Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Rocken er vendt tilbage for at vække os af corona-dvalen

For tiden er en rocksang den meste aflyttede på Spotify – globalt set – og ved Eurovision for et par uger siden vandt italiensk-danske Måneskin med en rocksang. Det er utrolig godt gået af en genre, som har været på pension uden for mainstream. Og ikke nok med det. Der kommer stadig fremragende rockalbummer. Vi lodder stemningen og bringer uddrag fra en genre i opbrud
»Der er noget aktuelt stilistisk og stemningsmæssigt frugtbart i den mørkrandede musik, der genoplives i en ny sortsynet tid«, skriver Ralf Christensen«. På billedet er gruppen Black Midi, der er aktuelle med deres nye album  Cavalcade .

»Der er noget aktuelt stilistisk og stemningsmæssigt frugtbart i den mørkrandede musik, der genoplives i en ny sortsynet tid«, skriver Ralf Christensen«. På billedet er gruppen Black Midi, der er aktuelle med deres nye album  Cavalcade .

Rough Trade Records

Kultur
9. juni 2021

»Rock’n’roll never dies,« lød det fra den italienske forsanger Damiano David med det sortfarvede hår og de glitrende smækbukser, der strammede om hans tynde, øvelokaleblege adonis-overkrop. Folket brølede jublende. Og så gik bandet i gang med nummeret »Zitti E Buoni«. Og alle overgav sig.

Nummeret lød ellers som en svag kopi af funkmetalrockbandet Rage Against The Machine, der hittede i 90’erne, men gruppen lignede til gengæld noget lyslevende fra glamrockens storhedstid i 70’erne.

Det hele skete for et par uger siden, hvor den italiensk-danske kvartet Måneskin vandt Eurovision Song Contest i Rotterdam.

Og selv om Eurovision er et lukket kredsløb, der synes at leve i sin egen galninge-jublende verden, så er det alligevel et vink med en pigtrådsbeklædt vognstang om, at rocken er tilbage.

I hvert fald kunne både fag- og folkejuryer overalt i Europa-plus-det-løse hidse sig op og hædre dette urrockende band, der dårlig nok havde skrevet en sang (syng lige omkvædet for mig, gider du?).

Til gengæld formåede Måneskin, at holde alle de andre dyder fra rock’n’roll i hævd: sexappeal, heroin chic, blind energi og vandtæt, indædt samspil uden en morgendag i sigte.

Disney-stjerne rocker råt

Der er andre tegn på, at rocken er ved at få sig et comeback i mainstream og i takt med oplukningen af samfundet kommer tilbage med en længe opsparet energi. Danske Iceage har således leveret et af årets indtil videre mest overbevisende fremragende albummer med den komplekse rock på Seek Shelter.

Og udlandet: Det californiske hitlistefænomen Olivia Rodrigos aktuelle debutalbum SOUR starter med en rockbanger.

Den tidligere Disney-stjerne, siden tiktokfænomen, megahittede i begyndelsen af året med »driver’s licence,« der ikke var rock, men en slags inderlig indieballade med et råt, enkelt følelsesspektrum, let at afkode, enkelt at synge med på.

Det rå følelsesspektrum er også albummet SOURs styrke, og det får stilistisk medvind på den hårdt rockende åbningssang »brutal.« Med sine håndklap og gejle akkorder kan den minde om glamrockmestrene i Marc Bolan & T.Rex, mens det flænsende omkvæd er ren grunge a la Nirvana. Ligesom teksten også er pænt slacker-vranten:
»Lately I’m a nervous wreck
Cause I love people I don’t like
And I hate everyone song I write
,« synger 18-årige Rodrigo helt tæt på mikrofonen.

SOUR er ikke kun et rockalbum, der er faktisk kun to rocksange på albummet – »brutal« og »good 4 u«. Sidstnævnte er så den fjerde, nye single fra albummet, og den topper i skrivende stund fortsat Spotifys Global top-50, typisk med godt dobbelt så mange afspilninger som nummer to. Og her lå »brutal« også en rum tid i topti og nu i top-20. Mens Måneskins Eurovision-vinder p.t. ligger nummer 11 samme sted.

For bare nogle måneder siden var der ikke en eneste rocksang på listen.

Så noget er der i gære, og det giver på hver sin måde mening, at det er Olivia Rodrigo og Måneskin, der genintroducerer rocken på hitlisterne.

