Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’De Gaulle’ er en lidt farveløs film om den fascinerende franske soldat og politiske leder

Gabriel Le Bomins ’De Gaulle’ fortæller om familiefaren og landsfaderen Charles De Gaulle, der under Anden Verdenskrig kæmpede imod den franske regerings samarbejdspolitik. Det er en udmærket film, som dog kun tegner konturerne af et fascinerende menneske
Fra sit eksil i London opfordrer general Charles de Gaulle (Lambert Wilson) til modstandskamp i det tyskbesatte Frankrig i Gabriel Le Bomins ’De Gaulle’.

Fra sit eksil i London opfordrer general Charles de Gaulle (Lambert Wilson) til modstandskamp i det tyskbesatte Frankrig i Gabriel Le Bomins ’De Gaulle’.

Alain Guizard

Kultur
22. juli 2021

Det er juni 1940. Anden Verdenskrig er i fuld gang. Franskmændene forsøger at holde Hitlers hær stangen, men det er snart sagt umuligt. De tyske krigsmaskiner og den tyske taktik overrasker den franske hærledelse, og regeringen diskuterer, hvad den nu skal gøre.

Den dygtige og dedikerede oberst Charles de Gaulle, der på ingen måder er klar til at opgive kampen og sit fædreland, bliver forfremmet til brigadegeneral af ministerpræsident Reynaud (Olivier Gourmet) og træder samtidig ind i regeringen.

Her kommer han straks i verbalt klammeri med marskal Pétain (Philippe Laudenbach) og dennes støtter, der gerne ser en våbenhvile med tyskerne – på den måde kan Frankrig blive en del af Hitlers genopbygning af Europa i stedet for at blive rendt over ende. Reynaud er for svag til alene at stå imod Pétain, men han får hjælp af de Gaulle og den jødiske indenrigsminister Georges Mandel (Gilles Cohen), der begge insisterer på, at Frankrig fortsætter krigen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Selvfølgelig skal man se filmen.

For årgang 1946 var de Gaulle i mange år en del af hverdagslivet også for os i Danmark - selvfølgelig specielt i forbindelse med UK's, og dermed Danmarks, forsøg på at blive medlem af EF.

Jeg kan sagtens se de Gaulle's krigserindringer - udgivet i perioden 1965 - 1970 i dansk luxusoversættelse af Mogens Boisen - filmatiseret.

Det er straks vanskeligere med Charles de Gaulles forhold til sin kone Yvonne og til datteren Anne.

Det er bredt beskrevet i litteraturen om de Gaulle, at han elskede Anne umådeligt højt. Han kunne i timevis synge de samme få strofer af børnesange for Anne - de strofer, som Anne kunne genkende og havde glæde ved at høre.

Yvonne de Gaulle's position var uangribelig.
Som præsident benådede han stort set alle de personer, som var blevet dødsdømt for mordforsøg på ham - undtagen hvis Yvonne de Gaulle var ved siden af ham, når mordet blev forsøgt begået, som dengang deres bil kom i dobbelt maskingeværild.

Det bliver hurtigt klistret, når man forsøger at fremstille kendte personers stærke følelser på film; men jeg fornemmer ikke, at det er tilfældet i denne film, så jeg glæder mig til at se "de Gaulle"