Filmfestival i Cannes
Læsetid: 5 min.

En fjer bliver til fem høns i Asghar Farhadis ’En helt’, der godt kunne vinde en Guldpalme

Asghar Farhadis hverdagsdrama og sociale satire, ’En helt’, spås gode chancer for at vinde en Guldpalme. Det gør Julia Ducournaus ’Titane’, der handler om en kvindelig seriemorder, der boller med biler, nok ikke. Men sammen understreger de en af filmfestivalen i Cannes’ store styrker: kontrasterne og mangfoldigheden
Rahim (Amir Jadidi) fanges i et spind af løgne, bedrag og sociale medier, da han forsøger at komme ud af gældsfængsel og genstarte sit liv i Asghar Farhadis hverdagsdrama ’En helt’.

Rahim (Amir Jadidi) fanges i et spind af løgne, bedrag og sociale medier, da han forsøger at komme ud af gældsfængsel og genstarte sit liv i Asghar Farhadis hverdagsdrama ’En helt’.

Amir Hossein Shojaei

Kultur
15. juli 2021

CANNES – En af de bedste ting ved filmfestivalen i Cannes er kontrasterne. At man det ene øjeblik kan befinde sig blandt unge mennesker i den norske hovedstad og det næste står blandt udsatte kvinder i Chad i det centrale Nordafrika. Det kan resultere i nogle vældige chok og sammenstød af temperamenter, kulturer og udtryk, især hvis der ikke er så lang tid mellem de film, man ser.

Det er dog også velgørende chok, som i dén grad river og rusker i én både følelsesmæssigt og intellektuelt, og som minder én om, hvor mangfoldig og forskelligartet filmkunsten kan være.

Et godt eksempel på de modsætninger – jeg fristes til at kalde det ekstremer – var, da jeg forleden først så den iranske instruktør Asghar Farhadis En helt og franske Julia Ducournaus Titane. Farhadis film er en afdæmpet, hverdagslig Sisyfos-fortælling om en godhjertet mand fanget i et sindrigt net af rygter, løgne og sociale medier. Ducournaus film er en bizar og voldsom bodyhorror-film om en ung kvinde, der boller med biler og slår mennesker ihjel.

Igennem mediemøllen

I centrum af En helt står Rahim (Amir Jadidi), der er endt i gældsfængsel, fordi han ikke kan betale en større sum penge, han skylder sin tidligere svigerfar. Pengene lånte Rahim af en lånehaj for at kunne starte et firma, men det lykkedes ham ikke – han blev snydt af sin partner – og svigerfaren måtte træde til og betale gælden. Rahim og hans familie forsøger at overtale svigerfaren til at acceptere en afbetaling af gælden, så Rahim kan komme ud af fængslet, få sig et arbejde og komme videre med sit liv. Han har mødt en kvinde, sin søns talepædagog, og de vil gerne giftes.

Men svigerfaren er vred og forsøger på alle tænkelige måder at gøre livet besværligt for Rahim. Helt galt går det, da Rahim fortæller en hvid løgn for at kunne levere nogle guldmønter tilbage, som hans tilkommende fandt i en tabt taske på gaden – i stedet for at bruge dem til at betale svigerfaren tilbage.

Først bliver Rahim hyldet for sin retskaffenhed og ærlighed. Han kommer i tv og aviser, hele mediemøllen, får en udmærkelse af en velgørenhedsorganisation og bliver lidt af en berømthed. Siden begynder flere mennesker at tvivle på Rahim, fordi en eller anden sender sms’er om ham til myndighederne og spreder rygter om ham på de sociale medier.

En fjer og fem høns

Det er ganske fortvivlende at følge med i, hvordan den ellers så venlige og ydmyge Rahim bliver manipuleret med og løjet for, og hvordan hans egen hvide løgn vokser til et bedrag af dimensioner og bliver tolket som et forsøg på at skaffe sig opmærksomhed og medfølelse. Filmen igennem må han kæmpe for den ære, som er så vigtig for ham – også vigtigere end at komme ud af fængslet – og som igen og igen trækkes igennem sølet.

