Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Svend Brinkmann nærmer sig tøvende Gud via 12 velmente, harmløse fristile om tro og religion

Den læser, som venter sig et møde med levet og lyslevende kristendom, må sidde med følelsen af at være inviteret på farseret fasan, men få en DANPO Lørdagskylling, også kaldet »mor-er-fuld-kylling«, serveret i foliebakken, skriver Erik Skyum-Nielsen om psykologiprofessorens nye bog
Svend Brinkmanns ’Mit år med Gud’ fremtræder som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi og religionspsykologi – til dels hæftet nødtørftigt op på personlige og eksistentielle overvejelser.

Svend Brinkmanns ’Mit år med Gud’ fremtræder som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi og religionspsykologi – til dels hæftet nødtørftigt op på personlige og eksistentielle overvejelser.

Janus Engel Rasmussen

Kultur
4. juni 2021

Det er ikke uden forhåndsskepsis, anmelderen giver sig i kast med Svend Brinkmanns nye, måske lidt for smart timede udgivelse, der i form af en slags dagbog prætenderer at gennemtænke fænomenet tro.

For hvad kan en fagpsykolog dog have at sige om dét, ud over at komme med årsagsforklarende bud på bevæggrunde og behov hos de troende eller evidensbaseret belæg for troens mulige effekt i forbindelse med eksempelvis livkrise og sorg?

Hvis man spørger sådan, glemmer man, at Brinkmann heldigvis er mere end psykologiprofessor. Han er primært et nysgerrigt og klarttænkende væsen, og hans forskning og skribentvirksomhed går som regel på tværs af psykologi, filosofi og samtidsorienterende kulturstudier.

Bogen fremtræder da også som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi (Løgstrup bl.a.) og religionspsykologi (William James) – til dels hæftet op på spredte personlige og eksistentielle overvejelser.

Bogen eller dagbogen, affattet op gennem året 2020, hvor skribenten af årsager, som alle vil kende, var afskåret fra at gå i kirke, men i sin søgen efter tro i al ’kulturkristen’ ærbarhed kunne nøjes med en bærbar computer, stiller 12 spørgsmål, ét for hver måned: 1) Hvorfor en bog om Gud? 2) Hvad er religion? 3) Hænger etik og tro sammen? 4) Virker troen? (Her høres psykologen!) 5) Kan videnskab erstatte religion? 6) Findes sjælen? (Her dukker han op igen!) 7) Hvad kan Bibelen lære os? (Her kan man desværre mærke amatøren!) 8) Kunne der være flere guder? 9) Hvad betyder troen for sorgen? 10) Kan mennesket blive Gud? (Bogens klart dårligste kapitel, halvfordøjet videnskabsjournalistik af den typisk amerikanske science fiction-agtige slags!) 11) Hvilken rolle spiller tvivlen? og 12) Hvad har jeg lært?

Der er med andre ord struktur over foretagendet som helhed, og i bogens enkeltafsnit anvendes en fast komposition, som kan skitseres således: a) indledning med problemformulering; b) nogle forsøg på begrebsdefinition; c) hvad andre har skrevet om emnet; d) diskussion samt e) konklusion, gerne i form af Min Egen Mening.

Altså alt i alt en 12-punkts fristil, afleveret til tiden af en tænksom tvivler, som er fascineret af religion og har besluttet at give Gud en chance, selv om han ikke tror på ånder eller mirakler, på genfødsler eller evigt liv.

Forsiden af Mit år med Gud viser indgangen til en kirke og en person, som til forveksling ligner Svend Brinkmann, forsigtigt på vej ind ad døren. Til gudstjeneste kommer han imidlertid ikke, og teksten er da også (næsten) kemisk renset for gloser som bøn, lovprisning, taksigelse og bekendelse såvel som praksiselementerne salmesang, prædiken, nadver og velsignelse.

Forfatteren interesserer sig nemlig langt mere for det såkaldt grundreligiøse end det specifikt kristne eller luthersk kristne. Dette styrker muligvis hans troværdighed, men gør bogen som helhed farefri og harmløs.

Den læser, som venter sig et møde med levet og lyslevende kristendom, må sidde med følelsen af at være inviteret på farseret fasan, men få en DANPO Lørdagskylling, også kaldet ’Mor har fri-kylling’, af onde tunger omdøbt til ’mor-er-fuld-kylling’, serveret i foliebakken.

Forsigtigper-refleksioner

Når glosen folie melder sig, skyldes det, at Svend Brinkmanns fremstilling forekommer så tynd, blank og glat. Det er, som om han forestiller sig, at en bog bliver personlig, hvis bare man skriver ordet ’jeg’ tilstrækkelig mange gange, og at indholdet bliver autentisk bare ved at blive præsenteret tidsordnet, processuelt.

Borte har på forhånd taget det risikable ved en eventuel personlig tro, såsom at den kan mistes og derfor kan behøve at styrkes gennem en rituel praksis. Og så godt som fraværende er 2000 års inspireret tænkning over Guds og troens beskaffenhed, dogmatikken især, på det seneste smukt fornyet af tyske Gerd Theissen i TRO & TANKE. En poetisk-kritisk katekismus (2012, dansk 2015).

