Babak Vakilis ’Generationen’ er en forfriskende poetisk og politisk podcast

Det har været et par gode uger for DR’s podcastafdeling, hvor Adrian Lloyd Hughes Mors afskedsbrev har gået sin sejrsgang blandt anmeldere og lyttere. Næsten samtidig og lidt mere i det skjulte udkom rapper og manuskriptforfatter Babak Vakilis Generationen, som fortjener mindst lige så megen omtale.

Generationen er nemlig et friskt pust, både indholds- og formmæssigt, i et podcastlandskab, der bliver ved med at vokse, men hvor man ofte skal lede længe efter noget, der lyder nyt.

Centralt i podcasten står et relativt komplekst spørgsmål, som Vakili, et stykke inde, henslængt stiller:

»Hey, hvordan finder man ud af, hvem man er, og hvad man står for, når alle omkring dig prøver at påvirke dig?«

Serien kan ses som et prøvende svar. Et svar, der gives over fire afsnit, som er sammensat i temaer om dansk ghettohiphop og de sociale boligbyggeriers historie, Vakilis opvækst, den politiske retoriks udvikling og familiens forhold til Iran. 

For Vakili, hvis forældre er politiske flygtninge fra netop Iran, og hans generation af brune danskere, er identitetskabelsen uløseligt knyttet til en oplevelse af at skulle bevise, at man er dansker. Blikke i toget og fra mistroiske naboer, afvisninger i køen til natklubben og anden racistisk motiveret diskrimination er et vilkår, man skal forholde sig til i hverdagen.

Som Vakili senere i podcasten konstaterer: »Hvis du ikke ved, hvad vi taler om, så er det sandsynligvis, fordi du er så velsignet ikke at have fået en farve, før du blev voksen.«

Samtidig kædes hverdagsoplevelserne med racisme overbevisende sammen med større politiske ændringer. Fra karikaturkrisen til Danmarks deltagelse i Irakkrigen og Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister, hvis betydning for synet på de andre i Danmark ifølge Vakili er til at tage og føle på.

Der er budskaber i massevis, der nok skal kunne pisse en DR-lytter eller to af. Et faktum, Vakili selv foregriber flere steder med humoristisk indsatte speaks, der mimer gammelt arkivmateriale og på det kraftigste forsikrer om, at budskaberne er Vakilis egne, og at DR selvfølgelig ikke står til ansvar for udtalelserne.

Heldigvis bliver podcasten aldrig ensidig, blandt andet fordi Vakili tydeligt positionerer sig selv. Han er universitetsuddannet, en relativt kendt rapper og barn af sekulære kommunistiske forældre med universitetsbaggrund, hvilket han bruger som prisme for at prøve at forstå forskellen mellem hans egen og andre minoritetsdanskeres oplevelser.

Anders Fogh som bandeleder

De indsatte speaks er bare et af flere innovative og sjove greb i podcasten, som er udgjort af en blanding af dagbogslignende monologer fortalt under en dyne, dokumentariske klip og reallyde, musik, performede sekvenser og speaks, der helt naturligt skifter tempo og bliver til rap. Et sprogeksperiment, hvor Vakili rapper om Anders Fogh Rasmussen som bandeleder til lyden af arkivmateriale med Foghs karakteristiske stemme og beatet fra Vakilis nummer »Blå«, er et af højdepunkterne.

Gennemgående i podcasten er øret for sprog, sammensætningen af ord, og måden hvorpå betydning skabes. Vakili har tidligere lavet den vellykkede podcast Familie før alt og har samtidig gjort sig som rapper under navnet Bobby Shams. Det kan høres. Tydeligst i sangen »P«, som er udgivet sideløbende med podcasten, og som åbner og lukker første afsnit.

Her bliver gentagelsen af »P står for« efterfulgt af en kaskade af forskellige mulige betydninger. Det meste af teksten er værd at citere, men jeg tillader mig at vælge:

»P står for rodløshed og længsel (…) P står for asylcenter (…) P står for problem, står for politik, for politi og for perler (…) P står for perker (…) P står for power«.

Ligesom podcasten i sin helhed viser teksten, hvordan kroppe og ord bliver givet betydning.

P er navnet på Vakilis ven, der medvirker i podcasten, men det er også et tomt tegn. Det kan stå for alt. For måden Vakili og andre brune danskere bliver stereotypiseret, men også for muligheden for at kæmpe imod. Det handler om »poweren« til at definere. Vores fælles sprog er en kamp om at definere os selv og hinanden, og kampen mod diskrimination og racisme går igennem det. En god lektie for public-service-pengene.

Ud over de sproglige eksperimenter rummer Generationen også bare god historiefortælling. Som når Vakilis mor i det afsluttende afsnit fortæller om flugten fra Iran og hendes forhold til Danmark, eller når Vakili og venner fortæller anekdoter om idiotiske dørmænd.

Generationen er en sjov, tankevækkende, poetisk og politisk podcast. Forfriskende i indhold og form. Den slags er der ikke så mange af derude.

’Generationen’. P1 Dokumentar. Alle fire afsnit kan høres på diverse podcastplatforme.