Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Roskildes minifestival var tæt på og dog så langt fra den ægte vare

Summer Days er Roskilde Festivalens fine reaktion på regeringens coronarestriktioner. Første dag endte med empatisk dundertale og et stille brag af en koncert. Men den formåede ikke at ryste fraværet af moderfestivalen af sig
»Vi er jo her på Dyrskuepladsen, men vi skal gå hjem klokken 22,« skriver Ralf Christensen om Summer Days. Der var dog også gode oplevelser, som her Erika de Casier.

»Vi er jo her på Dyrskuepladsen, men vi skal gå hjem klokken 22,« skriver Ralf Christensen om Summer Days. Der var dog også gode oplevelser, som her Erika de Casier.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
26. juni 2021

At genbesøge Dyrskuepladsen i affolket form og efter to år uden en Roskilde Festival er som at gå i et grønt mindemausoleum.

Ude på pladsen virker træerne mærkbart højere og fyldigere end sidst, vi var har. Dem har man lænet sig op ad som var de ens bedste venner i mangen en syvhestes brandert. Dér i buskadset langs det prosaiske trådhegn, der adskiller camping- fra festivalplads, har alle køn forrettet deres nødtørft.

Og græstæppet er ikke længere en affældig gamling med kun lidt triste tørre lokker, men fortæller med sit tykke, strittende grøndække, at det er længe siden, at ungdommens dårer har danset bekymringsløst over det – og fladmast det. Eller at man har ligget på ryggen og kigget på skyformationer blive til elefanter, dæmoner og tissemyrer. Man kan næsten høre græsset sukke af lykke over fraværet af festivalstøvler, ølkrus og cigaretskod.

Mikkel Fink drikker en øl med sine venner i køen ind til festivalen.

Mikkel Fink drikker en øl med sine venner i køen ind til festivalen.

Emilie Lærke Henriksen

Der er også en fornemmelse af proportionsforvrængning. De rektangulære krydsveje indrammer plænen og fliseområdet foran en fraværende Orange Scene, og arealet virker uvirkeligt småt. Var det virkelig dér, at jeg smed min T-shirt utrolig langt ind over mængden under Springsteens koncert? Eller hev de faldne op i moshpitten til Nirvanas grungeinferno? Eller galede med på McCartneys »Hey Jude«, så det føltes som det eneste rigtige at drukne i fællesskabet?

Mindernes kuldioxid og metangas er låst i græsset, jorden, luften, løvbladene.

Her er nærmest naturidyllisk lige nu. Fjernt fra det kollaps af gode manerer og personlig hygiejne, den overdrivelse af det sociale og kropsbrunstige, mennesket kan præstere, som Roskilde Festival var. Og formentlig næste år bliver igen.

Kan ikke fare vild

Efter en gåtur rundt gennem det naturskønne gravsted for gigantiske oplevelser driver man mod et lille indhegnet område, hvor omkring 1.000 mennesker – fordelt på hver deres område med bar, madbod og toiletter – lukkes ind til minifestivalen Summer Days – Roskilde Festivals voldsomt nedskalerede og solidt pragmatiske reaktion på de restriktioner, som denne virale tid har pålagt dem.

Over to gange fire dage – i slutjuni og startjuli – giver i alt 24 (stort set) danske navne koncerter på Summer Days.

På denne første dag, torsdag, bliver det til en fin intimoplevelse, der dog ikke formår at ryste fraværet af selve Roskilde Festival af sig.

Vi er jo her på Dyrskuepladsen, men vi skal gå hjem klokken 22. Vi er på en festival, men vi behøver ikke spørge nogen om tips til, hvad vi skal høre, for der er kun én scene. Man kan ikke fare vild, hverken i musikken eller geografien.

Men alle duftene, lydene, blikkene, kroppene, der står op og bevæger sig, det kommer tilbage til én, mens man står i den i to sektioner-inddelte lade, der normalt huser Gloria-scenen, og hvor ydervæggene nu er strippet væk.

Der er mere plads end til en vanlig koncert, men man klumper sig sammen tæt op ad scenen og mærker varmen fra medmenneskeheden i en livsnødvendig retablering af det, der brutalt er blevet revet fra os for en alt for lang stund.