Der er noget letfordøjeligt over Rodrigos musik og musikvideoer. Noget instagrammable eller tiktokificerende. Hun rammer et perfekt mix mellem svære følelser og let fordøjelig kønhed. Med et tungsind som Billie Eilish og Kurt Cobain samt et fotoperfekt udseende rammer amerikaneren behovet for at italesætte følelser på en kortfattet og billedpæn måde, der tåler upload til sociale medier.

Olivia Rodrigo tilbyder en fysisk reaktion på coronatraumet med de fyrige rocknumre »brutal« og »good 4 u«, der lokker med moshpit, headbang og sved.

Olivia Rodrigo tilbyder en fysisk reaktion på coronatraumet med de fyrige rocknumre »brutal« og »good 4 u«, der lokker med moshpit, headbang og sved.

Universal Music

Pacifiserende-selvmedicinerende musik

Langt det meste af musikken på SOUR er dog med sin lette indiepop helt i overensstemmelse med den beroligende funktion, som coronaen for en stund har reduceret musik til.

Det var tydeligt, da Taylor Swift med sine to kompositorisk monokrome plader Folklore og Evermore sidste år blev grovlyttet og elsket af alle (bortset fra mig) og derfor må have ramt et behov, der ikke var kunstnerisk-æstetisk, men pacifiserende-selvmedicinerende i tiden. Der var ikke plads til de store følelsesmæssige udsving, når hele familien pludselig skulle være sammen 24-7.

Men Olivia Rodrigo stikker altså ud fra denne norm på SOUR med de fyrige rocknumre »brutal« og »good 4 u.«

Sammen med italiensk-danske Måneskin tilbyder hun her en fysisk reaktion på coronatraumet. Sangene opfylder behovet for at gå amok efter alle restriktionerne, de lokker med moshpit, headbang og sved.

Måneskin lokker endda med en sang sunget på et sprog, vi ikke forstår – og uden en mærkbar komposition, men til gengæld uimodsigelig energi. Et tomt, euforisk tegn.

Samtidig mimer rockbandets fællesskab vores længsel efter socialiteten. Rockbanddynamikken er en flugt fra den eremittilværelse, vi alle henslæber i hver vores filterboble polstret med potente computerværktøjer og en onlineforbindelse, som kan tilbyde os alverdens software-finesse og stimulanser. Og i processen effektivt isolerer os.

Det skete i ekstrem grad under coronanedlukingen.

Millimeter forbi det bestående

Derfor er det måske netop mere end nogensinde før forfriskende at høre rockbandets medlemmer interagere på fysiske instrumenter i et virkeligt rum.

Tag bare Californien-kvartetten Fake Fruit, der lystigt renoverer en fortidig musikalsk legeplads. Den hvor sen-70’ernes postpunk i England og 80’ernes alternative rock i USA fandt nye meninger i bandkonstellationen ved at afvise 70’ernes potente rockattituder – dem, som de aktuelle Eurovision-vindere Måneskin elsker så vildt.

I stedet tilbød disse rockafarter en mere unisexet, ikke mindre erotisk, en mere nusset, ikke mindre kreativ musik.

I front på debutalbummet Fake Fruit står den halvpunket syngende Hannah D’Amato, der ledsages af et band, der ikke skriger dig i ansigtet, men laver deres eget quiet riot.

Det er okay velspillet new wave-punkede sange med riffs og melodier, der lyder, som om de er blevet pillet fra hinanden og samlet igen med bind for øjnene.

Det er musik fyldt med selvironi og uegal menneskelighed. Og der er uendelig langt fra Olivia Rodrigos fotofiltrerede perfektmelankolske postkort til Fake Fruits strejfskud og croquistegninger.

»You paint a picture
Like me, but distorted
,« lyder det på parforlis-sangen »Swing and a Miss.«
»You didn’t make me cum
It wasn’t enough

Man kan sagtens trække tråde tilbage til Pavement, Yo La Tengo, Wire og andre skæve eksistenser i alt.rock-land, men det lykkes alligevel Fake Fruit med et nyfigent egensind at ramme millimeter ved siden af det bestående. Og deri ligger deres hverdagsmagi.

