Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Klassisk musikfest i europæisk topklasse på Fyn

Efter coronaaflysningen sidste år kom Hindsgavl Musikfestival stærkt tilbage i denne måned. Med navne som Christian Gerhaher, Isabelle Faust, Martin Helmchen og András Schiff befæstede festivalen sit ry som den mest attraktive festival for klassisk kammermusik herhjemme
Den tyske violinist Isabelle Faust var styrende kraft i strygekvartettens minutiøst gennemarbejdede sammenspil under koncert med Christian Gerhaher.

Den tyske violinist Isabelle Faust var styrende kraft i strygekvartettens minutiøst gennemarbejdede sammenspil under koncert med Christian Gerhaher.

Felix Broede

Kultur
27. juli 2021

Man kan meget vel tale om genius loci (stedets ånd), når man befinder sig på Hindsgavl Slot og i dets omgivelser på halvøen syd for Middelfart. Det er her, Hindsgavl Musikfestival har ry for at være den mest attraktive festival for klassisk kammermusik herhjemme, og det er ovenikøbet en festival, der år efter år tiltrækker et talstærkt publikum syd for grænsen.

Stedets ånd skabes af samspillet: Hovedbygningen fra 1700-tallet og avlsgårdens tre renoverede længer, den engelske have med århundrede gamle træer, der skråner ned til Lillebælt, den nærliggende skov og sletten med dåvildt og kronvildt. Man kan kun blive sat i indre bevægelser, når man opholder sig på et sted som dette.

Hindsgavl er et hotel- og konferencecenter, derfor tillader forholdene, at festivalgæsterne bor og spiser på stedet i selskab med kunstnerne, som ofte tager børnefamilien med. I år var det med coronarestriktioner, de var til at leve med, men man måtte denne gang undlade en tilbagevendende attraktion som de sene aftenkoncerter med ny musik, video og installation.

Der har været afholdt kammermusikdage på Hindsgavl siden 1951. I 2007 begyndte Bernard Villaume som festivalleder, og under ham er kvalitetskurven steget støt og stejlt, så man i disse år får besøg af kunstnere og ensembler på højeste internationale niveau. I 2021 kunne man således opleve sangeren Christian Gerhaher, violinisterne Isabelle Faust og Carolin Widmann, cellisterne Jean-Guihen Queyras, Christian Poltéra og Marie-Elisabeth Hecker, Pavel Haas Strygekvartet og pianisterne Martin Helmchen, Alexander Melnikov og András Schiff.

Tusmørkets og nattens sange

Barytonen Christian Gerhaher og hans faste pianist Gerold Huber begyndte festivalens aftenkoncerter med et Schubert-program. Den tyske duo har fået status af, hvad Dietrich Fischer-Dieskau og Gerald Moore havde for en lille menneskealder siden, nemlig tidens ypperste udøvere af den tyske klaverlied. Programmet med 24 sange fra 1815 og fem år frem indfangede en bestemt periode i den unge Schuberts liv, hvor han frigjorde sig fra sit fædrene ophav og blev åbnet for nye stærke inspirationer. Det var især digterne Friedrich von Schlegel og Johann Mayerhofer, Gerhaher og Huber koncentrerede sig om, men med bjergtagende Goethe-sange som Prometheus og An Schwager Kronos som mellemdel.

Christian Gerhaher.

Christian Gerhaher.

Christian Gerhaher
Schlegel var en ledende skikkelse i den tidlige romantiske strømning i Tyskland, med en digtcyklus – Abendröte (Aftenrøde) – om det guddommelige og mennesket i naturen. Schubert valgte 11 af digtene og havde formodentlig i tankerne at skabe sin første liedcyklus, altså lang tid før de tre senere (Die schöne Müllerin, Winterreise og Schwanengesang). Cyklus blev det ikke formelt til med Abendröte, men Gerhaher fremførte sangene som en sådan, og dermed blev man slet og ret opslugt af en romantisk vision, der udfoldede sig i tusmørket og natten, hvor alt levende er forbundet.

Die Gebüsche (Skovbrynet) skal fremhæves. Klaverstemmen, som minder om Schuberts elskede Impromptu i Ges-dur, fremmaner ånden i naturen, ord på ord hviskes gennem bladene, bølger klinger i bølger, og gennem det hele lyder en stille tone. Hen over Hubers omslag fra toneart til toneart holdt Gerhaher os fast i en bedøvende smukt artikuleret romance med subtile betoninger og rene vokalfarver, videre og videre indtil den lysende fremhævelse af den ene tone i jordens brogede drømme, som kun lyder for den, der lytter i det skjulte.

