Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Astrid Myntekær lader tiden gå og insekterne dø. Det er utroligt smukt at se på

Kunstneren Astrid Myntekær viser med udstillingen ’Insecare’, at klimakrise og skønhed godt kan være to sider af samme sag. På Gl. Strand indvarsler kæmpemæssige bronzeinsekter de sidste dages komme
Astrid Myntekær leverer et overbevisende forsvar ikke bare for insekternes nytteværdi, men også for deres formers skønhed, som man næsten ikke kan bære tanken om at skulle miste.

Astrid Myntekær leverer et overbevisende forsvar ikke bare for insekternes nytteværdi, men også for deres formers skønhed, som man næsten ikke kan bære tanken om at skulle miste.

David Stjernholm

Kultur
19. juli 2021

På øverste etage på kunstforeningen Gl. Strand i indre København hænger otte mandsstore insekter.

Kun akkurat holdt fast af wires fra loftet roterer skulpturerne om deres egne akser som i et forstørret raritetskabinet. Her hænger en larve på vej ud af puppen, en guldsmed fanget i fuldt flyv og hvad der ligner en skarnbasse med tyk, oliegnistrende skal.

Det er den danske kunstner Astrid Myntekær (f. 1985), der har lavet skulpturerne i udstillingen ved navn Insecare, et poetisk spil på »insekt« og »care«, altså ’omsorg’. Men titlen lyder også som en variation ordet »insecure«, ’usikker’ eller ’udsat’, og insektskulpturerne har da også et mere alarmerende budskab: At jordens insektbestand er under voldsom tilbagegang i det, der kaldes den sjette masseuddøen, hvor arter uddør i accelererende tempo. 

Udstillingens budskab om, at klodens biodiversitet er under pres og skal beskyttes, ville måske virke lidt for indlysende, hvis det ikke var, fordi skulpturerne er så smukke. 

Et fladt bronzeskelet tegner hvert insekts konturer, mens neonrør, hvis kraftige lys stikker i øjnene, er bøjet som blodbaner eller vinger ud fra kroppen. Hist og her hænger små mobiler i bronzenet så tyndt og intrikat, at det ligner kniplinger, og mobilerne dingler i insektkroppenes hulninger som lunger, bankende hjerter eller store øjne. 

Snarere end at fremprovokere klimaangst vækker spillet mellem de snurrende kroppe, det lilla neonlys og metallets changerende farver en besiddertrang i mig. Jeg får lyst til at eje de glimt af lysspil, der lige straks er væk igen, ligesom når man ønsker, at man kunne bevare solskinnets guldglimt på havoverfladen. Der er papirsklipagtig finesse over bearbejdningen af det tunge metal. 

Og glubskheden – at ville have mere, aldrig at kunne få nok – virker pludselig som en mindst lige så potent klimaerfaring som angsten.

Georg Jensen-konkylier

Astrid Myntekær har haft soloudstillinger på samtidskunstudstillingssteder som Overgaden og Tranen, men hun er nok mest kendt for sine skulpturer af konkylier med menneskeansigter, der siden 2018 har stået ved Arken i Ishøj. I babylyserød og lysegul står værkgruppen med titlen The Hermit ved vandkanten som en fremtidig krydsning mellem mennesker og eremitkrebs. Måske foranlediget af klimaforandringer, der vil tvinge mennesker til at rive rødderne op og ligesom krebsen tilpasse sig de bosteder, de kan finde. 

Skulpturerne ved Arken har jeg altid fundet en tand for nydelige. At forestille sig, at vi bliver til nuttede konkyliemennesker i fantasifarver, er en for naiv visualisering af klimakrisen til min smag. 

Den nydelighedsanke kan man også have mod udstillingen på Gl. Strand, hvor insektskulpturerne godt kunne ligne blankt julepynt fra Georg Jensen. Men der er tilføjet et element af tidslighed, der gør dem mere urovækkende. Midt i lys- og farvespillet bare roterer og roterer de, og bevægelsen registrerer helt uhæmmet at tiden går. Eller rinder ud, om man vil. 

