»Jeg vil vide, hvorfor alle sangerinder går til grunde,« siger den legendariske crooner Tony Bennett tidligt i dokumentaren Billie – om Billie Holiday, der i dén grad gik til grunde.
Svar får han og tilskuerne, selv om det er af den komplekse variant. Det ligger et sted mellem racisme, kvindeundertrykkelse, men også en selvdestruktiv, måske endda masochistisk adfærd – i hvert fald i Holidays tilfælde.
Den to år gamle, strålende dokumentarfilm ankommer til Danmark, kort efter at den nyere fiktionsfilm The United States vs. Billie Holiday havde premiere herhjemme. Og dokumentarfilmen er et vigtigere bud på, hvem Holiday var. Mere kompleks, mindre sentimental. Mere granskende, mindre digtende.
Ekstraordinært interessant
Rammen omkring britiske James Erskines dokumentarfilm er ekstraordinært interessant, nemlig den afdøde journalist Linda Lipnack Kuehls betragtelige, ufærdige arbejde med en biografi om Billie Holiday.
125 bånd med i alt 200 timers interview blev sporet til en samler i New Jersey, og det er disse optagelser, der – ud over et filmet interview med Kuehls søster – udgør kildematerialet. Der er interview med venner, familie, narkoagenter, en doktor, en eks-alfons og musikere som Count Basie og Artie Shaw.
Der er flere æstetiske tricks på spil for at få billedsiden til at glide ubesværet hen over lydsporet. Og det fungerer ret så strålende. Man når ikke at blive træt af billeder af kasse- og spolebånd, der ruller, før man får arkivmateriale fra Holidays blodigt-magiske optrædener og filmskuespil samt ikke mindst smukt retrogrynede filmoptagelser fra fødebyen Baltimore.
Skulle blackface sig
Vi er så også fri for talking heads, altså en billedside med de interviewede, og det gør, at kildematerialet fordøjes mere neutralt. Der er ingen mulighed for at reagere instinktivt, fordomsfuldt på de interviewedes visuelle fremtoning. I stedet må man lytte til stemmerne og forholde sig til det sagte.
Det gør det dog ikke nemmere at høre en eks-alfons fortælle, at han en gang imellem tævede de prostituerede, og at de godt kunne lide det. Ja, de bar et blåt øje med stolthed. Eller at erfare den verden, som Billie Holiday blev udsat for.
Udsat for et racistisk USA. Hendes managere var overvejende hvide, og da hun turnerede i sydstaterne, skulle hun blackface sig selv grundet sin lysere hud.
Udsat for en mandsdomineret verden, hvor kvinder blev seksuelt udnyttede og fik tæv, hvis de gjorde sig besværlige.
Ifølge en veninde blev Holiday prostitueret som 13-årig og samtidig leder af flere andre kolleger. Hun gad ikke mænd, der gad hende. I stedet indgik hun i en række for hende giftige forhold og udviklede stofmisbrug – narkoen blev opbevaret i hendes hunds halsbånd.
Ikke et offer
Billie udmærker sig ved ikke at betjene sig af den alt for sentimentale soundtrackmusik, der ynkede Holiday i The United States vs. Billie Holiday. Det var Linda Lipnack Kuehls ambition ikke at fremstille Holiday som et offer, og det lykkes i hvert fald delvist i dokumentarfilmen.
Her er kompleksitet og nuancer, ubekvemme sandheder og indbyrdes modsigende udsagn. De får lov at stå og dirre i filmen og minder os om, at en historie i hvert fald har flere sider. Og at hukommelsen er noget upålideligt skidt.
Ikke desto mindre fremstår Holidays hvide producer John Hammond uheldigt, når flere kilder hævder, at han fyrede Holiday fra Count Basies band, fordi hun ikke gad synge den blues, der allerede dengang i 1930’erne var blevet en profitabelt afrostereotyp musik. Men han får også lov at benægte.
Masochist og/eller psykopat?
Og så er der de forskellige diagnoser, der nuancerer billedet af ikonet. Flere venner mener, at hun var masochist – det virker faktisk troværdigt, når man påtænker, at hun altid endte med voldelige mænd.
»Hun kan lide afstraffelse,« siger en kilde. Og masochismen kan høres i hendes selvskrevne (sammen med Arthur Herzog Jr.) »Don’t Explain« – hendes personlige favorit – og i hendes version af »My Man«.
Men der er også Dr. James Hamilton, der behandlede hende under en fængselsdom, som – noget sværere at acceptere – mener, at hun var psykopat.
Men den biseksuelle Holiday – Mr. Billie Holiday blev hun også kaldt – fremstilles også som et menneske, der levede 100 dage på et døgn, en »sexmaskine«, der ingen respekt havde for regler – hun brød dem euforisk og rasende.