Gerhaher og Faust

Et par aftener senere stod Christian Gerhaher på podiet med en strygekvartet anført af fænomenet Isabelle Faust. Koncertens første del var opsigtsvækkende, fordi man opførte en på disse breddegrader ukendt musik af den schweiziske senromantiker Othmar Schoeck. Opsigtsvækkende fordi denne Notturno (1933) for dyb stemme og strygekvartet, i fem satser med ni digte af Nikolaus Lenau og et enkelt af Gottfried Keller, viste sig som et mesterværk, ikke mindst åbenbaret af opførelsens skyhøje niveau. Digtene handler om naturmystik, eksistentiel fortvivlelse og weltschmerz, gådefulde, smægtende og melankolske vers sat i Schoecks tonalt flydende og ekspressionistiske musik.

Faust var den styrende kraft i strygekvartettens minutiøst gennemarbejdede sammenspil, hvor hun med Jean-Guihen Queyras fik et formidabelt kontraspil i dybden. De spillede ikke tungt senromantisk, tværtimod blev man ofte fanget ind af en spindelsvævsagtig kammermusik, bestandigt med nye tonefald og overraskende indfald. Gerhaher halvt sang, halvt deklamerede i mageløs kontrol over tekst og toner, det var særskilt opslugende, gearskiftet til scherzoens vilde mareridt på sordinerede strenge bragte salen ud på det yderste af stolene, så fantastisk blev der musiceret.

Samme koncert gav plads til en lige så mindeværdig version af Schönbergs strygesekstet Verklärte Nacht (1899). Også her spillede man med lethed og gennemgående vibratofattig klang, man måtte beundre den indbyrdes spilforståelse, og den afsluttende eufori – på vej mod selve forklarelsen eller transcendensen – bragte de tættere på kærlighedsmusikken i Wagners Tristan og Isolde, end jeg har hørt før.

Gerhaher kom tilbage i Berlioz’ seks orkestersange om savn og tab af kærlighed, Les nuits d’été (1843), arrangeret for strygesekstet af den britiske komponist David Matthews, men her meldte der sig flere forbehold. Dels var den rene strygerlyd ikke tilstrækkeligt nuanceret til at fordunkle Berlioz’ geniale farvelægning med blæsere og strygere, og dels skuffede Gerhaher i behandlingen af den franske vokalrigdom, ligesom fraseringen af de særegne melodier til tider blev mere urolig i fugerne, end godt var. Alligevel kom den mest kendte sang, den dystre »Le spectre de la rose« (Rosens spøgelse) med romantisk glød og en strålende projektion af kulminationen: »Jeg kommer fra paradiset.«

Dansk klavervirtuos

Aftenen med klaverkvintetter af Schumann og Elgar sigtede og traf også højt. Tysklands lysende klaverstjerne, Martin Helmchen, var det diskrete kraftcenter over for violinisterne Carolin Widmann og David McCarroll, bratschisten Pauline Sachse og cellisten Marie-Luise Hecker. Elgars glimrende kvintet ufortalt stod Schumanns mesterværk frem i så at sige renset form, mere apollinsk end dionysisk i sin approach, mere forfinet dialogisk end patetisk fortællende.

Gustav Piekut.

Gustav Piekut.

Pressefoto
Den danske pianist Gustav Piekut, blot 26 år og allerede fuldblodsvirtuos, kastede sig ud på de 70.000 favne i et russisk program: Skrjabin, Medtner og Rachmaninov. Meget udansk, fordi de virtuose romantiske russere ikke er videre kompatibel med vores mentalitet. Det er for tomt, forstået som tomgang og uden (tysk) ånd, mente man engang, men så er det godt, at vi har Piekut. Om 20 år vil han spille det hele anderledes, måske endnu mere søgende i de stille passager, men sikke et overblik, og sikke et teknisk overskud. Højdepunktet var Rachmaninovs Klaversonate nr. 2, hvor Piekut havde styr på de flydende tempomodifikationer, som er alfa og omega hos russeren, og i det hele taget blotlagde han dette ejendommelige genis tænkning med såvel gnistrende eksplosioner som svale, indadskuende strofer.

Lad det blive ved disse fire bemærkelsesværdige koncerter ud af de samlede 16. Hindsgavl Musikfestival måtte aflyse sidste år, og længe så det ud til, at den ikke ville overleve det økonomiske tab. Heldigvis gik det anderledes, Bernard Villaume er kommet utrolig stærkt igen. Hans holdning til at drive festivalen er altafgørende for dens livskraft. Det er planlægning og research året rundt, det er en afslappet og nærværende tilstedeværelse fra morgen til nat under festivalen, og det er en fabelagtig næse for at lokke de bedste kunstnere til Hindsgavl. Ulrik Andersen, en god ven fra skoledagene i Middelfart, fodrer ham med kunstneriske ideer, og sådan kan de forhåbentlig blive ved i mange år.

Hindsgavl Musikfestival 15. - 22. juli 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her