe for at finde læ. Alle børn begynder på den måde forfra på verden, elsker at være udendørs, selv når det regner og er koldt. De leger både hus og hest, af instinktiv lyst til det. Hvem husker ikke med hvilken interesse vi som børn tog skærmende klipper og alle huleindgange i øjesyn? Det var den naturlige længsel hos den rest af vores ældste forfader som havde overlevet i os. Fra hulen er vi gået fremad til tage af palmeblade, af bark og kviste, af vævet og udspændt lærred, af græs og strå, af planker og spåner, af sten og tegl. Til sidst ved vi ikke hvad det er at leve i fri luft, og vi lever et hjemmeliv i flere betydninger af ordet end vi gør os klart. Der er langt fra arnen til marken. Det ville måske være godt, hvis vi skulle tilbringe flere dage og nætter uden noget der spærrede af mellem os og himmellegemerne, hvis digteren ikke sad så meget under sit tag og talte, hvis helgenen ikke boede der så længe. Fugle synger ikke i huler, og duer hæger ikke om deres uskyld i dueslag.«

Henry David Thoreaus Walden med undertitlen Livet i skovene er en af anarkismens klassikere. Den er et poetisk, politisk, filosofisk og økonomisk manifest, hvor Thoreaus eksistentielle mærkesager bliver lagt frem: respekten for naturen som den store læremester, afskaffelse af det umenneskelige og modbydelige slaveri og afstandtagen fra statsmagtens tendens til, autoritært og udefra at ville styre menneskets liv efter andre og langt mindre naturlige love end dem, der vokser som et levende sprog i mennesket selv.

Adgangen til det sprog og den moralske pligt til at holde den åben er et hovedanliggende for Thoreau, som den var det for den gruppe af ’transcendentalister’, han var en del af i de stadig unge Forenede Stater.

Den gruppe, der omfattede forfattere som Ralph Waldo Emerson og Nathaniel Hawthorne, ville et nyt liv, der alligevel ikke var så nyt igen, for en del af, hvad man dengang i første halvdel af det 19. århundrede opfattede som det uomgængeligt nødvendige nye, tog transcendentalisterne afstand fra, mens de græske klassikere med deres klare hverdagssyner og svimlende myter spillede en stor rolle for dem. Det samme gjorde den ældgamle indiske filosofi. Og ikke mindst den litterære og filosofiske romantik, især den tyske. Måske sommetider gennem læsning af den engelske digter Samuel Taylor Coleridge, der var fortrolig med de nye tyske tankegange.

Det blev formidlet i skrifter, traktater, essays, digte og romaner med al sprogets tilgængelige kraft, og Walden er da heller ikke nogen tør og kedelig støvet gammel sag, selv om man kunne få den tanke, når man sidder med Gyldendals nyudgivelse i hånden. Den ser ud, som om den er hentet frem fra et ældgammelt lager af nu glemte værker, som ingen ville drømme om at læse bortset fra historikere, der skal have sådan noget på plads i deres forældede systemer.

Stadig det samme

Der er ikke tale om en nyoversættelse, men om Niels Brunses fra 1972, udgivet på det dengang utroligt poetiske og progressive forlag Rhodos. Den er lys og luftig som en gåtur i skoven, illustreret af Per Kirkeby, og man ville gerne have set den igen. Men tag trøstigt fat i den nye udgave alligevel, hvis det er umuligt at finde den gamle, der som sagt ser meget nyere ud, for hvad der står i bogen, hvad der er i den, er stadig det samme. Også på Niels Brunses dansk:

»Hvis lokomotivfløjten lyder, så lad den lyde til den bliver hæs af anstrengelse. Hvis klokken ringer, hvorfor skal vi så løbe? Vi skal nok finde ud af, hvad det er for en musik. Lad os stå fast, lad os arbejde fødderne ned gennem den almindelige menings ælte og søle, gennem fordomme, traditioner, vildfarelser, skin og bedrag, hele det lag af aflejret slam som dækker kloden, gennem Paris og London, gennem New York og Boston og Concord, gennem kirke og stat, gennem poesi og filosofi og religion, indtil vi i stedet kommer ned til den hårde klippegrund som vi kan kalde virkeligheden, og siger: Dette er, der er ingen fejltagelse, og når vi således har fundet et ståsted under frost og ild og forårets smeltevandsstrømme, et fundament hvor man kunne bygge en mur eller en stat, opsætte en lygtepæl eller en måler måske, ikke en vandstandsmåler, men en tiltandsmåler, så man i fremtiden kunne se hvor højt denne strøm af blændværk og bedrag efterhånden er kommet til at stå – først så kan vi begynde. Hvis du står ansigt til ansigt med en kendsgerning, kan du se solen blinke i begge dens overflader, som om den var en klinge, og føle dens søde æg skære gennem dit hjerte og din marv, kløve dig og lykkeligt ende din bane gennem livet. I livet som i døden kræver vi kun virkelighed. Hvis vi virkelig er døende, så lad os høre vor egen strube ralle og føle lemmerne stivne af kulde; men hvis vi er levende, lad os så leve og handle.«

Et lysende maleri af vand og luft

Thoreau boede i marts 1845 til september 1847 i et selvbygget bjælkehus ved bredden af Walden Pond, en sø i skovdistrikterne uden for byen Concord i Massachusetts. Der skrev han Walden.

