Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Det nye H. C. Andersens Hus går ikke nysgerrigt til forfatteren, men dyrker ham som brand

Dronningen klippede en papirklipsstrimmel over med H.C. Andersens egen saks, da ’Det nye H.C. Andersens Hus’ for nylig blev indviet i Odense. Forfatter Harald Voetmann har besøgt det storstilede museumsbyggeri, som ikke går nysgerrigt til forfatteren, men fortsætter den odenseanske dyrkelse af HCA som brand
Odenses kærlighed til H.C. Andersen er ikke gengældt. Man må næsten kalde den ulykkelig. Og ulykkelig kærlighed kan få én til at gøre – eller købe – mange dumme ting.

Odenses kærlighed til H.C. Andersen er ikke gengældt. Man må næsten kalde den ulykkelig. Og ulykkelig kærlighed kan få én til at gøre – eller købe – mange dumme ting.

Lærke Beck Johansen

Kultur
16. juli 2021

»Ieg kiender Fyn! det er et land
Fuldkommen lang 10 mile
Og 8 breed, omfløt med Vand,
Dog tør slet ingen tvivle,
At der jo findes store Slot
Og skiønne Herre-Sæder.
O! Fyn-boe du har meget got
Thi Kiøb- og Handel-stæder
Har du, hvor du dig vender hen
Paa Timen udj Sigte,
Mig fattes ord, min svage Pen
Er Stump om dig at digte«.

Sådan skrev digteren Jens Steen Sehested i sit lovdigt om Fyn, Fyns billige Berømmelse fra 1671. Billig skal her forstås i betydningen: berettiget, rimelig, og berømmelse i betydningen: lovprisning.

Sammen med Emil Aarestrup og Tom Kristensen hører Sehested til den meget eksklusive kreds af danske litterære koryfæer, der valgte Fyn til. Modsat dem, der stammede fra Fyn, men stak af i en fart som Ambrosius Stub, Agnes Henningsen og endda Morten Korch, der opgav landidyllen for at blive fabriksejer i Taastrup og senere valgte at bo i en grim kasse i Nordsjælland efter at have malket den nostalgiske landidyl tør.

Men særligt Andersen kunne ikke komme hurtigt nok væk fra fødeøen. Så snart han fik iført sig konfirmationsklunset, var han videre. Man kan mærke et nostalgisk vemod i hans beskrivelser af barndommen, men hadet er lige så tydeligt. Odense var alt det, han ville flygte fra. Det var ydmygelsens by, her levede han i sorg og fattigdom, han blev mobbet for sin lyse stemme og sine teaterdrømme, her blev han aldrig andet end ensom, fortvivlet og sær.

I Odense kan man følge H.C. Andersens fodtrin. De er malet på fortovene, og de bevæger sig fra stationen – med det irriterende navn Odense Banegård Center – til hans barndomshjem, hvor han sad med dukketeateret og drømte. De fodspor burde selvfølgelig bevæge sig i den anden retning, for den gode historie her er, at han faktisk slap væk og blev til meget mere end en ensom weirdo.

Odenses kærlighed til H.C. Andersen er ikke gengældt. Man må næsten kalde den ulykkelig. Og ulykkelig kærlighed kan få én til at gøre – eller købe – mange dumme ting.

Andersen er overalt i byen. Hotel Comwell H.C. Andersen. HCA Marathon. HCA-klinikken for kosmetisk plastikkirurgi. Restaurant HC (drevet af Meyers-firmaet, der holder så meget af litteratur, at de ikke vil driste sig til at betale forfattere en øre for at optræde.) H.C. Andersens Flyttefirma, »Vi gør din flytning til en god historie«.

Den 30. juni blev ’Det nye H.C. Andersens Hus’, som ligger bag digterens fødehjem i Hans Jensens Stræde, indviet. Det er, hvad man må kalde et storstilet projekt. Det har kostet mere end 300 millioner kroner, og den japanske arkitekt Kengo Kuma står bag bygningen.

Ikke helt færdigt endnu

Selv om museet er officielt indviet – og dronningen har klippet en papirklipsstrimmel over med H.C. Andersens egen saks ved den lejlighed – er det ikke fuldstændig åbent endnu. Coronahelvedet har givet dem tekniske problemer, så man må indtil videre nøjes med en ’soft opening’ til halv pris og kan ikke forvente meget mere end en forsmag på den fulde oplevelse.

Først og fremmest mangler det lydsystem, der skal guide publikum gennem museet iført headset. Teksten til lydguiden er skrevet af den gode Kim Fupz Aakeson, og man kan håbe, at det med hans tekst vil lykkes at binde de enkelte dele sammen og løfte oplevelsen for både børn og voksne. Men den er altså endnu ikke tilgængelig.

