Forfatteren Christine Wunnicke har længe været en godt bevaret hemmelighed i tysk samtidslitteratur. Men efter at hendes vidunderlige eventyr- og rejseroman Damen med den bemalede hånd modtog en række prestigefulde priser i 2020, fik hun sit folkelige gennembrud.
At vise sig på den store scene eller at gå ud i verden overlader hun imidlertid stadig til sine romanfigurer. Først og fremmest hendes seneste helt, den tyske jordmåler og geografisk rejsende i dansk tjeneste Carsten Niebuhr, som i 1761 sammen med fem andre videnskabsmænd tog ud på den såkaldte arabiske ekspedition.
Men om det nu var eventyrlyst, ambition eller ren tilfældighed, at Niebuhr kom med på denne lange og farlige rejse, forbliver lidt af en gåde. Wunnickes Niebuhr er en introvert karakter, der ikke siger meget. Helt i modsætning til Musa ibn Zayn ad-din Qasim ibn Qasim ibn Lutfullah al-Munaggim al-Lahuri, eller kort mester Musa, som »lyver, som du blev betalt for det«.
Det mener i hvert fald Niebuhr, som har svært ved at forstå, at det at fortælle historier kan redde ens liv. Begge mænd er strandet på en øde ø ud for Bombay, i dag Mumbai. På denne ø, som Musa kalder for Gharapuri og Niebuhr for Elephanta, har de ikke meget andet at tage sig til end at spise surdadler, drikke gedemælk og vente på redning. Bortset fra at Musa også skal sørge for at få Niebuhr, der lider af sumpfeber, på benene igen.
Damen med den bemalede hånd er udkommet på det nye skønlitterære forlag Café Monde som dets første udgivelse. At forlaget begynder sin virksomhed med lige præcis den bog, er en lille genistreg. For hvad ville være mere passende for et forlag, der sætter sig som mål at hilse læseren velkommen ombord på en litterær odyssé i tid og rum, end at udgive en roman, der drejer sig om at vove sig ud i det ukendte?
Babelsk forvirring
Begge vores helte, Musa og Niebuhr, er imidlertid ikke nogle lykkeriddere, der udfordrer skæbnen på en dristig måde. De er først og fremmest videnskabsmænd. Musa er en persisk astronom, der er kendt for sine præcise astrolabier – apparater, der blandt andet kan anvendes til at bestemme himmellegemers højde. Og Niebuhr er en tysk matematiker, der kun er lykkelig, når han kan måle, regne eller rengøre sine komplicerede instrumenter.
Men det er ikke matematikkens sprog, de kan benytte sig af for at kommunikere. Det er arabisk. Et sprog, begge kun taler gebrokkent.
»Er din hr. fader en udforsker af himmelske baner?«
»Astronomos. Så meget græsk kan enhver. Og ja, det var han. Og også jeg. Og også du.«
»Hvor ved du det fra?« spurgte Niebuhr med oprigtig forbløffelse.
»Teleskopos?«
»Ah ja, det er sandt! Hvilken lystfyldt samtidighed af begivenheder!«
»Sjovt tilfælde,« rettede Musa ham.
At det ikke er besværligt, men tværtimod en stor fornøjelse at følge den babelske forvirring, der hersker i romanen, kan vi ikke kun takke forfatterens litterære talent for, men også oversætterens sprogøre. Romanens kostelige blanding af højpandet akademisk tale, gammeldags vendinger, ren fortælleglæde, triste erindringer om rejsekammeraternes forfærdelige dødsøjeblikke og kvikke dialoger er gengivet på et dansk, der udnytter sprogets nuancer fuldt ud.
Oversætteren Adam Paulsen har virkelig gjort et godt stykke arbejde.
Venskab med homoerotisk biklang?
Særlig flotte er i den forbindelse også de øjeblikke i romanen, hvor perseren og tyskeren med stor forundring står over for den indiske kultur og religions særegenheder. Mens Musa er strandet på øen på grund af en pludselig filosofisk stemning, der har bragt ham til at indlægge en pause på et særdeles kedeligt sted, er Niebuhr kommet til øen, fordi han har hørt, at der skulle findes en gammel fremstilling af kong Salomon, det gamle testamentes vise og retfærdige hersker.
Men det er slet ikke tilfældet. Det drejer sig i stedet om en kæmpestatue af den hinduistiske gud Shiva, kendt for sit alsidigt væsen, mildt og grusomt, ødelæggende og livgivende på samme tid.
Niebuhr har alligevel sat sig i hovedet at tegne denne figur. Omhyggeligt studerer han dens foruroligende træk.
To rovdyrtænder berørte underlæben. Øjnene var opspilede, blikket rettet opad og som blindet af raseri. Mellem snorene, der lå om hans talje og hofter, kom hans kønsdele til syne. Lemmet var langt og tyndt som et dyrs. Væggen, han brød ud af, syntes knap nok at kunne holde ham tilbage.
Det, som opstår imellem de to ulige mænd, er svært at sætte ord på. Er det venskab? Måske endda med en homoerotisk biklang? Drejer det sig om gensidig respekt for den anden forskers præstationer? Eller er det simpelthen den forsonlige indsigt i deres videnskabelige anstrengelsers nytteløshed, der bringer dem tættere på hinanden?
Da de endnu en gang diskuterer himlens stjernebilleder og deres forskellige betegnelser – Niebuhr taler om Cassiopeia, Musa om Damen med den bemalede hånd – sukker Niebuhr dybt.
»Vi glor op og opfinder store figurer og hænger dem på himmelhvælvet. Og så opstår der strid. Det er en ynk!«
Så, i stedet for at spille den ene videnskabstradition ud med den anden, er det vist mere givende at lytte til den andens historie, hvad enten den er opdigtet eller ej. Smuk er den i hvert fald.
Christine Wunnicke: ’Damen med den bemalede hånd’. Café Monde 180 sider. 200 kroner.