Journalisten spejler sig
New Black Films hedder filmselskabet bag Billie, og det er en meget fin varedeklaration af dét, vi oplever i disse år. Nemlig en veritabel flodbølge af film om og ofte også af afroamerikanske instruktører. Derfor kan man i dag sige, at Holiday ikke led forgæves – hendes historie fortælles og eksponerer rovdrift på afroamerikanske kvinder.
Hun døde 44 år gammel under arrest på et hospital med 750 dollars og en besked om, at pengene skulle fordeles blandt sygeplejerskerne, tapet til sin krop. På hendes bankkonto var der syv cent.
Samtidig er der også en interessant rammefortælling i Billie, nemlig om Linda Lipnack Kuehls arbejde med biografien. Hendes historie handler også om et besværet forhold til mænd, altså er der en vis spejling mellem de to kvinder.
Kuehl begyndte måske også at komme for tæt på Count Basie under arbejdet, og hun begyndte at modtage trusler fra ukendt hånd. Den 6. februar 1978 fandt man hende død på fortovet foran et hotel.
Politiet mente, at hun var sprunget ud ad hotelværelsets vindue. Men familien hæftede sig ved, at der ikke var noget afskedsbrev, og at hun netop havde taget ansigtsmaske på. Et fast sengetidsritual for hende.
Således er Billie en tragedie i to tider.
’Billie’ – Instruktion og manuskript: James Erskine. Fotografi: Tim Cragg. Længde: 96 minutter. (Biografer landet over.)
Det er meget nemt at forfalde til en offermytologi ift. til kunstnere som Billie Holiday - men sandheden om hende er langt mere kompleks.
Det er sandt, at hun havde en hård barndom og opvækst, som naturligvis prægede resten af hendes liv - men der var mere i det.
Hun besad den særlige giftige cocktail af High Life, addiktion og og selvdestruktion, som ofte har ledsaget stjernerne på toppen - i alle kunstarter - men især i jazzen.
Hun var også et produkt af sin tid, i 30'erne, hvor Heroin blev meget udbredt i disse miljøer, og endnu ikke havde den status af djævelskab, det fik senere. Hendes skæbne kan i lange stræk sammenlignes med Charlie Parkers - en anden af de helt store jazz-koryfæer - fraset hendes særligt hårde opvækst.
De, der stod Billie Holiday nær og kendte hende godt, har også ved flere lejligheder kommenteret, at man egentlig ikke skal have så ondt af hende. Hun levede på mange måder det liv, hun ønskede - og udnyttede fuldt ud den stjernestatus hun opnåede tidligt i sit liv, til at opnå præcis hvad hun ville have fra sine omgivelser. På mange måder var hun en ganske selvbevidst og selvrådende kvinde, der bestemt kunne slå fra sig - og også gjorde det - endda i meget bogstavelig forstand, med alle de 'street tricks', hun havde lært sig.
Hun bræ ndte sit lys i begge ender - som man siger
/O
Jo - hun havde ganske vist nogle ægteskaber med mænd, der udnyttede hende - både økonomisk og voldeligt - men det har ikke så meget at gøre med generel undertrykkelse af sorte kvinder. Det handlede igen mere om nogle konkrete dynamikker i hendes parforhold, som man må forstå i sammenhæng med hendes lidt specielle karakter - og som optrædder i alle mulige parforhold på tværs af alle socialgrupper.
Det er dét. der kaldes Karma
/O
Og hendes skæbne havde lige så lidt med hendes køn som med hendes race at gøre. Andre store jazz - legender som led tilsvarende skæbner var bl.a. Dexter Gordon(som var en sort mand). Og Art Pepper og Chet baker(som var hvide mænd). Og listen er længere!
En smule belastende, at alt i dag skal have denne køns og race drejning.
John S. Hansen
Dine argumenter holder ikke en meter. Billie Holyday døde som 44-årig. Dexter Gordon, Art Pepper og Chet Baker blev hhv. omkring 67, 59 og 57 år, og de bevarede i alt væsentligt deres musikalske formåen. Det samme kan desværre ikke siges om Billie Holyday.
Gennemgå lige den liste, som du siger er lang, og kom så med en velbehandlet statistik. Så kan du enten underbygge eller aflive relevansen af den kvalitative beskrivelse af Billie Holydays liv, som filmen giver.
John S. Hansen;
Monstro Dexter Gordon, Art Pepper og Chet Baker blev voldtaget i 13-års alderen?
@Birgitte Johansen: Moderen forlod hende få år efter fødslen, og det hele emmer videre også af ét stort miskmask af social elendighed og uretfærdighed (herunder selvfølgelig voldtægten) for rigtig mange i miljøet omkring Billie Holiday, hvis biografierne er pålidelige.
Hendes musikalske historie og betydning kan ikke nemt shanghajes ind i en eller anden agenda.
Nu refererede jeg heller ikke til BH's musikalske historie eller betydning, men alene til hendes personlige adfærd.
- mere præcist aggression og stofmisbrug.