Filmfestival i Cannes
Læsetid: 5 min.

Der er film, man må og skal grine ad i Cannes, og film, hvor man ikke bør

To veteraner, Sean Penn og Paul Verhoeven, deltager i hovedkonkurrencen i Cannes med gode og meget forskellige film, den ene om en far og en datter, den anden om religiøst vanvid. Den ene bør man ikke grine ad. Den anden beder om det
Søster Benedetta (Virginie Efira) forkynder for sine medsøstre, at hun er Jesu tilkommende i Paul Verhoevens kulørte og satiriske ’Benedetta’.

Søster Benedetta (Virginie Efira) forkynder for sine medsøstre, at hun er Jesu tilkommende i Paul Verhoevens kulørte og satiriske ’Benedetta’.

Guy Ferrandis

Kultur
12. juli 2021

CANNES – Det er ikke nogen hemmelighed, at publikum i Cannes kan være vanskeligt, især kritikerne og journalisterne. Jo vist klappes der ofte, både behersket og begejstret, men lige så ofte buher dele af salen efter en pressekørsel eller råber ad lærredet og gør således opmærksom på, hvad de mener – nogle gange konkurrerer de endda med hinanden.

Selv klapper eller buher jeg meget sjældent – jeg har som regel brug for lidt tid til at fordøje det, jeg lige har set. Men de livlige reaktioner hører festivalen til og er et udtryk for den passion, der i høj grad også er til stede i Cannes.

Der er dog én reaktion, jeg altid har haft det svært med, nemlig den hånlige og upassende latter, ikke mindst under filmen. Det er simpelthen respektløst. Jeg oplevede den sent lørdag aften både under og efter visningen af Sean Penns seneste værk som instruktør, Flag Day, hvori han selv spiller en af hovedrollerne sammen med sin datter, Dylan Penn. (De spiller også far og datter i filmen).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Det har altid forekommet mig, at det at klappe eller buhe i en biograf er en lidt sær opførsel. I et et teater giver det umiddelbart mening, fordi dem, bifaldet (eller det modsatte) er rettet mod, er til stede. Det er de ikke i biografen. Hvis vi ser bort fra biografens sagesløse personale, er den eneste modtager det øvrige publikum, og det må altså være dem, man kommunikerer med. Så i virkeligheden handler bifaldet ( eller det modsatte) måske ikke så meget om kunsten som om at iscenesætte og positionere sig selv i flokken.