Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hun viste, hvor god hun er, da hun modtog Léonie Sonnings Musikpris

Koreaneren Unsuk Chin er en kosmopolitisk komponist, hendes musik spilles i alverdens koncertsale, og den er ofte umiddelbart tilgængelig med sine stærke lysvirkninger og mangfoldige farver. Det blev illustreret i fuldt mål ved priskoncerten i Koncerthuset
Unsuk Chin modtog Sonnings Musikpris 2021.

Unsuk Chin modtog Sonnings Musikpris 2021.

Kultur
8. juni 2021

Med komponisten Unsuk Chin må man ty til det engelske ord play med dobbeltbetydningen: at spille og at lege. Hendes musik er godt nok kompliceret opbygget, men den lyder i sin essens tilgængelig og livshengiven.

Da hun lørdag modtog Léonie Sonnings Musikpris berørte hun i  takketalen sine helte og forbilleder, som tidligere har modtaget prisen – blandt andre russiske Igor Stravinskij, franske Olivier Messiaen og ungarske György Ligeti. Den 59-årige komponist Unsuk Chin er født og opvokset i Sydkorea, men bosiddende i Tyskland siden 1985. Hun valgte altså som ung at slå sig ned og arbejde i et af den vestlige kunstmusiks hovedlande, dog uden at hendes musik skulle blive specifikt påvirket af tung tysk tænkemåde. I Hamburg blev Chin elev af György Ligeti, en af den europæiske modernismes centrale skikkelser. Han er formodentlig hendes mest markante inspirator, men Chin har siden formået at skabe sin egenartede tonekunst, som lig andre store komponister både står på skuldrene af forskellige traditioner og går sine egne veje.

Priskoncerten med DR Symfoniorkestret dirigeret af Fabio Luisi var ganske illustrativ i den henseende. Hvad den i særlig grad stillede til skue, var et rigt varieret instrumentarium, en svimlende hurtighed i den musikalske tanke og en flyvende virtuositet ikke mindst hvad angår slagtøjssektionen.

Virtuos og legende klaverkoncert

Det begyndte med en hyldest til Beethoven, et kort stykke med titlen Subito con forza – pludseligt med kraft. Formodentligt komponeret i anledning af komponistens 250-år sidste år og ganske åbenbart en spejling af hans tilkæmpede virkeliggørelse af de højeste kunstneriske mål. Chin har valgt den tragiske Coriolan ouverture som ramme, især akkordbrølene fra begyndelsen, som kommer med pludselig kraft, men også den rytmisk knudrede strygersats, som føres videre ind Chins fantasi. Undervejs flasher klaverets brusende indledning i Beethovens Kejserkoncert, senere begyndelsen på strygernes styrtløb i Leonore ouverture nr. 3, og nogle klangfulde messingfanfarer associerer til frihedens time i operaen Fidelio. Chins stykke burde være et tilbagevendende indslag hos alle symfoniorkestre, det er en begavet og humoristisk refleksion over arven fra den tyske alfader, og flot og skægt lød det under Fabio Luisi.

Den fine schweiziske pianist Francesco Piemontesi var solist i Chins Klaverkoncert (1997), som angiveligt har til hensigt at afspejle klavermusikkens tidsaldre, i hvert fald de virtuose og legende sider af dem. Chin nævner konkret Domenico Scarlatti med de flere end 500 korte sprudlende sonater. Hovedindtrykket var under alle omstændigheder den lyse klang, udgående fra klaverets øvre registre og med brug af orkesterbesætningens tynde klangspektre, blandt andet ved hjælp af en mandolinspiller som sidemand til harpenisten.

Dermed var subtiliteten sat i højsædet gennem de fire satser, med forvandlinger af strukturer, vi kender fra eksempelvis symfoniens traditionelle satsfølger. Man må sige forvandlinger, for Unsuk Chin komponerer i høj grad et pulserende kontinuum af farver og rytmer, sammenspil af forskellige motoriske aktiviteter, brudt af sylespidse stød. Sådan lød førstesatsen med solisten velintegreret i orkesterlyden. Og Luisis eminente slagteknik var absolut en force også i andensatsens roligere puls, her med anderledes klange, mere resonerende, mere anslagsfølsomt som i Debussys klaverpræludier, med udsøgte detaljer som slag på et lille ophængt bækken, celestets klokkeklang og vibrafonens dæmpede ekkoer. Og så ændrer alt sig – subito con forza, fristes man til at sige – til en konfrontation mellem klaver og orkester, et gnistrende kapløb i repetitive baner, for endelig at falde til ro, helt til ro.

