Selv om Piketty ikke tvivler på sin utopi, står alle hans forslag til debat

Thomas Piketty bragede i 2013 igennem med sin bog om ulighed, Kapitalen i det 21. århundrede. Tesen var, at kapitalisme ikke fører til spredning af rigdom, men til enorm ophobning af rigdom hos et spinkelt mindretal. Kritikken var med til at flytte den politiske dagsorden. Men kritik hænger aldrig i den tomme luft. Den spejler sig i en vision om et bedre samfund.

Så hvad er Pikettys utopi – som han hævder er »reel« og ikke blot en smuk fantasi? Han kalder den for socialisme, skønt det ved første øjekast virker som etikettesvindel. Der er intet farvel til kapital og lønarbejde, ingen statens bortdøen og ingen proletarer med oprejst gang ind i en blodrød fremtid. Faktisk er der slet ingen proletarer eller blot mennesker i Pikettys bog, bortset fra politikere og embedsmænd og akademikere. Det er renlivet økonomi. Befolkningen er reduceret til statistik og tal og kurver i generøse mængder, som giver hovedpine til læsere uden strudsemave for den slags. DJØF hele vejen igennem.

Nu er socialisme er åbent ord, så vi kan i stedet spørge, hvordan Pikettys socialisme ser ud. Det kræver en bemærkning om den nye bog Mod en ny socialisme. Den består af månedlige klummer, som Piketty skrev til især Le Monde fra september 2016, altså før Trump, til juli 2020, altså før Biden. De handler om ulighed, globalisering, EU, store stater som USA, Indien, Brasilien og Kina, men først og fremmest om løn og pension og kapitallovgivning i Frankrig. Blandede bolsjer, som ikke alle ligger lige ak­tuelt og sødt på tungen. Men nedskriver man dem på gennemsigtigt pergament, lægger dem oven på hinanden og sender et skarpt lys gennem bunken, viser der sig et møn­ster – Pikettys socialisme.

Råmaterialet er statistik. Socialpsykologi ligger Piketty fjernt. Der er ingenting om folks følelser eller adfærd, undtagen som masse. Det giver ham et unikt fodfæste i status quo, der bruges som springbræt for kritik af »hyper­kapitalismen« i lyset af tre grundværdier, retfærdighed, lighed og bæredyg­tighed. I et nyskrevet forord fra 2020 præciserer han med nøgleord som deltagelse, decentral, føderalt demokrati, bæredygtig, multikulti og feminisme. Det er vage ord, og man ved ikke helt, hvad man har bundet sig til, når man siger ja tak. Og de korte klummer, tre-fire sider, giver ikke mulighed for at præcisere. Men Piketty er en selv­sikker herre, som ikke er i tvivl om at have ret.

Social uro

Dokumentationen er overvældende. Mens uligheden var grotesk før Den Franske Revolution, faldt den i 1900-tallet blot for igen at stige med Reagan og Thatcher. Ideen var, at liberalisering ville udløse en trickle-down-mekanisme, så vækst kom de fattige til gode. Trump og Macron fortsatte i samme spor med nedsættelse af selskabsskat og arveafgift. Den sociale uro i de rige lande viser, at projektet var en fiasko. Hvad der var af vækst, blev beslaglagt af de rige, mens den gennemsnitlige løn stagnerede. Frygten var, at hård beskatning ville føre til kapitalflugt. Piketty viser, at frygten er ubegrundet.

Ligesom Bruno Latour kæder Piketty ulighed, globalisering og miljøproblemer sammen. Middelklassen vil ikke finde sig i at ændre livsstil, så længe de ultrarige boltrer sig i skamløs luksus. En procent af verdens befolkning udleder mere CO2 end de 50 procent mest fattige. De Gule Veste protesterede mod højere benzinpriser, når arveskatten samtidig blev ophævet. Uretfærdigheden er, at de rige, både personer og virksomheder, ikke yder deres bidrag til det offentlige. Måske følger de loven. Men så er loven uretfærdig.

Hvem skal så gennemføre Pikettys »radikale omdefinering af de globale spilleregler«? Det handler om reform, ikke om revolution, og den vigtige aktør er staten. Kapitalismen skal ikke afskaffes, men have tænderne trukket ud. Altså statssocialisme med suveræne stater, som skal beskatte, omfordele, omstille til grønt og sikre mindsteløn og uddannelse. Piketty leger med tanken om, at staten skal leve­re en ungdomsydelse på 120.000 euro til alle på 25 år, så unge kan få fodfæste på boligmarkedet.

Den store fjende – og fiasko – er den uhæmmede globalisering med frihandel og skattely. Den private kapital overtager den nationale kapital, så staten kun kan operere i det smalle spillerum, som det økonomiske marked giver. Konkurrencen om at nedsætte selskabsskatten blokerer for uddannelse og sundhed.

Hertil kommer et andet af Pikettys hadeobjekter: EU’s regel om enstemmighed, som blokerer for enhver ændring. Luxembourg kan, med en mikroskopisk andel af EU’s befolkning, nedlægge veto mod enhver ændring af kapitalbeskatningen, så ræset mod bunden kan fortsætte. Polen og Ungarn kan beskytte hinanden. Piketty forestiller sig, at store EU-lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, med mere end 60 procent af EU’s befolkning, kan gå i spidsen som en union i unionen og gøre EU til en handlekraftig føderation med fælles beskatning og sociallovgivning. En bæredygtig udvikling kræver mere, ikke mindre EU. Her er der måske ved at ske en åbning med EU’s nye fælles lån og krav om grønne investeringer.

Hvad der overbeviser i Mod en ny socialisme er ikke Pikettys utopi. Den er vag, og dens elementer er gengangere: demokrati, lighed og omfordeling. Det er heller ikke hans midler-til-målet, som også er diffuse og alle foregår på strukturniveau. Hvad der sker på bunden af samfundet, hvor mennesker lever med hinanden, interesserer ikke Piketty. Appeller til stater er som at pirke i en øglerede af modstridende hensyn. Ofte lyder hans klummer som dårlige avisledere, der nøgternt gør opmærksom på et stort problem for så at slutte med, at her må nogen gøre noget, for eksempel verdenssamfundet.

Piketty er retfærdighedens evigt glammende vagthund, og det, som imponerer, er det mægtige arbejde, som han og hans kolleger har gjort for at dokumentere uligheden både i det enkelte land og i verden som helhed. Klummerne flyver fra problem til problem, fra periode til periode og fra land til land, og hver af dem opridser en situation med tal og kurver. Her har Piketty grund under fødderne, og her kan han punktere den politiske teknik, som består i at forudsætte, at ingen kender sagens fakta, så alt kan siges. Piketty bedriver aktivistisk forskning. Men selv om han ikke tvivler på sin utopi, står alle hans forslag til debat. De er indspark i den offentlige debat, ikke direktiver. Kun den, som kender status quo, kan gøre sig håb om at forandre den.

Det giver ham et problem. Mens folk gerne vil leve og dø for frihed og lighed, vil kun få dø for, at fagforeningerne er med i bestyrelserne, og for et føderalt demokrati?

Thomas Piketty: ’Mod en ny socialisme’. Informations forlag, oversat af Peer Bundgaard, 350 sider, 300 kroner.