DR2’s ’Kunstnerkolonien’ er tilbage, nu med ekstra sårbarhed og bornholmsk folketro

Bedst som fem af de seks deltagere i Kunstnerkolonien på Bornholm – anden sæson af sidste års herlige nyskabelse i dansk reality-tv, Kunstnerkolonien i Skagen – har fået taget hul på en stor og alvorlig, men også lidt forsigtigt afprøvende diskussion om forholdet mellem kunst og moral, sker der noget uden for vinduet.

Den unge video-, installations- og performancekunstner Kim Richard Adler Mejdahl har noget for med sine kunstnerkolleger, der sidder bænket om et bord på et fornemt badehotel ved en bornholmsk kyst i nærheden af Gudhjem. Hvad det er, han har tænkt sig, kan man se i sjette afsnit af programmet, men jeg vil godt afsløre så meget, at de fem kunstnere ikke tøver med at lette røven og gå med på ideen.

Sådan er det meget i Kunstnerkolonien på Bornholm: Samtaler om nogle af de mest grundlæggende spørgsmål inden for samtidskunsten afbrydes af de enkelte kunstneres ideer, der skal føres ud i livet på de kun to uger, som de har til at lave værker til en gruppeudstilling.

De har travlt, men ikke travlere end at der også er tid til at tale om, hvordan de har det med travlheden. Og når kunstnerne taler om det, taler de også indirekte om, hvad det er for en slags værker, de hver især laver, og hvor de er henne i deres karrierer.

For der er forskel på at være et ret nyt navn som Kim Richard Adler Mejdahl, der tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2019, og som pine død skal have alle elementerne i sin video på plads, hvis den skal give mening, og så at være en etableret maler som Michael Kvium.

Lavdramatisk krisehåndtering

Kvium tropper op til optagelserne uden nogen planer for, hvad han skal lave. I første omgang er ambitionen bare at lægge afstand til den kunstneriske krise, der for første gang i hans 65-årige liv har fået ham til at tvivle på meningen med at lave kunst – og at overvinde den forstyrrende rastløshed, som hans nylige rygestop har medført.

I det værksted, som Michael Kvium efter nogle (efter alt at dømme planlagte og derfor lidt kedelige) vanskeligheder med at finde sig til rette i, bliver der malet birkestammer og nøgne, sammenkrummede menneskeskikkelser med store ører, som man kender dem fra hans hånd.

Der går ingen skår af Michael Kvium, hvis han ikke når alt det, han gerne ville inden ferniseringen på Bornholms Kunstmuseum, men det betyder ikke, at der ikke er noget på spil for ham. Han er jo ved at finde sit fodfæste igen efter sin meningskrise, hvilket han blandt andet gør ved at fordybe sig i bornholmermaleren Oluf Høsts farvevalg og ved at gå en tur med sig selv (og fotografen) og få sig en stor is.

Det er en lavdramatisk, men desto mere troværdig krisehåndtering at være vidne til, og det beriger programmet, at Michael Kvium gider dele den slags kvaler, man kan blive ramt af, når det ikke er anerkendelse, der mangler.  

'Kunstnerkolonien på Bornholm' er ret konfliktfattigt, hvis man sammenligner med det meste andet reality-tv, men et dilemma opstår dog helt af sig selv, når seks kunstnere med vidt forskellige udtryksformer skal lave en gruppeudstilling sammen. Det er svært at give plads til hinanden og til de ambitioner, de hver især har for deres værker.

Fra DR

Men Michael Kvium er også i godt selskab. Ud over ham og Kim Richard Adler Mejdahl tæller deltagerne 78-årige Ursula Reuter Christiansen, der maler store ekspressionistiske malerier og laver store installationer; maleren og forfatteren Kaspar Kaum Bonnén på 52; 46-årige Julie Nord, som er kendt for sine sirlige billeder af mennesker, dyr og andre væsner fra popkultur, folketro og virkelighedens verden, samt Sif Itona Westerberg, hvis speciale er meget stilrene relieffer af mytologiske figurer i gasbeton.

