Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Efter halvandet års nedlukning er det kulturelle Berlin så småt begyndt at vågne igen

Et længere kapitel med noget så uberlinsk som et lammet kulturliv og lukkede museer, klubber og koncertsteder er ved at være slut. Der er masser af nyt at opleve, selv om især undergrundskulturen stadig lider
Verdens formentlig mest berømte klub, Berghain, er ikke åben for festfolket, men den legendariske bunker danner indtil slutningen af september ramme for lyd- og billedinstallation Berl-Berl. Den er skabt i samarbejde med Naturkundemusem og den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen fra Køge, der har kreeret surrealistiske sumplandskaber på kanten mellem det analoge og det digitale.

Verdens formentlig mest berømte klub, Berghain, er ikke åben for festfolket, men den legendariske bunker danner indtil slutningen af september ramme for lyd- og billedinstallation Berl-Berl. Den er skabt i samarbejde med Naturkundemusem og den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen fra Køge, der har kreeret surrealistiske sumplandskaber på kanten mellem det analoge og det digitale.

Timo Ohler

Kultur
13. juli 2021

Og så stod hun pludselig der, lamslået af glæde. Ja, Hermia fra Shakespeares En skærsommernatsdrøm gik faktisk i stå midt i en monolog og måtte grådkvalt simpelthen ud med det:

»Hvor er det fantastisk at spille for et rigtigt publikum igen efter den lange lockdown!«

Hun fandt først tilbage i rollen, da de godt hundrede tilskuere havde hujet og jublet færdig foran den udendørsscene i den industriprægede Südgelände-park, hvor Berlin Shakespeare Company holder til. Og i løbet af sommeren spiller klassikere som Othello, Helligtrekongersaften og Købmanden i Venedig i en ramme, som er halvdelen af fornøjelsen.

Et par dage senere var euforien ikke mindre, da vi – ligeledes med vores to døtre – havde fået tiltusket os billetter til den nyrenoverede og genåbnede Staatoper Unter den Linden, hvor Berlins Staatskapelle under ledelse af Daniel Barenboim fyrede Max Bruchs første violinkoncert og Beethovens femte symfoni af.

»Fyrede af«?

Ja, det er såmænd et citat fra Berlins kultursenator Klaus Lederer fra Die Linke, der tilfældigvis sad et par pladser fra os. Da jeg efter koncerten spontant stak en diktafon op under næsen på ham, var han helt euforisk over Barenboim og genåbningen efter det »dybt deprimerende coronaår«. Og han var overraskende ærlig i forhold til, hvor langvarige virkningerne af coronakrisen kan blive for Berlins fantastiske kulturliv.

»De statslige institutioner kommer selvfølgelig over det her, og vi har med rundhåndet hjælp prøvet at holde Berlins kulturelle undergrund i live,« sagde Lederer.

»Men helt ærligt: Vi ved det først om et år eller to. Selvfølgelig er vi rigtig bange for, hvor mange af de utallige selvstændige kunstnere og små initiativer, der overlever: gallerier, spillesteder og klubber, hvor titusinder arbejder under prekære forhold i undergrunden. Hvor mange af dem har fundet en ny måde at få brød på bordet på og vender ikke tilbage til kulturen? Vi ved det ikke endnu. Men jeg håber og tror, at Berlin nok snart skal blive Berlin igen.«

Husk FFP-Zwei

Hvis man går rundt i Berlin, vil man se, at byen tydeligvis ikke er sig selv endnu. Cafeer og restauranter er efterhånden åbne, og de fleste biografer, teatre og museer har atter slået dørene op, om end man de fleste steder skal bestille billet til givne tidsslots og selvsagt bære FFP-Zwei Maske (det lærer du lynhurtigt at sige i Berlin).

Men gadebilledet er stadig sært tomt, ikke mindst for turister. Man hører ikke den sædvanlige symfoni af rullekufferter eller dansk og spansk på hvert gadehjørne, som man plejer om sommeren. Behageligt? Jo. Men alligevel ikke rigtig berlinsk.

De berlinske natklubber er stadig lukkede, og så længe det er tilfældet, kan man dårligt tale om, at Berlin atter er Berlin. Hen over foråret og sommeren har større grupper af unge berlinere og trodsige Easy-jetsettere dog holdt den kørende i Hasenheide-parken, som vi er så heldige at bo på kanten af.

