Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pixars ’Luca’ er en velsmagende ret med nøje afstemte ingredienser og pasta al dente

Pixar er inde i en god stime. Selskabets seneste animerede film, ’Luca’, er en charmerende og solbeskinnet perle af en historie om to havdrenge, der går i land på Den Italienske Riviera i et forsøg på at få sig en Vespa
Havdrengene Luca og Alberto tager på eventyr i Porto Rosso i Pixars charmerende ’Luca’.

Havdrengene Luca og Alberto tager på eventyr i Porto Rosso i Pixars charmerende ’Luca’.

Disney / Pixar

Kultur
17. juni 2021

Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at vi ikke har fået de to seneste animerede Pixar-film at se i de danske biografer: Soul, der havde premiere på Disney+ sidste år, er en smuk, rørende, morsom og musikalsk fejring af en mands liv og betydning for de mennesker, han kommer i kontakt med. Og Luca, som nu kan ses samme sted, er en visuelt overdådig, varm og energisk dannelsesfortælling om en havdreng, titlens Luca, der helt bogstavelig talt skal finde ben at stå på.

Begge film, der kun kan ses på Disney+, kan såmænd sagtens nydes på skærmen derhjemme – jo større, jo bedre, naturligvis – men lige netop Pixar gør så meget ud af billede og lyd, at det er synd og skam, at de særegne, skønne universer, selskabet opbygger i sine film, ikke får lov til at folde sig stort og overvældende ud.

Luca begynder under havets overflade, blandt de havmonstre, som menneskene er så bange for. Monstrene er dog mere en slags havmennesker – med gæller, finner og fiskehaler, ganske vist, men ellers ret meget ligesom os – og de er lige så bange for menneskene, som menneskene er for dem. Derfor bliver den unge teenager Luca også af sine forældre advaret imod at søge mod overfladen. Han er dog en nysgerrig knægt, og en dag ender han helt oppe på stranden uden for det lille fiskerleje Porto Rosso ved Den Italienske Riviera. Her møder han en anden jævnaldrende havdreng, Alberto, der er anderledes modig og selvudnævnt ekspert i alt, hvad der har med menneskene at gøre – der er dog en del, han har misforstået, blandt andet at stjernerne er sovende ansjoser – og som bor alene på en lille ø i et gammelt tårn.

Oceaner af charme

Det forholder sig nemlig således, at når havmenneskene går på land – og bliver tørre – antager de menneskeskikkelse. Luca, der ikke er helt tryg ved situationen, lærer dog at gå af Alberto og sige »silencio Bruno« til den stemme inden i ham, der konstant advarer ham mod at gøre noget dumdristigt. Og inden længe er de to venner på eventyr i Porto Rosso. Her møder de den energiske pige, Giulia, og hendes far, der er fisker – hun bor til daglig i Genova sammen med sin mor, men tilbringer sine ferier hos faren – og støder sammen med byens bølle, Ercole, der ejer en vidunderlig, knaldrød Vespa af den slags, Luca og Alberto drømmer om at køre verden rundt på.

Sådan en smuk maskine koster penge, og de to drenge slår sig sammen med Julia i et forsøg på at vinde den årlige Porto Rosso Cup – en slags triatlon bestående af svømning, pastaspisning, cykling – for næsen af de seneste års ulidelige vinder, Ercole. Det kræver dog hård træning for de to havdrenge, der hverken kan cykle eller ved, hvad pasta er. Heldigvis er Giulia en god træner, og samtidig kan de to drenge hjælpe hendes far med at fange alle de fisk, han ellers har så svært ved at få fat på.

Luca foregår i noget, der ligner 1960’erne, og på lydsporet hører man en stime af tidens muntre og iørefaldende popballader, hvilket sammen med solen og havet og det pittoreske fiskerleje sætter én i en ganske særlig, rar stemning. Der er oceaner af charme og humor i den bjergtagende, farvemættede filmen, som får meget ud af (kultur)sammenstødet mellem havdrengene og menneskeverdenen. Luca og Alberto opdager is, pasta, bøger og så meget andet, og de er begge ganske begejstrede for denne overflod af spændende sager.

Overvindelse af frygt

Videbegærlige Luca fascineres af Giulias bøger og historier om at gå i skole, og det bliver filmen igennem mere og mere tydeligt, at han og Alberto har forskellige ideer om, hvad de skal bruge deres liv på. Og det er i høj grad, hvad Luca er: En historie om to drenge, der skal finde ud af, hvem de er, og – for den enes vedkommende – frigøre sig fra sine kærlige, men overbeskyttende forældre.

Det er nemlig ikke alle, der er lige så entusiastiske som drengene: Lucas forældre går selv på land i et forsøg på at finde deres ulydige søn. Scenerne, hvor de kaster vand på stort set alle Porto Rossos stakkels børn i håbet om, at én af dem så forvandler sig til Luca, er virkelig morsomme. Giulias kat er aldeles skeptisk over for de to havdrenge, og da den snu Ercole så at sige lugter lunten, forsøger han at piske en ond stemning op. Luca er nemlig også en film om intolerance og fordomme og om at være anderledes og turde insistere på ikke at være ligesom alle andre. Giulia er helt sin egen – hurtigtsnakkende, stædig, modig – og takket være hende og hendes venskab med Luca og Alberto, der jo bestemt heller ikke er som nogen andre mennesker, er der måske en chance for, at havmenneskene og landmenneskene kan begrave stridsøksen, overvinde frygten og lade være med at opfatte hinanden som monstre.

Det er en eviggyldig, opbyggelig pointe, der serveres på en vældig appetitlig måde i Luca – som en veltilberedt pastaret, hvor ingredienserne og krydderierne er nøje afstemt, og pastaen er al dente. Luca er instrueret af Enrico Casarosa, der er født i Genova, og som også har været med til at finde på historien med inspiration fra sin egen barndom. Han har i en del år arbejdet for Pixar og får nu sin spillefilmdebut med et fortryllende, detaljerigt og hjerteligt værk, som sagtens kan ses flere gange – jeg har set den to gange – og som nok skal både more og sætte gang i tankerne hos også det yngste publikum.

’Luca’ – Instruktion: Enrico Casarosa. Manuskript: Jesse Andrews og Mike Jones. Fotografi: David Juan Bianchi og Kim White. Længde: 95 minutter. Skal ses på Disney+

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her