Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Roman om en nonnes skruppelløse realityshow er grum og forfærdelig – og forfærdelig morsom

Svenske Lina Wolff tager fra alle hylder og blander det hele sammen i en maksimal, kulørt og morbid fabel
Lina Wolff kommer selv fra en lille by i Skåne, Hörby, den med den første sverigedemokratiske borgmester, så set fra Stockholm bliver det vist ikke værre, men hun har også boet i Madrid, hvor noget af handlingen i hendes nye roman foregår.

Lina Wolff kommer selv fra en lille by i Skåne, Hörby, den med den første sverigedemokratiske borgmester, så set fra Stockholm bliver det vist ikke værre, men hun har også boet i Madrid, hvor noget af handlingen i hendes nye roman foregår.

Peter Nygaard Christensen

Kultur
10. juli 2021

Et par nøgleord i svenske Lina Wolffs forfatterskab er den mentale og kulturelle afstand mellem mennesker på landet og mennesker i en storby. For eksempel hvordan den veluddannede fra metropolen ser ned på folk fra landet, og hvordan det at komme fra en lille by er forbundet med skam og følelsen af mindreværd som eksempelvis i De polyglotte elskere, der udkom på dansk i 2018.

Afstanden mellem land og by handler også om god og dårlig smag, om sæbeopera versus Dante, og om hvem der bestemmer, hvad der er kvalitet, og hvad der er underlødigt.

Lina Wolff kommer selv fra en lille by i Skåne, Hörby, den med den første sverigedemokratiske borgmester, så set fra Stockholm bliver det vist ikke værre, men hun har også boet i Madrid, hvor noget af handlingen i hendes nye roman foregår. Hun oversætter fra spansk, Roberto Bolaño og Gabriel García Márquez, såmænd.

Den kulturelt komplekse baggrund er god at have med sig i læsningen af hendes bøger, plus at man skal være forberedt på, at hun ikke går af vejen for at tage fra alle hylder og blande det hele sammen i en maksimal, kulørt og morbid fabel.

Snusfornuft som trademark

I Kødets tid indgår en utro ægtemand og hans hjertesyge hustru, en tidligt skadet og Franco-traumatiseret nonne med et skruppelløst realityshow, en kinesisk organmafia koblet med det berømte pund menneskekød fra Shakespeares Købmanden i Venedig, skæve kærlighedsforhold mellem bøddel og offer eller mellem en opofrende hustru og hendes alzheimerramte mand, aktiv dødshjælp, tortur og måske uoverlagt mord. Og så midt i hurlumhejet en lidt farveløs og indimellem snusfornuftig journalist fra en lokalavis i »Mandehaderlandet« Sverige på arbejdsophold i Madrid.

Snusfornuften er i øvrigt Lina Wolffs trademark, det er sådan, hun træder frem som humorist.

Bennedith hedder journalisten fra lokalavisen, og egentlig har hun det bedst med at blive hjemme i den lejlighed, hun har fået stillet til rådighed i Madrid og sippe hvidvin og se spansk fjernsyn, »dvask tilbagelænet i en lind strøm af overgearede stemmer fra nyheder, venezuelanske serier og skingre sladderprogrammer«.

Men gjorde hun kun det, ville handlingen gå i stå her ved hendes ankomst til Madrid, altså må hun ud i natten og varmen. Hun finder en bar og møder den utro ægtemand Mercuro Cano. Det er Mercuro, der kalder Sverige for Mandehaderlandet, og han er så velvilligt talende til Bennedith, at det fylder hele den ene halvdel af romanen.

Hans utrolige historie handler om at medvirke i nonnen Lucias besynderlige show, kaldet Kødets tid ligesom romanen selv. Det er også Bennedith, der er modtager af selv samme nonnes historie i romanens anden halvdel i form af de breve, Lucia skriver til hende, nu hvor hun, altså Bennedith, er havnet i fængsel ... for mord.

Gode gerninger findes ikke rigtigt i Kødets tid, her er kun mennesker, der skader hinanden på først krop og siden sjæl.

Da kirsebærtræerne blomstrede

Opdelingen mellem krop og sjæl blev Lucia præsenteret for som barn, da hun fik dette gode råd af sin mor, en slags morale, der også er den, romanen undersøger: »Lad aldrig kødet diktere vilkårene for dig, Lucia. Find noget højere. Hos mange mennesker er kødets kraft stærkere end sjælens, og for mange mennesker er livet en kødets tid, ikke en sjælens tid. Vogt dig, Lucia, for kødets tid.«

Romanens kulørthed opnås netop gennem de hårdt optegnede modsætninger, mellem krop og sjæl som her, men også i modsætningen mellem ludderen og madonnaen. Lucias egen mor følger kun det gode råd, lige indtil officeren Alfonso Hidalgo dukker op i hendes slagterforretning en dag i april, »da kirsebærtræerne blomstrede i Extremadura og måske i hele Spanien«.

Lina Wolff fortæller på den måde. Francos officer (og bøddel) bliver portrætteret på en baggrund af forår og lyserødt blomsterflor. På mig virker det gammeldags, men jeg kan samtidig sagtens give mig hen til det, mens jeg tænker, jo, jeg har i grunden ret dårlig smag.

Kødets tid springer ud i passager af sæbeopera og tilspidsede situationer, for eksempel da Mercuro, som i Lucias show har fået et kinesisk navn, hr. Peng (som en ekstra fornedrelse?), bliver præsenteret for sin elskerinde, Penelope. Mens Mercuro spekulerer på, hvad showets kommentarspor løber over med af hadske kommentarer, synes han netop, at Penelopes grådkvalte ’Jeg elskede dig, Mercuro’ »lyder som en replik i en sæbeopera«.

Antiheltinden Lucia er også interessant at blive udsat for, for skal man heppe på hende eller blive forarget over hendes metoder til at skabe en ejendommelig form for orden og retfærdighed i en kaotisk og uretfærdig verden?

Kødets tid er god underholdning, ikke good clean family entertainment you can trust, men grum og forfærdelig – og forfærdelig morsom. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal overføre dens billeder af Madrids underverden og en gal nonne, der er vokset op under Franco, til den verden, vi lever i her og nu.

Lina Wolff. ’Kødets tid’. Oversat fra svensk af Louise Ardenfeldt Ravnild. Grif. 256 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her