Her holder grupper af festaber med boomboxes, håndbajere – og sikkert også lidt kemisk hjælp – raves til så sent, at man søndag formiddag stadig kan have fornøjelsen af at se dem danse mere eller mindre eller slet ikke påklædte rundt i parken. Og så er Berlin stadig lidt Berlin.

Genialt dansk værk på Berghain

Verdens formentlig mest berømte klub, Berghain, er derimod endnu ikke åben for festfolket. Alligevel bør alle, virkelig alle Berlin-farende lægge vejen forbi denne legendariske bunker, der indtil slutningen af september danner rammen om den helt nyåbnede og helt fantastiske lyd- og billedinstallation Berl-Berl.

Den er skabt i samarbejde med Naturkundemusem – og såmænd af den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen fra Køge, der har kreeret ekstremt dragende og surrealistiske sumplandskaber på kanten mellem det analoge og det digitale.

Det fungerer som en slags visuel undersøgelse af vådområderne under Berlin, hvor de organiske og hyperrealistiske naturoptagelser konstant sprænges i digitale fragmenter, så det levende ikke bare får en abstrakt, men til tider også en dystopisk dimension. Sammen med den vilde akustik i Berghain-hallen er det en sanselig fryd, som man roligt kan lægge sig på gulvet og sumpe til en times tid.

Humboldt i forlegenhed

Udforskning af verden handler det også om i det nye Humboldt Forum i det genopførte Berliner-slot på Museumsøen. Informations læsere har måske efterhånden luret, hvor meget jeg hader det projekt rent arkitektonisk. Men alligevel: Fra den 20. juli slår Humboldt Forum endelig dørene op for de første udstillinger.

Den permanente udstilling Berlin Global om Berlins historie og dens sammenfletning med verdenshistorien er endnu et opkog af alt det, som man vader rundt i i resten af byen: Berlins historie og dens utallige vilde lag.

Rummene er tematisk opdelt (revolution i Berlin, DDR, Krig og Holocaust, technohovedstaden og så videre.) Hvis man interesserer sig for, hvordan de så præsenterer hele molevitten så kompakt, så kan man da godt gå derind.

Ellers er jeg selv langt mere spændt på en udstilling som Nach der Natur (Efter naturen), hvor Humboldt-Universitetet vil præsentere sin forskning om den antropocæne tidsalder – altså om forholdet mellem menneske og natur, efter vi er blevet en drivende evolutionær kraft.

Det var netop det menneske-natur-forhold, som det berlinske multigeni Alexander von Humboldt formulerede som en af de første. Også udstillingen om ham glæder jeg mig svært til, om end skepsissen sidder godt fast: Man kan frygte, at huset vil byde på lidt af det hele og derfor ikke rigtig noget – men opførelsen af en kopi af slotskulisserne blev jo også vedtaget, før man havde en idé om, hvad man ville putte ind i dem, og hele ideen med et Humboldt Forum stinker af at være en forlegenhedsløsning.

Fordrivelse og forsoning

Lige en advarsel: Det er virkelig svært at få billetter til den retrospektive Yayoi Kusama-udstilling i Martin Gropius Bau, som spænder over 70 år af den japanske kunsters virke. Men skam over den, som ikke prøver.

Jeg har selv først billet til august efter en ferie i gamle Danmark, hvis de da lukker min tyske familie ind (har alle haft corona og er derfor ikke vaccinerede endnu). Men jeg har smugkigget lidt på Kusamas Infinity Mirror Room og den smukke atriumgård i Gropius Bau, der er groet til med lyserøde poptentakler, og det kan roligt afsløres: Det ser sindssygt lovende ud!

Et langt stenkast derfra kan man alternativt se på det spritnye dokumentationscentrum Flucht, Vertreibung, Versöhnung, der især fokuserer på de 14 millioner tyskere, der blev fordrevet fra Øst- og Centraleuropa mod det nuværende Tyskland efter Anden verdenskrig, men hvor fordrivelsens og flugtens nådesløse historie og virkelighed også vises helt op til i dag. Ikke som tør historieformidling, men som en udstilling om menneskeskæbner.

»Passet er menneskets ædleste del,« citeres Bertolt Brecht fra 1940, og det er umuligt ikke at blive grebet af, hvor megen menneskelig lidelse mennesket har formået og stadig formår at producere.