Den funktion havde lignende Myntekær-mobiler også i Hotel Pro Formas teaterstykke Amduat. En iltmaskine, der blev vist i forsommeren på Teater Republique i København. Baseret på digteren Harald Voetmanns sørgedigt over sin døende far tog dansere klædt som egyptiske dyreguder deres publikum med ned i en mytologisk underverden. Over skuespillerne hang Astrid Myntekærs mobiler og markerede med deres ensformige drejen tidens ubønhørlige gang. 

Billernes livmor

En kort og god udstillingstekst forklarer en anden betydning af titlen Insecare, nemlig at ordet er latin for »at skære ind i«. Og de leddelte skulpturer kunne snildt være de anatomiske rester af kæmpebiller efter endt obduktion.

Insekter var dog ikke min umiddelbare indskydelse. For ved første øjekast ligner skulpturerne nærmere forstørrede modeller af livmorhalse, skedeåbninger, æggeledere og så videre. Jeg hører andre gæster næsten pinligt berørte hviske til hinanden, om de også kan se dét?

Hvis Amazonas er verdens lunger, er insekterne verdens livmodere eller æggestokke, synes referencerne til kønsorganer at sige. Det er ret fint, at det især er neonlysene, der danner de kønnede former – de fremstår med det hårde, pulserende lys som de ret vilde epicentre for liv, de er. 

Fra udstillingen.

Fra udstillingen.

Astrid Myntekær

Der er en vis inspiration fra den kunsthistoriske tradition for lyskunst at spore i Astrid Myntekærs praksis, og hun har tidligere arbejdet med at visualisere elektricitet såvel som mysticismens forestillinger om energi med lys. Lyskunstens nok største kendis er amerikaneren James Turell, der kan skabe 3D-lignende optiske illusioner med farvet lys, men Olafur Eliassons regnbue på toppen af Aros bruger også lysmanipulation til at sige noget om, at vi ser verden gennem hvert vores filter.

Astrid Myntekær virker ikke så interesseret i at snyde øjet eller give sin beskuer sjove farvebriller på. Hun virker snarere til at have fået greb om lyset som et fysisk materiale på lige fod med bronzen. Det er lyset, der får insekterne til at leve ved at få bronzen til at se skiftevis mat, våd, blød og metalhård ud. Man føler næsten, at man kunne tage lyset i sine hænder og røre ved det.

Bøjet i neon

Der er ellers masser af neonlys i dansk samtidskunst for tiden. På Brandts i Odense har Maja Malou Lyse for nylig badet forstørrede dildoer i et diskoteksagtigt lilla lys, og på Gl. Holtegaard har Jesper Just fået planter til at bruge kraftigt infrarødt lys fra videoskærme til fotosyntese. Det er to udstillinger, der har brugt det kunstige lys til at sige noget om, hvor både konstrueret og overset vores natur i grunden er – henholdsvis den seksuelle og den grønne derude. 

Samme funktion har neonlyset hos Myntekær, hvor det også lader alt det undervurderede kriblekrableliv tone frem. Ligesom det synliggør de livgivende organer, der findes under menneskehuden. 

At ville agitere og oplyse sit publikum om verdens dårligdomme, endda med så stærkt lys som neon, kan nogle gange få kunstens pointer til at virke lidt, nå ja, bøjede i neon. Og jeg tror desværre ikke, at Bolsonaro eller Erdogan opfører sig venligere mod klimaet eller mod kvinder, hvis de blot ser en diskobelyst dansk skulptur. 

Men det gode ved Insecare er, at udstillingen holder sig fra at sige korrekte, men letkøbte ting om, at insekternes undergang må forhindres. 

Insecare handler i stedet om tidens grusomhed, det faktum at alle former en dag vil forgå. Men indtil da danser bronzeinsekterne i ring og suger de smukkeste farver ud af lyset.

Astrid Myntekær leverer et overbevisende forsvar ikke bare for insekternes nytteværdi, men også for deres formers skønhed, som man næsten ikke kan bære tanken om at skulle miste.

Astrid Myntekær: 'Insecare'. Kunstforeningen Gl. Strand. Til 31. oktober 2021. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

@Bodil Skovgaard Nielsen

"at klimakrise og skønhed godt kan være to sider af samme sag"

Er du seriøs?