Hvordan vækker man en danser efter coronaen? Og hvordan vækker man i det hele taget en befolkning, der har været tvunget til at lægge sig socialt og kulturelt i dvale, mens månederne bare gik og gik?
Det er nogle af de ting, som den danske koreograf Kim Brandstrup undersøger i sin nye, psykologisk intense duet Awakening. Duetten er skabt direkte til Verdensballetten, som efter coronaaflysningen sidste år nu igen er på udendørs turné rundt i Danmark.
Ved premieren i den underskønne park med de høje træer på Sølyst ved Klampenborg var det Awakening, der blev symbolet på sommeren 2021: Drømmen om at blive vækket og finde ud af, at coronaen er forbi.
Vækker og trøster
I Awakening ligger en sovende mand oppe på et bord, mens en kvinde sidder på en stol og våger over ham. Indtil hun får liv i ham, og de danser sammen. Kim Brandstrup har skabt dansen over musik af Philip Glass – direkte til Den Kongelige Ballets exceptionelle søskendedanserpar: Den 25-årige solist Tobias Praetorius og den 27-årige solodanser Ida Praetorius.
Koreografisk har han præcist og nænsomt indfanget deres kvaliteter som dansere, og han har usentimentalt ladet dem begge optræde i sorte bukser; broren med musklerne pakket ind i en sort T-shirt og søsteren med energien blæsende ud ad en hvid blafreskjorte.
Den sarte, nøgne hud lyste hos Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli fra Royal Ballet i London i duetten ’After the Rain’ hos Verdensballetten.
Det er manden, der kæmper med modløsheden, og kvinden, der trøster. Kvinden puffer til ham, så han vågner. Hun hopper op på bordet, og han glider ned under bordet. De pjatter og tjatter til hinanden – driller og leger. Han skubber til hendes linjestærke krop, men hun strækker bare sit ene ben højt og drejer rundt om sin egen akse som viseren på et ur, der nægter at gå i stå.
Hun presser sin ene hånd på hans ene skulder, så hun får hans krop til at skvulpe, og så kommer der gang i dansen – med seje sidestræk og sære benløft bagud – synkront og organisk til Alexander McKenzies overlegne Glass-fortolkning ved tangenterne. Men uden nogen påklistret løsning eller happy end.
For Awakening virker som et ærligt øjebliksbillede på sommeren 2021, hvor vi alle sammen holder vejret og håber, at det værste ved coronaen er ovre.
Nøgen hud
Verdensballettens kunstneriske ledere, operasangeren Jens-Christian Wandt og danseren Steven McRae, har også i år skabt et blandet program. Solodanserne Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli fra Royal Ballet er mest interessante i den nyklassiske duet fra Christopher Wheeldons After the Rain fra 2005 til Arvo Pärts dryppende musik ’Spiegel im Spiegel’.
Lauren Cuthbertson er iført lyserød badedragt, og Frederico Bonelli står med bar overkrop, når de læner sig ind mod hinanden. De hælder frygtløst kroppene til siden, men alligevel som om de ikke forventer at blive grebet.
Deres hud lyser nøgent i aftensolen, for her skjuler ingen balletstrømper eller T-shirts deres muskler, og det halvnøgne udtryk får dem til at virke endnu mere sårbare og menneskelige i al deres perfektion. Da de samme dansere afslutter aftenen med den langsomme adagio fra Nøddeknækkeren, sker det iført struttende tyl og uniformsjakke – og perfekt beherskede trin. Men uden sårbarhed.
Den portugisiske solodanser Marcelino Sambé fra Royal Ballet krudter stemningen op med ubekymret livsglæde. Han har de vildeste, højeste spring, og han battler gerne, som når han i Gerschwins ’I Got Rhtyhm’ danser om kap med den muntert syngende Jens-Christian Wandt, der også er aftenens ukuelige konferencier.
Marcelino Sambé byder desuden på aftenens oprigtige møde mellem ballettraditionerne, når han sammen med Ida Praetorius danser Bournonvilles pas de deux fra Blomsterfesten i Genzano. Her rammer han den danske guldalderstil med de buede arme imponerende flot, og han forstår at charmere sin vidunderligt dansende danserinde og alle os andre med sit smil.
Uden russisk vovemod
Solodanserne Xander Parish og Yekaterina Chebykina fra Mariinskij Balletten skulle også have været på scenen, men så blev Rusland rød coronazone. I stedet er solisten Astrid Elbo fra Den Kongelige Ballet lykkeligvis sprunget ind som den hvide svane fra Svanesøen – sammen med Alban Lendorf, der ellers er ved at kaste sig ud i en karriere som skuespiller.
Publikum nød højlydt denne overraskende redning. Og de legendariske balancer blev udført fint, men uden russisk vovemod.
Verdensballetten sluttede af med diadem og tåspidssko i adagioen fra ’Nøddeknækkeren’ med Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli fra Royal Ballet.
Der var til gengæld masser af kækhed over årets sopran, da den unge Clara Cecilie Thomsen sang sine arier med forførende ubesværethed og naturkraft. Musikalsk blev hele aftenen atter holdt imponerende sammen af pianisten Alexander McKenzie og violinisten Niklas Walentin, der har særlig tæft for at akkompagnere danserne, åndedrag for åndedrag.
Alexander McKenzie er også selv komponist, og han spillede sin drømmende klavermusik til Tobias Praetorius’ solo 'Hvor landet ender', som de skabte sidste år under coronaen i Skagen – bogstaveligt talt som våddans ude i vandet, hvor havene mødes.
På scenen dansede Tobias Praetorius med løftede arme, nærmest som om han prøvede at betvinge de imaginære vande, og som om han strammede en imaginær bue for at ramme horisontlinjen. Stærkt og karismatisk.
Verdensballetten skal altså nok vække livsglæden rundt om i landet. Af uransaglige coronagrunde må der dog fortsat kun sælges to tredjedele af pladserne til ballettilskuerne, der ellers hverken råber eller kaster med rosévin.
Verdensballetten 2021. Premiere på Sølyst ved Klampenborg. Turné rundt i landet frem til sidste forestilling ved Frederiksberg Rådhus den 3. august.
