Sean Bakers ’Red Rocket’ om en falleret pornostjerne er formidabel og kan vinde Guldpalmen

Amerikanske Sean Baker tegner et portræt af en mini-Trump i sin Cannes-film, ’Red Rocket’, der handler om den fallerede pornostjerne Mikey, som med alle midler forsøger at få gang i karrieren igen
Simon Rex spiller den fallerede pornostjerne Mikey, der i Sean Bakers ’Red Rocket’ forsøger at stable sit liv på benene igen.

Simon Rex spiller den fallerede pornostjerne Mikey, der i Sean Bakers ’Red Rocket’ forsøger at stable sit liv på benene igen.

Mongrel Media

Kultur
15. juli 2021

CANNES – Der er mange desperate, søgende mennesker i de konkurrencefilm – Annette, Benedetta, En helt, Titane, Jacques Audiards Les Olympiades – der er blevet vist på filmfestivalen i Cannes. Nogle jagter anerkendelse og succes, andre kærlighed, forståelse og respekt, og andre igen forsøger at finde ud af, hvem de er, og hvor de hører til. Således også i en af de seneste og bedste film i hovedkonkurrencen, amerikanske Sean Bakers Red Rocket, der til stor applaus blev fyret af onsdag eftermiddag.

Baker, der har værker som Starlet, Tangerine og The Florida Project bag sig, kan noget ganske særligt med at skildre levet liv og randeksistenser på film. Han benytter sig ofte af ikkeprofessionelle skuespillere, og det giver hans håndholdte, næsten neorealistiske film en sjælden autenticitet og et nærvær og nerve, som det er svært ikke at blive berørt af.

I sit hidtidige hovedværk, The Florida Project (2017), portrætterede Baker nogle af de mere eller mindre faste, fattige beboere på et motorvejsmotel i Florida. Fysisk ligger motellet tæt på drømmelandet Disney World, men mentalt, økonomisk og socialt kunne det lige så godt ligge på en anden planet. I sin nye film, Red Rocket, fortæller Sean Baker en lignende historie ikke bare om, men fra bagsiden af det amerikanske samfund.

En charmerende slyngel

Hovedpersonen i Red Rocket er den midaldrende pornostjerne Mikey Saber (Simon Rex), der uden en krone på lommen må rejse fra Los Angeles tilbage til sin hjemby, Texas City, i et sidste forsøg på at stable sin fallerede tilværelse på benene igen. Han opsøger sin ekskone, Lexi (Bree Elrod), som han i sin tid begyndte sin pornokarriere sammen med, og som nu bor sammen med sin gamle mor i et lille hus uden for byen.

Mikey og Lexi har ikke det bedste forhold til hinanden, men det lykkes ham at overtale hende og moren til at lade ham flytte ind. Mikey er godt skåret for tungebåndet og kunne sikkert overtale næsten hvem som helst til hvad som helst, blot er man aldrig helt sikker på, hvilken af hans historier og bedrifter, der passer – og om hans løfter bliver indfriet. Han er en opportunist, der vil gøre og sige det meste for at stille sig selv i et bedre lys, som når han praler med sine pornobedrifter over for naboen Lonnie eller skal forklare skeptikere, hvorfor han kører rundt på cykel, selv om han er så succesfuld – bilen står naturligvis bare i Los Angeles.

Mikey forsøger at skaffe sig et arbejde, men hans 20 år i pornobranchen gør det svært, og han vælger i stedet at sælge græs til borebisserne i den olieindustri, som er overalt i Texas, og som visuelt smukt og symbolsk optræder i baggrunden af Red Rocket. Langsomt får Lexi og Mikey det bedre med hinanden, og de går i seng med hinanden igen – hvilket både lyder og ser ud, som om de tror, at de står foran et kamera. Det er på én gang sjovt og trist. Lexi begynder at drømme om et normalt familieliv med Mikey, men så er det, at han falder for den blot 17-årige, men temmeligt fremmelige – ikke mindst seksuelt – Strawberry (Suzanna Son), og i hende ser en fremtidig pornostjerne og sit eget triumferende comeback i branchen.

En mini-Trump

Mikey er en slyngel. Ingen tvivl om det. Men han er en charmerende en af slagsen, der udstråler en sær uskyld og optimisme, som det er svært at stå for, og som lidt for længe får én til at glemme, hvor forfærdeligt han egentlig opfører sig – han er jo blandt andet i færd med at groome en 17-årig til at lave porno – og hvor meget al hans bragesnak og søde ord i sidste ende handler om hans egen fremtid.

Red Rocket er ikke som sådan en politisk film, men i baggrunden hører man indimellem nyhedsudsendelser om det forestående præsidentvalg mellem Donald Trump og Hillary Clinton, og det giver filmen en sociopolitisk undertone. Det kan godt være, at Mikey ikke interesserer sig det fjerneste for verden omkring sig, men han er selv i høj grad et produkt af den verden.

Man kunne fristes til at kalde Mikey for en mini-Trump, netop fordi han reelt er så ligeglad med verden og mennesker omkring sig og konstant på udkig efter en mulighed for at mele sin egen kage. Og fordi han lover så meget og gør så lidt.

Fascinerende USA-portræt

Som altid hos Sean Baker er filmen perfekt rollebesat med en blanding af professionelle og ikkeprofessionelle skuespillere. Ikke mindst 46-årige Simon Rex – (u)kendt fra en lang række biroller i film og på tv – leverer en fremragende præstation som den afdankede Mikey, der så gerne vil tilbage på toppen, koste hvad eller hvem det vil. Der gemmer sig et mørke og en desperation et sted dybt inde i manden, men han formår at skjule det godt bag sit mestendels positive, næsten maniske væsen, der ikke vil eller kan se virkeligheden i øjnene – det ville formentlig ødelægge ham.

Men også unge Suzanna Son er brillant i rollen som Strawberry, der lader sig forføre af den meget ældre mand, fordi han giver hende opmærksomhed og sætter hende griller i hovedet – og hun i ham ser en mulighed for at komme væk fra sit kedelige, forudsigelige liv i Texas. Og hvis Mikey er Trump, må Strawberry være den del af befolkningen, de stille eksistenser i midten af USA, som Trump var så dygtig til at få i tale, når han rasede mod den politiske elite i Washington. På den måde er Red Rocket tillige et fascinerende og nuanceret portræt af et land og et folk i splid med sig selv.

Man kunne godt forestille sig Sean Bakers film få en af de store priser i Cannes – måske endda Guldpalmen – når de bliver uddelt lørdag aften.

’Red Rocket’ er endnu ikke i dansk biografdistribution. Mere fra filmfestivalen i Cannes på festival-cannes.fr og her i avisen og på information.dk

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her