Det er umuligt at bedømme en sådan halvfærdig oplevelse rimeligt. Men nu har de jo åbnet dørene for den. Én ting er lykkedes for arkitekten: Da det meste af museet er under jorden, rager bygningen ikke for voldsomt op i byen. Selv om den ligger lige bag ved H.C. Andersens fødehjem, er det stadig muligt at stå i Hans Jensens stræde og betragte fødehjemmet og de gamle huse omkring det uden at blive alt for distraheret af det nye.

Så langt, så godt. Parken omkring er ikke færdig endnu, og også indeni giver bygningen mange steder indtryk af at være lidt ufærdig. Eller måske er det meningen, at den – trods store lyse rum og organiske, snoede gange – rundt omkring skal fremstå mærkeligt rå og industriel? Jeg kan ikke afgøre det, og jeg kan heller ikke tillade mig at komme med en forhastet dom her.

Det erklærede formål er, at museet ikke skal tale om H.C. Andersen, men som H.C. Andersen. Det må være det ansvar, der er blevet lagt på Kim Fupz Aakesons skuldre. For som det er nu, er det de dele, der taler om digteren, der er de absolut mest spændende.

Hans efterladte ejendele: souvenirer fra rejserne, fyldepen og blækhus, originalmanuskripter, papirklip og tegninger. Det siger jeg ikke kun som en kedelig voksen, for mange af de besøgende børn var godt oppe at køre over, at det var »hans rigtige ting« og lod sig derimod kun distrahere, men ikke rigtig fastholde, af de mange skærme rundt omkring. Moderne museumsformidlings forbandelse.

En ært i en montre

En sektion handler om Andersens ulykkelige kærlighedsliv, og det er da rørende at se champagneglasset, som han drak ’broderskålen’ med Jenny Lind af, pungen med digtet fra Riborg Voigt, der blev fundet på hans bryst efter hans død, og tandbørsteskaftet, som var en gave fra den unge balletdanser Harald Scharff.

Men genstandene bliver præsenteret på en af de snoede gange – som noget, man skal skynde sig forbi – og midt i en skov af skilte med HC’ske Gajol-citater om kærlighedens væsen oversat til mange forskellige sprog. At se dem i fødehjemmet eller barndomshjemmet – uden alt det postyr – havde uden tvivl været en større oplevelse.

Kedeligst er den store del, der hedder Eventyrverdenen, hvor 12 af Andersens eventyr er »iscenesat«. Her skulle der være mulighed for at interagere med elementerne i udstillingen, men teknikken har forhindret det.

Klods-Hans skulle have været repræsenteret som en slags datingprogram, hvor man kan forsøge at indynde sig hos prinsessen på en skærm. Lige nu er prinsessen på skærmen bare mut og upåvirkelig. Man kan se en prinsesseseng med 20 madrasser, en ært i en montre, en kæmpestor guldnattergal osv.

Intet af det er så eventyrligt som i læserens egen forestilling, tværtimod begrænser det kun forestillingen at se poesien materialiseret. Det kunne H.C. Andersen godt have fortalt dem – en stor del af hans eventyr har netop den pointe.

Man kan dreje på et håndtag, og den store guldnattergal åbner næbbet og siger tuttelut. Så kan man gå videre og tænke, at, ja, rigtige nattergale er mere spændende end den der. Uden de interaktive elementer, som forhåbentlig vil gøre det sjovere for børnene, minder det hele om den på en gang kedelige og uhyggelige Tivoli-forlystelse Den flyvende kuffert, hvor man i sneglefart bliver fragtet igennem et zombieeventyrland af vinkende Bjørn Wiinblad-figurer, mens citater fra Svinedrengen og Den grimme ælling bliver læst op. En væsentlig forskel er dog, at man i det nye H.C. Andersens Hus kan vælge sit eget tempo efter forgodtbefindende.

Det var især eventyret Nattergalen, der trængte sig på hos mig ved besøget. Odense havde H. C. Andersens fødehjem og barndomshjem. De er netop ikke prangende, og dét er hele historien om dem. Det fantastiske ved dem er ikke til at se og røre og derfor meget svært at gøre til en pengemaskine.

