Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Svend Brinkmann nærmer sig tøvende Gud via 12 velmente, harmløse fristile om tro og religion

Den læser, som venter sig et møde med levet og lyslevende kristendom, må sidde med følelsen af at være inviteret på farseret fasan, men få en DANPO Lørdagskylling, også kaldet »mor-er-fuld-kylling«, serveret i foliebakken, skriver Erik Skyum-Nielsen om psykologiprofessorens nye bog
Svend Brinkmanns ’Mit år med Gud’ fremtræder som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi og religionspsykologi – til dels hæftet nødtørftigt op på personlige og eksistentielle overvejelser.

Svend Brinkmanns ’Mit år med Gud’ fremtræder som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi og religionspsykologi – til dels hæftet nødtørftigt op på personlige og eksistentielle overvejelser.

Janus Engel Rasmussen

Kultur
4. juni 2021

Det er ikke uden forhåndsskepsis, anmelderen giver sig i kast med Svend Brinkmanns nye, måske lidt for smart timede udgivelse, der i form af en slags dagbog prætenderer at gennemtænke fænomenet tro.

For hvad kan en fagpsykolog dog have at sige om dét, ud over at komme med årsagsforklarende bud på bevæggrunde og behov hos de troende eller evidensbaseret belæg for troens mulige effekt i forbindelse med eksempelvis livkrise og sorg?

Hvis man spørger sådan, glemmer man, at Brinkmann heldigvis er mere end psykologiprofessor. Han er primært et nysgerrigt og klarttænkende væsen, og hans forskning og skribentvirksomhed går som regel på tværs af psykologi, filosofi og samtidsorienterende kulturstudier.

Bogen fremtræder da også som en blanding af videnskabelige og almenfilosofiske diskussioner af begreber og sammenhænge – baseret på især religionsfilosofi (Løgstrup bl.a.) og religionspsykologi (William James) – til dels hæftet op på spredte personlige og eksistentielle overvejelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Klaus Lundahl Engelholt

Hvis Brinkmann mente det alvorligt, det med at nærme sig Gud, burde han have sprunget det Gamle og Nye Testamente over og være hoppet direkte til Martinus' hovedværk, Det Tredje Testamente¹ — så havde han da fået serveret et logisk sammenhængende verdensbillede (både indre og ydre) der er forligeligt med vores liv her og nu.

1. https://www.martinus.dk/da-dk/

Hans Frank, Martin Rønnow Klarlund og Sten Hansen anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

Det er ikke uden forhåndsskepsis, anmelderen giver sig i kast med ..."

Sig nu bare "jeg" i stedet for "anmelderen". Den forstilte tredjeperson er så studentikos.

Martin Rønnow Klarlund og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Det er blevet så moderne at "tro" på vorherre. Er det fordi Brinkman er ved at blive gammel, eller hopper han bare med på en trend?
Så i Politiken, at fx. Martin Henrikzen er blevet ny-kristen, og endda har udgivet en bog om sin "tro". MEssershit tager selfies af sig selv foran kirkedøren - snart skal de vel også til at læse teologi og være præster for at angre alt det lort, de hidtil har udrettet. Sådan som Mette Bock nu gør det.

Tino Rozzo, Birte Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

De første mange år af mit liv havde jeg en stærk fornemmelse af at alting hele tiden gik i en bedre, rigtigere, mere fornuftig og rationel retning.

Sådan oplever jeg slet ikke udviklingen længere. Nyreligiøse og ideologisk ortodokse strømninger på tværs af al logik spreder sig i trods mod al fornuft helt uden fælles forståelse. Det virker som om alle i dag standhaftigt ror i hver sin retning mod hvert sit mål, og båden rokker sig ikke ud af stedet.

Vores union navigerer efter mål på den anden side af horisonten og går på grund på første revle, igen og igen. Vi udnævner en ubetydelig flok almægtige kaptajner og håber og håber de viser sig som dygtige søfarere. Vi vedtager absolutte håndfæstninger og bruger dem som våben mod os selv og hinanden. Nogle skaber hver deres private revolutionskastel. Andre vender tilbage til Gud.

Herfra kan det ikke gå værre end galt.

Tag kontrollen tilbage og lad os trække på samme hammel igen.

Kurt Nielsen

Så længe universets opståen ikke kan forklares med naturvidenskab er vi vel nødt til at anerkende en eller anden form for mystisk guddommelighed, som dog ikke nødvendigvis kræver religiøse ritualer.
???

Emil Davidsen

Nej Kurt, det er man overhovedet ikke nød til det. Man kan på alle tænkelige måder nøjes med at erkende at vi ikke har svar på alt og så la' det ligge der uden at ophæve vores anti-omnisciente tilstand til bevis/grundlag på/for guddommelighed.

NB: at søge svar er stadig gavnligt/ønskeligt/naturligt, men, hvis svarende skal have alm. gyldig sandhedsbærende værdi så er den metode, der til dato med længder er vores suværent mest robuste og succesrige, den videnskabelige.