Et godt sammensat hold, vil jeg nok sige, om end der ikke er nogen, der attitudemæssigt når op på siden af sidste års største diva, Kirsten Justesen. Som repræsentant for den unge kunstnergeneration har hverken Kim Richard Adler Mejdahl eller Sif Itona Westerberg den samme tigerdyrsagtige energi som Frederik Næblerød, men mindre kan virkelig også gøre det.

Som i første sæson af programmet ser man deltagerne ankomme til den idylliske ramme om den midlertidige kunstnerkoloni, blive installeret i hver sit atelier rundt i lokalområdet og besøge det lokale kunstmuseum, hvor de med varierende grader af interesse ser på, hvad fortidens helte fik udrettet.

På skift besøger de hinandens atelierer og giver – venlig og saglig – kritik af værkerne. Indimellem er der måltider, der skal spises i badehotellets spisesal, ærinder skal løbes rundt om på øen, og emner der skal tales om. Samtalerne får ikke rigtig lov til at folde sig ud, Kunstnerkolonien på Bornholm virker på den måde mere interesseret i at se sine deltagere være i gang. 

Plads til at bævre med hagen

Stemningen er god, munter og solidarisk, som den også var det sidste år, og klipningen balancerer stadig fornemt mellem kunstformidlingens blik for det møjsommelige arbejde med at kratte i gasbeton, blande maling eller lede efter det bedste sted at filme og realitygenrens sans for mellemmenneskelig komik.

Den store forskel på årets udgave af programmet og sidste års er – bortset fra, at man har valgt en ny feteret del af Danmark som ramme – at der er skruet op for sårbarheden. Deltagerne har det trygt nok i hinandens selskab til, at der er plads til at bævre med hagen og få våde øjne. Den slags følelsesudbrud er jo også en tillidserklæring, og som sådan gør de bare stemningen endnu bedre.

Kunstnerkolonien på Bornholm er ret konfliktfattig, hvis man sammenligner med det meste andet reality-tv, men et dilemma opstår dog helt af sig selv, når seks kunstnere med vidt forskellige udtryksformer skal lave en gruppeudstilling sammen: Det er svært både at give plads til hinanden og til de ambitioner, de hver især har for deres værker. Forvent dog ingen skrig og skrål i den anledning, det er de seks kunstnere for velvilligt indstillet over hinanden til at ty til.

Men konfliktstof behøver man jo heller ikke altid iscenesætte, for det meste har folk selv noget med hjemmefra. Det gælder også Kaspar Kaum Bonnén, hvis kunstnerfar ikke har villet tale med ham, siden han udgav bogen Bag om min far om hans fraværende måde at være far på.

Peter Bonnén, som faren hedder, har lavet flere værker på Bornholm, blandt andet nogle store, rustrøde pomfritformede skulpturer ude foran Bornholms Kunstmuseum, som det lille hold sidder ved siden af på et tidspunkt, og en bro i samme farve og materiale, som sønnen inddrager i et performativt værk med tydelig adresse til faren.

Kunstnerkolonien på Bornholm er oplysende feelgoodreality om den danske samtidskunstscene, og det er stadig herligt og spøjst, at noget sådan findes. Selv om der dukker kriser og smertefulde erfaringer op, når kunstnerne taler om deres praksis, er programmet mest optaget af at vise, hvor forskellige de kunstneriske udtryk er. I visse tilfælde er det ikke engang umiddelbart til at se, at der er tale om kunst, før det er færdigt.

Sådan forholder det sig for eksempel med den store plastikisvaffel af den slags, man stiller foran iskiosker, som Kim Richard Adler Mejdahl den første dag kommer slæbende med. En lokal landskabsmaler iført flyverdragt og udstyret med både pibe og staffeli kan slet ikke dy sig for at fortælle, hvor grim han synes den er.

Kim Richard Adler Mejdahl fortæller, at den skal indgå i en udstilling på museet, hvortil landskabsmaleren bemærker:

»Ja, bare jeg kan blive fri for at se på den.«

Det er den slags komiske sammenstød mellem gammeldags og samtidige kunstsyn, der gør Kunstnerkolonien på Bornholm værd at se. 

’Kunstnerkolonien på Bornholm’ sendes på DR2 søndag kl. 21.30. Alle otte afsnit er tilgængelige på dr.dk