I Nattergalen modtager kejseren af Kina den mekaniske nattergal fra kejseren af Japan. Dens pragt er synlig og overdådig. Forholdet mellem det gamle og det nye H.C. Andersens Hus minder ikke så lidt om duetten mellem den ægte og den mekaniske nattergal: »Og saa maatte de synge sammen, men det vilde ikke rigtig gaae, thi den virkelige Nattergal sang paa sin Maneer, og Kunstfuglen gik paa Valser.«

Som besøgende på den ufærdige udstilling i den ufærdige bygning i den ufærdige park får man til gengæld lov til at indtage rollen som kejserens fornemme kavaler, ham, som »ikke kan svare andet end ’P!’, og det har ikke noget at betyde.«

HCA som brand

Andersen følte sig livet igennem som et mobbeoffer, og han er også nem at drille. Jeg har gjort mig skyldig i at parodiere ham i en kort roman – Andersens Quarantaine-Dagbog – hvor jeg ondt nok også får drillet ham for de to ting, samtiden slog ned på: Hans snobberi og hans rørstrømskhed – hans »Uendelighed af sentimentalsk Puddersukker« som Aarestrup kaldte det.

Årsagen til både snobberiet og sentimentaliteten kan vel findes i den elendige barndom – det har samme rod som udlængslen, nysgerrigheden og ambitionerne, og netop derfor er det rørende at se hans fødehjem og barndomshjem. Vi kender det forslåede og fintfølende væsen, der fik vristet sig fri af elendigheden.

Det er afsindigt nemt at efterligne Andersens stil. De fleste danskere kunne gøre det på stedet. Hans stemme er direkte tilgængelig for enhver, der har læst eventyrene som barn, og når han er så nem at drille, er det også, fordi han formår at sætte sig på spil i skriften – at skrive uden forsvarsparader.

Hans navn er blevet brugt og misbrugt til at sælge alt lige fra småkager til plastikoperationer. Det nye H.C. Andersens Hus i Odense går ikke nysgerrigt til ham og får ikke gjort op med klicheerne, tværtimod. Det er kun yderligere dyrkelse af HCA som brand. Helt ned til navnet på deres »spiseri«: Deilig. Et ord, som Andersen af samtidens kritik blev hånet for at være storforbruger af. Spiseriet Deilig by Meyers.

Kunstneren Selina Rom Andersen har i år udgivet den meget originale og anbefalelsesværdige tegneserie Modløse I: Kampen mod kulturen. Den handler om tre unge digtere, der forsøger at begå sig i Modløse Kommune, hvor der planlægges en stor fødselsdagsfest for byens afdøde digter ’Hans’, der oftest bare repræsenteres af en dæmonisk høj hat.

 

Udsnit fra tegneserien Modløse I: Kampen mod kulturen.

Udsnit fra tegneserien Modløse I: Kampen mod kulturen.

Selina Rom Andersen

 

Kulturudvalget i Modløse har indkøbt 200.000 sæt virtual reality-briller til den lejlighed for at få Hans’ eventyr til at komme til live. På Modløse Teater opsættes en musical over Den lille pige med svovlstikkerne med musik af Simon Kvamm og Pernille Rosendahl og ’Live Sanse-Banko’. I en rude ser man to teatergængere komme ud fra forestillingen.

Den ene siger: »Det tydeliggjorde Hans’ eventyrs relevans i dag ... Og virtual reality-elementet gjorde virkelig noget for publikumsinddragelsen ... «

Den anden svarer: »Men jeg sys’, det var lidt underligt, at pigen med svovlstikkerne vokser op og prøver på at blive kendt youtuber ... Det prøvede lidt for hårdt at være moderne ...«

Hovedpersonerne, de tre digtere i Modløse, forsøger mere eller mindre modvilligt at begå sig i den Hans-fikserede kulturverden og tilpasse deres arbejde til at indgå i Modløses storbudgeterede, harmløse folkefest. Undervejs bliver den virkelige Hans vakt til live, og forskellen mellem digteren Hans og brandet ’Hans’ står tydeligt frem.

Nutidens litterære miljøer får også nogle præcise hug i forbifarten. Hvis man vil opleve en kunstner, der kan bruge både H.C. Andersen og HCA-dyrkelsen til noget, og ikke bare ærbødigt dyrker varemærket, er det her, man skal hen.

Som det nye H.C. Andersens Hus fremstår ved dets ’soft opening’ – med forbehold for, at det hele er ufærdigt – virker det unødvendigt og intetsigende. Det var den samme mærkelige oplevelse, man fik, da Tina Turner blev hyret ind til at fejre H.C. Andersens 200-årsdag. Og det er den oplevelse, man får, når man med et par års mellemrum ser Danmarks største litteraturpris – H.C. Andersens Litteraturpris på en halv million kroner – gå lige ned i lommen på en kendisforfatter, der ikke har brug for hverken pengene eller omtalen, når den kunne have været brugt til at gøre opmærksom på spændende internationale stemmer, der ikke i forvejen var allemandseje.