Johnny René Larsen har været på Roskilde Festival i 27 år både som gæst og frivillig. Fredag er hans 71-årsfødselsdag, men som han siger: »Hver gang man kommer på Roskilde, bliver man to år yngre.«

Johnny René Larsen har været på Roskilde Festival i 27 år både som gæst og frivillig. Fredag er hans 71-årsfødselsdag, men som han siger: »Hver gang man kommer på Roskilde, bliver man to år yngre.«

Emilie Lærke Henriksen

Poesi og prosa

Vi må og skal tilbage til den fysiske socialisering, og her er koncertformatet centralt. Det er her, vi giver slip på vores civilisering. Her, vi bliver til noget langt mere ordløst og fysisk.

Eller, altså, denne torsdag kan folk godt stadig finde ud af at snakke under koncerterne, men som aftenen skrider frem, så overgiver de sig stadig mere til kropsligheden.

Der er tre interessante kvindelige navne på lydtapetet. Den norske, men i København bosiddende avantpopduo Smerz og den raffinerede, danske r&b-poet Erika de Casier. Men først den danske drømmepopvæver ML Buch, som giver os en fin, rummelig åbning ind til Summer Days.

I en trio, der veksler mellem keyboards, bas, elguitarer og trommesæt forløses Marie Louise Buchs musik – der kan beskrives som en kunstfærdigt udført, mildt kubistisk, modernistisk undersøgelse af europæisk folke-, kirke- og barokmusik. Det er musik, der frembringer febersyner af ensomme prinsesser i gang med at fabulere sig ud af deres ensomhed på 80’er-synthesizere, der forsøger at lyde som orgler og spinetter og strygere. Men der er også en slags langsom slowmotion-Police-rock og vink til Princes Purple Rain.

Emilie Lærke Henriksen
Det er i hvert fald musik uden de store begivenheder, ikke altid både vers og omkvæd, snarere en tilstand, man kan vugge i med en fornemmelse af både ophøjet skønhed og tidskollaps. Mens Buch synger om ensomhed og at røre mere ved skærme end menneskehud. Hvor betimeligt.

Der er en vis vakkelvorn usikkerhed, da to elguitarer mødes i en duet, men det ændrer ikke på, at Buch leverer en fin, poetisk forsiret indgang til en festival født ud af prosaisk nødvendighed.

Hun opererer i et folke-, kirke- og barokmusikfelt, som både irske Enya og britisk-australske Dead Can Dance har udforsket og i nyere tid også til dels britiske Dean Blunt. Et felt, som andre danske eller i København residerende udøvere også sonderer – herunder skotske Clarissa Connelly og denne aftens andet livenavn, Smerz.

Det er Henriette Motzfeld og Catharina Stoltenberg, datter af den tidligere norske statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg.

Erotisk selvsikkerhed

Duoen leverer gennem hele koncerten en slags voguepantomime, hvor hver sang fremføres stillesiddende, -liggende, -stående i på forhånd fastlagte positurer. For hver sang i en ny konstellation. Det kan opfattes som en leg med kvinden som udstillingsdukke og som en stolt reclaiming af kvindekroppen. Allerbedst, da de synger til hinanden, fastholdende hinandens blikke.

Musikken er en diskret sunget/talesunget/mumlerappet avantpop på både engelsk og norsk med lån fra førnævnte traditioner, men også hiphop, r&b, eurodance, sammenbrudselectronica og norsk folkesang.

Der synges ofte atonalt hen over produktionerne, og der er minimal mulighed for at synge med. Det er en stivbenet og/eller statuesk fraseringskunst, som fraskriver sig de yndige vokalforsiringer, man ellers finder inden for r&b – i en klar forsagelse af gængs kvindelig vokal ynde. En kærkommen udmelding, men ikke altid en æstetisk lyksalighed. Og undervejs bliver Smerz’ koncert både erotisk selvsikker, men også lovlig monokrom.

Catharina Stoltenberg fra duoen Smerz.

Catharina Stoltenberg fra duoen Smerz.

