’The Father’ sætter publikum i den dementes sted og viser virkelighed, der er gået af led

En midaldrende kvinde ankommer til en stor og fornem lejlighed i London, hvor hendes far tager imod hende. Han har, forstår man, for nylig fyret den seneste i rækken af hjælpere, der skulle tage sig af ham, nu hvor han selv er blevet dement og har stadigt sværere ved det.

Anne (Olivia Colman) er i åbningsscenen af Florian Zellers The Father nødt til at tage en svær samtale med sin far, Anthony (Anthony Hopkins). Efter i mange år at have levet alene har hun nu mødt en mand, som hun skal flytte sammen med. I Paris. Det er altså ikke længere muligt at tage sig af den aldrende far, hvis hun samtidig skal leve det liv, hun er midtvejs i. Anthony Hopkins spiller den skrøbelige patriark med værdighed og nærvær, så man godt kan se det rimelige i, at han fik en Oscar for sin præstation, og Olivia Colman får sin gestaltning af Anne til at emme af en hårdt prøvet og snart opslidt ukuelighed.

Åbningsscenen er i sig selv et effektivt og overbevisende anslag til, hvad der ligner en dybt vedkommende historie om at stå magtesløs som pårørende til en dement forælder. Så klippes der til næste scene, og pludselig er historien en anden, endnu mere sørgelig og skrækindjagende. Igen går døren op og en kvinde, der præsenteres som Anthonys datter, kommer ind, men denne gang er kvinden en anden (og spillet af Olivia Williams). Lejligheden er en lille smule anderledes indrettet, og de omstændigheder, Anne refererer til, er heller ikke helt de samme.

Anthony (Anthony Hopkins).

Anthony Hopkins udfolder sit talent for utilregnelig charme, som man kender fra rollen som den kannibalske seriemorder Hannibal Lector i Ondskabens øjne.

Sony Pictures

Præmissen er altså ikke, at vi skal sætte os i den pårørendes sted, men at filmen sætter sit publikum i samme situation som hovedpersonen: Det er simpelthen ikke muligt at vide, hvad der foregår. Virkelighed og vrangforestilling er ikke til at skelne fra hinanden.

Utilregnelig charme

The Father er en filmatisering af det franske teaterstykke Le Père fra 2012, som Florian Zeller også står bag, og et eksempel på, hvordan kammerspillet kan forløses med filmiske virkemidler. Den bærende idé – at fremstille virkeligheden som splintret med en uklar kronologi og dybt uhyggelige gentagelser af samme situation i forskellige udgaver, som Anthony hele tiden oplever den – er så god, at det er svært at forestille sig en helt uinteressant forløsning af den.

Det skulle da lige være, hvis man havde drysset sentimentale momenter ud over handlingen. Små klare glimt, hvor hukommelsen slår til, og Anthony og Anne for en stund kan kommunikere, som de plejede at kunne. Eller ømme situationer, hvor den dybe tilknytning, de to trods alt har til hinanden, overvinder skellet mellem deres respektive bevidsthedstilstande.

Den slags lyspunkter er der ikke nogen af. Anthony har sine store følelsesmæssige udsving mellem dyb, chokerende forvirring og rutineret dominansadfærd, og på sidelinjen står Anne og forsøger at hjælpe sin ikke særligt venlige far med at overkomme små praktiske udfordringer såvel som den gigantiske eksistentielle udfordring, det er at acceptere, at man er ved at miste evnen til at tage vare på sig selv og fatte, hvad der foregår.

Et af de praktiske problemer er, at Anthony aldrig kan finde sit armbåndsur, der på den måde både fungerer som en rekvisit, der driver de enkelte scener frem, og som en stor, fed metafor for den sammenhængende, lineære oplevelse af tiden, han har mistet adgangen til. Når Anthony ikke kan finde sit ur, beskylder han de skiftende hjælpere, Anne har ansat til at tage sig af ham, for at have stjålet det. Det er ekstra smart, fordi han så også har en undskyldning for at smide dem på porten.

Fokus på hjælperne

Selv om det skifter fra scene til scene, hvilken livssituation Anne befinder sig i, er det en konstant i historien, at hun prøver at overtale sin far til at acceptere at få hjælp og behandle sin hjælper nogenlunde tåleligt. Scenerne, hvor professionelle omsorgsydere møder Anthony efter bedste evne og får maksimalt modspil, er blandt filmens bedste.

Anne (Olivia Colman).

Sony Pictures

Det er en faggruppe, der ofte fremstilles fladt, enten som umyndiggørende og omklamrende eller som gennemgode redningspersoner. I The Father fremstilles de som mennesker med meget veltrænet situationsfornemmelse og stærk vilje til at modvirke ansigtstab, der alligevel risikerer at komme til kort, fordi det er tough business at arbejde med mennesker i vild afmagt og livskrise. Det er også her, Anthony Hopkins rigtig får mulighed for at udfolde sit talent for utilregnelig charme, som man kender fra rollen som den kannibalske seriemorder Hannibal Lector i Ondskabens øjne.

Ovenstående fokus på hjælperne, Anthony ikke gider have ansat, kan måske få filmen til at fremstå som et socialrealistisk drama om omsorgsarbejde, men den ustabile fremstilling af hans virkelighed får faktisk langt hen ad vejen The Father til at fremstå som en thriller. Thrillereffekten skyldes ikke mindst den diskrete måde, indretningen af lejligheden hele tiden ændrer sig på. Ben Smithard har filmet, så man let og ubesværet følger karaktererne rundt i den store lejlighed, hvor genstande bytter plads, dukker op og forsvinder. Sådan formidler filmen den konstante desorientering, som til alles sorg er Anthonys livsvilkår.

’The Father’ – Instruktion: Florian Zeller. Manuskript: Christopher Hampton og Florian Zeller. Fotografi: Ben Smithard. Længde: 97 minutter. Vises i biografer landet over.