Forstemmende er det også at se, hvordan de mennesker, det system, der forsøger at promovere sig selv på Rahims gode gerning, hurtigt tager afstand fra ham og lader den stakkels mand i stikken, da der sås tvivl om hans hensigter. De er alle bange for deres egne ry og rygter. Indimellem er filmen også ret morsom, fordi den så glimrende følger H.C. Andersens gamle historie om en fjer, der bliver til fem høns. Rahim prøver virkelig at gøre det rigtige hele tiden, men nogle gange er det bare ikke godt nok, især ikke når andre vil én det ondt – og de sociale medier går i selvsving.

Asghar Farhadi har lavet en stærk film med En helt, der ligesom flere af hans øvrige film, Nader og Simin – en separation og Sælgeren, udforsker sociale og samfundsmæssige strukturer og deres betydning for almindelige mennesker. Han lader dramaet udspille sig mellem linjerne ved at fokusere på Rahim, som skiftevis er kisteglad, fordi han er på vej ud af fængslet, og klar til at give op, fordi der igen sættes ham forhindringer i vejen.

Årets palmevinder?

En britisk kritiker, Kaleem Aftab – som har lavet en interviewbog med Spike Lee, der er jurypræsident i Cannes i år – skrev efter premieren på filmen, at »to af Spike Lees favoritfilm er Et ansigt i mængden og Nettet (handler begge om, hvordan medier kan ødelægge mennesker, red.). Asghar Farhadi har lavet en social satire om sociale medier. Jeg forudser, at den store iraner endelig vil vinde sin Guldpalme«.

Om den forudsigelse holder stik, finder vi først ud af lørdag aften, hvor alle festivalens hovedpriser bliver uddelt. Jeg tvivler dog på, at Julia Ducournaus Titane vinder en Guldpalme – men man kan selvfølgelig aldrig vide. Juryerne i Cannes er notorisk svære at greje.

Jeg så den efter En helt, og de to film kunne ikke være mere forskellige i både indhold og udtryk. Hvor Asghar Farhadis film er et realistisk, håndholdt hverdagsdrama, er Ducournaus film, som også deltager i hovedkonkurrencen, et angreb på sanserne.

Til stålet

Alexis (Agathe Rousselle) er en kvinde i 30’erne, der stadig bor hjemme hos sine forældre og lever af at danse erotisk blandt andet til udstillinger af de sexede muskelbiler, hun selv elsker så inderligt. Som barn var hun involveret i en voldsom bilulykke sammen med sin far, og hun fik indopereret titlens titaniumplade i hovedet. Siden da har hun haft et passioneret forhold til biler, ja, faktisk dyrker hun sex med dem – både når hun med publikum på vrider og vender sig på kølerhjelmen, og når hun om natten sætter sig nøgen ind i bilerne og i bogstavelig forstand går til stålet.

Alexis.

Alexis.

Festival de Cannes

Og så er Julie også seriemorder. Hun banker sin strikkepind af stål ind i hovedet eller kroppen på indtil flere unge kvinder og mænd, som er tiltrukket af hende. På et tidspunkt må hun flygte fra politiet, og så er det, at Titane bevæger sig i en helt anden retning end forventet.

Egentlig har jeg ikke lyst til at fortælle meget mere, blot konstatere, at Julia Ducournau nok er inspireret af canadiske David Cronenbergs bodyhorror – og mesterværket Crash, der handler om mennesker, som har en fetich for biluheld og ødelagte kroppe – men at hun også i dén grad er sin egen. Der gemmer sig et feministisk budskab i Titane, der samtidig byder på et mere traditionelt faderopgør. Anden halvdel er ikke lige så stærk som første halvdel – dog stadig ganske vild – men der er billeder og scener i filmen, som man ikke glemmer lige med det samme.

Asghar Farhadis ’En helt’ kommer i de danske biografer. Titane er ikke i dansk biografdistribution.

Mere fra filmfestivalen i Cannes på festival-cannes.fr, her i avisen og på information.dk.

Serie

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her