Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Sexmagasinet’ er en bemærkelsesværdigt forsigtig og kysk bog

Sofie Riise Nors har skabt sig et navn på Instagram som @waginapineapple, og nu debuterer hun som tegneserieforfatter. Det er dog med blandet succes: Hun er ikke bange for passioneret at svine kendte mennesker til, men hun kæmper med tegneserieformen
Sofie Riise Nors poserer afklædt, med sin nyudgivne tegneserie: Sexmagasinet Vol. 1.

Sofie Riise Nors poserer afklædt, med sin nyudgivne tegneserie: Sexmagasinet Vol. 1.

Sarah Fresco

Kultur
11. juni 2021

Sex sælger. Det ved Sofie Riise Nors, hvis kontrafej pryder forsiden på hendes nye tegneserie, Sexmagasinet vol. 1. Hun er nedringet og bevidst dullet op med platinblond paryk og tommetyk makeup. Baggrunden er tindrende pink. I PR-materialet optræder hun et sted nøgen, et andet sted topløs, med bogen som blufærdighedsværn. På alle billederne har hun øjenkontakt med beskueren. Riise Nors sælger sin bog og sit image, men også et feministisk budskab.

Det drejer sig om fjerdebølgefeminisme: digitalt båren aktivisme med fokus på intersektionalitet, kønsidentitet, medie- og kapitalismekritik og sexpositivitet. Riise Nors har skabt sig et navn og en platform på Instagram med profilen @waginapineapple og samler nu i Sexmagasinet sine tanker i noget, der gerne vil være et personligt manifest, men er farligt tæt på uselvstændig virtue signalling. Det fremkalder flashbacks til halvfjerdsernes salvelsesfulde politiske kunst og agitprop.

Konceptet er en art talkshow, hvor tegneserieudgaven af Riise Nors er vært og inviterer forskellige, ofte virkelige, personligheder – instagrammeren @faux.rich, Suzanne Brøgger, Cardi B, Edgar Allan Poe, Lars von Trier – i studiet, enten for at forklare aspekter af sit feministiske verdensbillede eller for at latterliggøre dem for deres forkerte meninger.

Det er tungt og didaktisk, med alenlange talebobler, der fremlægger teorierne, så ingen i in-gruppen kan være uenige: »Jeg kan ikke fordrage når folk bruger akademisk sprog for at vinde en diskussion /Nej, det er så mega herskerteknisk,« fastslår hun et sted, da en mandlig antagonist agerer »søløve« og kræver uddybende, underbyggede forklaringer på argumenter, der burde være selvindlysende (vi kender typen!).

Fint nok, men samtidig tæppebomber hun læseren med jargon: »Sammen må vi sende et signal til patriarkatet og dets vagthunde i form af – ikkemandlige – men maskuline performere /om at os hyperfeminine er i stand til at agere subjekter i vores egen identitetsdannelse, og at vi ikke eksisterer i forlængelse af the male gaze, men for vores egen skyld!«

Sofie Riise Nors
Bogen tager udgangspunkt i selvoplevet udgrænsning af det feminine i barndommen, men er ellers renset for personlige idiosynkrasier og selvudlevering. Samtidig peger dens glatte ideologiske overflade og uviljen til at problematisere egne synspunkter i retning af pligtlæsning. Vi hører en masse om erotisk kapital, og særligt MC’en Cardi B ophøjes som det store idol, men uden at det hedonistiske, det liderlige eller den sviende instrumentalisering af racistiske stereotyper i sange som »WAP« (Wet-Ass Pussy) eller »Money« udforskes. Til trods for titlen, PR-billederne og diskursen er Sexmagasinet en bemærkelsesværdigt forsigtig og kysk bog.

Grunden til, at den alligevel har lidt kant, er, at Riise Nors ikke er ikke bange for at svine kendte mennesker til! Hun fremstiller rask væk ’Aqua-Søren’ Rasted som brovtende bro dude og udstiller effektivt den selvtilfredse hulhed i Anders Thomas Jensens film. Værst går det ud over den feministiske skuespiller og debattør Anne-Grethe Bjarup Riis, der som et andet ’end of level monster’ til slut i bogen køres i stilling i nærmest hekseagtig figur. Det sker i et ellers oplysende kapitel om sexarbejde og feminisme, til hvilket Riise Nors velgørende har interviewet fire professionelle. Bjarup Riis’ skingre udfald mod sexarbejde for ti år siden gives lige så skingert svar på tiltale i en sekvens, som lugter lidt for meget af intern ideologisk konflikt, men unægteligt udstråler energi og passion.

Visuelt snakker vi leddeløse figurer, groft opridsede i fladen, talende hoveder uden bevægelig variation og tekst sat med tør computerfont. Riise Nors kæmper også med sin karikaturtegning, der hverken ligner eller udleverer. Konceptet er nærmest entydigt planket fra den store svenske feministiske humorist Liv Strömquist (Kundskabens frugt, Den er der ikke), som også kan fremstå grafisk primitiv, men besidder en helt anden sikkerhed i udtrykket. Mere problematisk er det imidlertid, at Riise Nors helt mangler det sproglige vid og den intellektuelle nysgerrighed, som gør hendes svenske kollegas tegneserieessayistik så medrivende.

Man kan undre sig over, hvorfor Riise Nors i det hele taget har valgt tegneserieformen, men her må man erkende, at den, selv når det er ubehjælpsomt udført, er eminent velegnet til at præsentere kompliceret stof. Sine mangler til trods er Sexmagasinet en nyttig indføring i et vitalt socialpolitisk felt, der i stigende grad – og retteligt – er på dagsordenen i disse år, og som i sin intellektuelle overbygning til tider ellers er svær at få hold på. Den finder forhåbentlig sine læsere.

Sofie Riise Nors. ’Sexmagasinet Vol. 1’. Cobolt. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her