Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teatret Slotsgårdens ’Damen fra Natcaféen’ er en oplagt start på en festlig aften

Årets friluftsforestilling hos Teatret Slotsgården i Odense er George Feydeaus farce ’Damen fra Natcaféen’, der ikke har megen tyngde i sin fortælling, men til gengæld sætter gang i lattermusklerne, så det kan mærkes længe efter
Teatret Slotsgården i Odense har måske nok udskiftet Molière med den mindre kendte dramatiker George Faydeau, men resultatet er lige så festligt og underholdende som altid.

Teatret Slotsgården i Odense har måske nok udskiftet Molière med den mindre kendte dramatiker George Faydeau, men resultatet er lige så festligt og underholdende som altid.

Martin Høyer

Kultur
20. juli 2021

Den franske dramatiker George Feydeau var en ægte komediemager, der vægtede latter og underholdning langt højere end moraler eller de samfundskritiske agendaer, der prægede værkerne hos hans mere kendte forgænger og landsmand Molière.

Feydeaus vaudeville Damen fra Natcaféen havde urpremiere i Paris i 1899 og var med sine næsten 600 opførelser af første opsætning hans største succes. I en af datidens anmeldelser stod der blandt andet, at latteren rystede salen, indtil publikum tiggede om nåde. Og det er præcis denne lattermilde tilgang, Johan Sarauw hylder i sin iscenesættelse af forestillingen på Teatret Slotsgården i Kongens Have i Odense.

Siden Teatret Slotsgården startede op som friluftsteater i 2012, har de – bortset fra de to allerførste år, hvor Ludvig Holbergs komedier var på programmet – spillet stykker af den franske komediemester Molière. I år har de måske nok udskiftet Holberg og Molière med den mindre kendte Feydeau, men iscenesættelsen af Damen fra Natcaféen viser tydeligt, at også hans evne til at opbygge farcer var temmelig formidabel.

Publikum morer sig kosteligt, og latteren flyver frit fra de hvide plastikstole ind over de otte skuespillere på scenen, som er placeret midt på brostenene i den lukkede slotsgård bag Kongens Have. Den gode stemning er nærmest givet på forhånd med det smukke, danske sommervejr på premieredagen, og forventningen fra det tilbagevendende publikum, der regner med en underholdende aften.

Skarp, komisk timing

Handlingen i George Feydeaus farce kunne have været direkte forlæg for et af de mange danske lystspil fra 1960’erne med Dirch Passer i bærende roller. Teatret Slotsgårdens leder, Jacob Moth-Poulsen, der selv står på scenen som fortællingens omdrejningspunkt, Petitpont, har da også – med sin mimik, sin timing og sit stærke komiske talent – visse træk til fælles med netop Dirch Passer.

Feydeaus’ fortælling bygger lag på lag. Da den respektable parisiske læge Dr. Montgicourt (Kristian Rossen) vil besøge sin ditto kollega Dr. Petitpont efter en festlig aften i byen, finder han ham sovende under sofaen med for ham uvante tømmermænd.

Fra Petitponts soveværelse dukker Carla Viola Thurøs lingeriklædte natklubdanserinde Crevette op, netop som Petitponts fromme hustru (Rebecca Rønde Kiilerich) kommer hjem. I stedet for at bekende kulør skjuler Petitpont danserinden og derfra tager forvekslingerne fart, mens Petitpont – med modvillig hjælp fra sin ven og kollega – skaber et forvirrende spind af løgne.

De mange løgne og forvekslinger sender Petitpont ud af Paris til et bryllup, hvor Crevette fra Natcaféen kommer med som hans hustru, og hvor hans virkelige hustru, da hun dukker op, af Petitponts onkel anses for en skrupskør kone.

Alt, der kan gå galt, gør det. Og oven i de mange forvekslinger var George Feydeau også særligt glad for at gøre grin med beboere i provinsen, hvilket tydeligt ses i Damen fra Natcaféen.

»Det er det sidste nye i Paris. Alle gør det!« forsikrer Petitpont de forundrede bryllupsgæster, efter hans (falske) kone har skubbet ham ned ad trapperne, hvilket sætter gang i en dominoeffekt af skubben og vælten på scenen.

Damen fra Natcaféen er en skarpt konstrueret farce, og i Johan Sarauws iscenesættelse på Teatret Slotsgården er der fuld fart over feltet fra start til slut. Publikum kan vide sig sikre på, at alle de personer i fortællingen, som under ingen omstændigheder må mødes, mødes. Og at der derved lægges den ene mere urealistiske forveksling oven på den anden.

Det kunstneriske hold bag iscenesættelsen er stort set identisk med de forgangne år, men hvor energiniveauet og skuespilpræstationerne som altid er i top, virker årets scenografi og kostumer lidt mindre gennemarbejdede end i tidligere iscenesættelser, som for eksempel i 2018, hvor Scapins rævestreger udspillede sig i en hønsegård med fjerprydede skuespillere og Scapin med rævepels om halsen.

Når det er sagt, så er Damen fra Natcaféen svært underholdende sommerteater, som er oplagt som start på en festlig aften.

’Damen fra Natcaféen’. Tekst: Georges Feydeau. Bearbejdelse: Johan Sarauw og holdet. Scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen. Instruktion: Johan Sarauw. Kostumedesign: Olivia Hetman. Musikalsk arrangement: Mathæus Bech. Lys: Jakob Juul Larsen. Med: Jacob Moth-Poulsen, Kristian Rossen, Rebecca Rønde Kiilerich, Carla Viola Thurø, Thomas Diepeveen, Niels Andersen, Martine Levinsen og Mathilde Lundberg. Spiller på Teatret Slotsgården i Odense til den 21. august og ved Kunsten i Aalborg den 24.-29. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her