Tidligt hovedværk i miljøbevægelsens litteratur kaster et poetisk blik på havets skønhed

I en epoke, hvor jordkloden i stor udstrækning er blevet kortlagt, kunne man sige, at havet i dag udgør den yderste grænse for menneskets udforskning af planeten.

Med sine enorme vidder og utilgængelige dybder er havet i hvert fald et sted, hvor kun fantasien sætter grænser.

Det lyder måske som en overdrivelse, men det bliver støttet af videnskaben – i dag er mere end 80 procent af verdenshavene hverken blevet kortlagt, udforsket eller blot set af mennesker. Vi ved mere om månen, end vi ved om de dybeste dele af havet.

Den sans for vidunder og gådefuldhed, som sådan nogle kendsgerninger afstedkommer, er det, der driver marinbiologen og miljøforkæmperen Rachel Carsons klassiske bog Havet omkring os fra 1951, som netop er blevet nyoversat til dansk og udgivet på Gads Forlag. Det er en poetisk skildring af verdenshavenes opståen, de arter, der befolker det, og ikke mindst den rolle, det har spillet i menneskets liv. Samtidig er bogen et passioneret forsvar for at se havet som ét sammenhængende økosystem.

På den måde skriver bogen sig op imod den naturopfattelse, der har lagt grunden til den nuværende klima- og biodiversitetskrise, hvor både havet og de arter, der befolker det, udgør et lager af ressourcer til menneskets frie afbenyttelse. Og på trods af bogens alder, står Carsons overordnede pointe fortsat tydeligt frem: Mennesket er nødt til at ændre sit syn på den natur, det har sin oprindelse i.

Miljøbevægelsens moder

Hvis nogen skulle have gode forudsætninger for at skrive en bog om havets historie, måtte det være Rachel Carson. Hun var uddannet marinbiolog og er i dag kendt som en af de mest afgørende skikkelser inden for den amerikanske miljøbevægelse, som hun var med til at kickstarte med bogen Silent Spring fra 1962.

Bogen, der blev en sensationel bestseller, angreb USA’s udvidede brug af pesticider og åbnede offentlighedens øjne for disse midlers miljøskadende virkninger. Dermed punkterede Carson også den myte om fremskridt, der var knyttet til brugen af de såkaldte ’vidundermidler’.

Det ville dog være forkert at sige, at forgængeren til Silent Spring ikke også var en dundrende succes. Selv om Havet omkring os ikke startede nogen miljøbevægelse, fik den en storartet modtagelse og vandt flere priser, heriblandt en National Book Award. Den dannede desuden forlæg for en Oscarvindende dokumentar af samme navn og har i dag solgt mere end en million eksemplarer, ligesom den er blevet oversat til intet mindre end 28 sprog.

Bogens overvældende succes gjorde det muligt for Carson at sige op på Fish and Wildlife Service, hvor hun havde været ansat siden 1936, og blive fuldtidsforfatter.

Det er også til at forstå, at Havet omkring os blev en succes, når man læser den i dag. Bogen er nemlig en både poetisk og indlevende fortælling om havet og dets fascinationskraft – på én gang en forskers nøje undersøgelse af dets ophav og livet i dets dybder og på samme tid en digters medrivende skildring af dets skønhed.

Den fjerne fortid

I bogens første og længste del skildrer Carson verdenshavenes opståen i klodens fjerne fortid. Her bliver hun til tider nærmest mytisk i sin tilgang til sit undersøgelsesobjekt, for, som hun skriver, var der ikke nogen øjne til at bevidne havenes tilblivelse, og derfor må det nødvendigvis blive en historie, »hvis detaljer vi kun kan forestille os i fantasien«.

Heldigvis er Carson en forsker, der er udstyret med fantasi i rigt mål. Hun beretter levende om tilblivelsen af de sænkninger, som senere skulle udgøre Stillehavet, og de langsomt stivnende lag af basalt, der senere skulle hærdnes og tillade kontinenterne at hvile, »frosset på plads med havene imellem sig«.

Carson fortæller videre om den regn, der varede i århundreder og fyldte disse kløfter og sænkninger med det vand, der med tiden skulle opløse landmasserne og føre dem ud i havet sammen med de mineralsalte, der sidenhen gav havene deres forskellige saltindhold.

Der er meditative beskrivelser af fænomener som tidevandet, der flytter tonsvis af vandmasser hver dag i bare én enkelt bugt, og de tsunamier, der med jævne mellemrum minder os om havets destruktive kraft. Også de mange betagende former for dyre- og planteliv, der findes i og omkring havet, og som mennesket gennem tiderne har været afhængigt af, bliver genstand for Carsons opmærksomhed. Resultatet er, at man som læser bliver nærmest svimmel over det myldrende liv, der findes under den blå overflade.

Lysende naturbeskrivelser

Sideløbende med den nærmest bibelske skabelsesberetning, er der et spor i bogen, der vel kunne karakteriseres som en lige dele kultur- og videnskabshistorisk undersøgelse af den rolle, havet har spillet i menneskets liv.

