Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Sidste strejf af kærlighed’ prøver (for hårdt) at skildre enhver aldrende hundeejers drøm om kærlighed

Den engelske instruktør og manuskriptforfatter Paul Morrison er heldig, at de to hovedrolleindehavere i hans kærlighedsfilm ’Sidste strejf af kærlighed’ er så karismatiske, som de er, for derudover er filmen både dybt forudsigelig og hvinende sød grænsende til det kvalmende
’Sidste strejf af kærlighed’ er en forudsigelig fornøjelse, men har dog det kørende for sig, at de to hovedrolleindehavere er totalt elskelige og karismatiske i al deres jordnærhed. Pressefoto.

’Sidste strejf af kærlighed’ er en forudsigelig fornøjelse, men har dog det kørende for sig, at de to hovedrolleindehavere er totalt elskelige og karismatiske i al deres jordnærhed. Pressefoto.

Another World Entertainment

Kultur
15. juli 2021

Bedst som den pensionerede sygeplejerske Dave (Dave Johns) har samlet sin elskede hunds lort op fra en sti et sted i en forstad til London, bliver han irettesat af den jævnaldrende receptionist Fern (Alison Steadman), der er ude at gå med sin lille yorkshireterrier. Hun synes, at Dave da godt lige kunne have haft schæferhunden Tillie i snor. Hvad den irriterede kvinde ikke ved, er dels, at Tillie er en noget så tilforladelig og velopdragen hund, og at det er en decideret drømmemand for en kvinde som hende, hun står over for. Perpleks og forlegen over at stå med en pose lort i hånden parererer Dave hendes skideballe. Sådan forløber de to hundelufteres første møde, og som man ved fra et utal af kærlighedsfilm, er massiv irritation bare et forstadie til forelskelse. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her