’Zappa’ er en strålende dokumentarfilm, der i Frank Zappas ånd afholder sig fra sentimentalitet

Man forlader Alex Winters dokumentarfilm, Zappa, om den amerikanske mestermusiker Frank Zappa (1940-1993), med tre erkendelser:

1. Rock’n’roll-livet havde sine ofre. »Jeg ved ikke, hvad han er for alle andre, men for mig var han en komponist. Man skal være skør til at begynde med for at give sig i kast med det,« siger enken, Gail Zappa (1945-2015), i dokumentarfilmen om ægtemanden, der lod drifterne få frit løb under turneerne. »Tag slet ikke de samtaler,« siger Gail – som Zappa fik fire børn med – om overlevelsesstrategien i forhold til det parallelliv, gemalen havde.

2. Zappa var en stædig, perfektionistisk rad. En nidkær orkesterleder, der drev sine musikere benhårdt. Han øvede med sit band, Mothers of Invention, otte til tolv timer hver dag. Og et bandmedlem huskede, at han kun én gang trykkede hans hånd og sagde »godt arbejde«. Egentlig havde han kun ét ønske. At realisere den musik, han hørte i sit hoved, så præcist som muligt. »Lyder nemt, men det er virkelig svært at gøre,« som han siger.

3. Hold kæft, for et latterspektakel Zappas komplekse musik kastede af sig. Forestil dig Monty Python og Spike Jones’ skøre orkester dirigeret af en avantgardistisk udgave af Bach, og du står på i den morsomste del af det enorme værk. Over 60 albummer udgivet i hans levetid og spændene fra psykedelisk rock og syreblues til avantgardejazz og vild partiturmusik for store orkestre, gerne i symfonistørrelse. Stort set uden hits – dem ønskede Zappa sig ikke – med undtagelse af »Valley Girl« samt »Bobby Brown (Goes Down)«, der med tiden har opnået klassikerstatus.

Giftgas og gasmasker

Frank Zappa var fra barnsben besat af smalfilm. Lavede amatør-horror og klippede UFO-film sammen med optagelser fra forældrenes bryllup. Og han elskede kemi og især sprængstoffer – han lærte at lave krudt, da han var seks.

Faren arbejdede i Edgewood Arsenal uden for Baltimore, Maryland, hvor man under Anden Verdenskrig lavede dødelige giftgasser. Lageret kunne slå hundreder af millioner ihjel, så alle hjem skulle have gasmasker, hvis tankene skulle gå i stykker.

Gasmaskerne var Zappas legetøj, de var rumhjelme i hans optik. Senere kunne gasmasken også ses som en metafor for hans enfoldige, ensomme optagelse af at realisere sin musik.

Som 15-årig forsøgte han at springe sin high school i luften. Uden held. Og først i denne periode begyndte han – trods sine forældres modstand – at interessere sig for musik. Specifikt den svære, visionære franske komponist Edgard Varèse (1883-1965), der tidligt eksperimenterede grænseløst, også med elektronisk musik. Zappa havde ingen interesse i Beethoven og Mozart.

Så blev han introduceret til blues, doo-wop og r&b af sin gymnasiekammerat Don Van Vliet, der siden under navnet Captain Beefheart blev en måske endnu mere diktatorisk orkesterleder end Zappa.

Zappas første kompositioner var orkesterpartiturer, og først i 20’erne begyndte han at skrive rocksange. Og i 1964 dannede han Mothers of Invention, hans faste backing band med skiftende besætninger.

Fløjlsrevolutionens helt

Zappas liv var ét langt opgør med småborgerlighed, provinsmentalitet, konservatisme, censur og seksualforskrækkelse. Allerede med sit første gymnasierockband mødte han modstand, angst, undertrykkelse.

Han blev lokket i en fælde af politiet og røg i fængsel for at producere lydpornografi, selv om det bare var fjollede lyde på bånd.

»Jeg vil sige, at dén lille eskapade nok var den mest oplysende del af min politiske dannelse. Og jeg har ikke set noget siden, der har kunnet ændre min mening om, hvordan tingene egentlig hænger sammen,« siger han i dokumentarfilmen om de godt seks måneder bag tremmer.

I 1985 tog han kampen op mod en koalition af bekymrede mødre, Parents Music Resource Center, herunder Al Gores hustru, Tipper, og udenrigsminister James Bakers ditto, Susan, der forargedes over moderne musik med seksuelle tekster og fik indført Parental Advisory-advarselsklistermærket – som endte som et modkulturelt adelsmærke på eftertidens albumudgivelser.

Under en kongreshøring gjorde han grin med Susan Bakers sydstatsaccent, altid i foragt over provinsialisme. Dén joke og dén modstand kom til at hjemsøge Zappa.

I 1991 inviteredes han til det fra Sovjetunionen løsrevne Tjekkoslovakiet, hvor han havde været Fløjlsrevolutionens soundtrack. Politiet hadede Zappa. Her udnævntes han af Václav Havel til Special Ambassador to the West on Trade, Culture and Tourism. Men så pressede udenrigsminister James Baker den tjekkoslovakiske regering til at trække titlen tilbage. Sand historie.

Solist på alle planer

Zappa er en strålende dokumentarfilm om manden, der var solist og dirigent på alle planer i livet.

Han var således også – i hvert fald lejlighedsvis – mandchauvinist. I filmen fortæller han om, at han kunne komme hjem fra turné med en kønssygdom, for så at sende hustruen på apoteket. »Hun mugger engang imellem, men altså ... hun er min kone ...«

Dokumentarfilmen kunne måske også have behandlet den problematiske, fiktive groupie-figur, Suzy Creamcheese, der figurerer i covertekster og sange samt inkarneredes på scenen af flere forskellige kvinder. Det var oprindelig et generisk navn givet af Zappa til en gruppe piger, der hang ud med bandet – givetvis groupier. It was a man’s world. Men det er det heldigvis ikke i lige så høj grad i dag, hvor den ikke var gået.

Ni måneder i rullestol

Frank Zappas musik var til gengæld af et helt anderledes sofistikeret væsen, der vidnede om et langt mere kompliceret og nuanceret sjæleliv og gav ham en dybt dedikeret fanskare. Hans stædighed bar frugt.

Men stædighed har aldrig været en god social glidecreme. Hans person var utilgængelig, gemt derinde bag den metaforiske gasmaske, og det forværredes, da han blev angrebet af en mand på scenen, faldt flere meter og røg i rullestol.

»Prøv at sidde i rullestol i ni måneder, så finder du ud af, hvem dine venner er,« sagde han i et interview. Og et par år før sin død mente han ikke længere, at han havde nogen venner.

Zappa afholder sig stort set fra sentimentalitet – som Zappa afskyede – og den er tit morsom i sin sammenklipning af koncertoptagelser, fjollelyde, arkivklip. Man kan også trippe over hans faste samarbejdspartner Bruce Bickfords rablende detaljerede og syret morfende claymations, animationer i ler. Og man kan påskønne, at knasterne, de usympatiske sider i Zappas væsen, ikke er sandslebet væk. I stedet kommer Zappa 360 grader rundt om et menneske, der trak vejret dybest gennem sin musik.

’Zappa’ – Instruktion: Alex Winter. Fotografi: Anghel Decca. Længde: 128 minutter. Biografer landet over.