Emilie Lærke Henriksen

Inden aftenens sidste musiknavn er der en tale fra Anna Juul fra Den Korte Radioavis og tv-serien Min kamp. Den er en krasbørstigt selvudleverende og Mette Frederiksen-hudflettende tale om psykisk sygdom, om at finde ro i sin ulykkelighed og den krop, som mandlige trolls aldrig er tilfredse med.

Og så er den en hyldest til empatien, den, som hun savner hos statsministeren, når denne i Juuls optik fraskriver sig velfærdssamfundets ansvar for at hjælpe de nødstedte og i stedet opfordrer til, at hver enkelt borger tager sig af sine nærmeste og sin nabo. Regeringen afkræves empati.

Således går hun fra scenen i en byge af klapsalver, der giver indtryk af, at i hvert fald her er der et givende fællesskab, som tager menneskets udsathed i den forkromede neosocialdemokratiske model på sig.

Og det er da også et lydhørt og kærligt publikum, der er mødt op til en festival, som kendetegnes ved ikkeoverdreven sludren og en sparsom interesse for de teknologiske vidundere med kaninhuller ned i alverdens ligegyldig overinformation i vores lommer. I stedet indrammes aftenen af opmærksomhed på her, nu, os alle sammen, kroppene, der har tørstet alt for længe.

Emilie Lærke Henriksen

Stadig brændende cigaretskod

Den egentlige forløsning og fest kommer med portugisisk fødte, nu danske Erika de Casier.

Ledsaget af en trommeslager på elektroniske pads og en sanger/musiker på både spansk guitar og elektrisk bas danner hun grundlag for en sofistikeret fest. En oceanisk rislende r&b, hvor hun hele tiden finder nye smukke harmonier, som ikke gør så meget væsen af sig og netop derfor er så saliggørende.

Hun er en koncentreret og beskeden eksistens på scenen, ikke nogen gigantisk, men utrolig fint turneret sangstemme. Og man imponeres over, hvor elegant hun formår at gyde vokal olie på de ofte hidsige rytmiske vande. Hvordan hun hele tiden formår at svæve over synkoperingerne fra den fremragende trommeslager, der også mixer sit håndelag med programmerede beats.

Erika de Casier.

Erika de Casier.

Emilie Lærke Henriksen

Den spanske guitar tilbyder en form for kvadratisk melodiske fletværk i begyndelsen af koncerten, mens det permanente backtrack sørger for harmoniske udbygninger samt – af og til bombende – basspor.

Og publikum overgiver sig. Fire mennesker danner deres egen pacifistiske moshpit, folket danser i horisontale vuggende bevægelser. Jeg må prikke en mand på skulderen, fordi det stadig brændende cigaretskod, han har smidt, hviler på hans skosnude, mens han vugger til musikken.

Det er musik som massage, men det er ikke wellness, snarere wishing wellness det her. Empatisk kunne man kalde det. Ikke et rabalder, men alligevel et stille brag af en koncert.

Tæt på, dog så langt fra

Gensynet med festivalformatet, med Dyrskuepladsens nu langt mere civiliserede og affolkede rammer, er dog ikke uden smerte. Jeg tager mig i at vejre efter urinstøv – ikke fordi

Emilie Lærke Henriksen
jeg savner det, men fordi det er den dæmoniske parfume, der kendetegner Roskilde Festival.

Man kan anskue Summer Days som en redningskrans, en humanitær håndsrækning, og som sådan er den kærlig og givende. Men det er ikke nok. Heller ikke selv om den oppustelige grønne alien, der tager en lige så oppustelig ko bagfra, traditionen tro dinglede fra sin stang blandt publikum – nu i over 20 år i træk på Dyrskuepladsen.

Indhegningen omkring bygningsområdet på pladsen i stedet for ude på græsset i et telt gør nas. Vi er så tæt på og dog så langt fra. Revanchen er ikke fuldbyrdet, og det bliver den først til næste år, når horderne træder græsset ihjel igen og støtter til de majestætiske træer, der sikkert ikke har savnet dem.

For nu forlader vi med en andægtig længsel i lænder og hjerte det grønne mausoleum over så mange kropslige og musikalske og sociale ekstaser. På gensyn.

Summer Days – Dag 1 – ML Buch, Smerz, Erika de Casier. Dyrskuepladsen, Roskilde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her