Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Marvels ’Black Widow’ er mere familiedrama end superhelteaction – og det er rigtig godt

Marvels seneste filmiske superhelteeventyr er et godt eksempel på, hvad Marvel-filmene kan, nemlig at fokusere på mennesker, psykologi og følelser, mens de afvikler den ene dødsspændende og tempofyldte scene efter den anden
Florence Pugh (t.v.) og Scarlett Johansson har en god kemi som søstre i superheltefilmen ’Black Widow’, der også er et hæsblæsende familiedrama.

Florence Pugh (t.v.) og Scarlett Johansson har en god kemi som søstre i superheltefilmen ’Black Widow’, der også er et hæsblæsende familiedrama.

Jay Maidment/Disney Enterprises

Kultur
8. juli 2021

Vi har ventet længe på den, Black Widow, og heldigvis har den været ventetiden værd. Filmen, der fortæller historien om den tidligere russiske lejemorder og hemmelige agent Natasha Romanoff, der lyder kodenavnet Black Widow, er en hæsblæsende, morsom, rørende, tragisk og helt igennem underholdende affære.

I vores nutid er Romanoff – spillet af Scarlett Johansson – død. Som medlem af superheltegruppen ofrede hun livet i Avengers: Endgame for at redde alle os andre fra Thanos, der ville udrydde halvdelen af alt liv i universet.

I Black Widow spoler Cate Shortland og filmens manuskriptforfattere tiden tilbage og fortæller om Romanoffs forsøg på at få sorte tal på bundlinjen i det menneskelige og moralske regnskab, hun fører over sit liv. Som hjernevasket lejemorder dræbte hun en masse mennesker. Siden brød hun fri og blev en vigtig del af Avengers og forsøgte her at gøre så meget godt som muligt. Det er ikke helt forkert – sammen med Captain America – at kalde hende Avengers’ samvittighed.

Mindeværdigt familiegensyn

Black Widow begynder i 1995 i Ohio, hvor en ung Natasha bor sammen med sine forældre og lillesøster, Yelena. Ja, det vil sige, at ingen af dem er i familie. De er plantede russiske spioner, som styres af den bindegale general Reykov (Ray Winstone), og en dag får de ordre på at forlade deres ellers harmoniske tilværelse i USA og komme tilbage til Rusland.

Her bliver både Natasha og Yelena placeret i det såkaldte Red Room, hvor Dreykov, psykologisk og med kemikalier, hjernevasker forældreløse piger til at blive nådesløse dræbere. Filmen springer frem til tiden mellem Captain America: Civil War og Avengers: Infinity War, hvor superheltene er splittet og nogle af dem på flugt fra USA’s regering, der vil bestemme over deres gøren og laden.

Natasha Romanoff er en af dem, der gemmer sig for myndighederne, men en dag får hun en besked fra den ’lillesøster’, Yelena (Florence Pugh), hun ikke har set i årevis. Snart er de to i gang med at opspore Reykov for at hævne sig på ham og ødelægge det Red Room, som stadig bortfører piger og gør dem til mordere for at skaffe ham politisk og økonomisk magt.

Undervejs opsøger de deres ’forældre’, Alexei, bedre kendt som supersoldaten Red Guardian (David Harbour), og Melina (Rachel Weisz), der har hjulpet med at udvikle den teknologi, Dreykov benytter sig af til at kontrollere andre mennesker.

Det er et familiegensyn af de mere mindeværdige.

Tempofyldt menneskelighed

Og det er et af de elementer, der for alvor gør Black Widow så seværdig: dynamikken mellem de fire mennesker, der engang lod, som om de var en familie, og alle i virkeligheden savner det og hinanden og den normalitet, de kunne have haft i deres liv, var det altså ikke for Reykov.

Det er en stor, bred underholdningsfilm, ja, men det er også en film om børn og kvinder, der er blevet gjort fortræd, og om den rodløshed og det manglende hold i livet, det kan medføre, hvis man ikke har nogen familie.

På den måde er Black Widow et godt eksempel på, hvad Marvel-filmene kan, og som kun få andre superheltefilm formår, nemlig at fokusere på mennesker, psykologi og følelser, mens de afvikler den ene dødspændende og tempofyldte scene efter den anden.

Da Natasha og Yelena møder hinanden for første gang i filmen, begynder de med at give hinanden røvfuld. Det er meget morsomt og vittigt skruet sammen, også scenerne mellem de fire genforenede familiemedlemmer.

Black Widow er næsten mere spionfilm end superheltefilm. Det er først til sidst, at der for alvor går superhelt og superskurk i den – hvilket er lidt uinspireret – men indtil da er man i selskab med Natasha og Yelena, mens de jagter Reykov og lærer hinanden at kende igen.

Det er virkelig sjovt, da Yelena begynder at gøre grin med, hvordan Natasha altid poserer, når hun som Avenger slås mod skurke. Hun har en bestemt måde at lande på, når hun hopper – på det ene knæ, hvorefter hun løfter hovedet og kaster med sit lange røde hår – som Yelena bare finder aldeles latterlig. Scarlett Johansson og Florence Pugh er begge brillante i rollerne, og de har en virkelig god kemi.

’Black Widow’ – Instruktion: Cate Shortland. Manuskript: Eric Pearson. Fotografi: Gabriel Beristain. Længde: 133 minutter. Kan ses i Park Bio og Valby Kino i København og på Disney+.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Er det her Informations måde at få lidt lette point på over for et yngre publikum, eller bare avisens erklærede kærlighed til USA, der tillader kulørte genrefilm fortræde for alle de andre interessante film i verden? Burde der så ikke bare laves et filmappendix, som tydeliggjorde tilknytningen, evt med redaktionel genanmeldelse af Olsenbanden og Matador?