Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

To stærke afroamerikanske stemmer giver kroppen kampgejst

Dawn Richard og Mereba giver os modstandskraft ved at insistere på de dybe vejrtrækninger – dem, vi hele tiden glemmer. Det sker på to udgivelser, der ikke råber ’bekæmp magten’, men hvisker ’find styrken i dig selv til at sige fra’
»Dawn Richard formidler et afroamerikansk USA’s knejsende stolthed og elegante råstyrke,« skriver Ralf Christensen.

»Dawn Richard formidler et afroamerikansk USA’s knejsende stolthed og elegante råstyrke,« skriver Ralf Christensen.

Merge Records

Kultur
15. juli 2021

Når historikerne en dag skal greje stemningen og diskursen i 2020’ernes USA, gør de klogt i at lytte til tidens musik og dens medfølgende sangtekster. Og de kan med held lytte til de nye fremragende udgivelser fra Mereba og Dawn Richard, der på hver deres måde formidler et afroamerikansk USA’s knejsende stolthed og elegante råstyrke.

Med EP’en AZEB tilbyder Mereba en soulmusik, der flyder som bladguld mod trommehinderne og olivenolie gennem lænderne – ledsaget af klare politiske ytringer.

Og med albummet Second Line giver Dawn Richard os en polyfoni af afrikanske og afroamerikanske, traditionelle og moderne lydfortællinger fra et kønspolitisk og lokalpatriotisk perspektiv.

Det er to udgivelser, der holder fast i, at frigørelsen skal ske i et samspil mellem krop og sjæl – og at friheden ikke bare skal vindes, men også holdes ved lige.

Stevie Wonder som mentor

30-årige Marian Mereba – der har en etiopisk far og en afroamerikansk mor – har udgivet to albummer, og med sin saliggørende og uendeligt yndefulde nye EP finder hun kort og enkelt sagt et musikalsk masserende sted mellem Marvin Gayes spirituelle healing og Solange Knowles’ sofistikerede indignation.

Men en anden musikalsk faderfigur har båret hende frem. Under færdiggørelsen af debutalbummet The Jungle is The Only Way Out fra 2019 blev ingen ringere end Stevie Wonder hendes mentor, og han opfordrede hende til fremover at sørge for at producere sin egen musik.

Som foreslået, så gjort.

Mereba.

Mereba.

Universal Music Group

AZEB er Merebas fjerde EP, og hun er medproducer på seks ud af de syv sange – og har skrevet hele molevitten.

Mereba er således medskaber af den både rytmiske og harmoniske liflige oplevelse, hvor hovedpersonen og hendes korsangere glider ind og ud mellem hinanden som kærlighedssyge delfiner i et nodeakvarium. Det er musik, der ikke så meget er noget, der sætter sig i ørerne med klare omkvæd, men snarere er en kropslig totaloplevelse, man svømmer hen i.

Massage på ømme følelser

Der er en økologi af svævende stemmer, der cirkler om hovedpersonen, en massage af ømme følelser og de stive lemmer. Som på Marvin Gayes hovedværk What’s Going On fra 1970 en musikalsk velsignelse parret med politisk kritik.

Ordet war, krig, dukker op i de tre første sange. »Aye, aye, it’s a war like every day,« Merebas første ord, der risler som vand, på EP’en, og man kan nikke til åbningen på What’s Going On, hvor Gaye synger: »Brother, brother, brother
There’s far too many of you dying
« – med reference til afroamerikanske soldaters død i Vietnam-krigen.

Sangene handler også om kærlighed og kvindelighed. Men de klareste tekster handler om social ligestilling og om frigørelse: »I broke the chains.« Og hun arbejder med offentligt og privat – i tekst og i produktion:

»Freedom for my people is urgent
And you know we deserve it
Tell me who are you serving?
«,

synger hun med rumklang på stemmen, illuderende det offentlige rum. Og så er hun helt tæt på mikrofonen uden rumklang, mens hun indrammer sin egen ubestikkelighed:

»Oh, I watch ’em dig in their purses, uh
But I cannot be purchased, no
«.

Blockbuster-Afrika

USA har også tidligere haft store afroamerikanske, musikalske kommentatorer og kritikere – også her kan historikerne finde kulturelle spejlinger og fordøjelser af racismen.

Marvin Gayes What’s Going On var en kærlighedsfyldt og helende dokumentation af et forarmet sort USA. Stevie Wonder brugte sin spirituelle soul til at synge om sine racefællers inner city-lidelser og 60’er-drømmens fallit på Innervisions i 1973. N.W.A.’s Straight Outta Compton var en reportage fra Los Angeles’ gangsta-inficerede nabolag. Lauryn Hill gav den afroamerikanske kvinde en kompleks stemme med det kapitalismekritiske, følelsesundersøgende og feministiske The Miseducation of Mrs. Hill. Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly var en udviklingsroman om hans alter ego, en rapstjerne, der kæmpede sig ud af selvhad og internaliseret racisme og lærte at elske sig selv og de tusind nuancer af sort. Beyoncés Lemonade var et opgør med den afroamerikanske mands familiesvigt og en hudfletning af politivold. Og Beyoncés lillesøster Solange Knowles’ A Seat at The Table krævede, ja, en plads i samtalen ved offentlighedens bord.

