’Hvor kragerne vender’ er en beskeden film med en stor historie om tilgivelse og forsoning

»Gerningsstedet« kalder den unge forfatter Irina (Rosalinde Mynster) selv den gård i Udkantsdanmark, hvor hun er vokset op, og som hun flygtede fra, så snart hun kunne. Nu har hun skrevet en bog om en alt andet end lykkelig opvækst, og hun interviewes på tv af selveste Knud Romer i begyndelsen af Lisa Jespersens vældig gode debutspillefilm, Hvor kragerne vender.

Men så er det, at brormand skal giftes, og meget mod sin vilje må Irina rejse fra København og hjem til gården. Det er ikke nogen nem rejse for hende, især ikke, da hun finder ud af, at hendes bror, Janniks (Adam Ild Rohweder) tilkommende er Catrine (Anne Sofie Wanstrup), der i folkeskolen var Irinas store mobber.

Bedre bliver det ikke af, at selv samme Catrine står til at skulle overtage Irinas mor, Janes (Bodil Jørgensen), blomsterbutik, og at hun tilmed har fået den forlovelsesring, der er gået i arv i familien, og som Irina havde regnet med, at hun skulle have.

En djævel farer i Irina, der snart får skabt uro, fordi hun konfronterer sin mor og bror med, at Catrine altså var hende, der med de andre børns hjælp klippede Lauras hår af og kaldte hende Lebbe-Laura, da de var børn. Men ingen har lyst til at dvæle ved fortiden, og Jannik er lykkelig med Catrine, der har en lille datter.

Catrine formår dog også at give igen, og snart er Irina på kant med både sin familie og ungdomskæresten David (Jesper Groth), der er Janniks bedste ven og forlover. Stemningen løftes ikke ligefrem af, at Irinas mor har svært ved at forstå, hvorfor datteren har klippet sit lange, smukke hår af, taget navneforandring fra Laura til Irina og er blevet veganer.

Meget at spejle sig i

Hvor kragerne vender, som filmskoleuddannede Lisa Jespersen har skrevet sammen med Sara Isabella Jønsson, er en morsom og dramatisk film, der gør grin med både bonderøve og københavnersnuder – og de fordomme, de har om hinanden.

For mig, der flere gange i løbet af mine formative år flyttede frem og tilbage mellem Jylland og København – og nu igen bor på landet – er der så meget i filmen, jeg kan genkende og spejle mig i.

Landboernes opfattelse af københavnere som frelste, bedrevidende typer, der hele tiden retter på andre. Københavnernes opfattelse af landboernes tilbagestående, bondske levevis, som er til at grine ad. Ingen af delene er naturligvis den fulde og eneste sandhed, og selv om der er forskelle i måden, vi vælger at indrette os på, er vi også alle sammen bare mennesker, individer, med gode og dårlige sider.

Og så er der al den opsparede vrede og de frustrationer fra sin opvækst, man kan bære med sig gennem livet. Den er ikke altid lige retfærdig eller begrundet, og under alle omstændigheder er man på et tidspunkt nødt til at give slip på den for at komme videre med sit liv. 

Rejsen hjem bliver således også en art selvopgør for Irina, der har et bestemt blik på sin opvækst, men bliver tvunget til at nuancere det blik og samtidig erkende, at ikke alt var noget lort dengang – og at det ikke kun er nyttigt at dæmonisere sin fortid, selv om det er godt litterært brændstof.

Jo vist var Catrine en grum mobber, og Irinas forældre forstod ikke at hjælpe deres datter. Og selvfølgelig var unge Irinas følelse af afmagt og svigt reel for hende. Men hun var heller ikke nem at tackle – hun var et vredt barn, fortæller moren – og da hun rejste fra byen, var det for eksempel uden at sige farvel til David, som var så forelsket i hende.

Sitrende billeder

Hvor kragerne vender er både et drama og en sædekomedie om et kulturelt sammenstød af de større. Mellem sofistikerede Irina, der nu tilhører den kreative klasse i København, hvor nogle kunstnere holder op med at tale i protest mod verdens tilstand, mens andre bliver impotente af klimaforandringerne.

Og så det bogstavelig talt jordbundne barndomshjem, hvor far Iver (Jens Jørn Spottag) har travlt med at passe sine køer, mens moren skælder ud på den Rema 1000 ude ved motorvejen, der efter hendes mening har ødelagt al lokal handel i den lille by.

Det er ret sjovt skildret – og virkelig godt spillet af Rosalinde Mynster, der i rollen som Irina/Laura er spændt som en fjeder, da hun bliver hentet ved toget af sin mor. Hun er så parat til at kæmpe for sit nye liv og imod det gamle. 

I det hele taget er Hvor kragerne vender en velspillet film, hvor skuespillerne forsvarer deres figurer – typer til at begynde med, men efterhånden hele mennesker, man tror på. Måske lige på nær Irinas kæreste, forfatteren Benjamin (Thomas Hwan), som er en egocentreret snob af de større og næsten ikke kan styre sin afsky for det primitive liv på landet, da han dukker op for at deltage i brylluppet. Han er en karikatur – men en vittig én af slagsen.

Filmfotograf Manuel Alberto Claro leverer de håndholdte og knitrende og sitrende billeder, og jeg må sige, at jeg er begejstret for den velfortalte film, der trods sit beskedne væsen har en stor historie at fortælle om at tilgive og forsone sig med fortiden, inden den gør én til et bittert menneske eller ganske river én i stykker, og om de fordomme, der splitter os mere end vores egentlige forskelligheder som mennesker.

Jeg glæder mig til at se, hvad Lisa Jespersen – og Sara Isabella Jønsson – finder på næste gang.

’Hvor kragerne vender’ – Instruktion: Lisa Jespersen. Manuskript: Lisa Jespersen og Sara Isabella Jønsson. Fotografi: Manuel Alberto Claro. Længde: 91 minutter. Biografer landet over.