Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Adrian Hughes sætter alle sejl til for at fortælle sin familiehistorie i en smuk og grum podcast

Tv- og radioværten Adrian Hughes folder sin spektakulære familiehistorie ud i en ny, usædvanligt smukt produceret podcast, der fører sin lytter ind i efterkrigstidens københavnske overklasse og i visse mørke hjørner af den menneskelige psyke
Tv- og radiovært Adrian Hughes med en buste, der forestiller hans mor, Jette Dreyer, som 1-årig.

Tv- og radiovært Adrian Hughes med en buste, der forestiller hans mor, Jette Dreyer, som 1-årig.

Emma Line Sejersen

Kultur
2. juli 2021

»Det er så sindssyg en historie! Den mand, hvor har han dog været en idiot!«

Ghita Nørby ler før, under og efter, hun konstaterer, at Adrian Hughes’ morfar var en idiot. Tv- og radioværten har hyret hende til at lægge stemme til sin mors skriftlige efterladenskaber i P1-podcasten Mors afskedsbrev, der handler om hans egen familiehistorie. Den er usædvanligt rig på drama, glamour, svigt, forfængelighed, begær og forsmåelse, så det er ikke underligt, at den lige nu ligger nummer et på Apples podcastliste. Man vil jo gerne høre utrolige røverhistorier fra det virkelige liv om skruppelløse rigmænd, hjertevarme, men undertrykte champagnepiger og de livsløgne, der holder sammen på det hele.

Adrian Hughes’ familiehistorie er så spektakulær, at den næppe kunne kede nogen, uanset hvordan den blev fortalt. Den handler om en mor, der gør sig hård og uforsonlig og bruger sine sidste kræfter i livet på at skrive et ædende ondt afskedsbrev til sine fire voksne sønner om, hvordan de har skuffet hende. Om at vokse op i ekstrem rigdom og ikke arve andet end en ulykkelig tendens til at støde folk fra sig fra sin far, byggematadoren.

Det taknemmelige materiale, der ligger til grund for podcasten, har ikke gjort dens fortællere magelige, tværtimod. Alle sejl er sat til, og Mors afskedsbrev er både ambitiøs på radiomediets vegne og klar i sit fokus. Adrian Hughes er en fremragende fortæller, og Kim G. Hansens lyddesign er både smukt, sofistikeret og dramaturgisk effektivt. Man kommer vidt omkring i efterkrigstidens københavnske overklasse og i den menneskelige psykes dunkle afkroge, men det er aldrig bare for gysets skyld, Adrian Hughes har et vigtigt spørgsmål, der skal besvares: Hvordan i alverden hans mor blev så led og bitter. 

En dreng, der vil gøre sin vrede mor glad

Afskedsbrevet fra Adrian Hughes’ mor, Jette Dreyer, er et stærkt afsæt og læses op af Ghita Nørby. I løbet af de seks afsnit læser hun også op af Jette Dreyers upublicerede barndomserindringer. Ifølge Adrian Hughes er Ghita Nørby den eneste rigtige til det job, fordi han i hende med hendes elegance og højkøbenhavnske sprog genkender sin mor. Ghita Nørby er troværdig i rollen som lunefuld overklassekvinde, og hendes stemme balancerer perfekt mellem det hjertelige og det djævelske. Samtidig er det en generøs gestus over for moren at få den største stjerne, vi har, til at lægge stemme til hende. Adrian Hughes har valgt at fortælle historien om hendes uformåenhed som mor i seks afsnit, og det giver fortællingen en klædelig ambivalens, at han nu en snes år efter hendes død også bare er en dreng, der vil gøre sin mor glad. 

Af de fire sønner, Jette Dreyer fik med den walisiske arkitekt Hywel Hughes, som hun senere blev skilt fra, er Adrian den eneste, der havde noget, der minder om et kærligt forhold til hende. Han fortæller, at hun var skuffet over at få sønner og ikke døtre, men at det var en trøst, at hun i det mindste fik en søn som ham, der er »fra Venus«, som han siger, mens hans brødre og faren er »fra Mars«. De delte en lyst til at tale fint og fornemt, fortælle historier og gøre sig umage med ordvalget, og det, som hans brødre fandt krukket ved deres mor, syntes Adrian egentlig var ret skønt. Det mere forsonlige blik på moren forhindrer ham dog ikke i at fremlægge hendes besværlige og brutale karaktertræk ret ligefremt og usentimentalt.

Ud over Adrian Hughes’ velformulerede, veltilrettelagte fortælling og Ghita Nørbys oplæsning af Jette Dreyers tekster består Mors afskedsbrev af en masse forskellige spor, der er elegant flettet sammen. Han har taget båndoptageren med til sin fars fødselsdag i et sommerhus, hvor han har samlet de fire sønner og deres familier. Adrian Hughes taler her for første gang med sine brødre om det udefra set helt vanvittige brev, moren efterlod dem med.