Og den panafrikanske bevidsthed fik en blockbuster-kickstart med soundtracket til den første superheltefilm med en afroamerikaner i hovedrollen, Black Panther fra 2018. Det var Kendrick Lamar, der sammensatte soundtracket, som blendede moderne afroamericana med traditionelle instrumenter og genrer fra moderkontinentet.

Det gør Mereba og Dawn Richard også på hver deres måde.

På Merebas sang »Rider« er der trærytmik og olietønder, der får hofterne til spontant at rotere i cirklende mønstre, mens der på »Beretta« er håndklap og en dump perkussion, der får en til at bukle sig sammen og stampe i jorden. Horisontal og lodret rytmik. Afrika og USA. »We are renegades, the blood of thе brave in our DNA«.

På Dawn Richards geniale sang »King Creole (Intro)« udfoldes en slags atmosfærisk samba med dybe stortrommestød, hidsende hihat og hoppende koklokke. Og på »Bussifame« glider musikken fra en blikskurs-township-house over i en traditionalistisk outro på håndspillede trommeskind og det traditionelle instrument kalimbaen med de blødt klingende metaltunger, som man spiller med fingrene. Tilbage til udgangspunktet.

Dawn Richard.

Dawn Richard.

Merge Records

Panafrikansk futurisme

I det hele taget går Dawn Richard mere højteknologisk til værks.

På hendes sjette, fremragende album Second Line – med 16 selvkomponerede numre – er det Richard samt især produceren Ila Orbis, der sammen og hver for sig bygger de hidsende, rytmiske verdener. Som oftest er de elektronisk gennemsynkoperede, men gjort letforståelige med en 4/4-stortromme, som sigter efter dansegulvet.

37-årige Dawn Angeliqué Richard er af haitiansk og Louisiana-kreolsk afstamning, og Second Line er en panafrikansk futurisme. I programmeringerne kan man høre både amerikansk funk og blues, brasiliansk samba, britisk grime-hiphop og drum’n’bass samt den sydafrikanske house-variant gqom (zulu for at slå på tromme).

»I don’t need a genre
Fuck it, I am the genre
«.

Titlen på albummet – Second Line – refererer til det følge, der går i hælene på hornorkestrene på optog gennem det Louisiana, som Richard voksede op i, fra hun var to år.

Det er i second line, at folket slår sig løs og groover så djævelsk guddommeligt. Et uregerligt fællesskab, og dog også en nation under ét groove.

Samtaler med mor

Undervejs er der flere samtaler med Dawn Richards mor Debbie, der også forklarer second line:

»A Second Line is a dance where everybody is happy and they’re doing how they feel
They don’t necessarily have any set steps to do
They’re just getting down
«.

Dawn Richard synger med en sprød, lurende ofte næsten talende stemme. Som om hun sniger sig rundt om sit emne (eller bytte) for at kende det fuldt ud. I teksterne dvæler hun ved kærlighedskvaler, men oppisker også stolthed over hendes udgangspunkt i sydstaterne. »Don’t mess with a Louisana girl,« som moren siger.

Det lokalpatriotiske blik mixes med en panafrikansk klubmusik. Ja, hele pladen er en fejring af kvinder og af fællesskabet i Louisiana-kulturen.

»An opportunity for us
To do us
I wanna get you to move
It’s our Second Line
«.

Frihedstanken gemmer sig i høj grad i kærligheds- og seksualitetsdiskussionerne. Og i en ekspansion af kvindekønnet: »I got a big dick, make ’em deep throat«‚ lyder det fra damen. Men hun er også opmærksom på, at man ikke kan stole på autoriteterne.

»Where do you go when the radio’s down?
Don’t lose sound
Play your free loud
«.

Musikken ryster hende og os fri.

Tåregassens antitese

Det er, når vi bevæger os, danser, elsker, at vi trækker vejret dybest og mærker os selv stærkest – og dermed kan stå fast. Således er de dybe vejrtrækninger centrale for ikke bare velvære, sanselighed, men også modstandskultur og demonstranters pondus. Hvis ikke man kan trække vejret ordentligt, kan man ikke stå fast.

Og det har amerikansk politi og nationalgarde for længst fundet ud af. Tåregas er blevet de protesterendes uønskede parfume, ikke mindst under George Floyd-protesterne.

Her er så en antitese til tåregassen. To rolige stemmer, der stort set aldrig hæves, men animerer os til at mærke vores kroppe og at trække vejret dybt.

Det er ikke plader, der råber »bekæmp magten.« De starter før – ved modstandens udspring. Det er to plader, der hvisker »find styrken i dig selv til at sige fra« – i Merebas tilfælde over for magthaverne, i Richards tilfælde over for elskere.

Som Mereba synger:

»I’m tryna master peace
Please don’t you disturb me
Your weapons can’t hurt me
My essence is shot-proof
«.

Mereba: ’AZEB’ (EP)(Interscope Records/Universal).

Dawn Richard: ’Second Line’ (Merge Records/Playground).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

"Når historikerne en dag skal greje stemningen og diskursen i 2020’ernes USA, gør de klogt i at lytte til tidens musik."

No shit. Det tror jeg, de fleste historikere forstår. Men det er selvfølgelig altid en god indgang til en anmeldelse skråstreg samfundskommentar lige at antyde, at man lige har et råd til de der historikere.