Forsiden af Helle Vincentz’ spændingsfyldte erindringsroman Jorden under mig prydes af et arketypisk dansk barndomsbillede: Et barn på en tohjulet cykel med et kosteskaft placeret mellem stel og baghjul. I kosteskaftet holder en mand – far.
I bogen dør hendes far, da hun er otte år. Da hun er 23, mister hun også sin mor. Bedsteforældre og anden familie er også døde i løbet af 16 år, og Helle og lillesøsteren Vibeke er alene i verden. For Helle Vincentz blev det anledningen til, at hun i 2005 udgav fagbogen Ung og forladt: Når forældre dør for tidligt.
I Helle Vincentz’ liv veksler netop handlekraft og fortvivlelse, og det er det, hun undersøger i sin nye erindringsroman, der efterfølger fem succesrige spændingsromaner.
Alt går nok galt
Titlen ’Jorden under mig’ er både udtryk for det fundament, der forsvandt, da Helle var otte år, og den jord, hun nu som cirka 40-årig graver i for at forstå sit liv i et andet lys end de katastrofetanker, der plager hende langt ind i voksenlivet. Hun lider af en grundlæggende forestilling om, at alt før eller senere vil gå galt for hende selv og hendes familie, der nu også tæller mand og to sønner.
Grebet ud af luften er katastrofetankerne på ingen måde. Faderens selvmord i 1987 er den første voldsomme begivenhed. Siden dør bedsteforældre og anden familie chokagtigt brat i trafikulykker, af sygdom, hjerneblødninger. Selv hund og kaniner går det galt med. En nær veninde i skolen omkommer, da fortælleren er 12-13 år. Venindens far skyder hele sin familie, før han begår selvmord.
Da Helle er kommet ovenpå og som 23-årig er journalistpraktikant på Jyllands-Posten, rammes hendes mor af en kræftsygdom og dør efter få måneder. Omsider bryder Helle sammen og må søge hjælp.
Hulken og hiksten
»En voksen siger, at mit liv er hårdt. Så må jeg godt synes, at det er«, lyder det, da fortælleren bliver så presset, at hun på en venindes råd ringer til Ungekontakten og møder en forstående voksen. Åbenbart skal hun have tilladelse fra en anonym ’Susanne’ for at kunne hulke og hikste i 45 minutter uden ophør.
Arbejdspladsen viser stor forståelse, en dejlig kæreste dukker op, men alligevel nærmer Helle sig flere gange et nyt sammenbrud, når hun ikke kan overarbejde sig ud af sine følelser.
Helle Vincentz’ (født 1978) CV vidner om en stor arbejdskapacitet: Hun er foruden journalist også cand.public., master i menneskerettigheder fra Columbia Universitet, USA, og har udgivet en række spændingsromaner med fokus på samfundsforhold i blandt andet Afrika og Grønland. Disse ting nævnes i bogen, hvor de også karakteriserer fortællerens trang til at håndtere følelser ved at rejse og arbejde.
Den idé, at følelser udgør huller i landskabet, man snarest bør kravle op af, er gennemgående i romanen og går endda igen i bogens afsluttende tak til dem, der hjalp med dens tilblivelse: »Ligesom nogle bøger kan skrives, uden at forfatteren fælder en tåre, kan nogle skrives uden at trække veksler på skribentens ægtefælle./ Bogen har heller ikke været en af dem.«
Er det nu et ideal at skrive bøger uden at røres og uden at påvirke sine kære? Hvem siger det? Hemingway?
Gådens løsning er en diagnose
Bogen vidner derfor om de store variationer i ny autofiktion. Som i en spændingsroman er følelser og personer underspillede og konturløse, fokus ligger på konflikt og gådeløsning. Den gåde, romanen sætter sig for at løse, er faderens selvmord, men løsningen forløser også fortælleren selv.
Mod bogens slutning foreslår en psykolog, at Helle har ADHD, og efter en test falder alt på plads: På den ene side Helles høje præstationsniveau, på den anden hendes rod og rastløshed. Hun spejler sig i sin far, der var fuld af gode ideer, men mislykkedes i forhold til det meste.
Læseren kan derfor også nærstudere forsidens cykelbillede: Er pigen ikke for lille til at lære at køre tohjulet? Som fortælleren forklarer: »(Jeg) tænker på de mange oplevelser med min far, som jeg fandt så skræmmende, men som han syntes var fantastiske.«
Helle Vincentz har for nylig fortalt sin historie som gæst i radioprogrammet Tal til mig, og hendes erindringsroman skal nok finde læsere.
Mig efterlader bogen splittet mellem at være bevæget af den barske beretning og uberørt af fortællestilen, der ikke fungerer for mig: korte sætninger, pumpede, slagordsagtige sentenser (»De, der påstår, at kærligheden overvinder alt, har ikke oplevet alt«), trivielle udtryk for følelser (»Indeni fosser vandmasserne ud«) og forsøget på at forbinde familiehistorien med samfundet (1980’ernes kartoffelkur førte til fars nederlag).
Det er på én gang for lidt og for meget.
Helle Vincentz: ’Jorden under mig’. People’s. 350 sider, 250 kroner.