Digteren Robert Frost siger, at i den ene bog overgik han alt, hvad der ellers er skrevet i Amerika. Selv levede Thoreau ikke længe. Han døde 41 år gammel af tuberkulose den 6. maj 1862.

Strømmene af blændværk og bedrag fik han ikke standset, men man kan sige, at han gjorde sit bedste. Floden Concord løber gennem engene ved den bundløse Walden Dam, der må have sit navn fra tyske indvandrere, ud i den større Merrimack, der fortsætter mod sin udmunding i havet gennem fabriksbyen Lowell, hvor to af den amerikanske modernismes største kunstnere blev født.

Den ene, maleren James McNeill Whistler (1834-1903), blev en hovedfigur i den internationale symbolisme og udviklede et lysende maleri af vand og luft og mangfoldigt utrættelige små kulørte bevægelser og efterårsfarver, som man godt kunne tro stammede fra Walden Pond, selv om han flyttede fra byen som treårig og gik på akademiet i Skt. Petersborg som 11-årig.

Jack Kerouac (1922-1969) voksede op i Lowell, hans barndom i byen ved floden spiller en hovedrolle i hans store forfatterskab. Det må have rørt den store beatnik dybt i hjertet, når han som lille dreng ved Merrimacs bred læste Thoreau:

»Inden længe, ikke bare på disse skråninger, men på alle bakker og sletter, i alle lavninger, kommer frosten frem fra jorden som et dyr, der forlader sin hule efter vintersøvnen og står til havs med musik eller rejser til andre himmelstrøg om bord på skyerne. Tø har med sin blide overtalelsesevne større magt end Thor med sin hammer.«

eller:

»Jeg føler mig især tiltrukket af ageruldens bøjede og neglignende top; den bringer sommeren tilbage i vores vinterlige erindringer og hører til blandt de former, som kunsten elsker at kopiere, og blandt de af planterigets symboler, som allerede har samme forbindelse i menneskesindet til urbillederne, som astronomien har. Det er en gammel stil, ældre end den græske eller egyptiske. Mange af vinterens fænomener vidner om en uudsigelig blidhed og skrøbelig ynde. Vi er vant til at høre denne hersker beskrevet som en grov og voldsom tyran; men med en elskers nænsomhed smykker han sommerens lokker.«

eller:

»Hvad er et land uden harer og agerhøns? De hører til blandt de enkleste og mest indfødte dyriske skabninger; gamle, hæderkronede familier, kendt i oldtiden såvel som i dag; gjort af naturens eget stof, farvet med dens lød, nært forbundet med løvet og jorden – og med hinanden; enten skabt med vinger eller med ben. Det er næppe som om man ser et vildt dyr, når en hare eller en agerhøne flygter bort, kun et naturligt dyr, lige så venteligt som de hviskende blade. Agerhønen og haren er altid sikre på at kunne leve, som sande indfødte, hvilke omvæltninger der så end foregår. Hvis skoven hugges om, skjuler de sig mellem de buske og spirer, der skyder op, og bliver talrigere end nogensinde før. Det må i sandhed være et fattigt land, der ikke kan holde liv i en hare. Vore skove myldrer af dem begge, og rundt om hver eneste mose kan man se deres stier, forsynet med små hegn af kviste og snarer af hestehår, som passes af en vogterdreng.«

Thoreaus politiske pamflet Om civil ulydighed, der tit bliver trykt sammen med Walden, er ikke med i den danske udgave. Den bedste regering er ingen regering, siger Thoreau i den, og så langt er vi ikke kommet endnu. Han skrev pamfletten i 1848, og vi kom måske til at gå den forkerte vej.

Walden er en beskrivelse af, hvor dejlig verden endnu var, og hvordan den truede med at blive den anden verden, vi bor i nu. Måske beskriver den også, i sin insisteren på det sande og evige i naturens væsen, hvordan vi kan komme derhen igen, eller fortæller os i hvert fald, hvad vi skal gøre os klart, hvis vi skal gøre os håb om at kunne ændre kurs.

Henry David Thoreau: ’Walden – Livet i skovene’. Oversat af Niels Brunse. Gyldendal. 304 sider. 225 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her