Det er uambitiøst og provinsielt og bestemt ikke i Andersens ånd. Medmindre vi da tænker på ham som ren snob. Mange af elementerne i udstillingen her er lavet af anerkendte, internationale kunstnere. Problemet er bare, at de er blevet bedt om ikke at lave noget som helst andet end banal repræsentation af et velkendt motiv fra de mest gennemtærskede dele af et forfatterskab, der ellers rummer rigeligt med overraskelser og vildskab.

Kunsten er her – som hos Morten Korch – ikke mere end et redskab til at tjene penge på nostalgien. Her er ingen vildtvoksende fortolkninger eller nye ideer. Trods de 300+ millioner, det har kostet, føles fødebyens lovprisning af H.C. Andersen billig, både i Sehesteds betydning: berettiget og i betydningen: tarvelig.

Man kan dog håbe, at parken og bygningen også vil blive brugt til mere end denne udstilling. Hvis der kunne komme skiftende udstillinger, der ikke var tematisk fastlåst, eller hvis der kunne komme poesioplæsninger, koncerter og historiefortælling for børn, ville det pludselig begynde at give mening og fremstå som et sted i HCA’s ånd.

Og så kan man selvfølgelig håbe på, at audioguiden med manuskript af Kim Fupz Aakeson vil lykkes med at løfte oplevelsen, når teknikken først er på plads – men det kræver selvfølgelig, at han har fået tilpas frie hænder. Samlet set har jeg ikke andet at sige end »P!«, og det har ikke noget at betyde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Det er lidt sjovt med Odenses satsning på at trække folk til ved hjælp af H.C.Andersen, når man tænker på, hvor travlt han selv havde med at komme derfra.

Mads Lyhne Haslund

Tak for anbefalingen. Jeg nupper tegneserien, det er alligevel også alt for varmt at tage til Odense

Louise Hansen

Odense lever, HC er død. Det virker derfor rimeligt, at levende Odense dyrker døde HC for egen vindings skyld. Det er livets vilkår. Hvem gider et tivoli, der består af mugbelagte bøger med forfatterens signatur på forsiden som største attraktion?

Hvorfor ikke en rutschebane gennem HC's eventyr? Det var der så ikke råd til, men det havde været langt bedre.

Louise Hansen

Odense lever, HC er død. Det virker derfor rimeligt, at levende Odense dyrker døde HC for egen vindings skyld. Det er livets vilkår. Hvem gider et tivoli, der består af mugbelagte bøger med forfatterens signatur på forsiden som største attraktion?

Hvorfor ikke en rutschebane gennem HC's eventyr? Det var der så ikke råd til, men det havde været langt bedre.

Viggo Okholm

Jeg er odenseaner, men oprindelig vestjyde, og jeg græmmes nok lidt når "folket" fra hovedstaden eller?-Århus , lige skal tale Odense ned.
Odense er en by i kæmpeforandring til ærgrelse for de sure gamle mænd i byen.
Men mange unge studerende og få produktionssteder og en forstad som folk ikke bryder sig om, gør at byen e rudfordret økonomisk og så må H.C. Andersen da være ok at udnytte.
Vi har faktisk det hele teatre på flere planer, gode musiksteder, grønne områder overalt. Nye byggerier og masser af muligheder. Np å ja museet. Lad det nu blive helt færdig og se hvor det bærer hen. Det bliver anderledes, hvilket vel i sig selv kan være godt.

jens peter hansen

Med hensyn til HCA så boede han vel stort set ingen steder, men var altid på farten. Med født i Odense var han da og barndommen i Odense har i den grad præget hans kunst.
Han har i alle tilfælde aldrig siddet på Rådhuspladsen og fortalt historier, men han er gudskelov vores allesammens. DET er ganske vist.

Jesper Lykke Jacobsen

Hvabehar, brand? Er der gået ild i den stakkels mand?

Asiya Andersen

Viggo, som en rigtig københavnersnude, var jeg i Odense sidste uge. Det er en dejlig by, især turen langs Odense å var noget som gjorde indtryk på mig. Jeg skal helt sikkert tilbage og nyde byen, når de er færdige med at bygge om.

Søren Stensbo-Smidt

For mig fremstår anmeldelsen ret så nedladende. Det ville være mere retvisende at afvente færdiggørelsen af museet. Skal man partout anmelde "i utide", så kunne anmelderen egentlig godt have ofret nogle flere ord på den bemærkelsesværdige arkitektur. - Det er i øvrigt mit indtryk, at Odense i disse år er i gang med en - yderst påtrængende - forvandlingsproces, der lover rigtig godt.

Kurt Nielsen

Harald Voetmann
P