Sjóns dystre roman om nynazismen i Island spejler en ubehagelig tendens i Europa. Nu kan den læses på dansk

Ganske effektfuldt åbner islandske Sjón (f. 1962) sin syvende udgivelse på dansk med beskrivelsen af et lig. I en kupé i et tog, der netop er ankommet fra Paddington til Cheltenham ovre i det sydvestlige England, findes en yngre mand med »korngult hår og grå øjne« død og undersøges af to betjente.

Op af hans inderlomme fisker de et nyligt udstedt islandsk pas lydende på Gunnar Pálsson Kampen, 24 år, en tegnebog med både islandske kroner og engelske pund, en diger pengekonvolut og en lap papir, som fortæller, hvordan man kommer fra Cheltenham Spa til en lokalitet markeret med kryds på en skitse – eller er det et hagekors?

Afdøde er leder af bevægelsen National Befrielse og var på vej til hemmeligt møde i den nynazistiske verdensorganisation, et slæng af chauvinister, revanchister, antisemitter, holocaustbenægtere samt folk med stædig tro på »det ariske menneskes ret til at dyrke sin egen ædle kultur«. Men hvordan er han endt i denne blindgyde, han, som voksede op under trygge og kærlige forhold i en familie på fem i efterkrigstidens Reykjavik?

Det afdækker Sjón i en treleddet komposition med titlen Korngult hår, grå øjne, som har karakter af mosaik, montage, eksperimentel collage, en teknik, han førhen har praktiseret blandet andet i Skygge-Baldur (2003), som i 2005 skaffede ham Nordisk Råds Litteraturpris.

Virkelige og fiktive figurer blandes

Første del fortæller i tredje person om hovedpersonens baggrund gennem poetiske barndomsbilleder, som hen ad vejen dog bliver mere dystre. Sommeren 1945 ankommer således fra Norge en faster, som er påfaldende kortklippet, med andre ord en forhenværende »tyskertøs«. I marts 1949 oplever Gunnar urolighederne i Reykjaviks centrum oven på Islands tilslutning til NATO, og undervejs møder læseren et excentrisk kvindemenneske med en mørkerød plet mellem øjenbrynene, som påstår, at det kun er hvide mennesker, der slipper lys ind i sig!

Anden del har pseudodokumentarisk præg og består af diverse små aktstykker såsom private breve til familiemedlemmer og meningsfæller, men også det lakoniske telegram om Gunnar Kampens død.

I tredje del genoptager Sjón beretningen i tredje person, nu med vægt på heltens eller bestemt-ikke-heltens udvikling til fanatisk jødehader og nationalist i forbund med folk som amerikaneren George Lincoln Rockwell (1918-67) og Savitra Devi Mukherji (1905-82), franskfødt fascist af græsk herkomst og i 1960’erne førende medlem af den internationale nynazistiske undergrundsbevægelse. Rigtigt gættet, det var hende med pletten!

Sjón har, som man kan forstå, blandet virkelige historiske personer med fiktive figurer. Flere læsere i hans hjemland har bag Gunnar Kampen med den islandske mor og den norske far identificeret en vis Bernhard Haarde, og anmelderen mener også tidligere af have hørt om en nazistisk frimærkehandler og en ligesindet bankdirektør, som begge omtales undervejs.

Islandsk nazistparti

For nogle danske læsere vil det måske komme som en overraskelse, at der i 1930’erne og 1940’erne fandtes et islandsk nazistparti. Men den er skam god eller rettere dårlig nok. Det blev dannet i 1934 og først nedlagt i 1944 og opnåede sit bedste resultat i kommunalvalget i 1934, hvor det i Reykjavik fik 399 stemmer.

Efter krigen holdt de gamle nazisympatisører overordentligt lav profil og gemte sig, i hvert fald for manges vedkommende, i det konservative Selvstændighedspartiet. Men i det skjulte registrerede en lille inderkreds kendte jøder i Island og skumlede over de såkaldt »åndelige jøder«, som fra venstre og højre, men især fra venstre, angreb »friheden blandt almindelige islændinge«, altså marxister og avantgardister og jazzmusikere, hvis aktiviteter blev set som »en niddingsdåd mod kulturarven«.

Hvorfor har Sjón mon ment, at det var værd at fremdrage historien om de islandske neonazister og koncentrere den i et enkelt menneskes tankegang og korte levnedsløb? Velsagtens fordi han på ét væsentligt punkt må være enig med sin hovedperson:

Efter Gunnars opfattelse var fascismen i Italien og nazismen i Tyskland og højrenationalismen flere andre steder i Europa ikke en historisk parentes. Og deri må man i et vist omfang give ham ret, hvis man, uden at udvande brugen af betegnelser som nazisme og antisemitisme, ser sig omkring lige nu. Den specifikke islandske vinkel bliver set i dette perspektiv blot en variant af en almen vinkel. Derfor forstår man egentlig godt den særlige æstetiske strategi, forfatteren har valgt.

Der bliver ikke i bogen tilstræbt vidtløftige psykologiske forklaringer på den galskab, hovedfiguren er besat af, og den lavmælte, konkrete skrivemåde er, så langt som tænkes kan fra det sensationelle. Vi får en nærmest neutral historisk roman, som siger tingene helt, som de var eller kan tænkes at have været. Frem af det så godt som almindelige livsbillede toner et ubehageligt spejlbillede af tendenser i nutidens europæiske samfund. Er det sådan, vi vil være? Hadere, som inderst inde ønsker bestemte grupper af mennesker drevet ud af landet og allerhelst fjernet fra jordens overflade?

Sjón: ’Korngult hår, grå øjne’. Roman. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. Grif. 118 sider. 200 kroner