Det vil være misvisende at døbe Svend Brinkmanns forsigtigper-refleksioner Tandløshedens Teologi, og måske burde man blot hilse hans i grunden renfærdige søgen velkommen og stille fryde sig over, at en intelligent og velformuleret formidler i det mindste forkynder en tænksomhedens teologi, som han til slut sammenfatter som følger:

»At Gud er fraværende, og vi kender ham som en mangel, som en fordring, der kræver at blive opfyldt. Selv om det både er umuligt og ikke giver os nogen præmie at forsøge.«

Ved en fordring, der kræver at blive opfyldt, forstår forfatteren noget »ubetinget« (han skriver netop ikke definitivt eller absolut), »noget i verden, som vil os noget, som kalder på os. Det hører livet til, at vi kan åbne os for det«.

Denne åbning kalder så igen på et sprog (nemlig det religiøse, i forening med det poetiske), som kan, om ikke præcist beskrive, så dog begribe og i flugten gribe »den livsholdning, som gør, at vi tror på agtelse, tilgivelse, ukrænkelighed«. Andre i den sammenhæng relevante gloser, som dukker op undervejs i bogen, er taknemmelighed, ydmyghed og en trodsig glæde over livet.

Det er smukt og velanbragt, men karakteristisk nok meddeles troens indhold kun som rene substantiver: Brinkmann er ikke den, der fortæller historier om kristendom, og kun et enkelt sted, nemlig hvor det handler om etik (og dermed om den barmhjertige samaritaner), giver han, pligtskyldigst, Jesus ordet for alvor.

Omvendt undgår han at minde om alle de situationer, hvor Menneskesønnen siger ting, de fleste af os ikke kan lide at høre, som for eksempel (Lukas 14,26): »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor og kone og børn og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, så kan han ikke være min discipel.«

Anderledes nemt er det tydeligvis at blive Brinkmanns discipel. Men kan hans bog gøre læsere lige så nysgerrige som ham selv, har den velsagtens opfyldt sin mission i en tid, hvor flere og flere prøver at genoverveje deres ståsted i forhold til religion.

Svend Brinkmann: ’Mit år med Gud. Tro for tvivlere’. Gyldendal, 255 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Lundahl Engelholt

Hvis Brinkmann mente det alvorligt, det med at nærme sig Gud, burde han have sprunget det Gamle og Nye Testamente over og være hoppet direkte til Martinus' hovedværk, Det Tredje Testamente¹ — så havde han da fået serveret et logisk sammenhængende verdensbillede (både indre og ydre) der er forligeligt med vores liv her og nu.

1. https://www.martinus.dk/da-dk/

Hans Frank, Mathias Petersen og Sten Hansen anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

Det er ikke uden forhåndsskepsis, anmelderen giver sig i kast med ..."

Sig nu bare "jeg" i stedet for "anmelderen". Den forstilte tredjeperson er så studentikos.

Mathias Petersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Det er blevet så moderne at "tro" på vorherre. Er det fordi Brinkman er ved at blive gammel, eller hopper han bare med på en trend?
Så i Politiken, at fx. Martin Henrikzen er blevet ny-kristen, og endda har udgivet en bog om sin "tro". MEssershit tager selfies af sig selv foran kirkedøren - snart skal de vel også til at læse teologi og være præster for at angre alt det lort, de hidtil har udrettet. Sådan som Mette Bock nu gør det.

Tino Rozzo, Birte Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

De første mange år af mit liv havde jeg en stærk fornemmelse af at alting hele tiden gik i en bedre, rigtigere, mere fornuftig og rationel retning.

Sådan oplever jeg slet ikke udviklingen længere. Nyreligiøse og ideologisk ortodokse strømninger på tværs af al logik spreder sig i trods mod al fornuft helt uden fælles forståelse. Det virker som om alle i dag standhaftigt ror i hver sin retning mod hvert sit mål, og båden rokker sig ikke ud af stedet.

Vores union navigerer efter mål på den anden side af horisonten og går på grund på første revle, igen og igen. Vi udnævner en ubetydelig flok almægtige kaptajner og håber og håber de viser sig som dygtige søfarere. Vi vedtager absolutte håndfæstninger og bruger dem som våben mod os selv og hinanden. Nogle skaber hver deres private revolutionskastel. Andre vender tilbage til Gud.

Herfra kan det ikke gå værre end galt.

Tag kontrollen tilbage og lad os trække på samme hammel igen.

Kurt Nielsen

Så længe universets opståen ikke kan forklares med naturvidenskab er vi vel nødt til at anerkende en eller anden form for mystisk guddommelighed, som dog ikke nødvendigvis kræver religiøse ritualer.
???

Emil Davidsen

Nej Kurt, det er man overhovedet ikke nød til det. Man kan på alle tænkelige måder nøjes med at erkende at vi ikke har svar på alt og så la' det ligge der uden at ophæve vores anti-omnisciente tilstand til bevis/grundlag på/for guddommelighed.

NB: at søge svar er stadig gavnligt/ønskeligt/naturligt, men, hvis svarende skal have alm. gyldig sandhedsbærende værdi så er den metode, der til dato med længder er vores suværent mest robuste og succesrige, den videnskabelige.