Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Videnskaben, ikke musikken, var højdepunktet på lørdagens Bloom-festival

Programmet på årets Bloom Under the Oak-festival i Søndermarken var kurateret med en så videnskabelig pertentlighed, at det aldrig blev kedeligt at indtage denne kulturelle picnics nærende fortællinger om mosmider, minihjerner, der kan dyrkes i en petriskål, og en noget mudret indierockkoncert
Bloom Under the Oak-festivalen i Søndermarken i København var skåret ned til en enkelt scene, hvor et begrænset publikum på omkring 700 personer blandt andet kunne opleve en koncert med Ydegirl.

Bloom Under the Oak-festivalen i Søndermarken i København var skåret ned til en enkelt scene, hvor et begrænset publikum på omkring 700 personer blandt andet kunne opleve en koncert med Ydegirl.

Malthe Folke Ivarsson

Kultur
21. juni 2021

Der lyder et mildt pløp, da der – kort før lørdagens program på årets Bloom Under the Oak-festival begynder – lander en fugleklat på mine sommerbukser. Og mens jeg fjerner de gråvåde efterladenskaber med et medbragt papirlommetørklæde, fristes jeg til at tolke dem som et varsel om, at det nok skal blive en lykkelig lørdag i Søndermarken. Også selv om dagen ikke står i overtroens, men i videnskabens tegn.

Bloom Under the Oak er en tredages festival med fokus på natur, videnskab og kunst, der har været afholdt i Søndermarken på Frederiksberg siden 2017. I år har arrangørerne grundet coronasituationen nedskaleret programmet, så de tidligere otte scener er begrænset til én. Men det passer mig fint. Det er med til at give dagen fokus. Den byder på fem modererede samtaler mellem videnskabsfolk og kunstnere, samt et interview med forfatter Eva Tind Kristensen om hendes fiktive portræt af zoolog Marie Hammer, Kvinden der samlede verden. Og den afsluttes med to korte koncerter.

Det er ikke kun fuglene, der signalerer, at det bliver en god dag. Det ligger ligesom i luften. Alt ånder ro i den bedøvende varme, der får alle – gæster såvel som optrædende – til at opføre sig ualmindeligt andægtigt.

Udefra må de omtrent 700 fremmødte, der har slået sig ned på hvide tæpper under de store egetræer, til forveksling ligne et romantisk landskabsmaleri, selv om vi – som jeg lærer undervejs – nu lever i det nogle kalder siliciumalderen. En betegnelse, der i forlængelse af periodeinddelinger som jern-, bronze- og guldalderen, markerer, at grundstoffet silicium er en central ingrediens i informationssamfundet, blandt andet fordi det bruges i den digitale teknologi.

Programmet er kurateret med en videnskabelig præcision, så det aldrig bliver uinteressant at deltage i denne kollektive, kulturelle picnic, hvis madpakker består af nærende fortællinger om minihjerner, der kan dyrkes i en petriskål, den nyeste forskning inden for smertelindring af migræne og de mosmider, som den oversete danske videnskabspioner Marie Hammer brugte til at bevise teorien om kontinentaldriften.

Dagens højdepunkt er at høre kunstneren Honey Biba Beckerlee tale med professor i geologi Minik Rosing om deres fælles fascination af forskellige grundstoffer. Der er en smittende sympatisk dynamik i deres samtale, der balancerer perfekt som et afstemt reaktionsskema.

»Der findes ikke giftige stoffer. Der findes kun giftige mængder af stoffer«, præciserer Rosing for eksempel, da Beckerlee fortæller, hvordan hun under sit arbejde med at væve kobberledninger, blev gjort opmærksom på, at hendes nærkontakt med grundstoffet kunne give kobberforgiftning og måske påvirke hendes korttidshukommelse.

Eddikemødre og mosefund

Indimellem får en mild brise bladene i egetræskronerne til at rasle, så det regner med lysegrønne bladlus. Brisen fører en syrlig lugt af eddike med sig og minder mig om, at jeg har sat mig lige foran kunstnerduoen StudioThinkingHands installation Vita Negro Vita. Kunstnerne beskriver selv værket som »huden fra et nøgent istidsdyr«. Det er en eddikemor, der ligger laksefarvet og henslængt over et sammensunket metalstillads så alle kan både se og lugte dets nedbrydningsproces.

Som det sker med kroppens celler, er der i løbet af dagen også sket en gradvis udskiftning af de folk, der lytter foran det hvide telt. Og da det første musikalske indslag, Ydegirl, går på scenen ved halv ottetiden, bliver hun budt velkommen med hujen og heppende råb, mens videnskabsfolkene tidligere blev mødt med ærbødige klapsalver.

Ydegirl er sanger og producer Andrea Novéls musikalske projekt, som hun har opkaldt efter et hollandsk mosefund af en 16-årig pige nær landsbyen Yde. Deraf navnet. Hendes stil er en elektronisk barokpop a la den melankolsk melodiske Weyes Blood og cellist og singer-songwriter Kelsey Lu.

Første nummer er Ydegirls nyeste single »Breezing back and forth between«, hvis tekst pludselig lyder som en kommentar til døgnrytmeforsker Zach Gerhart-Hines, der nogle timer før forklarede om forholdet mellem tid og krop og det biologiske urværk, som tikker inde i mennesket:

»Breezing back and forth between
Centuries in body
body stuck in a peat bog
memory all up in fog
« synger hun med sin luftige rumklangsvoluminøse r&b-vokal.

På klaverballaden »Parody of Crime«, der også er titelnummeret fra hendes 2016-EP, fungerer trommerne lige så meget som en bas, mens guitaren bliver mere og mere støjende. Og undervejs bliver det tydeligt, at Ydegirl har en forkærlighed for bløde breaks, der hakker hendes sange op i mindre bidder. At hun således bygger sine kompositioner op omkring luftbobler af stilhed, der brister blidt undervejs, bevirker, at jeg som lytter fastholdes i en venteposition. Nysgerrigt afventer jeg næste musikalske skridt. Kommer der endnu en knasende synthakkord eller er det nu, violinen sitrende rammer solens gyldne toner?

Bandet Blaue Blume afsluttede festivalprogrammet lørdag

Bandet Blaue Blume afsluttede festivalprogrammet lørdag

Malthe Folke Ivarsson

Aftenen afsluttes med en indiepoppompøs, men også noget mudret koncert med bandet Blaue Blume, hvis fire musikere har det med at fortabe sig i deres eget univers af synthlyde, guitarstøj og gennemtrængende trommer.

Som festivalens arrangør Svante Lindeburg gjorde opmærksom på i sin åbningstale, er der et lydligt sammenfald mellem festivalens og bandets navn. At de i deres sangtekster, for eksempel på den dansksprogede »Morgensol«, besynger naturen, gør, at bandet på papiret fremstår ideelt til at spille solen ned bag Søndermarkens trækroner. Det er bare svært at høre sangens besjælinger af regn, lys og hav, fordi forsanger Jonas Smiths autotunede patosfalset har det med at drukne i bandets storladne arrangementer.

Og egentlig falder det helt i tråd med festivalens formål om at hylde videnskaben, at det ikke var musikerne, men de tankevækkende biologer og geologer, der gjorde størtst indtryk på Bloom Under the Oak.

Koncert med Ydegirl og Blaue Blume på festivalen Bloom Under the Oak lørdag den 19. juni 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her