Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Smagen af sult’ ligner en prætentiøs reklame for moderne skandinavisk kultur

Christoffer Boes nye melodrama, ’Smagen af sult’, minder med sit portræt af en kompromisløs elitekok om instruktørens tidlige kunstfilm. Alt er overvældende og uvirkeligt elegant, mens den grundlæggende historie er ret banal
Store set alle situationer med filmens hovedpersoner, Carsten – spillet af Nikolaj Coster-Waldau – og Maggie – spillet af Katrine Greis-Rosenthal – er super intense.

Store set alle situationer med filmens hovedpersoner, Carsten – spillet af Nikolaj Coster-Waldau – og Maggie – spillet af Katrine Greis-Rosenthal – er super intense.

Henrik Ohsten

Kultur
24. juni 2021

Lyden af kirkeklokkerne fra Marmorkirken, dette Københavns mest pompøse bygningsværk, blander sig med staccato cellostrøg af den skæbnesvangre slags i åbningsskuddet i Christoffer Boes nye drama, Smagen af sult. Der zoomes ind på kirkens irgrønne kuppel, mens et citat af den amerikanske forfatter Kathy Acker (1947-97) kommer nærmere og nærmere.

»If you ask me what I want, I'll tell you. I want everything,« står der, og sådan har hovedpersonerne i Smagen af sult det også. Kameraet dykker lodret ned og nærmer sig en bygning ovenfra, inden der klippes til det store og smagfuldt belyste køkken, hvor kokken Carsten (Nikolaj Coster-Waldau) er i gang med at stege et æg. Han er ekstremt fokuseret, og det samme er hans kone, Maggie (Katrine Greis-Rosenthal), der ser ham tilberede de forskellige komponenter i en ret, han omhyggeligt anretter med en pincet og serverer for hende. Smagsmæssigt har den det hele, konstaterer hun, men alligevel mangler han lige at slippe kontrollen i måden, den er anrettet på.

Carsten tilhører den absolutte elite i den københavnske kokkeverden og driver sammen med Maggie restauranten Malus. Han går til arbejdet som en kunstner, som hele tiden prøver at skubbe grænsen for, hvad god mad kan være, og hvor genial en mundfuld kan blive. Intet overlades til tilfældighederne, alt i hans køkken skal være under kontrol, prøvesmagt og præcist doseret, anrettet og serveret. Den fuldkomne dedikation til det kreative arbejde gør ham beslægtet med hovedpersonerne i Christoffer Boes tidlige film – fotografen i Reconstruction (2003), koncertpianisten i Allegro (2005) og filminstruktøren i Alting bliver godt igen (2010).

I forhold til disse plagede kunstnermænd er Carsten mindre alene om at få alting til at gå op i en højere enhed, for Maggie er ikke bare en inspirerende muse eller en motiverende beundrer. Hun er en visionær restaurantchef, der giver ham de bedste råd til, hvordan hans kulinariske ideer bedst forløses, og forstår, hvordan et måltid skal iscenesættes, så det strutter af symbolsk betydning. Malus er den slags restaurant, hvor alle retter serveres synkront for gæsterne, der sidder rundt om det samme runde bord i hvis midte, der vokser et æbletræ, sådan at syndefaldsberetningen klinger med i oplevelsen.

Prætentiøs? Ja da

Smagen af sult veksler mellem tilbageblik og et nutidsspor, hvor Maggie og Carsten som i åbningsscenen i fællesskab anstrenger sig for at nå det ypperste kulinariske niveau, så de kan få en Michelinstjerne. Uden den, ingen mening med det hele, lader til at være indstillingen. Ud over restauranten har de to velopdragne børn sammen, og man forstår, at de er rimelig hårdt spændt op. Det viser sig da også, at der er en slange i det familie- og arbejdsmæssige paradis, de har skabt sammen.

Tilbageblikkene præsenteres med hver sin kulinarisk inspirerede titel og forklarende undertitel som for eksempel: »Sødt. Dengang de så hinanden første gang.« Som stort set alle situationer i filmen er Maggie og Carstens første møde superintenst. Han står i køkkenet til en fornem privatfest, hvor hans jordnære bror, Torben (Nicolas Bro), har hyret ham til at lave sushi. Kompromisløs som Carsten er, har han lavet noget helt andet, så fanden er løs, og Torben må køre ud i byen og hente den sushi, de har lovet. Ned kommer selvsikre Maggie og smager hans mad og får på nul komma fem hans livshistorie. Sammen improviserer de sig frem til en nyfortolkning af en hotdog, Maggie giver Carsten en karrieremæssig peptalk, og han spørger, hvad det så er, hun vil med sit liv. »Det hele,« lyder svaret, og det kan han ikke se problemet i.

Carsten (Nikolaj Coster-Waldau) og hans kone, Maggie (Katrine Greis-Rosenthal).

Carsten (Nikolaj Coster-Waldau) og hans kone, Maggie (Katrine Greis-Rosenthal).

Zentropa
»Det kræver, at du er lydhør, at du er dedikeret, passioneret. Sådan er det i køkkenet, sådan er det også i kærligheden,« siger han.

»Sådan er det i livet,« tilføjer hun, mens hun aer en tatovering på hans underarm, der forestiller en køkkenkniv. Motivet refererer til en anekdote, han lige har fortalt om sin gamle japanske læremester, der fortalte ham, at der kun er én i et køkken, der kan have kniven (og altså være den, der bestemmer). Den indstilling til køkkenet, kærligheden og livet bliver herfra sat på prøve.

Det lyder prætentiøst, og det er det også. Smagen af sult er en film med ambitioner om at skildre den menneskelige stræben efter noget større – her den sublime smagsoplevelse og den konstant dybe kærlighed – og der smøres tykt på, hvad dramaturgi, replikkunst, lyd- og billedside angår.

Manuel Alberto Claros fotografering er fuldstændigt suveræn og skildrer København med en uvirkelig elegance. Iscenesættelsen er imponerende, men til trods for den melodramatiske larger than life-stil, filmen lægger for dagen, fortæller den en ret banal historie, hvis ingredienser går igen i utrolig mange danske film og tv-serier. Et ellers dejligt parforhold trues af skæv work-life-balance. Små børn udløser dårlig samvittighed. På et tidspunkt halvråbes replikken »Er du blevet fuldstændig sindssyg?,« som må være en af de mest overanvendte i dansk film og tv. 

Smagen af sult er bygget op efter alle kunstens regler og antyder diverse dybfølte pointer om begærets, nydelsens og stræbsomhedens væsen samt voksnes ansvar for deres børn. Men med sit fokus den københavnske restaurantscene, sine storslåede billeder af storbyliv og svensk skov, med karakterernes forkærlighed for både minimalistisk design og en helt almindelig hotdog er den hele tiden lige ved at tippe over og ligne en reklamefilm for moderne skandinavisk kultur.

’Smagen af sult’. Instruktion: Christoffer Boe. Manuskript: Tobias Lindholm og Christoffer Boe. Fotografering: Manuel Alberto Claro. Varighed: 97 minutter. Vises i biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her