Joachim Trier og François Ozon lever op til deres bedste på filmfestivalen i Cannes

CANNES – Det er altid en fornøjelse af de store, når de filmskabere, man forventer sig mest af på filmfestivalen i Cannes, ikke skuffer, og i år sørger både franske François Ozon og norske Joachim Trier for, at man forlader biografen med om ikke en sang i hjertet så i hvert fald noget at blive rørt over og grine ad.

Trier afslutter den Oslo-trilogi, han begyndte med debutfilmen Reprise og Oslo, 31. august, der begge handlede om følelses- og livsforvirrede unge mænd, som forsøgte at finde ud af, hvem de var, og hvad de ville. Hovedpersonen i Triers nye film, Verdens værste menneske, der deltager i hovedkonkurrencen hernede, er en ung kvinde, Julie (Renate Reinsve), der nærmer sig de 30 år, men stadig ikke ved, hvem hun er – kun hvad andre synes, at hun skal være.

Hun læser medicin, men er træt af sit image som dydig 12-tals-pige, så hun skifter til psykologi og genopfinder sig selv som et mere søgende og flagrende menneske, også når det kommer til kærlighed og sex. Psykologien fanger dog heller ikke Julie, så hun forsøger sig i stedet som fotograf, mens hun arbejder i en boghandel og forelsker sig i den populære og 10-15 år ældre tegneserietegner, Aksel (Anders Danielsen Lie). De flytter sammen, men selv om de har det godt sammen, så befinder de sig også meget forskellige steder i livet – han vil for eksempel gerne have børn, det vil hun også, bare ikke endnu – og hendes rodløshed manifesterer sig igen.

Skæppeskøn kvinde

Verdens værste menneske – det er sådan, Julie ser sig selv – er fortalt i 12 kapitler med en prolog og en epilog, og det er en såre charmerende, meget vittig og endda bevægende film om at finde sig selv og måske også én at dele livet med. Kapitelstrukturen giver Joachim Trier rig mulighed for at lege med tid og rum og den fragmenterede, suggestive og intuitive fortællestil, han også har dyrket i sine andre film.

Det giver handling og billedside en klædelig spændstighed – og sjældent har Oslo taget sig så smuk og tiltalende ud. Der er også rigeligt både at smile og grine over i filmen, når Julie, der på et tidspunkt beskriver sig selv som Bambi på glat is, stolprer rundt i sit eget og andres liv. Ofte er det så genkendeligt, at det gør godt og også lidt ondt, fordi man kan huske lignende situationer og oplevelser fra sit eget liv. Og så er Renate Reinsve i øvrigt brillant i rollen som Julie – på én gang skæppeskøn og øretæveindbydende i al sin ungdommelige skråsikkerhed, der lynhurtigt kan slå om i tvivl.

På samme måde lever man sig fuldt og helt med i François Ozons nye film, Tout s’est bien passé – på dansk: alt er gået som planlagt – der også er med i hovedkonkurrencen. Sophie Marceau spiller forfatteren Emmanuèle, hvis aldrende far, André (André Dussollier), beder hende om at hjælpe sig med at dø, efter han har fået indtil flere slagtilfælde. Det er ikke noget, som huer Emmanuèle, der har et mildest talt komplekst forhold til sin far, men, som hun og hendes søster, Pascale (Géraldine Pailhas), hele tiden siger: »Man kan ikke nægte vores far noget«.

Blodets stærke bånd

Og så går de i gang med forberedelserne til noget, der er ulovligt i Frankrig, hvor de bor, men lovligt i Schweiz. Det går ikke stille for sig i en familie, der tydeligvis ikke er så harmonisk eller ærlig over for hinanden, som den burde. Faren er homoseksuel og har i årevis haft affærer med andre mænd, mens han har været gift og fået børn med kunstneren Claude (Charlotte Rampling). Hun er ramt af demens, men endnu ikke fraværende nok til, at hun ikke stadig er bitter og sur på den mand, hun elsker og har brugt sit liv på, men som aldrig for alvor har elsket hende.

Emmanuèle har også et ambivalent forhold til faren, der op gennem hendes opvækst var lidt en skiderik – det er han sådan set stadig – og kaldte hende både tyk og dum, hvilket formentlig er grunden til, at hun nu, som midaldrende kvinde, dyrker så meget motion. Men selv om man har et gigantisk horn i siden på farmand, kan man altså ikke sige nej til ham.

François Ozon laver sådan cirka en film om året, de fleste af dem enten gode eller virkelig fremragende, men umiddelbart er det svært at få styr på ham som filmskaber. Hvad er hans signatur? Hans interesse for mennesker, følelser og psykologi løber som en rød tråd gennem hans film, og det samme gør hans store lyst til at afprøve og indimellem lege med forskellige genrer. Der er ikke så meget leg med familiedramaet i Tout s’est bien passé, men det er en velfortalt, velspillet og både morsom og barsk fortælling om blodets stærke bånd – og om retten til selv at bestemme over sit liv.

Både 'Verdens værste menneske' og 'Tout s’est bien passé' er på vej til de danske biografer.

Opdateret: Cannes prisvinder 2021 - Bedste kvindelige skuespiller: Renate Reinsve - 'Verdens værste menneske'.