Lyt til: »No Mutuals«, »Swing and a Miss«, »Don’t Put It on Me«, »Yolk« og »Keep You.«

Stiff upperlip film noir

Trods Fake Fruit og London-kvartetten Dry Cleanings fælles udgangspunkt i postpunken, så er der alligevel noget langt mere stramt, ja, stiff upper lip over sidstnævntes fremragende album New Long Leg.

Vi træder nu ind i den del af anmeldelsen, der dækker nye strålende engelske bands, som alle excellerer i anderledes sangstile og fortællende, tit fremragende tekster.

Dry Cleanings forsanger Florence Shaw taler eller talesynger intimt, men alligevel reserveret – som en kølig femme fatale i en film noir. Et sted mellem ordren og den stolte selvbekendelse. Alt imens bunden af bas og trommer trisser postpunk-stivbenet afsted, og de to elguitarer leverer deres eget gnistrende liv – om det så er i svirpende riff-raffinementer eller vibratovaklende uden for de rene toner i et rustent aftenland.

Bandmedlemmerne i Dry Cleaning.

Bandmedlemmerne i Dry Cleaning.

Steve Gullick

Det er et smukt eksempel på, hvordan et band kan etablere et centrum i sangene, hvorom instrumentalister og sanger kan svinge i hver deres yderposition – som ikke udelukker hinanden. Dry Cleanings sange lever et disciplineret, men også rastløst liv.

Hør blot det forrygende syv et halv minutters afslutningsnummer, breakupsangen »Every Day Carry,« der halvvejs åbenbarer en Styx-flod af kortsluttende elguitarer, som man skal krydse for at komme til afslutningen og de sidste vers.

»Now it seems like none of that meant anything
A sugared armpit, a roast potato on a long branch
More spice, plans conceived in love
«.

Lyt til: »A.L.C.«, »Everyday Carry« og »Her Hippo«.

Gammel vedtagen stilistik

Med utallige undtagelser – såsom ovennævnte Dry Cleaning – så har følelserne det med at få mere frit løb i rock (og soul) end i pop, som typisk finder en æstetisk mere kontrolleret løsning på alle genvordighederne (og derfor elsker vi også pop).

Rock er mindre præcist spillet end nutidens computerprogrammerede pop. Og den er mere nulret ind i virkelighedens møg og mere løs i koderne. »Den er lurvet,« som soul/rock/pop-ikonet Tina Turner siger i den aktuelle dokumentar Tina. »Det er dét, rock'n roll er.«

Taylor Swift eller Ariana Grande går aldrig amok, og når Beyoncé gør det, så er det i hendes til dato eneste rocksang »Don’t Hurt Yourself« i selskab med bluesrockfornyeren Jack White og et tromme-sample fra Led Zeppelin.

Rocken har dyrket den overdramatiske ekspressionisme i generationer, tænk bare på Janis Joplin eller Robert Plant eller igen Cobain. Og mens Måneskin og Olivia Rodrigo godt kan fyre den af, så foregår det inden for disse ikoners stilistiske, euforiske rammer, der blev vedtaget tilbage i 60’erne og 70’erne – og blev videreudviklet i 90’erne med grunge.

Bobler af metangas

Så sker der noget mere ildevarslende på London-septetten Black Country, New Roads strålende debutalbum For the first time. Sangene er befolket af langt mere mentalt ustabile psyker, der vokaldramatiseres af forsanger Isaac Wood. Det sker med en gakket ekspressionisme eller en vaklende realitetssans eller med noget, der lyder som vanvid.

Rundt om ham rumsterer en instrumentpark med krasbørstige, cinematiske og legesyge stier gennem jazzen og rockens reservater. Tonserrockriffs, frit styrtende blæsere, galningevokal.

Wood fortæller forskellige karakterers historier i første person. På »Athens, France« er der en kvinde, der har rodet sig ud i de sociale mediers vildnis. I en anden sang er der en mand, der kommer til at sætte ild til hende, han stalker – fordi hans hud er dækket af bobler af metangas. Fortællingen synes med tiltagende syg, skælvende røst.

»Still with sticky hands
I bolted through the gallery
With cola stains on my best white shirt
And nothing to lose, oh, I was born to run

Der er en slags, vanvidsbeatpoesi hooket op til internettet, der hele tiden spøger.

Black Country, New Road er tungt tonsende, men med masser af frit fabulerende forløb og tilsat desperat mands notater gennemblødt af instrumenter. Ja, Woods mørke stemme kan sågar skælve og brøle på kanten af mentalkollaps.