Løbende i de seks programmer hører man brødrene beskrive deres mor og deres forhold til hende og får dermed fire ret forskellige bud på, hvordan man lever med en mor, der er hård og kold. En har gået i terapi for at bearbejde sorgen over at blive ladt i stikken af sin primære omsorgsperson, en anden har fra en helt ung alder besluttet sig for at være mindst lige så ligeglad med sin mor, som hun var med ham, og så er der Adrian Hughes selv, der ligesom prøvede – og måske stadig prøver – at få det bedste ud af det, der nu var. Fælles for de fire brødres udlægninger er det dog, at de bruger ret store ord og alligevel lyder, som om de underdriver. At deres mor var langt ude, lyder som et livsvilkår, de for længst har vænnet sig til.

Uafhentede voksfigurer

Udover sine brødre og sin far interviewer Adrian Hughes en bred vifte af herlige typer, der kendte hans mor, hans morfar og de tre koner, han havde i løbet af sit liv. Blandt dem lyser Lise Nørgaard op som et ikon fra efterkrigstidens københavnske jetset-miljø, hvor hun gik til fester og selskaber med Thorvald Dreyer, som morfaren hed, hans sidste kone Margot Dreyer og hendes elsker, Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr-Johansen.

De tre udgjorde en dynamisk trio, hvor det næppe var hemmeligt for nogen, hvem der gik i seng med hvem, men hvor alle tre alligevel var gode venner og forretningspartnere. Lise Nørgaard fortæller, at det var en sjov tid, og så fungerer hun også som ambassadør for sin serie Matador, der i store dele af podcasten bliver brugt som referenceramme. Man hører den velkendte titelmelodi og får forklaret, at Thorvald Dreyer som en anden Mads Andersen Skjern kom ind med firetoget fra en lille landsby i provinsen og byggede et forretningsimperium op fra bunden. Der er også arkivklip med både moren og morfaren og en reportage fra morfarens luksusvilla, som Adrian Hughes aldrig fik adgang til, fordi han havde slået hånden af dem.

En stor del af Mors afskedsbreve er bygget op om familiens gamle smalfilm og fotoalbums og scrapbøger, og Adrian Hughes er virkelig god til at beskrive, hvad han ser. I en societyreportage i et gammelt ugeblad ser han eksempelvis sin morfar og hans anden kone, Inge (en ung champagnepige, han giftede sig med umiddelbart efter sin første kones død), til et bilshow og bemærker, at de med deres følelsesforladte ansigter ligner to uafhentede voksfigurer. Indimellem hører man Lars H.U.G. synge Solen er så rød, mor, ligesom Jette Dreyer gjorde for Adrian Hughes. Sådan kommer den ømhed, han på trods af alt føler for sin skrupumulige afdøde mor, til udtryk.

Det er påfaldende, at fire ud af seks afsnit begynder med en kvinde, der dør på en bemærkelsesværdig måde. En dør ekstraordinært bitter, en anden dør ekstraordinært forladt, en tredje dør i en ulykke, der kræver stort uheld og samtidig er meget belejlig for hendes mand, mens en fjerde bliver fundet på et guldtoilet. Det kunne kamme over i morbid sensationalisme, men det undgår man, fordi Mors afskedsbrev er så gennemsyret af viljen og evnen til at tage sine hovedpersoners kynisme alvorligt som en stor ulykke.

’Mors afskedsbrev’. Tilrettelæggelse Adrian Hughes. Dramaturgi og lyddesign Kim. G. Hansen. P1 Dokumentar. Kan høres på diverse podcastplatforme.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Da Adrian Hughes i det ugentlige sprogprogram på P1 reklamerede for udsendelsesrækken (hvorfor skal det egentlig hedde podcast?) om sin mors brev, tænkte jeg. For meget, for meget!

Ikke nok med at AH er - eller i det mindste har været - over alt på tv i en længere periode. Talentet er der bestemt, men krukkeriet. Suk! Så meget AH, at det blev trættende, men skulle vi nu også til at høre om hans forhold til sin mor - sådan som mange (kendte) andre mænd og kvinder har leveret og serveret deres ganske private barn-/forældreforhold i lidet charmerende detaljer for os hverdagsmennesker, der aldrig selv ville gøre noget lignende.

Så jeg var altså noget skeptisk, men blev hurtigt draget af den spændende historie og de særlige miljøer, den udspillede sig i. Endte med at tage alle seks afsnit i rap. En sand cliffhanger er det. Og fermt gjort af AH.

Dertil at lade Ghita Nørby agere moderen er helt rigtigt. Hun kan det med at lyde spydig , overlegen og bedrevidende, og så havde hun selv et anstrengt forhold til sin mor.

Så Lone Nikolajsen har ganske ret i sin anmeldelse.

Ejvind Larsen, Dan Ysnæs, Søs Dalgaard Jensen, Elly Larsen, Thomas Tanghus, Helene Thorup Hayes, Anker Nielsen, Eva Kjeldsen, David Zennaro, ingemaje lange, Tina Peirano, Birgitte Simonsen, Mathias Petersen, Finn Jakobsen, Steffen Gliese, Jørn Christensen og Hallberg Borg anbefalede denne kommentar