Der er anekdotiske skildringer af forskellige epokegørende ekspeditioner til søs, hvor læseren blandt andre møder Charles Darwin på den berømte HMS Beagle og får en præsentation af Sir James Clark Ross og hans udforskning af det antarktiske ocean. De anekdotiske beretninger strækker sig helt frem til 1947, altså blot fire år inden Carsons bog udkom, hvor norske Thor Heyerdahl tager på sin berømte ekspedition på tømmerflåden Kon-Tiki i et forsøg på at bevise, at de indianske folk havde rejst over Stillehavet.

Blandingen af det videnskabelige og det anekdotiske, det fagligt redegørende og det lystigt fantasifulde, giver beretningen en let, associativ stil. Carson er godt nok en seriøs forsker, men hun er aldrig tør; i hendes beskrivelser bliver havet omfattet af den indlevelse og passion, der kendetegner de bedste formidlere.

Dermed bliver det også lettere at sluge de mere videnskabelige afsnit om jordens forskellige geologiske epoker og fiskenes migrationsstrømme som følge af årstidernes vekslen. Dertil kommer, at Carson er en stor stilist. Man kan slå op et hvilket som helst sted i bogen og finde lysende naturbeskrivelser. Tag blot dette eksempel fra side 52, der følger efter en videnskabelig redegørelse af, hvordan flagellater danner den fosforescens, der oplyser havet: »Træernes løv lyser i flammende farver, inden de visner og falder til jorden – og sådan forbereder havets fosforescens om efteråret vinterens komme; efter deres korte opblussen til hektisk liv formindskes mængderne af flagellater og andre småalger, så der til sidst kun er spredte rester tilbage.«

Radioaktivitet

Som læser fornemmer man dog også, at Carsons bog har nogle år på bagen. Dens fokus på radioaktivitet som den primære udfordring for et rent og sundt hav fremstår i dag som et udtryk for efterkrigsårenes frygt for atomkrig. Men selv om vi i dag ikke lever i frygt for snarlig atomkrig, har vi vores egne problemer med omfattende udvinding af olie og et globalt industrifiskeri, der senest blev gjort til genstand for massiv opmærksomhed i den kontroversielle dokumentarfilm Seaspiracy fra i år. For ikke at tale om den voldsomme ophobning af plastaffald i gigantiske strømhvirvler, der hvert år udvides med vanvittige otte millioner ton.

Vores indflydelse på havet kan altså næppe siges at være mindsket i den tid, der er gået, siden bogen udkom. Så sent som i 2010 indtraf en af de største menneskeskabte miljøkatastrofer nogensinde, da boreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank. Det udledte så meget olie i havene, at det påvirkede de omkringliggende strande i flere år efter.

Derfor virker bogen også mere relevant end nogensinde i dag, hvor olieselskaber som BP, Shell, Gazprom og danske DONG har erhvervet sig offshore licenser til at bore efter olie i Arktis.

Hvis samme ulykke skulle finde sted på disse breddegrader, ville konsekvenserne være endnu mere skæbnesvangre, da der langtfra er den samme infrastruktur og klimatiske stabilitet som i Den Mexicanske Golf. At bore efter olie i isfyldte farvande er en risiko, som vi ikke bør tillade, og Carson ville utvivlsomt erklære sig enig, hvis hun var i live i dag.

Et andet natursyn

Det er hun ikke. Men nogle af de grundlæggende ideer, hun forsvarer, har kun vundet frem, siden bogen blev udgivet for 70 år siden. Her tænker jeg særligt på Carsons insisteren på at se havet og dets omgivelser som ét sammenhængende økosystem, som mennesket bør værne om og ikke ødelægge.

Et efterord af biolog Henrik Oksfeldt Enevoldsen sætter på fornem vis disse pointer og den forskning, bogen støtter sig til, i relief. Han påpeger, at vores forståelse af havene har rykket sig væsentligt, siden bogen udkom, og at vi i dag ved langt mere om måden, økosystemer fungerer på, ligesom at det komplekse samspil mellem hav, atmosfære og klima er blevet undersøgt på et helt andet plan takket være nye indsigter i molekylær evolution og sammenhængen med artsdannelse.

Men som han også skriver, kunne man sagtens opdatere Carsons fortælling med denne nye viden, og essensen i den ville stadig holde. Carsons forord fra genudgivelsen i 1960, som også er gengivet her, virker da også nærmest profetisk, når hun skriver om det tankevækkende i, at havet, som livet oprindelig opstod fra, nu er truet af én af disse livsformer: »Havet vil fortsat eksistere, om end uhyggeligt forandret,« skriver hun, »truslen gælder snarere livet selv.«

Selv om Carsons bog måske ikke er lige så radikal, som den var, da den udkom for 70 år siden, er den fortsat et relevant og dybt vedkommende opgør med det natursyn, der har lagt fundamentet for den klimakrise, vi står i nu. Hendes evne til at se verden i en helhed og i en både videnskabelig, følelsesmæssig og kulturel forbundethed er om muligt endnu mere uvurderlig i dag end for 70 år siden, hvor tiden er ved at løbe ud, og vi for alvor har brug for at formulere et alternativ til vores civilisations udbytning og ødelæggelse af naturen.

Rachel Carson. ’Havet omkring os’. GAD. 272 sider. 300 kroner.