Alligevel har det fra den allerførste idé til museet for over 15 år siden selvsagt været yderst omstridt at skabe et museum med fokus på de fordrevne tyskere, som jo også var gerningsmænd. Men efter åbningen i juni har selv den polske regering reageret med skuldertræk på museet, som da også nærmere lukker et historisk hul i Berlins omgang med Anden Verdenskrig, end det på nogen måde provokerer ofrene for de tyske forbrydelser.

Ud i biografen

I Berlins smukkeste bygning – altså Mies van der Rohes’ Neue Nationalgalerie, som har ligget i renovering siden 2015 – må man have tålmodighed lidt endnu. Men den 22. august sker det: Huset genåbnes med pomp og pragt og udstillingen Die Kunst der Gesellschaft, 1900-1945.

Hvis man vil nøjes med at nyde arkitekturen, kan man passende kombinere det med et smut forbi udstillingen Claudia Skoda. Dressed to Thrill i Kulturforum. Her kan man få lidt af den midlertidigt uddøde klubatmosfære i Berlin og et godt skud af det indemurede Vestberlin i 1970-1980’erne. Claudia Skoda skabte i kunstnerkollektivet Fabrikneu i Kreuzberg, dengang en vild blanding af modeshow, fester og koncerter, hvor folk som Iggy Pop og Bowie gerne kom forbi.

Også biograferne er endelig, endelig genåbnede i Berlin i begyndelsen af juli. Men helt ærligt. Hvorfor sidde indenfor i lummer coronaluft, når Berlin har så mange strålende udendørsbiografer?

Mine favoritter er dem i Kunstquartier Bethanien og i Hasenheide, men også i Friedrichshain er der en charmerende Open Air Kino. De spiller generelt mest repriseprogrammer, men man kan jo prøve at ramme en ny tysk film som Maria Schraders Ich bin dein Mensch.

Efter den stille og fremragende Vor der Morgenröthe om Stefan Zweig og senere Netflix-serien Unorthodox har stjerneskuespilleren og nu også instruktøren Schrader skabt en seværdig komedie om en kvinde i begyndelsen af fyrrerne, som lidt mod sin vilje indlader sig på et eksperiment: at leve to uger med en androide, som er programmeret til at være den perfekte og altid bekræftende partner.

At det ikke går helt, som hun forestiller sig, er oplagt. Og for gæster i Berlin har filmen den fordel, at flere scener foregår på Pergamonmuseet og James-Simon-Galerie, som åbnede på Museumsøen, kort før coronapandemien brød ud. Det giver appetit på antik kunst, og ja, selv den sult kan du få stillet i Berlin, hvis du lige gør dit benarbejde på forhånd og får bestilt billetter.

Normalt Berlin

Hvornår Berlin bliver Berlin igen, kan selv kultursenator Klaus Lederer ikke svare på. Med Berlins gentrificering, højspekulative boligmarked og generelle normalisering efter vilde årtier oven på Berlinmurens fald, må man frygte, at coronakrisen kommer til at normalisere byen endnu mere. Jeg kender selv adskillige kunstnere, musikere og teaterforfattere, der ikke just kigger med optimisme på den nærmeste fremtid i Berlins kulturliv, der kun langsomt vågner af komaen.

Den skepsis deler Berlins ræverøde kultursenator i princippet. Men da jeg spurgte ham, om danskerne skal komme og kysse kulturen i den tyske hovedstad godmorgen, var han fyr og flamme:

»Klart – men kun med maske,« lød hans svar.

Jeg lovede ham også at viderebringe en opfordring til især at gå efter udendørsarrangementer, der kan findes på draussenstadt.berlin.de. Og for min kæreste har jeg i øvrigt lovet lige at nævne, at det jo ikke behøver at være alle danskere, der valfarter til Berlin på én gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Ang. Berliner-slottet: ved besøg i Berlin kunne man indtil 2008 se DDRs prestigiøst monstrøse "Palast der Republik", hvor slottet nu er "genopført". Bygningen var tæt pakket med asbest og blev derfor efter "die Wende" lukket for offentligheden, indtil asbesten var blevet fjernet. Derefter blev der afholdt kulturarrangementer i bygningen og der udspandt sig en heftig offentlig diskussion om bygningens fremtid. Resultatet blev, at man slettede et betydningsfuldt spor fra DDR-tiden og desavourede manges ønsker om en omfunktionering af bygningen.