Der er film, man må og skal grine ad i Cannes, og film, hvor man ikke bør

CANNES – Det er ikke nogen hemmelighed, at publikum i Cannes kan være vanskeligt, især kritikerne og journalisterne. Jo vist klappes der ofte, både behersket og begejstret, men lige så ofte buher dele af salen efter en pressekørsel eller råber ad lærredet og gør således opmærksom på, hvad de mener – nogle gange konkurrerer de endda med hinanden.

Selv klapper eller buher jeg meget sjældent – jeg har som regel brug for lidt tid til at fordøje det, jeg lige har set. Men de livlige reaktioner hører festivalen til og er et udtryk for den passion, der i høj grad også er til stede i Cannes.

Der er dog én reaktion, jeg altid har haft det svært med, nemlig den hånlige og upassende latter, ikke mindst under filmen. Det er simpelthen respektløst. Jeg oplevede den sent lørdag aften både under og efter visningen af Sean Penns seneste værk som instruktør, Flag Day, hvori han selv spiller en af hovedrollerne sammen med sin datter, Dylan Penn. (De spiller også far og datter i filmen).

Henimod slutningen, hvor der sker nogle ret dramatiske ting, som jeg ikke skal afsløre her, begyndte enkelte blandt publikum at grine og ikke på den positive måde, men sådan en hånlig fnisen og latter, der på ingen måde korresponderede med det, der foregik oppe på lærredet.

Da filmen sluttede, blev latteren kun mere højlydt – ikke fra alle, der blev også klappet, men fra en del. Og det gjorde mig faktisk vred på filmens vegne – og mine egne, for jeg var ret opslugt og påvirket af Penns rørende portræt af et kompleks forhold mellem en far og hans datter.

Endelig fri

Dylan Penn spiller Jennifer Vogel, der i begyndelsen af Flag Day møder op på en politistation for at hente sin fars ejendele. Man forstår, at han har lidt en voldsom død, og det sender Jennifer på en rejse tilbage til sin opvækst med faren, John Vogel (Sean Penn).

Han var lidt af en fantast og en mytoman, som aldrig var ærlig over for sin familie, og som igen og igen svigtede sin kone, Patty (Katheryn Winnick), og sine to børn, Jennifer og lillebror Nick.

Når han var til stede, var det en fest at være sammen med John, der fejrede livet, sig selv og sine børn med store armbevægelser. Men pludselig forsvandt han, fordi han var i gang med sine såkaldte ’forretninger’, som altid havde noget lyssky over sig – og som aldrig lykkedes. Denne adfærd påvirkede i høj grad Patty, der begyndte at drikke, og Jennifer, som besluttede sig for at stikke af hjemmefra, da hun var teenager.

Flag Day er baseret på virkelige begivenheder og en bog af Jennifer Vogel, der er journalist og forfatter, og det er Jennifer selv, der fortæller historien og afdækker den smerte og de problemer i sit eget liv, som hendes fars ustabile, indimellem vanvittige opførsel har resulteret i. Hun elskede ham overalt på jorden, men kunne ikke stole på ham eller regne med ham, og hvordan forener man de to ting uden selv at blive revet i stykker?

Flag Day er en velspillet – Dylan Penn står distancen over for sin far – og flot, næsten impressionistisk film, et liv udtrykt i billeder, lyd og stemninger, og man rives med af de mange tilbageblik til Jennifers barndom i farens skygge, hendes sorg over hans død, men også den lettelse, hun føler, da han dør – nu er hun endelig fri.

Underholdende satire

Der blev også grinet, da en anden af årets konkurrencefilm sluttede, nemlig Paul Verhoevens Benedetta. Det var dog ikke en hånlig latter, men mere en slags gnækken i anerkendelse af, at den hollandske filminstruktør har lavet endnu en af den slags film, som vækker opsigt med sin kulørte blanding af sex, vold og civilisationskritik.

Verhoeven er bedst kendt for de brillante, ofte misforståede og overraskende subversive film, han i 1980’erne og 1990’erne lavede i Hollywood – ikke mindst RoboCop (1987), Total Recall (1990), Basic Instinct (1992) og Starship Troopers (1997), hvori han brugte populære genrer som den erotiske thriller og science fiction-filmen til at fortælle hårdtslående, kitschede og dybt underholdende historier fulde af transgressioner og ætsende samfundssatire.

Benedetta, der er hans første film siden Elle (2016) – en ganske usædvanlig voldtægtshistorie, hvor offeret finder frem til gerningsmanden og indleder et forhold med ham – foregår på et kloster i 1600-tallets Italien.

Hertil ankommer pigen Benedetta (Virginie Efira), som er så overbevist om, at hun er Jesu tilkommende, at hun i anfald af religiøs ekstase oplever ham som lige dele frelser og kriger, der forsvarer hende og resten af verden.

Velplaceret kritik

18 år senere hærger Den Sorte Død, pesten, og da klosteret indvilger i at optage en ung kvinde, Bartolomea (Daphne Patakia), som bliver misbrugt og mishandlet af sin far og sine brødre, bliver intet igen det samme.

Benedetta mener stadig, at hun skal giftes med Kristus, men er samtidig tiltrukket af den smukke Bartolomea, der da heller ikke lægger skjul på, at hun gerne vil i kanen med Benedetta. Mirakler begynder at ske, og inden længe er Benedetta på kollisionskurs med klosterets strenge abbedisse, Felicita (Charlotte Rampling), der ikke umiddelbart tror på, at der er noget som helst mirakuløst i den yngre nonnes voldsomme ekstaser og pludselige stigma-sår.

Felicita er dog heller ikke blind for, at det i en tid, hvor pesten hærger, kan være nyttigt, ikke mindst politisk, at forkynde et mirakel eller to. Det synes den lokale præst også, mens Felicitas datter, Giulia (Alexia Chardard), slet ikke kan acceptere, at Benedetta skal slippe afsted med det bedrag, som Giulia mener, at hendes manifestationer er. Som publikum er man filmen igennem heller ikke sikker på, hvad det er, der egentlig foregår, og det gør den kun mere fascinerende og spændende.

Paul Verhoeven holder sig ikke tilbage i scenerne, hvor Benedetta og Bartolomea nyder hinanden – blandt andet med en Madonna-træfigur skåret i dildoform – og når Jesus svinger sværdet i Benedettas blodige visioner.

Benedetta skal nok provokere nogen, måske især den katolske kirke, der får med krabasken for sin grådighed – det handler om medgift og donationer, hvis man gerne vil have sin datter i kloster og på den måde købe aflad for egne synder.

Og i det hele taget er filmen en vittig, skarp og velplaceret kritik af et mandsdomineret samfund, hvor almindelige mennesker holdes i uvidenhed og er nemme at manipulere, og en kvindes eneste mulighed for magt stort set kun er i et kloster og som mirakelmager med en mulig helgenkåring til følge.

Det må man godt grine ad.

Ingen af de to film er endnu i dansk biografdistribution. Mere fra Cannes på www.festival-cannes.fr og her i avisen.