Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Billie Holiday led ikke forgæves – hendes historie eksponerer rovdriften på kvinder

Ny dokumentarfilm om Billie Holiday føjer endnu et kapitel til den alt for store, levende billedbog om afroamerikanske kvinder, man gjorde fortræd. Men den tager også skridtet ud i en dybere og mere smertefuld undersøgelse af Holiday som et selvdestruktivt menneske
Dokumentarfilmen ’Billie’ tager blandt andet skridtet ud i en smertefuld undersøgelse af Holiday som et selvdestruktivt menneske.

Dokumentarfilmen ’Billie’ tager blandt andet skridtet ud i en smertefuld undersøgelse af Holiday som et selvdestruktivt menneske.

Camera Film

Kultur
29. juli 2021

»Jeg vil vide, hvorfor alle sangerinder går til grunde,« siger den legendariske crooner Tony Bennett tidligt i dokumentaren Billie – om Billie Holiday, der i dén grad gik til grunde.

Svar får han og tilskuerne, selv om det er af den komplekse variant. Det ligger et sted mellem racisme, kvindeundertrykkelse, men også en selvdestruktiv, måske endda masochistisk adfærd – i hvert fald i Holidays tilfælde.

Den to år gamle, strålende dokumentarfilm ankommer til Danmark, kort efter at den nyere fiktionsfilm The United States vs. Billie Holiday havde premiere herhjemme. Og dokumentarfilmen er et vigtigere bud på, hvem Holiday var. Mere kompleks, mindre sentimental. Mere granskende, mindre digtende.

Ekstraordinært interessant

Rammen omkring britiske James Erskines dokumentarfilm er ekstraordinært interessant, nemlig den afdøde journalist Linda Lipnack Kuehls betragtelige, ufærdige arbejde med en biografi om Billie Holiday.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

olivier goulin

Det er meget nemt at forfalde til en offermytologi ift. til kunstnere som Billie Holiday - men sandheden om hende er langt mere kompleks.

Det er sandt, at hun havde en hård barndom og opvækst, som naturligvis prægede resten af hendes liv - men der var mere i det.

Hun besad den særlige giftige cocktail af High Life, addiktion og og selvdestruktion, som ofte har ledsaget stjernerne på toppen - i alle kunstarter - men især i jazzen.
Hun var også et produkt af sin tid, i 30'erne, hvor Heroin blev meget udbredt i disse miljøer, og endnu ikke havde den status af djævelskab, det fik senere. Hendes skæbne kan i lange stræk sammenlignes med Charlie Parkers - en anden af de helt store jazz-koryfæer - fraset hendes særligt hårde opvækst.

De, der stod Billie Holiday nær og kendte hende godt, har også ved flere lejligheder kommenteret, at man egentlig ikke skal have så ondt af hende. Hun levede på mange måder det liv, hun ønskede - og udnyttede fuldt ud den stjernestatus hun opnåede tidligt i sit liv, til at opnå præcis hvad hun ville have fra sine omgivelser. På mange måder var hun en ganske selvbevidst og selvrådende kvinde, der bestemt kunne slå fra sig - og også gjorde det - endda i meget bogstavelig forstand, med alle de 'street tricks', hun havde lært sig.

Hun bræ ndte sit lys i begge ender - som man siger

/O

olivier goulin

Jo - hun havde ganske vist nogle ægteskaber med mænd, der udnyttede hende - både økonomisk og voldeligt - men det har ikke så meget at gøre med generel undertrykkelse af sorte kvinder. Det handlede igen mere om nogle konkrete dynamikker i hendes parforhold, som man må forstå i sammenhæng med hendes lidt specielle karakter - og som optrædder i alle mulige parforhold på tværs af alle socialgrupper.

Det er dét. der kaldes Karma

/O

John S. Hansen

Og hendes skæbne havde lige så lidt med hendes køn som med hendes race at gøre. Andre store jazz - legender som led tilsvarende skæbner var bl.a. Dexter Gordon(som var en sort mand). Og Art Pepper og Chet baker(som var hvide mænd). Og listen er længere!
En smule belastende, at alt i dag skal have denne køns og race drejning.

Mogens Kjær

John S. Hansen
Dine argumenter holder ikke en meter. Billie Holyday døde som 44-årig. Dexter Gordon, Art Pepper og Chet Baker blev hhv. omkring 67, 59 og 57 år, og de bevarede i alt væsentligt deres musikalske formåen. Det samme kan desværre ikke siges om Billie Holyday.

Gennemgå lige den liste, som du siger er lang, og kom så med en velbehandlet statistik. Så kan du enten underbygge eller aflive relevansen af den kvalitative beskrivelse af Billie Holydays liv, som filmen giver.

Birgitte Johansen

John S. Hansen;
Monstro Dexter Gordon, Art Pepper og Chet Baker blev voldtaget i 13-års alderen?

Jens Christensen

@Birgitte Johansen: Moderen forlod hende få år efter fødslen, og det hele emmer videre også af ét stort miskmask af social elendighed og uretfærdighed (herunder selvfølgelig voldtægten) for rigtig mange i miljøet omkring Billie Holiday, hvis biografierne er pålidelige.

Hendes musikalske historie og betydning kan ikke nemt shanghajes ind i en eller anden agenda.

Birgitte Johansen

Nu refererede jeg heller ikke til BH's musikalske historie eller betydning, men alene til hendes personlige adfærd.

Birgitte Johansen

- mere præcist aggression og stofmisbrug.