Andre rytmisk opbrudte gestalter dukker op i tredjesatsen, det er nok ikke helt ved siden af, at Chin kunne have sendt Stravinskijs Petrusjka en venlig tanke – men hvem har ikke gjort det? Udvekslingerne mellem musikerne var rabiate, og dirigenten holdt dem i stramme tøjler. Kraftige dybe F’er i bunden af klaviaturet indvarsler fjerdesatsens sidste tour de force, det var ikke tit, solisten var nede i den region af instrumentet. Men det sært mystiske indfald var gensvaret fra bratschernes ganske svage flageoletter (overtoner). F’et breder sig til orkestret, det ligger som en foreløbig konstant under solistens endelige emancipation i noget, der kunne ligne en rablende improvisation på niveau med jazzlegenden Art Tatum. Lysvibrationerne fra førstesatsen vender tilbage, men det er i en mangfoldiggørelse, der tog vejret fra én. Især takket være formidabelt klaverspil af Francesco Piemontesi.

Alice i Eventyrland

Unsuk Chins opera Alice in Wonderland efter Lewis Carrolls børnebog havde premiere i 2007 i München, og ti år senere lavede hun en sangcyklus for sopran og orkester på grundlag af operaen. Puzzles and Games hedder suiten af 11 sange, fremført som aftenens sidste værk med den australske sopran Siobhan Stagg. Det er indlysende, at et legende magisk univers som Alice i Eventyrland må fascinere en komponist som Chin. Drømmens syrede virkeligheder, de aparte karakterer, vrøvleriet og spørgsmålet om identitet. »Who in the world am I?« – hedder en af sangene.

Musikken hviler derfor på en dobbeltbund. Den kan være enkel, melodisk og troskyldig, og den kan blive truende, spotsk og hysterisk. Det begynder som en engelsk folkesang med fortællerens præsentation af Alice og hendes søstres ubekymrede verden. Men så snart Alice har drukket af den ukendte flaske og begynder at vokse, ændrer lydbilledet sig i en mere skræmmende retning. Unsuk bruger ofte orkestret særdeles økonomisk, musikernes rappe replikker falder i et virtuost samspil, og atter formidler hendes mesterskab med distinkte klangfarver en fascinerende virkningskraft. Og igen levede orkester og dirigent op til nodetekstens vanskelige krav, resolut, indfølende og kompetent.

Siobhan Stagg druknede undertiden i orkesterlyden, når den blev massiv, men for det meste kom hendes dybe fortrolighed med sangene overbevisende frem. Det er et underholdende værk, fordi det efterhånden bliver mere og mere virtuost karikeret. Cheshire-kattens arie udviklede sig til en divaparodi med stedse højere toner og skingre piccolofløjter, mens kun grinet var tilbage af katten. Vrøvlesangen »Twinkle, twinkle, little star« gik fuldstændig bananas i et ræs mellem orkester og sanger. Og til sidst den barske hertugindes forsvar for børnevold pumpede derudad med larm i undergrunden og grov stemmeføring som en hysterisk rappenskralde.

Således sluttede en uge, hvor Unsuk Chin havde indtaget København med koncerter og workshops under den igangværende Klang Festival. Det var en fortræffelig idé at få musiklivets aktører til at spille sammen om et sådant fremstød, og ud fra takketalen lod det til, at den lidt sky hovedperson havde følt sig velkommen i selskabet.

Léonie Sonnings Musikpris 2021. Komponisten Unsuk Chin. Sopranen Siobhan Stagg, pianisten Francesco Piemontesi og DR Symfoniorkestret under Fabio Luisi. Koncerthuset 5. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for endnu en læseværdig og meget kyndig musikanmeldelse af Valdemar Lønsted, denne gang om modtageren af årets Sonnings Musikpris, som er et af Danmarks største bidrag til den internationale musikverden. Information skal have og fortjener stor tak for at bære musikfanen så højt hævet i tider, hvor de fleste aviser efterhånden har skilt sig af med den klassiske musikkritik. Bliv ved med det.

Ete Forchhammer , International Press Centre Skindergade 7, Lisbeth Kortegaard, iben gundtoft, ole eising, Jørn Christensen, Jørgen Mathiasen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar