Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den sorte teenagepige får en stærkt tiltrængt stemme i ’Rocks’

Den strålende britiske film ’Rocks’ rækker tilbage til italiensk neorealisme fra 1940’erne og britisk køkkenvaskrealisme fra 1950’erne – og giver samtidig en værdig og nuanceret stemme til en af storbyens mest udsatte eksistenser, den sorte teenagepige
Titelpersonen i ’Rocks’ (th.) er en viljestærk og egenrådig teenagepige, der trods svære vilkår finder håb i fællesskabet.

Titelpersonen i ’Rocks’ (th.) er en viljestærk og egenrådig teenagepige, der trods svære vilkår finder håb i fællesskabet.

Angel Films

Kultur
3. juni 2021

Sikke en heltinde, vi har i britiske Shola ’Rocks’ Omotoso (Bukky Bakray). En sort, overvægtig teenager, der mistede sin far, da hun var fire og har den mest nuttede, voksenkloge lillebror, Emmanuel (D’Angelo Osei Kissiedu), samt en upålidelig mor.

I den strålende film om hende, Rocks, er hun til at begynde med indlejret i en stærk vennegruppe, der morer sig med musik, Instagram og solen på taget af de sociale boligbyggeriers højhuse i London. I skolen dør de af grin. De får at vide, at det er for højt at sigte efter at blive advokat, og den dummeste lærer giver dem eftersidninger for ingenting. Og Rocks excellerer som rapper, mens de andre trommer sveddryppende synkoperinger på skolebordene.

Kort inde i filmen forlader moderen sine børn. Hun har »brug for luft«. Rocks har en stærk mistro til de sociale myndigheder, så hun forsøger at bære alt ansvaret selv, og det er med hjertet oppe i halsen og ondt i maven, at man følger den sociale deroute, som hun kæmper så hårdt imod.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her