Hvis Ludvig Holberg var teenager i dag, ville han formodentlig have travlt med at lægge satiriske videoer ud på YouTube – og med at forsvare sine tvetydige skandaleudtalelser, når folk ikke kunne se, hvem han gjorde mest til grin: sine latterlige hovedpersoner eller sine følgere?
Men den SoMe-chance får Holberg næppe. For Holberg (1684-1754) var debattør under oplysningstiden og skrev komedier i bedste Molière-stil til Teatret i Lille Grønnegade i København. Her satte de sindene i kog fra 1722 – i seks heftige år indtil den store brand i København i 1728, der medførte komedieforbud og pietisme … Det kommer vi til at høre mere om næste år under festivaltitlen ’Dansk Teater 300 år’.
Men Grønnegårds Teatret har nu taget forskud med komedien Jean de France, der blev spillet første gang for 299 år siden.
Modersmål og modne pærer
Grønnegårds Teatret byder på en bragende morsom Jean de France. Charlotte Munksø har skabt en iscenesættelse, hvor skuespillernes kroppe udtrykker deres replikker, allerede inden de åbner munden. Komediens karikaturer af unge rige, der ligger under for moder og trends, forløses her skønt visuelt. Det er virkelig komediekunst. Folkelig og raffineret på samme tid.
Jean de France handler om en ung, rig fyr, der har været et par måneder i Frankrig. Da han kommer hjem til sine spændte forældre og sin skeptiske forlovede, opfører han sig imidlertid latterligt og påstår, at sådan gør man i Paris. Desuden har han næsten glemt sit modersmål. Han taler nu kun et ivrigt begynderfransk. I denne komedie kommer ’mon père’ hurtigt til at betyde ’modne pærer’. Og så videre.
Det er den unge skuespiller Nicolai Jørgensen, der sprudler i rollen som Jean de France – eller på dansk: Hans Frandsen. Hvilken overbevisende Holberg-debut! Nicolai Jørgensen sætter hele sit anseelige korpus i bevægelse. Hans ben sparker op i latterlige positurer, og han har komikerens medfødte sans for at overdrive det latterlige netop så meget, at det bliver grotesk.
Hos Nicolai Jørgensen findes ingen hæmmende hverdagsrealisme. Her er kun store armbevægelser og trutmund. Samtidig er han iført et sammensurium af stofstykker og forstyrret pudderparyk, så han mest af alt ligner Liva Weel i et uidentificerbart revynummer.
Liderlige knapper
Scenografen Karin Betz har kreeret nogle gakkede kostumer, der kommenterer 1700-tallets kostumer med queerblink i øjet. Herrernes skødejakker har nu også fået lave veste, der mest af alt fungerer som maveindspændere. Og kvindernes lange liderhedskjoler har stribevis af knapper, der hellere end gerne lader sig knappe op.
Scenografien er mere usynlig med nogle trapper og plateauer, der næsten falder i ét med Odd Fellow Palæets mure, hvor måger og duer sørger for det meste af lyddesignet. Når altså ikke alle skuespillerne selv bryder ud i Grundtvigs forstemmende komiske »Ved jorden at blive, det tjener os bedst«-omkvæd.
Imens pisker skuespilleren Jens Gotthelf rundt i rollen som den morsomme dumme-tjener Arv og slår takten an med sine trommestikker på trapperne. Samtidig med at Rosalinde Mynsters pragtfulde kloge-tjenestepige Marthe gnubber gelænderne corona-rene med forførende sprit og lange ører. Rosalinde Mynster har en fuldstændigt uproblematisk autoritet på scenen.
Når hun i forestillingens morsomste scene klæder sig ud i en juledug for at narre Jean de France, mens Andreas Jebro som hendes langskæggede tjener Esben fyrer op under de nødvendige løgne, er der ikke et øje tørt. Rosalinde Mynster er overvældende vittig, og så synger hun så flot, at man helt taber pusten.
Netop sangen er iscenesættelsens nutidskommentar til franske. Med patos fra melodigrandprix står alle ti skuespillere og synger ’Est-ce que tu m'aimes?’ med kælen klang og solbriller. Klichéfyldt og klistret.
Original birolletolkning
Holbergs komedie rummer også nogle skønne biroller. Her er Tom Jensen som den sure far Jerominus med skøn råben og veloplagte sadistiske træk. Her er den debuterende Carla Eleonora Feigenberg med godt oprør i de kønne, himmelvendte øjne med ømt blik for Aske Hass Thorsens rocksangerselvsikre scorekarl – og her er Jens Frederik Sætter-Lassens tjener med selvfed golddigger-attitude tilsat hurtig spænen i guldskoene.
For mig blev den store birolleoplevelse dog rollen som Jean de France’s far, Frands Hansen. For det lykkes Benjamin Kitter at skabe en original figur med et tegneseriesyret kropssprog – med en grotesk tilbagelænen i den spinkle krop og samtidig en fremadskudt, påsat topmave, så manden nærmest krabber sig afsted, mens han smisker for sin kommende svoger og gnaver nervøst i et franskbrød.
Og når han så kommer i kløerne på Tina Gylling Mortensens uimodståeligt komiske, men også magtfulde og skrupliderlige hustru, bliver han forståeligt nok bleg. Men han accepterer sin rolle som underhund i ægteskabet – og lader så den barmfagre hustru glide ned på sin ryg og slæber besværet afsted med hende, så publikum skraldgriner på bænkene.
Og når forældrene sammen skal beskytte deres frankofile curlingsøn, så må fatter igen tage fat: Lade den velnærede søn i det franske modetøj glide ned på ryggen af sig - og vakle afsted med ham …
Så jo. Holbergs komedie stortrives hos Grønnegårds Teatret. Værsgo! S’il vous plaît! Eller som man siger det i Bredgade: »Sild vu plattes!«
'Jean de France'. Tekst: Ludvig Holberg (1722). Instruktion: Charlotte Munksø. Scenografi: Karin Betz. Dramaturg: Trine Wisbech. Musikalsk arrangement: Marianne Sørensen. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign: Mikkel Magnus Olsen. Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 28 i København. Varighed: 1 time 40 minutter. Til 28. august 2021.
