Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Marvels ’Black Widow’ er mere familiedrama end superhelteaction – og det er rigtig godt

Marvels seneste filmiske superhelteeventyr er et godt eksempel på, hvad Marvel-filmene kan, nemlig at fokusere på mennesker, psykologi og følelser, mens de afvikler den ene dødsspændende og tempofyldte scene efter den anden
Florence Pugh (t.v.) og Scarlett Johansson har en god kemi som søstre i superheltefilmen ’Black Widow’, der også er et hæsblæsende familiedrama.

Florence Pugh (t.v.) og Scarlett Johansson har en god kemi som søstre i superheltefilmen ’Black Widow’, der også er et hæsblæsende familiedrama.

Jay Maidment/Disney Enterprises

Kultur
8. juli 2021

Vi har ventet længe på den, Black Widow, og heldigvis har den været ventetiden værd. Filmen, der fortæller historien om den tidligere russiske lejemorder og hemmelige agent Natasha Romanoff, der lyder kodenavnet Black Widow, er en hæsblæsende, morsom, rørende, tragisk og helt igennem underholdende affære.

I vores nutid er Romanoff – spillet af Scarlett Johansson – død. Som medlem af superheltegruppen ofrede hun livet i Avengers: Endgame for at redde alle os andre fra Thanos, der ville udrydde halvdelen af alt liv i universet.

I Black Widow spoler Cate Shortland og filmens manuskriptforfattere tiden tilbage og fortæller om Romanoffs forsøg på at få sorte tal på bundlinjen i det menneskelige og moralske regnskab, hun fører over sit liv. Som hjernevasket lejemorder dræbte hun en masse mennesker. Siden brød hun fri og blev en vigtig del af Avengers og forsøgte her at gøre så meget godt som muligt. Det er ikke helt forkert – sammen med Captain America – at kalde hende Avengers’ samvittighed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Er det her Informations måde at få lidt lette point på over for et yngre publikum, eller bare avisens erklærede kærlighed til USA, der tillader kulørte genrefilm fortræde for alle de andre interessante film i verden? Burde der så ikke bare laves et filmappendix, som tydeliggjorde tilknytningen, evt med redaktionel genanmeldelse af Olsenbanden og Matador?