»I’m so ignorant now, with all that I’ve learnt«‚ lyder det på den næsten ti minutter lange »Sunglasses« hvorefter hele lortet smelter sammen med rundtossede og stødende saxofoner, sitrende violin, synth, bas og trommer, der langsomt går i stå.

Der er også balkanblæs, minimalistisk kammermusik, undtagelsesvis skønsang. Men først og fremmest denne fornemmelse af et band, der hjælper teksternes antihelt med at uddrive sine dæmoner – eller få et nervesammenbrud i trygge rammer.

Lyt til: »Science Fair« og »Sunglasses«.

London-septetten Black Country, New Road.

London-septetten Black Country, New Road.

Ninja Tune

Den fænomenale eksplosion

Hos Black Midi er den konstante ekspansion deres eneste konvention. Det kan nydes på London-trioens fremragende nye album Cavalcade.

Fuld af muskuløst spillede og æstetisk strittende kampenheder, der atomiserer vanens småborgermøblement. Og det sker både rasende og overgivent.

Der kan være mindelser om überpræcis mathrock a la Battles samt om jazz-avantgarde-solisten John Zorn og rock-ditto-bandet Faith No Mores overrumplingsstrategier og itusprængte strukturer. Samt deres stilistisk sindssyge vingefang.

Her er amokjazz, dobbeltpedalstortrommer, dolkende avantgardevioliner, tordnende støjrock. Men også akustisk britisk folk, rislende funkrytmer, en nærmest Burt Bacharach-lignende romantik, forsiret jazzguitar, svalende klaverakkorder, mondæn trompet.

Musikken kan være opaddrivende som rastløs helium og tung som et stædigt bjerg. Og det sker uden, at Black Midi mister overblikket.

Og så er der den forræderisk dæmpede »Chondromalacia Patella,« som har energi nok til at drive en storby, men uden at håndbremsen slippes.

Og så kan de hele tre sangere synge med mindelser om både Mark E. Smiths automatgevær, Scott Walkers dødningecroon og Anohnis skælvende følsomhed. Det er et stramt styret overflødighedshorn.

Lyt til: »Chondromalacia Patella«, »Diamond Stuff«, »Slow«, »Dethroned« og »Hogwash and Balderdash«.

Gruppen Black Midi.

Gruppen Black Midi.

Rough Trade Records

Olie- nu klimakrise

Som det fremgår af ovenstående, så har postpunken, der har sit udspring i de sene 70’eres England‚ fået sig en gevaldig renæssance – og delvis genopfindelse.

Det er en genre fra oliekrisernes, den politiske desillusions og atomkrigsangstens årti, hvor vi vaklede på randen af økonomiske og globale katastrofer. Det kan minde om i dag.

I hvert fald er der noget aktuelt stilistisk og stemningsmæssigt frugtbart i den mørkrandede musik, der genoplives i en ny sortsynet tid.

Og hvis man leder efter noget, der kan ryste plomberne ud af tænderne og drive vanerne ud af hjernevindingerne, så er det her, der sner.

Så, hvad siger I, ærede læsere? Måske er det tid til at vågne op af coronadvalen?

Måneskin: ’Zitti e buoni’ – Single (Sony Music)

Olivia Rodrigo: ’SOUR’ (Geffen Records/Universal)

Fake Fruit: ’Fake Fruit’ (Rocks In Your Head)

Dry Cleaning: ’New Long Leg’ (4AD/Playground)

Black Country, New Road: ’For the first time’ (Ninja Tune/Playground)

Black Midi: ’Cavalcade’ (Rough Trade/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Juhuu. Det var på tide at der, igen, kom noget mere liv og nerve i musikbranchen.

Niels østergård

Ja, der er jo en vanvittig nerve i melodi grand prix.

Niels østergård

PS; der kom en plade med Sex Pistols (efter de var døde og borte) der hed "Flogging a Dead Horse".

Niels Bønding

Fedt! Tak, Ralf! Jeg trængte i dén grad til ny inspiration.

Hvis i har mod på noget hard true Rock find Family med Roger Chapman fra omkring 1970. I kan starte lidt soft med nummeret 'The weavers answer'. De spillede i Roskilde år 2 - tror jeg det var.